Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu på sørgmodig vis taget afsked med vores højt elskede børn på hostlet. Som farvel havde vi lavet små poser med gaver i til hvert barn, hvor vi samtidigt havde skrevet en lille personlig besked til dem. Gaverne er blevet købt for de sponsorpenge, som familie og venner har sendt med os, hvilket vi er utrolig taknemlige for. Da disse skulle uddeles gav vi dem ligeledes et par ord med på vejen, hvor vi fortalte dem, hvor stor en oplevelse det har været for os, og hvor meget vi kommer til at savne dem. Allerede der løb vores øjne i vand, og mascaren sad pludselig på kinderne frem for på øjenvipperne. Vi havde aldrig drømt om, at det skulle være så svært at sige farvel, eftersom vi har en viden om, at børnene har det godt. Dog gjorde det udslaget, at selv børnene havde øjne som vandfald, mens de sagde: "Don't leave". Der blev uddelt tusindvis af kys og kram, som var meget følelseladet, og vi kunne mærke, hvordan børnene fik afløb for en masse personlige følelser, som ellers normalt bliver skubbet til side.
Kulturen i Nepal er nemlig således at børnene ikke må græde, hvilket vi blandt andet oplevede, når børnene faldt og slog sig. Ingen gråd eller opsøgen efter medlidenhed. I den sammenhæng kan man sige, at børnene ikke for lov til at være børn, men blot skal opføre sig utroligt voksent. Blandt andet oplevede vi nogle ubehagelige episoder på hostlet, hvor der spredte sig en uro i blandt børnene. Her blev nogle trukket til side, og vi anede intet om, hvad der foregik. Det næste vi hørte var slag. Slag med en kæp. Helt specielt husker vi, hvordan vores dejlige lille dansefyr tacklede episoden. Han stormede ud til håndvasken og smed vand i ansigtet for at få tårerne væk, eftersom han ikke måtte vise os sine tårer. Som ren refleks tog vi ham naturligvis op og begyndte at trøste ham, hvilket han dog ikke tog imod. Det ligger nemlig ikke i deres kultur. Som et andet eksempel kan der nævnes, hvordan vi så en lille pige blive slået af sin mor midt på gaden, og to sekunder efter sidder hun på hendes skød og smiler som om intet var hændt. Ligeledes har vi overværet en del taekwondo-træninger, hvor træneren opfører sig enormt magtliderlig. Han går rundt med en kæp og er ikke bleg for at bruge den, hvis børnene ikke udfører øvelsen perfekt. Alligevel bliver børnene ved med at komme tilbage. Det er jo blot en del af deres kultur. For os har det været utrolig oplevelsesrigt at overvære, men samtidigt får man ligeledes en dårlig smag i munden over den måde hvorpå opdragelsen finder sted hernede.
På samme måde er skolesystemet også vidt forskelligt fra det danske, hvilket vi har oplevet igennem børnene fra hostlet. De står op, går i skole, får fri, skifter fra deres uniform, går på skolen igen, læser lektier, spiser aftensmad, ser sommetider tv, læser lektier igen og får endelig lov til lidt fritid på værelserne. Hele deres dag er bygget op omkring at skulle læse, og de bliver også utrolig dygtige. Dog er det hele udenadslæren. Eksempelvis kan de få en lektie, hvor de skal kunne en tekst på ti sider udenad. Og det kan de til punkt og prikke! Derfor har vi i skolen arbejdet meget med, at de skal bruge deres fantasi, hvilket de er enormt dårlige til. Nogle klasser fik en dag stillet til opgave af os, at de skulle skrive, hvad de allerhelst ville lave på en fridag, hvis de kunne vælge alt i hele verden. Her gav vi dem nogle eksempler, hvilket vi aldrig skulle have gjort, eftersom alle historierne mundede ud i de eksempler, vi havde givet dem. Ligeledes er børnene heller ikke i stand til at analysere en tekst. De får alt serveret på et sølvfad. Som en lille sjov sidehistorie kan vi nævne, at vi en dag skrev tommelfinger-sangen ned til en enkelt pige i en klasse, og da vi dagen efter sang sangen, kunne hele klassen den til fulde.
Sidste dag droppede vi al undervisning og spillede basket med klasserne. Børnene var ellevilde, eftersom de ikke har faget idræt og dermed aldrig får pusterum i mellem timerne. Vi gik rigtig til den og var utolig populære i blandt børnene.Det gik faktisk så voldsomt for sig, at Sanne forstuvede sin lillefinger.
Det er svært at forklare, hvad vi oplever. Vi kan sagtens fortælle historier, situationer og episoder, men man vil aldrig kunne sætte sig ind i det. Hver dag er en oplevelse i sig selv, og vi er så taknemlige for, at vi har muligheden for at opleve alt det, vi gør. Igennem vores oplevelser bliver vi samtidigt mere og mere bevidste om, hvor godt vi har det i Danmark, og vi skal da ikke lægge skjul på, at vi begynder at savne vores familier en smule. På trods af det suger vi alt til os og nyder at opleve de mange kulturforskelle. Det er helt ubeskriveligt, hvor meget oplevelsen på hostlet med børnene har givet os, og den følelse, vi har omkring det, kan på ingen måde gengives. Vi er sikre på, at vi aldrig vil glemme det, og vi vil altid have de dejlige børn i vores hjerter.
I aften, lørdag, skal vi mødes med en efterskoleveninde, Katrine Kofoed, som ligeledes befinder sig i Nepal. Der skal spises middag, og så må vi se, hvor vinden tager os hen. Vi nyder i den grad vores frihed og drager i morgen til Nagarkort Viewpoint, hvor vi skal se både solnedgang og solopgang. Der skulle være ubeskriveligt smukt, og vi kan slet ikke vente!
- comments
Ruth petersen Hej Kathrine og veninde. Lige en lille hilsen til jer fra DK. Så spændende at læse om jeres tur. En helt fantastisk oplevelse. I må have en fortsat dejlig tur. Knus fra Ruth