Så fik jeg også oplevet et hospice i Kenya! Jeg havde virkelig frygtet hvad det var jeg skulle ind til, efter at have set, hvordan en kvinde fik lov til at ligge og dø på medicinsk afdeling. For jeg havde svært ved at overbevise mig selv om, at de på en afdeling, hvor folk kommer for at dø, kunne lave meget bedre forhold.

Da vi kommer op til huset den første dag, er det et meget lille hus vi ser og enten er der meget få patienter eller også ligger de meget tæt - vi ved ikke helt om vi tør gå ind og få virkeligheden at se. Men det gør vi jo selvfølgelig og det viser sig så, at der slet ingen patienter er. De kommer selv, eller også får de hjemmebesøg, eller de får besøg på hospitalet, der ligger lige ved siden af, hvis de er indlagt. Et hospice i Kenya er altså slet ikke, hvad et hospice er i Danmark!

Dagen startede med at vi lige blev sat på en sofa og skulle vente lidt (det er ellers aldrig sket før! :) Og så gik formiddagen ellers bare med introduktion til stedet.

Det er kun kræftpatienter, der er tilknyttet hospicet, hvor en del også har HIV med kræft til følge. De får ca. 250 nye patienter om året, hvilket hele tiden er stigende, men på nuværende tidspunkt er der 74 patienter. Det blev oprettet i 2001 og får ikke støtte fra staten, så det de lever af, er donationer fra firmaer og enkeltpersoner samt der laves forskellige arrangementer som støtte.

Forskellen fra Danmark er, at mange af patienterne sagtens selv kan komme ind og få piller mod deres smerter og for at få vejledning, hvorimod man i Danmark er så dårlig, at man ingenting kan. Derudover får patienterne her også stadig behandling i håb om at kunne blive helbredt og nogen er også bare tilknyttet hospicet i en venteperiode på op til ni måneder for at få stråler - det er nemlig kun muligt på et hospital i landet og det ligger i Nairobi, dvs. at de ikke ligefrem er behøver at være døende i den terminale fase når de bliver tilknyttet. ¾ af patienterne når desværre at dø inden det bliver deres tur til behandling. Så ja, en hel del anderledes end vi lige havde troet vores dage skulle bruges.

En ting der var rigtig fedt at opleve var, at der er en helt anden stemning og ånd over det sted i forhold til hospitalet. Da vi kom ind, var der helt roligt og stille. Personalet gik stille og roligt rundt og der var en rigtig behagelig stemning som også blev videreført til patienterne. Før hospicet åbnede i 2001 var der ingen der kendte til kræftpatienters behov, de blev bare sendt hjem med meget lidt smertestillende til at dø. Efter hospicet kom til bliver der virkelig taget hånd om patienterne og deres pårørende. De bliver fulgt tæt, kan altid komme ind, hvis de har brug for en snak, der bliver arrangeret støttegrupper så de ikke føler sig alene og så de også kan høre historier fra patienter der er blevet helbredt, de får vejledning i, hvordan de skal håndtere deres sygdom, hvilket godt kan være rigtig svært, især da mange i Afrika stadig ikke ser kræft som en sygdom, men som en forhekselse samt der bliver taget god hånd om de pårørende, både under forløbet, men der bliver også fulgt op efter patienten er død.

På en normal dag kom der 5-7 patienter ind til en snak, vejledning eller for at få behandlet smerter eller andre symptomer/bivirkninger som fx kvalme. Derudover var der hjemmebesøg en gang imellem og en tur rundt på de forskellige afdelinger på hospitalet. Når en ny patient bliver tilknyttet starter de med en samtale omkring social status m.m. for at finde ud af hvor mange penge de har og dermed om de har råd til selv at betale, hvor det at have børn, der arbejder er fx et kriterie for, selv at kunne betale. Dem der ikke har råd vil få gratis betaling, hvilket er omkring ¾ af patienterne. Her kommer pengene så også fra de forskellige donationer. Da vi sad og hørte om alle de her donationer, kunne vi ikke lade værre med at tænke på, hvordan de var sikre på, at der altid var penge nok til at give patienterne behandling samt medarbejderne løn. Til det sagde han, at de kun havde haft én periode på seks måneder, hvor de ansatte ikke fik løn, men ellers har det ikke været et problem - dog er lønnen meget lille. Alle donationerne giver også nøje ordre på, hvad deres penge skal bruges til.

