Så gik endnu en uge her i Mombasa, og hvilken en af slagsen! Som tidligere skrevet blev den brugt på børneafdelingen og det har godt nok været noget af en oplevelse må jeg sige. Hver dag er jeg gået derfra med en splittet følelse af, at der skulle jeg aldrig sætte mine fødder mere samtidig med, at jeg gerne ville bruge resten af min karriere på at passe på de små pus og sådan har jeg det stadig! Men mit punkt for dårlig, uretfærdig og fuldstændig ligeglad sygepleje er nu også mere en nået.

Afdelingen var bygget sådan op, at der ligger omkring 40 børn og deres mor (til tider far) i samme lokale, fordelt i 6 forskellige indhak. Disse indhak er bygget sådan op, at de første fire er akutgrad 1-4 og de sidste to er for under- og fejlernæring, hvilket vil sige at 1/3 af de indlagte børn er der pga. dette. Her bliver sygeplejerskerne så fordelt ud på de forskellige indhak og skal stå for at passe de børn i løbet af dagen.

Hver morgen når vi kom startede vi med at gå en runde på hele afdelingen for at få rapport på de forskellige børns aften og nat. Det fik vi som sædvanligt ikke noget ud af, da de snakker så forbandet lavt og snakker swahili i alle deres diskussioner. Måden de giver rapport på viser da i hvert fald, at tavshedspligt ikke ligefrem er noget de lægger vægt på!

Derefter gik medicinrunden i gang, hvor vi hver især blev koblet på en sygeplejerske. Og hvis bare jeg havde kunne finde rundt i deres medicin og kardex selv, så ville jeg have sparket sygeplejersken langt væk herfra og så bare selv have styret det hele! Sygeplejerskerne var så ekstremt dovne, ligeglade med de små pus og især med deres forældre. Den ene morgen satte hun sig ned på sin flade og råbte så ud over de to indhak med fejl- og underernærede børn, at de selv måtte komme op og hente deres medicin, og så råbte hun ellers navnene op et efter et. Da en mor kom op efter barnets piller, men havde glemt en kop til vitamin i flydende form blev hun bedt om at gå ned og hente den. Her valgte jeg så i stedet at følge med hende for bare at give hende det nede ved sengen, men fik pænt at vide, at de selv måtte komme op efter det, for ellers kunne vi jo blive ved med at rende rundt! Dog sagde hun ikke noget de andre gange jeg gik ned til sengene for at give det. Seancen bliver også altid ganske lang, da de hele tiden bliver afbrudt af deres mobil, som ringer - og så må man jo prioritere. Så til trods for, at de står midt i en medicinsk regnestykke og ved at hive medicin op i en sprøjte, så vinder mobilen alligevel den kamp!

Det med de medicinske regnestykke er en helt anden historie. Der må ske så ekstremt mange fejl i den medicingivning, at jeg slet ikke tør tænke på følgerne! Jeg var tilknyttet akut 1 den ene dag, hvor der lå syv patienter. Ud af de syv patienter regnede min sygeplejerske forkert tre gange, hvor jeg måtte rette hende. Og ikke noget med at blive pinlig berørt eller ked af at have regnet forkert - nej hun trak bare på skuldrene og sagde, at det havde jeg ret i! En anden historie er, at forældrene selv står for at købe nogle af præparaterne. Når vi læste i kardex, kørte en af sygeplejerskerne bare over disse præparater og konstaterede, at der ikke var noget medicin at give. Hertil spurgte jeg så om forældrene ikke skulle have noget vejledning i, hvor meget og hvornår medicinen skulle gives, men det lod hun ikke til at synes var så vigtigt. Jeg valgte så at gå rundt til samtlige forældre for at spørge dem om de selv havde noget medicin, for så kunne de gå op og spørge sygeplejersken om, hvor meget og hvornår de skulle give det til barnet - sådan kunne hun da i hvert fald ikke komme uden om den! Når man så har gjort det og tænker, at så får de da deres medicin, kan jeg ikke lade være med at tænke jaja.. I dag gør de, men hvad med alle de andre dage, så hvad hjælper det egentlig. En kamp uden ende er det!

