Profile
Blog
Photos
Videos
Den sidste dag i Pokhara skulle afsluttes med en dag på vandet. Vi lejede en kæmpe cykelbåd, og så hed det ellers bare fuld fart fremad. Vi solede os til den store guldmedalje og nød virkelig den afslappede stemning væk fra al larm og traffik langt ude på vandet. Der blev sunget sange, og vi hyggede os max. Dog blev varmen for meget for Sanne, som vovede sig ud på en lille dukkert i den kolde sø. Dér fik vi lige et lille glimt af, hvordan livet i Thailand helt sikkert bliver. Sol, strand og sommer!
Om aftenen tog vi atter på restaurant og fik et lækkert måltid, hvorefter vi skulle prøve Pokharas natteliv. Hold da op, hvor blev vi skuffede! Én drink blev det til, og så lukkede baren. Klokken halv tolv var alt liv i gaderne væk, og vi hoppede på hovedet i seng, hvilket nok var meget godt, eftersom vi skulle mødes med en guide klokken syv næste morgen. Så stod den nemlig på rafting!
Vi havde bestilt rafting således, at vi raftede på vej til Kathmandu. Vejen fra Pokhara til Kathmandu tager nemlig syv timer i bus. Derfor var rafting en dejlig lille afstikker. Vi havde arrangeret det sådan, at vi kørte i bus i cirka fire timer, hvorefter der skulle raftes, og efterfølgende havde vi derfor kun tre timer tilbage på vejen til Kathmandu.
Bussen satte os af i en form for lille landsby, hvor vi hurtigt blev anvist at skifte tøj, og sikkerhedsudstyret røg på. Vi fandt ud af, at vi var de eneste fra det bureau, der skulle rafte den dag. Så det var altså os to fjantede piger sammen med tre unge fyre som guider. Og sjovt skulle vi nok få det! Alt handlede om os! De skubbede os i vandet og gik meget op i, at vi fik en uforglemmelig oplevelse. Efter noget tid lagde de båden til ved en lille bred, hvor der så ellers blev disket op med det helt store måltid. Der blev snittet og hakket, som man aldrig har set det før, og de gjorde virkelig en indsats for at imponere os. Til al held smagte maden helt vildt godt, og vi skovlede i os. Herefter gik turen videre, og vi oplevede de vildeste "rabbits", hvor båden sommetider stod helt vandret, og vi kunne se vores liv passere forbi. Det gav virkelig et adrenalinkick! Derudover prøvede vi ligeledes at svømme vi igennem en "rabbit", som var beregnet til det. Som det paniske menneske Kathrine er, spredte panikken sig i hende, og hun troede, hun skulle drukne. Hendes eneste reaktion var at gribe fat i Sanne og hendes redningsvest, hvorefter Sanne oplevede et helt nyt liv under vandet. Hendes eneste undskyldning i dag er, at hun slog sin fod som det første, da hun hoppede i vandet. Det vælger, vi at tro på!
Da raftingturen var slut, blev vi smidt på en lokalbus, og vi kunne næsten ikke overskue det! Vi skulle jo nå i byen på yndlingsstedet Tom and Jerrys! Og ikke nok med det, så endte vi med at holde i kø op langs et bjerg, fordi der havde været et traffikuheld. De tre timer blev til fire, og det passede virkelig ikke frøkenerne. Da vi endelig ankom, fandt vi hurtigt en restaurant for at få noget at spise, og vi har aldrig spist et måltid så hurtigt, men i byen kom vi da!
- comments