Dog var dagene også smæk fyldt med ventetid. Vi tilbragte virkelig meget af dagen på at sidde i sofaen i deres venteareal. Her så vi, sammen med meget af det andet personale, der heller ikke havde noget at lave, noget af det dårligste kenyanske fjernsyn. Vi fik også lov til at se nogle billeder, der var blevet taget på klinikken eller på hjemmebesøg. Dette af patienter med forskellige lidelser, især brystoperationer - det er nok noget af det mest forfærdelige jeg har set. Det er helt ubeskriveligt, men vil heller ikke ønske at andre skal se det. Kvinder der har fået fjernet deres bryst pga. svulst og nu har et stort åbnet, betændt, byldet sår og børn der har haft noget i hjernen, blevet opereret for det og så har et stort så i hele hovedet og nærmest bare ligner et skelet! Det var sådan, at vi sad fuldstændig i chok og spurgte os selv om, hvordan det kunne være muligt for de mennesker at sidde oprejst der og få taget de her billeder! Ud fra det vi så fatter vi ikke, hvordan de ikke for længst er døde af blodforgiftning eller andet voldsomt kroppen burde have fået pga. det! Ganske forfærdeligt!

På de to dage jeg var der, var jeg med på et hjemmebesøg og med til runden på hospitalet.

Hjemmebesøget var ved en dame, der havde fået fjernet sit bryst pga. kræft. Her så vi virkelig en dejlig form for vejledning, hvor han rigtig gav sig tid til at snakke med patienten om, hvordan hun havde det, hvad hun havde oplevet ved kemo-behandlingen og hvor ondt hun havde ud fra en skala på 1-10 - helt ligesom i Danmark!

Ud fra, hvad hun sagde fandt han så lige selv frem til, hvilken medicin hun skulle have, uden at skulle diskutere det med en læge, hev det op af tasken og gav hende det. Vi snakkede en del om hendes kemo-terapi, hvor hun fortalte, hvor dyrt det er: 15.000 ksh + udgifter til lægen og for at tage plads på hospitalet, hvilket løber op i 20.000 i det hele (omkring 1400 danske kroner). Og dette skulle hun så hver tredje uge! Man lærer virkelig at sætte pris på det danske velfærdssamfund!

Da samtalen om patienten selv var slut, spurgte hun så ind til, hvad der var sket med en dame ved siden af, der også havde haft kræft. Dette begyndte han så bare at fortælle om, så her så vi så endnu engang at tavshedspligt er ikke noget de gør meget i - ikke helt ligesom i Danmark. :)

Meningen var, at vi skulle have været på et til hjemmebesøg, men han fandt lige ud af på vejen, at damen ikke var hjemme - ikke noget med lige at aftale tid og sted hjemmefra eller noget, nej vi tager en satser gør vi!

Med hensyn til runden på hospitalet ville jeg have ønsket, at der var nogen der havde fortalt mig, hvor ligegyldigt det ville være for en dansker, der ikke fatter en skid swahili tror jeg, jeg havde fundet noget andet at bruge min tid på - vi stod op og lyttede på samtaler med forskellige patienter på swahili i 2,5 time, hvor det eneste vi forstod var, når Eric lige fortalte os, hvad der var galt med patienten. Puuuha, ikke sjovt! Men det så ud til at være nogle gode samtaler han fik sig med patienterne. Og det var så den dag :)

I dag er jeg startet på fødegangen.. En voldsom men også meget interessant dag og hvis bare jeg tør kaste mig ud i det skal det nok blive nogle rigtig begivenhedsrige dage med masser af gode oplevelser og erfaringer jeg aldrig ville have fået i Danmark da det jo er jordmoderens job! Men det kan I alt sammen høre mere om efter mine dage der. God weekend til jer alle - jeg tænker min blandt andet skal bruges på lidt strand og god mad for en gangs skyld! :)