Samtidig med samt efter medicinrunden går lægerne også deres lægerunde alla stuegang. Dette kræver selvfølgelig de er her, hvilket ikke altid er en selvfølge. Den ene morgen, da vi mødte op, var der ingen læger. De strejkede, fordi de ikke havde fået løn i tre måneder nu, så nu var der kun de studerende tilbage til at varetage denne opgave. Så snart den runde var færdig skulle vi så i gang med dokumentationen. Den dokumentation de laver er simpelthen lige til at lukke op og skide i! Kl. halv elleve vil de have, vi skal sidde og skrive: 8 am - received patient in af fair/sicklooking condition. Her kunne man så tro der lige blev gået en runde for at observere tilstanden, men nej nej. Så længe børnene ikke ligger i akut 1 eller 2, så vil deres tilstand altid være "fairlooking" og ellers "sicklooking", så der er ikke plads til at forbedre sig i akut 1 eller 2 eller, at der sker en forværelse i tilstanden i resten af indhakkene. Derudover skulle vi skrive: 9 am - Due medicine given. Dette også selvom medicinen først er givet kl. 10, for proceduren hedder, at medicinrunden er kl. 9. Men så er det jo fint nok at tidspunktet for medicin for det meste ingen betydning har, eller noget.. Baaah! Det sidste vi skulle skrive var doctors ward round. Her skulle man så sidde og skrive PRÆCIS det samme som lægen havde noteret på sin runde, dog bare lidt længere foran i kardex, for den sidde kan det næste hold sygeplejersker jo ikke lige slå op på!

Noget der dog varmede var, at afdelingssygeplejersken tirsdag satte en donation i gang for en lille dreng på fem måneder, vis mor ikke havde penge til behandling. Han kæmpede med brok ved navlen, en blodsygdom og underernæring! Her skulle der samles 5-6000 ksh (knap 400 kr.) sammen for, at der var nok. Vi er seks danske studerende på hospitalet, der til sammen gav de 3000. Dette er jo ingenting, men sygeplejerskerne var meget taknemmelige. Dagen efter spurgte vi så til det, og der var blevet samlet penge nok ind, så nu skulle han bare have sine undersøgelser og så i gang med behandlingen. Det var jo en dejlig nyhed og man fik nu en snært af, at man havde været med til at rede liv i Afrika! :) Dog blev historien ikke ved med at være lige god. Da vi dagen efter igen spurgte til ham havde han da fået sin undersøgelse så de vidste hvilken behandling han skulle have. Næste skridt var så bare lige, at afdelingssygeplejersken også skulle tage sig sammen til at komme ned og købe den medicin og de vitaminer det lille pus skulle bruge for at kunne kæmpe imod alt det modgang. Dette viser sig så at være en længere proces! Så nu må vi se, hvordan historien forhåbentlig er skredet frem når vi på mandag lige må op og høre nærmere igen.

Dette lille pus viste sig også at være ham, der satte dybeste spor i mig! Jeg blev sat på hans indhak torsdag. Indtil da havde jeg kun gået rundt og snakket med alle de små børn og sat mig ved dem hvis de lå og græd uden der kom noget - for dette var endnu en ting sygeplejerskerne ikke tog sig af. Indtil da havde jeg tænkt meget over, at jeg ville finde en middelvej mellem min egen og deres sygeplejemoral så ingen af vores grænser blev overskredet for meget, men onsdag da vi kom hjem og begyndte at snakke alle vores oplevelser på denne afdeling igennem blev det hele lidt for meget for os. Den moral der er mellem sygeplejerskerne er simpelthen ikke til at arbejde med og bestemt heller ikke en god oplevelse at være vidne til! Så torsdag viste jeg alle børnene al den interesse jeg havde. De blev taget op og jeg snakkede og legede en masse med dem til forældrenes store glæde og til trods for, at ham det lille pus på fem måneder havde diverse ting at kæmpe imod, så kom der de største smil og grin frem så snart jeg fik ham op og begyndte at snakke lidt til ham! Han var da bare SÅ dejlig!

Så alt i alt en meget blandet uge, med en masse oplevelser og følelser jeg stadig ikke helt har styr på. Og det bliver nok kun et endnu større kaos, når jeg næste uge skal tilbringe mine dage i HIV-klinikken. Her vil der jo nok vise sig nogle helt igennem uretfærdige og forfærdelige skæbner. Og så frygter jeg lidt for at se, hvor mange børn jeg kommer til at møde dernede!

Ellers er eftermiddagene blevet brugt på at nyde en is eller milkshake sammen med de andre piger, gået nogle ture, vasket noget tøj og fået slappet lidt af. Weekenden er indtil nu blevet brugt på at udforske et nærtliggende marked - en ganske hyggelig stemning når man går langs alle deres forskellige boder, men det var ikke de store fristelser vi blev udsat for må man sige! Og så fik vi de første 10 kærlighedserklæringer inden vi knap nok var trådt ind på markedet.. :) Derudover tog vi på italiensk restaurant for at få aftensmad og afsluttede fredagen med en tur i biografen for at se "Dark shadow". I dag går turen i "Haller Park" som er det største dyre-reservat i Mombasa. Her har vi læst at man bl.a. kan fodre giraffer og så skulle der være en masse andre dyr at se også, men det kan I høre mere om i næste indlæg. Og så skal vi da selvfølgelig også en tur på stranden, så det bliver søndagen brugt på! :) God weekend derude!

Og så har jeg fået oploadet nogle flere billeder fra hospitalet samt nogle billeder af den lejlighed vi bor i og området omkring.