Jeg burde simpelthen skrive nogle indlæg lidt oftere, for det bliver altid en kæmpe mundfuld at få alt ned i en nogenlunde læselig form når jeg så endelig begynder. Men nå, jeg prøver igen! :)

Jeg har jo haft weekend én gang siden sidste indlæg. Den blev brugt på afslapning shopping i et city mall og på café fredag aften med de tre andre piger. Lørdag dag gik med at få startet på en opgave til skolen - for lige pludselig gik det op for os, at tiden hernede vist også gik ud på andet end bare at få en på opleveren, og så gik turen ellers i byen lørdag aften. Det var noget af en oplevelse. Virkelig virkelig god og festlig stemning, og hvor kan afrikanere danse! Ikke fedt når man er klumpe-dumpe på et dansegulv som mig, men så er det jo godt de er tålmodige og synes det bare er sødt, at man kommer der som hvid pige og ikke kan en skid - godt min hud- og hårfarve går mig lidt interessant, for ellers ville det da gå helt galt for mig! :) Dog synes jeg også deres dans er liiiige lidt for omklamrende til mig, men.. Festligt er det i hvert fald.. Og ja, Heidi og jeg tog en af vores værtsmors private taxaer frem og tilbage så vi kom sikkert begge veje! :)

Søndag sov vi så "længe" (omkring kl. 9, fordi der både er en moske i nærheden der, når de skal bede de der fem gange dagligt, skal gøre det ud over kæmpe højtalere, så vi andre også kan følge med fra kl. 5 om morgenen samt, at det bliver så varmt, at man ikke kan sove længere) inden turen gik til stranden igen. Denne gang valgte vi en anden strand, der lå lidt længere væk, men som skulle være en del bedre og ja tak.. Det var da den rene afslapning, hvor vi sad og nød solen lidt mens vi kiggede ud over det lækre blå vand, indtil vi blev sultne og fik os transporteret op til en strandcafé.. :) God måde at bruge den sidste dag i weekenden på, inden anden praktikuge blev skudt i gang!

Og så blev denne uge på Mother and Child Health clinic skudt i gang. Den startede med, at vi mandag morgen kommer ind på en klinik, der ikke aner, at vi kommer og egentlig virker som om det bare er belastende! Så der startede vores uge jo dejligt. Vi bliver så vist ind i rummet hvor de holder morgenmøde, og da vi trådte ind, var der ingen der spurgte hvem vi var og hvad vi ville, men viste os bare en plads, og her sad vi så ellers i et kvarters tid, imens de fortsatte mødes på bedste swahili, inden der var nogen der spurgte til os. Vi bliver så vist rundt i de ni forskellige rum der er på den her klinik og skal så vælge, hvor vi vil hen - jeg vælger at gå ned i et rum, hvor de tjekker moren for sygdomme som fx HIV for at mindske risikoen for smitte til barnet, hvilket jeg synes lød ret interessant, og synes også det kunne være interessant at se, hvordan de valgte at kommunikere omkring den test og overgive svaret på den - det fede af det hele var så bare, at de pt ikke lå inde med redskaberne til at teste for HIV, så min dag blev brugt på at sende mødre hjem igen samt overvære en masse vejledning på swahili (og sygeplejersken var ikke synderligt interesseret i at fortælle om vejledningerne efter). GOD DAG!

