Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde i samrbejde med Highlander, som er et nepalesisk rejsebureau, arrangeret en overnatning i Nagarkort, hvor vi skulle se solopgangen. Nagarkort er en by/område, som er beliggende oppe i bjergene, hvor mange turister foretrækker at tage til for at se den smukke udsigt og natur.
Turen foregik således, at vi pakkede hver vores lille taske og havde nu fået forklaret, hvor vi skulle tage den første bus fra. Vi havde nemlig besluttet, at det kunne være sjovt at prøve en lokalbus, hvor man kan komme ud for lidt af hvert. Geder på taget, høns i hattehylderne og så meget andet mærkværdigt. Det skulle være en oplevelse i sig selv! Inden længe sad vi sammenpakket placeret mellem en masse nepalesere. Det skal lige siges, at der ikke står nogen form for information på de små busser. Der går blot en ung fyr rundt og råber, hvor bussen kører hen, og da vi som åbenlyse turister trådte ind på busstationen, blev vi så godt som overfaldet. Dog bevarede vi roen, tog chancen og stolede på den unge dreng på blot fjorten år.
Da vi ankom til Bhaktapur, som var vores mellemstation, besluttede vi at opleve den meget gamle bydel. Ren hygge og dejlig atmosfære! Dog blev den afbrudt, da vi ved et tilfælde begyndte at snakke om, at vi egentlig ikke vidste, hvad hotellet, vi skulle bo på, hed. Fat i telefonen og vores guide, Thomas, fik et opkald. Han eneste svar var blot: "Forhelvede piger!". Det viste sig, at vi skulle havde betalt oppe på Highlander, hvor vi derefter skulle have haft en voucher, men det var altså lige gået vores næser forbi. Endnu en gang reddede Thomas os, og han fik arrangeret, at vi blot skulle betale, når vi kom tilbage.
Videre med den næste bus mod Nagarkort og op ad gik det i fuld fart. Det var til at blive helt køresyg af, hvilket en ældre nepalesisk dame gjorde i stor stil. Op med vinduet, ud med hovedet og vejkanten blev vandet med gult bræk Til vores store undren reagerede ingen af de ellers så hjælpsomme nepalesere, og vi som de eneste turister i bussen trådte i karakter, eftersom vi donerede hende en vandflaske.
Da vi var kommet langt op på bjerget, stod en stor del af de andre passagerer af bussen, og vi fulgte pænt efter uden at vide, om det var den rigtig station. I vores tvivl hoppede vi på bussen igen, men det skulle vi aldrig have gjort. Vi endte langt oppe på bjerget i ingenting og måtte nu spadsere en lang tur ned. Efter en lang vandretur nåede vi frem til hotellet, som var det højst beliggende i området. Egentligt havde vores eneste krav været et almindeligt toilet frem for et hul, men vi følte os i luksusomgivelser, eftersom vi ligefrem havde egen balkon. Derfor stod den på ren og skær hygge om aftenen med tæpper, øl og stearinlys.
Næste dag stod vi op klokken fem om morgenen for at se solopgangen. Samme idé havde en mase andre turister ligeledes fået, og de stod klar med diverse kameraer oppe på tagterassen. Heldigvis var vi kommet i så god tid, at vi havde erhvervet os den ultimativt bedste plads. Dog var det en del skyet eller diset, så billederne er langt fra så smukke, som det vi oplevede i virkeligheden.
Ved middagstid tog vi bussen ned ad bjerget med retning mod mellemstationen, Bhaktapur. En sjov oplevelse var, at chaufføren slukkede motoren på vej nedad og lod blot bussen trille, hvilket gjorde billetten fem rps billigere. Da vi nåede til busstationen i Bhaktapur, fik vi anvist en bus, der skulle køre mod Kathmandu, men til vores store undren grinede mændene i bussen en del, da vi satte os ind. Vi fandt efterfølgende ud af, at det ikke var den første afgang, og steg derfor på en anden bus. I den bus arbejdede den sødeste dreng med det dejligste smil, og vi ville nok skyde ham til at være omtrent tretten år. Han arbejdede simpelthen så hårdt og var rigitg dygtig til sit arbejde. Derfor valgte vi at give ham hundrede rps, hvilket kun er cirka seks kroner. Vi sagde meget præcist til ham, at de kun var til ham, og at han skulle putte dem i sin lomme. Drengen blev fuldstændig overvældet og kunne ikke tro sine egne øjne. Hans dejlige smil fulgte os hele vejen hen til den taxa, som vi valgte at dele med to franskmænd fra busstationen ind til centrum af hovedstaden. Lad os bare sige, at det er de bedste seks kroner, vi nogensinde har givet ud!
- comments