Så er der sørme gået næsten en uge mere og den første uge på hospitalet er ved at være slut.. Endnu engang sidder jeg med en masse jeg kunne fortælle, så vil prøve at få det nogen lunde sammenhængende og ikke aaaaalt for langt i et indlæg..

Jeg vil starte med at fortælle om min oplevelse af Mombasa. Ud over stranden, blev fridagene brugt på at lære os selv, at komme rundt med de berømte Matatuer, da det klart er den billigste metode.. Det handler om at vide, hvor man skal gå hen for at finde dem, vide i hvilken retning man skal, da de alle kører forskellige steder hen samt vide, hvor man skal af, da man selv skal slå to gange mod siden/loftet når man er fremme, for så stopper den. Alt dette gik helt ad helvede til de første gange, hvor det så endte med vi kom forkerte steder hen og måtte hoppe på en tuktuk (nogle små vågne der kan have op til tre passagerer, og fungerer som en taxa derhjemme) for så at komme det rigtig sted hen.. Meeen.. Nu har vi da i hvert fald styr på vejen til og fra hospitalet med matatu, hvilket så gøres for 4,5 kr. dagligt ca.. Og vi begynder også at udvide vores overblik over resten af byen..

Fredagen blev brugt på bare at gå rundt i det område, hvor vi bor, for ligesom at vide lidt om, hvad vi kan finde og hvor vi kan finde det! Og det viste sig at være et ganske fint område.. Dog havde vi set på googlemaps, at der skulle ligge en dejlig park i nærheden af os, men alle vi spurgte anede intet (men sådan synes jeg ofte det er når man spørger afrikanerne om noget) men Linda, som vi bor ved kender heller ikke noget til den - mystisk! Men så er det jo godt vi næsten er nabo til stranden..

Lørdag legede vi alle fire så turister for en dag.. Vi tog til fort Jesus, som er en af Mombasas største turistattraktioner og ligger i den gamle bydel - det har jeg lagt en masse billeder ud af. Her blev vi straks tilbudt guide der bare startede uden lige at fortælle vi også skulle betale for det og han ville bare ikke fatte at han skulle skride! Da det lykkedes os, kom der så den usleste guide hen og sagde han ville gøre det gratis for vi lignede studerende.. Det gav vi ham så lov til, og det viste sig også, at han jo faktisk var meget sjov og sød - og så er det lidt nemmere at gå rundt sådan en sted med én der ligesom kender historien bag..

Om aftenen tog vi så til koncert, som ikke var en koncert, men en carbaret med Moren og sønnen som vi bor sammen med.. Det var rigtig hyggeligt og i en rigtig dejlig park, hvor vi gik en lille tur først.. Selve carbareten fattede jeg ikke meget af da den var på engelsk, men så kiggede jeg på fine dyr i området.. Og da vi var færdige med det tog vi i city mall for at få aftensmad - Moren gav pizza.. Da vi trådte ind i det city mall var det ligesom at træde ind i den vestlige verden igen - Heidi og jeg fandt heaven, når alt bliver lidt for meget! :) Der var pænt og rent, butikker vi kendte og selv toiletterne var som hjemme.. Og så var der aircondition! :)

Søndag stod den så på kirke.. En oplevelse jeg allerede hjemmefra var meget spændt på at skulle prøve.. Men eftersom der jo er rigtig meget sang i deres kirke, så kunne det vel ikke gå helt galt! :) Meeeen.. Det synes jeg nu alligevel det gjorde lidt.. :p det tog to timer (hvilket vel ca. er det samme som jeg i alt i mit liv har brugt i en dansk kirke, hvis jeg tæller alle vores dejlige sommerferie-kirkebesøg på Møn fra, hvor vi i timevis vandrede rundt for at finde slægtninge :) og for det andet så var det hele bare lige LIDT for religiøst til min ikke religiøse overbevisning.. Sådan at det næsten grænsede til det ubehagelige til tider at sidde der og slet ikke dele deres overbevisning.. Men sangene var nu meget sjove.. ;)