Næste dag besluttede vi os for at gå ind i vaccinerummet, for så kunne vi da få noget mellem hænderne og gøre noget praktisk, men det blev noget af en kamp. Endnu engang virkede sygeplejersken ikke synderligt interesseret i at fortælle os noget om, hvad der foregik og det hele var igen på swahili så vi måtte gætte os lidt frem til det. Endelig spørger hun så om vi har prøvet at stikke før, hvortil vi svarer, at vi har prøvet på voksne, men meget gerne vil lære det på børn - men det vil kællingen så ikke give os lov til når det er første gang! Ja, hurra hvor bliver jeg da en alle tiders sygeplejerske, hvis jeg aldrig må gøre noget som helst første gang.. Så bliver det hele sgu lidt svært i længden! Det kunne vi ikke arbejde med, så vi gik op til vores koordinator på hospitalet og fortalte vores ærgrelse og skuffelse over afdelingen, hvilket han ringede ned og snakkede med dem om, og det førte til, at vi den første dag skulle kigge og næste dag så kunne blive instrueret i at gøre det. Samtalen hjalp ikke på sygeplejerskens humør, der nu var gået fra at være irriteret til slet ikke at ænse vores tilstedeværelse - det må nu være træls og hårdt at skulle være så sur og træt af livet hele tiden! Men dagen efter kom der heldigvis også en anden sygeplejerske med ind, der var lidt mere interesseret i at fortælle og instruere, så der blev vaccineret en masse små børn, som næsten alle sammen skal have en plads i min taske på vej hjem, sammen med de børn jeg so far allerede har puttet i min taske. Jeg håber ikke overvægt er alt for dyrt i lufthavnen, for de er da virkelig ikke til at stå for! :) Så samtidig med, at jeg fik min æggestok til at råbe ganske højt (ja, jeg har jo kun én, men tror altså den har lært at råbe dobbelt så højt efter den mistede sin makker - ellers ville jeg nødigt have dem begge :) lærte jeg også en masse teknik med at stikke, så det var en fed dag, men jeg skulle godt nok lige vænne mig til at stikke sådan en lang nål ned i sådan et lille pus! Dog startede den med et ret stort chok: deres sprøjter er åbenbart ikke af særlig god kvalitet, men det havde de ikke lige informeret om, så da jeg stikker den første baby og skal have nålen ud igen, knækker nålen simpelthen af og bliver siddende i låret! Puuuuuha, så kunne man da lige mærke man havde et hjerte igen! Det skete heldigvis ikke resten af dagen, men selvfølgelig skulle det lige være ved den første!

Det var den dag vi lærte mest i den her uge. Ellers gik tiden mest bare med at se, hvordan klinikken fungerede, hvor jeg de sidste to dage var i laboratoriet og ude for at måle, veje og tage temperatur på de syge børn, inden de skulle ind til konsultation hos lægen.

I laboratoriet kom de gravide mødre ind for at aflevere en urin- og afføringsprøve samt få taget en blodprøve, så der kunne testes for malaria, hæmoglobinværdi og blodtype. Her spurgte sygeplejersken til vores blodtype, men det vidste jeg da ikke! Det kunne hun ikke arbejde med, og jeg fik pænt besked på at sætte mig ned og få taget en prøve så jeg kunne finde ud af det. Efter dette forsøg fandt jeg ud af, med min erfaring indenfor hospitalsvæsnet, at mine årer på ingen måde bliver nemmere at finde, bare fordi jeg opholder mig i Afrika. Hun kunne slet ikke finde den og ville så ned i hånden for at stikke, men der gik min grænse, selvom hun prøvede at bilde mig ind det ikke gjorde ondt - baaaah! Men hun prøvede så i armen uden held, hvorefter hun så siget, at vi kan gå over i det store laboratorium, for så kan de tage en test ved at prikke mig i fingeren. Tak for, at denne oplysning først kommer, efter du har ødelagt min ene albuehule (eller hvad man kalder det sted)! Men resultatet fik jeg da, så nu skal jeg bare huske det.. :)

Alle de børn jeg skulle måle temperatur på, var ganske skrækslagen! Det er så fordi de tror, at de skal vaccineres, hver gang de kommer ind på den her klinik, og det hjalp ikke at være mig, der skulle tage temperatur (det gøres i armhulen), hvilket betød, at jeg skulle føre noget, der godt kunne ligne en sprøjte hen mod deres arm - stakkels børn altså! Da der ikke var meget læring for mig i denne dag, er det klart kulturen, der endnu engang satte sig dybt fast. Ét af de første børn jeg skulle tage temperatur på (omkring 4 år) havde fået kørt sig selv fuldstændig op af skræk for, hvad der skulle ske og det var helt umuligt at få hende til at sidde på bænken og lade termometeret komme ind under armen. Jeg vælger at lægge termometeret fra mig så moren lige kan få sin datter til at falde ned og få hende fortalt, hvad der skal ske, men det får jeg ikke lov til af sygeplejersken. Jeg får pænt at vide, at jeg bare skal putte termometeret ind og moren får pænt besked på, at hun skal få sin datter til at tie stille og gøre hvad der bliver sagt. Det resulterer så i, at moren begynder at nive sit barn i maven, på låret og i overarmen indtil det har den virkning, at hun tier stille i stedet for at græde endnu mere! Jeg sad fuldstændig lamslået og kunne ikke andet end bare at give moren termometeret så hun selv kunne gøre det, mens jeg tænkte, at jeg ikke ville kunne klare denne dag, hvis det skulle fortsætte sådan! Det ville jeg simpelthen ikke overvære. Det viste sig så heldigvis, at være det eneste barn, det var så voldsomt ved - det er åbenbart de værste tilfælde jeg altid skal starte min dag med, for lige at få lagt linjen! Men en anden ting der slog mig var, at sygeplejerskerne virkelig ikke vil lave mere end højest nødvendigt, og man skal i hvert fald ikke gøre noget for at lette mødrene! Mødrene skulle sætte sig på en bænk, hvor jeg så skulle tage børnenes temperatur efter tur - den første satte sig tættest på osv. Da de to første så havde fået målt deres temperatur og gik, ville jeg rejse mig for at give de to næste termometrene, men nej nej. Jeg fik at vide at jeg skulle sætte mig ned igen, og så fik møderne at vide, at de lige kunne rykke op på bænken så jeg kunne nå dem - til trods for de sad der med taske(r), baby, babytøj og deres notesbøger, hvor alt blev skrevet ned i! Men det er da selvfølgelig det nemmeste i stedet for, at jeg lige rejser mig og går et par skridt! Men ja, det var vidst så godt som min uge på hospitalet! Næste uge står så på børneafdelingen - det glæder jeg mig til, men frygter også lidt, hvor frygteligt noget af det vil blive at se.

