Så gik den sidste tid i Mombasa lige pludselig meget meget hurtigt, fyldt med at få eksamensopgaven og de sidste praktiske ting på plads, og inden jeg havde set mig om sad vi i flyveren på vej til Zanzibar, inden jeg havde nået de sidste ting jeg egentlig havde sat mig for. Og også inden jeg fik skrevet om mine sidste oplevelser på hospitalet og i fritiden.

Men jeg synes ikke I skal snydes, så jeg vil lige skrive kort om de sidste to steder jeg besøgte på hospitalet. Det første sted var fødegangen. Det sted havde jeg glædet mig rigtig meget til, især fordi det er en oplevelse jeg aldrig vil få i DK, da det jo er jordmoderens job. Her kom jeg ind til en afdeling og fik bare at vide vi kunne deltage i afdelingsrunden, uden nogen introduktion eller noget, så det gjorde vi. Vi fattede endnu engang ingenting af, hvad der skete, da det hele var swahili, men kunne da se en masse gravide kvinder, så det rigtige sted var vi i hvert fald.. :) Kvinderne lå på den almindelige fødegang, hvor der var plads til otte, indtil de enten fødte eller det blev besluttet at de skulle have kejsersnit, hvor de så blev flyttet over til et andet afsnit af gangen, så de kunne ligge der og vente. Og så blev der ellers født! I det andet rum jeg så ind i, blev jeg mødt med et syn af en mor med et lille hoved ud mellem benene og 1, 2, 3 så var der en baby ude. Ikke lige, hvordan jeg havde forestillet mig en fødsel - med skrig og råb fra moren.. Nej nej.. Her presser de bare lidt og så kommer barnet. Sådan blev der lige født fire babyer imens jeg var der og det foregår på den måde at de studerende går rundt og kigger lidt til mødrene og når det så er lige ved at være oppe over, så begynder de at gøre klar til at tage imod barnet - her skete det også to gange at de ikke nåede at få pakket alle tingene ud, før barnet valgte at sige goddag til verden, altså fik moren lov til nærmest at føde selv! Jeg blev tilbudt at tage imod et barn et par gange, men synes selv det var lidt for tidligt.. Denne chance skulle jeg desværre bare have taget, for den meldte sig ikke rigtig igen, så den oplevelse nåde jeg aldrig..

En anden dag så jeg så også, hvordan en fødsel kan være, når det ikke bare lige går 1, 2, 3 swup. Her var det en kvinde, der lå og ventede på kejsersnit, men da alt jo er meget hakuna matata hernede, så går sådan noget heller ikke altid lige hurtigt og hun gik så i fødsel inden. Barnet lå forkert, så benene kom først ud og hun var kun fem cm åben, så ondt, DET havde hun og det gik også meget meget langsomt. Og afrikanske kvinder, DE kan skrige! Det var en ret voldsom oplevelse og jeg bliver helt arrig når jeg tænker på det eller sidder her og skriver om det. Når hun skreg lagde sygeplejersken hånden over munden på hende - jeg tror det er for at fortælle hende hun ikke skal skrige, men bruge kræfterne på at presse i stedet. Derudover havde hun heller ikke kræfter til eller for ondt til at holde sine ben oppe, så hun prøvede at lægge dem ned, hvilket resulterede i, at sygeplejersken slog hende på låret og nev hende i kinden. Det var simpelthen så grotesk at se på! Da barnet endelig blev født, gik jeg med ud for at se alle undersøgelserne, hvor jeg så ser lægen står og prøver at få liv i den lille pige.. Det er noget af det mest tragiske jeg har set, især fordi man står med den viden om, at hvis bare det hele var gået lidt hurtigere, så kunne den lille pige være levende!! Puuha!

Derudover deltog jeg i et kejsersnit, hvor Heidi og jeg fik lov til hjælpe til med alle forberedelserne til bedøvelsen m.m. Efter det stod vi og observerede hele kejsersnittet. Virkelig en fed oplevelse og efter det var jeg helt sikker på, at jeg skulle kæmpe for at komme ind på operationsgangen, for det er ikke lige så nemt som man umiddelbart skulle tro - ja, man er vel i det afrikanske system, hvor kommunikation og organisation ikke er som man kender det! :)

De sidste fire dage blev brugt på skadestuen og operationsgangen. Skadestuen var et stort kaos, hvor jeg kunne se, at jeg kunne gøre en masse mange steder, men det hele blev bare for uoverskueligt fordi der var så meget og fordi jeg ikke vidste, hvor nogen som helst ting var! Det var især mænd der kom ind fra slåskampe, som bare fik lov til at ligge i deres blodige tøj med deres heftige flænger og smadrede hoveder, og ingen gør noget.