Med hensyn til at finde lækre ting, der kan give én et dejligt break når det hele bliver lidt for afrikansk, så er der i løbet af ugen dukket flere og flere ting op i vores område.. :) En dag efter praktik ville vi alle fire ind til byen og finde en café, hvor vi kunne finde en milkshake eller is.. Vi havde spurgt nogle af sygeplejerskerne og fik også et navn på et sted hvor vi så kører ind, men det sted er BESTEMT ikke lige hvad vi havde forestillet os, og så stod vi der midt i Mombasa by og kunne kun finde flere og flere snuskede lidt halvklamme steder og ja, alt virker bare så snusket.. Caféer er i hvert fald ikke noget de gør så meget i derinde.. Vi endte med at køre ud mod os, for der vidste vi da i hvert fald at der lå én okay restaurant.. Her laver vi så et stop ved vores supermarked og ser så en café, der ser ganske fin ud - det var den bestemt også.. Da vi kommer derhen og får vores menukort har de bare ALT hvad hjertet begærer: rigtig mange former for god mad men vigtigst af alt - et hav af forskellige kager og is.. Selvom der er meget afrikansk mad jeg ikke bryder mig særlig meget om ender jeg jo med at komme trillende hjem pga. det sted! :) Aftenen efter vil Heidi og jeg prøve biografen af, der også ligger lige ved supermarkedet og endnu engang er det hele virkelig lækkert.. Gode sæder, god størrelse sal og god film (Hunger games).. Så vi synes Nyali er så ganske godt! :)

Med hensyn til familien vi bor ved, så er sønnen (Edmond) ved at bløde lidt op og ikke være så genert mere, så det er hyggeligt.. Moren er også ganske sød, men en smule flyvsk og et rodehoved.. Og så kan man ikke altid regne med, at der er noget mad/mælk om morgenen, hvis vi gerne vil have noget morgenmad + aftensmaden kan være fra alt mellem 19-21.. Ikke ligefrem de rammer jeg er vandt til hjemmefra.. :)

Nå.. Det var vel nok om mig og mit forhold til Mombasa so far! Så er der jo bare alle mine oplevelser på hospitalet fra den første uge her! Puuuha.. Der er alt for meget at fortælle, hvis alt skal med.. For det er da godt nok en helt anden verden end det danske sygehusvæsen! Hertil har jeg også uploadet nogle billeder!

I Afrika er sygeplejerskestuderende meget mere ude i praktik end vi er i Danmark og de laver meget mere i deres praktik, så det er hovedsageligt dem vi går rundt med og bliver "oplært" af - nogle af dem har virkelig styr på det, andre knap så meget.. Begejstringen over, at vi kommer for at se, hvordan de gør er ikke så stor hos de studerende, men den er til gengæld meget stor ved sygeplejerskerne, der er meget interesseret! Men tit er de også bare meget interesseret i at høre, at de er iiih og ååh så dygtige - det er de sikkert også ud fra hvad de lærer, de er bare så håbløst bagud!

Men for at komme godt omkring, vil jeg beskrive en typisk dag - i denne uge har jeg været på kvinde-medicinsk afdeling.. Det vil sige, at alle medicinske sygdomme hos kvinder ligger sammen her, så der er lidt af hvert.. Der er rigtig mange af patienterne der har HIV og så har fået diverse sygdomme oveni og så er der også en del tuberkulose. Alle ligger i på en stor sal, undtagen dem med tuberkulose - de ligger udenfor pga. smittefare..

Når vi kommer, starter dagen med rapport fra nattevagten - det forstår vi ikke meget af, for de siger lige kort på engelsk, hvad der har været i løbet af natten, men det er så lavt at man ikke kan høre det, og derefter slår de så over i swahili. Derefter går vi med en studerende rundt på hele afdelingen og reder senge - ikke ligesom i DK, hvor man går rundt og skifter sengetøj og sådan, her reder vi sengene selvom patienten ligger i dem hvilket betyder, at hvis de ligger med tæppet viklet om sig og mellem benene, får de at vide de skal lægge sig om på ryggen så tæppet kan blive strakt ud og glattet så det ser pænt ud.. Da vi spørger hvorfor, får vi at vide, at vi skal gøre det komfortabelt for patienterne inden alle andre procedurer starter + at det er tryksårsforbyggende, hvortil hun spurgte om vi kendte til tryksår, og da vi sagde ja, men vi jo så ikke vidste, at det var forebyggende at rette det tæppe der lå OVER patienten, synes hun vi var ganske uvidende - men lagnet som jo giver tryksår kunne vi jo ligesom ikke rette til eftersom patienten lå på det og så ved vi jo med vores viden, at det kan være et fedt..