Ellers er ugen gået med, at være på besøg på et privathospital her i Mombasa, da en af mine veninder (i af de tre piger jeg rejser med) har valgt at blive syg midt i det hele - dårlig timing! Dog har hun det heldigvis fint nok, men har formentlig en eller anden form for infektion, som lægerne ikke lige kan finde ud af, hvor kommer fra (eller også gør de bare som om, for at have hende indlagt noget mere så de får flere penge ud af hende!) Man må sige det er noget helt andet at komme ind på sådan en privatafdeling - heldigvis! Hun ligger i sin egen lille suite, med sofa, stort badeværelse med bruser, altan og selvfølgelig lige havudsigt! Så det kan man vist ikke brokke sig over. Det, der bare er rigtig irriterende er, at kommunikationen ikke er specielt meget bedre her - dog bliver der ikke snakket ned til hende og sådan, ligesom jeg har oplevet på mit praktikhospital, men man får bare ingenting at vide og det hele går simpelthen så langsomt! Og så står vi der, fire hvide unge tøser og kan ikke gøre en skid, når sygeplejerskerne bare står og trækker på skuldrene og siger, at de ikke ved noget og vi må spørge lægen, men de ved så ikke lige om han kommer! Men så fik man da også oplevet lidt afrikansk hospitalsvæsen fra den anden side - det håber jeg så vi er færdige med nu!

Jeg er også begyndt at holde lidt mere af selve Mombasa by og ikke kun Nyali, hvor vi bor sammen med alle de rige. Jeg begynder lige så stille at kunne se det charmerende i byen og det liv der er! Måske fordi jeg begynder at kunne finde rundt og vænne mig til det kaos af trafik og mennesker der er overalt! Men det er i hvert fald dejligt..

Og så har regntiden da også for alvor vist sig fra sin bedste side! Tirsdag og onsdag var en stor regnbyge - det var så slemt, at vi ikke længere kunne gå ud af den grussti (ca. 2 km) uden at skulle gå igennem kæmpe vandpytter - ret øvtur når man kun har sandaler og all stars-sko! Så jagten efter et par gummistøvler gik i gang - den jagt var der tydeligvis flere, der var på! Men gummistøvler fik vi, og så kom solen frem igen.. Men så er det jo altid godt de ikke kostede mere end ca. 50 kr. og mon ikke vi får en vandpyt eller to mere at gå igennem?! Og ellers er det nu også helt fint med mig, hvis det, at vi fik købt dem betyder, at regnen nu holder sig væk resten af tiden! :)

Nu er det fredag aften og den er indtil videre blevet brugt på at være ude at spise på yndlingscaféen samt skrive dette indlæg. Resten af aftenen skal også bare bruges på at slappe af til lidt bog og serie og så få et samarbejde op at køre med min mave - vi er lige lidt ude af balance! :) Ellers skal weekenden bruges på strand (vejret er forhåbentlig med os) og hygge med de to andre! Ha' en dejlig weekend derude - ja, de fleste af jer har jo sikkert haft det siden i onsdags, men så nyd de sidste dage også! Og i øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor Jesus ikke også skal flyve til himlen (eller hvad det er han har gang i, i de her dage) i Kenya, nu hvor de er så religiøse! ;)