Dagen efter tog vi ind op den lille operationsgang, hvor flænger blev syet sammen, sting blev fjernet, forbindinger blev lagt om og mange kom og fik lagt kateter. Her var der lidt mere at lave og lidt mere læring. Vi fik lagt kateter, lagt en masse nye forbindinger og blev undervist i, hvordan man skulle sy, men fik desværre heller ikke selv prøvet det. Endnu engang fik jeg lov til at blive konfronteret med manglende ressourcer og personale, der er ligeglade. Ved mange af de forbindinger vi tog af, gemte der sig virkelig ikke særlig rare ting nedenunder. Betændte, hævede urene sår. Vi vidste, at den bedste løsning i hvert fald ikke bare var at pakke det ind igen, men hvad vi så skulle gøre vidste vi ikke. Når vi fik fat i en læge var han helt ligeglad, pegede over på flasken med jod og sagde vi skulle rense med det på pakke det ind igen, så det var hvad vi gjorde. Da jeg gik hjem den dag, kunne jeg mærke det var godt jeg kørte på sidste uge på hospitalet nu. Min grænse var efterhånden nået nu og lysten til at tage af sted hver morgen blev mindre og mindre, fordi jeg efterhånden var træt af hele tiden at skulle overskride mine egne grænser for dårlig behandling!

Men en fed dag på operationsgangen fik jeg også! Jeg hoppede i noget scrubs og så var det ellers bare om at hæfte sig på operationerne én efter én. Denne dag fik jeg set en livmoder, der blev fjernet, et lille barn, der fik opereret sit øje samt en hofteoperation. Jeg fik desværre aldrig set ned i en åben mave, hvilket er mit store ønske da jeg virkelig gerne vil se, hvordan det ser ud med alle de organer der bare ligger, men.. Håber det kan nås endnu engang! :) Den fedeste operation var hofteoperationen, da det var der man kunne se mest. Lårbensknoglen var brækket helt oppe ved hoften, så hovedet på denne knogle lå løst inde i hofteskålen. Det skulle altså først fjernes, hvorefter der skulle sættes et uægte hoved på lårbensknoglen, som så skulle presses ind på plads i hoften. Jeg forstår ikke, hvordan det ben stadigvæk kan sidde fast på den mand, sådan som tre voksne stod og hev og sled i benet for at få det på plads. Men det lykkedes aldrig. Lægen sagde så, at der skulle bruges et eller andet ekstra jeg aldrig helt fik fat i. Men det betød i hvert fald, at operationen ville blive dyrere end det manden indtil nu havde betalt, så de lukkede ham igen for at spørge ham om han ville betale, for så at operere ham igen - det er jo for langt ude det system, det er hvad jeg har at sige!

Efter mine sidste dage har jeg også lært lidt om mine egne grænser for, hvornår noget bliver for meget for mig, hvilket er lidt komisk. Alle de store operationer bliver jeg helt høj af og synes bare det er total fedt, men når en mand kommer ind med en flænset lilletå, hvor brusk og overskydende kød skal klippes og skæres af, før det kan syes sammen igen, SÅ kan jeg ikke klare mere. Der blev jeg godt nok dårlig og måtte gå ud for at sætte mig. Se, nogen gange giver alt ikke helt mening synes jeg ikke! :)

Ellers blev den sidste uge brugt på at få lavet mine fletninger, hvilket I måske har set på billederne -ja jeg arbejder heftigt på at ligne en indfødt og synes da selv kampen går meget godt med hår og min efterhånden godt brune hudfarve!

Ellers var vi på besøg ved vores to andre veninder, som bor ved en anden afrikansk familie, vi var ude og spise de sidste gange på vores yndlingssteder, fik besøgt krokodillefarmen, hvilket jeg også har lagt billeder ud af. Her glædede vi os meget til at se Big Daddy på fem meter som de reklamere så meget med. Det de så lige undlader at reklamere med er, at den ca. ALTID ligger under vandet, hvilket ikke engang er klart vand så man da i det mindste kunne se den igennem. Så nej nej, den fik vi ikke set. Derudover fik vi sagt farvel til stranden, sendt en pakke hjem med souvenirs, så der er lidt mere plads til at købe flere på den videre rejse samt vi fik pakket alle vores ting sammen og gjort klar til at rejse videre.

Den sidste aften havde vi inviteret moren og sønnen ud og spise som tak for, at vi måtte bo der. Mange andre vælger at lave mad til deres familie engang imellem i løbet af perioden, men det vildeste vi kunne overskue at lave i det køkken var pandekager med is, der da også faldt i rigtig god jord! :) Men det blev en tur på restaurant for os! Det var en rigtig rigtig hyggelig måde at få afsluttet det hele på, da vi ikke bare sad hver for sig og så fjernsyn som vi plejer, men sad og fik snakket en hel masse i stedet, så det var dejligt at forlade stedet med den afslutning i bagagen!

De syv-otte uger har helt klart været mit livs oplevelse og det er helt vildt at tænke tilbage på alt det jeg har oplevet og lært imens jeg har været her. Samtidig er det også fuldstændig absurd at tænke på, for det er jo to vidt forskellige liv jeg har sammenkoblet i samme by og i de samme syv-otte uger! Hver dag fra 8-14 står jeg i den rene elendighed, kæmper med mine egne etiske grænser for, hvor elendigt og uretfærdigt jeg kan gå med til, at ting er, ser folk, der ikke kan blive behandlet for de mest banale sygdomme som diarré eller simple infektioner som man ikke ser som noget som helst i DK, fordi de ikke har råd. Når så vi har fri, smider vi kitlen med al den elendighed, pakker det ned i tasken og går ud og nyder livet med is, fede oplevelser rundt omkring i Mombasa og ja, en masse som mange afrikanere slet ikke tør tænke på at komme i nærheden af! Meget absurd at tænke på!