En anden situation, hvor vi spørger grundet vores viden om, at det de gør er helt forkert, men de så tror det er os der er håbløse var, at vi så en sygeplejerske give sondemad til en patient.. Her er det ikke noget med at lade det løbe stille og roligt ned, men holde et bæger op og fylde sondemad i, imens det bare løber igennem alt hvad det kan, indtil de ikke har mere tålmodighed til at stå og holde det her bæger.. Patienten, der fik det ligger næsten helt fladt, måske med hovedgæret 10 grader hævet og begynder så at kaste op kort efter sygeplejersken startede.. Dette bliver der ikke rigtig gjort noget ved og hun fortsætter med at hælde mad igennem.. Jeg spørger så, om de ikke har nogle procedurer for, hvor meget patienten skal sidde op (45 grader i Danmark), hvilket hun bare kigger dumt på mig og siger nej til - patienten kan bare ligge helt fladt - ja så kan jeg da godt forstå maden hurtigt finder vejen tilbage og op igen (og i værste fald ned i lungerne) når tyngden ikke rigtig kan hjælpe til!

En tredje historie: vi er rundt og give medicin med den så ganske uhygiejniske medicinvogn, kommer til en pige, der virkelig ikke har andet end skind og ben tilbage! Hun ligger bare i sin seng dagen lang og kan ikke blive udskrevet, fordi hun ikke har penge til at betale for de ydelser hun har modtaget, så lige nu ligger hun bare og laver regningen større for hver dag! Men hun fik så sine piller, slugte dem og begyndte så at kaste voldsomt op ud over sit tæppe lige efter - det vælger den studerende så lige at starte med at stå og kigge lidt på inden hun lige tager spanden under sengen og giver hende så hun kan kaste videre op i den.. Imens er vi gået videre til næste patient, der skal have medicin i væskeform gennem sin venflon.. Her trækker jeg medicinen op, men der er ikke flere hansker så jeg siger til den anden studerende, at jeg ikke vil give det uden handsker (vi skal jo passe på os selv og smittefaren). Det hører den studerende, der lige har stået med patient og opkast og siger så "jeg kan gøre det, jeg har helt rene handsker" - hvad siger man så lige til det!? Ja, vi sagde ikke noget, men puuuuuha! Og generelt er hygiejnen bare helt i bund!

Ja, jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, men tænker der også kommer meget mere i løbet af de næste 5 uger, så I skal nok få mere at høre.. Men det er generelt rigtig rigtig hårdt at se, hvor helt ekstremt syge patienterne er her! De er syge og ser syge ud på en helt anden måde end i Danmark.. Og de helt igennem tynde HIV-patienter - det er så ubehageligt at tage fat i deres arme når der skal måles blodtryk m.m.. Og så er det "sjovt" at se udfaldet af blodtryksmålingerne: i DK er der rigtig mange patienter, der har alt for højt blodtryk grundet alle de dejlige livsstilsygdomme vi går og giver os selv, her i Afrika har de virkelig lavt blodtryk alle sammen.. Og så er det også forfærdeligt at se, hvor lidt sygeplejerskerne egentlig gider tage sig af patienterne - og der bliver rigtig tit snakket meget meget hårdt til dem, dog på swahili, så vi ved ikke hvad der bliver sagt (der er ca. ingen patienter der kan snakke engelsk, så det gør også kommunikationen en del sværere for os).

Og nu hvor jeg lige kom ind på at snakke om det at måle patienternes værdier, så er det noget vi er med til at gøre hver dag.. Og mange patienter er meget meget syge, men én, der har sat sig var en patient, der havde en temperatur på 32,5 grader og et blodtryk på 80/30.. Det gør vi opmærksom på, men der bliver ikke reflekteret over det overhovedet.. Vi spørger så om de ikke ringer til lægen når de får sådanne resultater, men nej.. De holder bare lige et ekstra øje med patienten (hvilket de på ingen måde gør, men det lød jo meget godt).

Ja - ekstremt meget anderledes end i DK og jeg kunne skrive mange flere sider om meget interessante observationer jeg gør mig, men vil stoppe for denne gang.. Og selvom det er barske ting at se, så er det jo også rigtig interessant at se kulturforskellen og se, hvor ekstremt bagud og uvidende de er! I hører mere - næste uge skal jeg på vaccinationsklinikken, så der lærer jeg forhåbentlig en masse stikketeknik! :)