Vi stod på flyveren klokken fem om morgenen, hvor vi snorkboblede, men naturligvis vågnede til en ordentlig omgang morgenmad. Da vi ankom gik det op for os, at vi skulle udfylde en lille seddel med vores oplysninger i lufthavnen på trods af, at vi allerede havde tilkøbt os et visum hjemmefra. Mega besværligt! Men igennem kom vi, og toiletterne skulle testes. Vi tænkte, at de kunne jo ikke være så slemme, eftersom vi stadig befandt os i en lufthavn. Lad os bare sige, at vi blev klogere. Nu skulle bagage findes, hvilket ikke var helt lige til, da der ikke var skiltet med, hvorpå de forskellige afganges tasker ville komme hen. Da alle andre efterhånden havde modtaget deres, blev vi en smule nervøse, men det hele nåede efter længere tid heldigvis frem. Næste udfordring bestod i, at man åbenbart skulle vise nogle bagagemærker, som vi havde smidt ud, hvilket resulterede i, at Sanne måtte stikke hånden i skraldespanden og ligne en flaskedame. Og så var det ikke en gang dem!

Men ud kom vi da. Her skulle vi finde den guide, der skulle hjælpe os hen på et hotel, hvor vi havde booket et par overnatninger. Det var noget af et kaos! Der stod en masse folk med nogle skilte, og alle spurgte, om vi manglede en taxa eller lignende. Vi var seriøst omringet, hvilket ikke blev bedre af, at politimanden også begyndte at fløjte. Til sidst fandt vi dog vores guide, og han fortalte os, at der netop denne dag var strike i byen, hvilket betød, at vi måtte finde noget alternativ transport til hotellet. Dog var han rigtig rar og fandt en taxa, som han tog sammen med os. Men hold da op en traffik! De kører som sindsyge! For det første er det i venstre side, og for det andet var der enormt mange mennesker på gaden, som vi var ved at køre ned flere gange. Da vi endelig blev sat af, skulle vi gå et lille stykke, hvilket naturligvis var okay, men da guiden drejede ind i en gård, der var total slummet, begyndte vi at få vores tvivl om stedet. Det var ikke lige de forhold, vi havde forventet, men okay, vi tog udfordringen op og begav os efter et tøjskifte ud på gaderne.

Til vores store fortvivlelse var alt dog lukket. De eneste kiosker, der var åbne, var sådan nogle små skumle nogle, hvor man skulle være heldig, hvis det man købte ikke var støvet. Det betød; ingen mad til os hele dagen! Der var oven i købet heller ikke mange turister at finde på gaderne, hvor det ellers vrimlede med hunde, tiggere og bål midt på vejen.

Hjem på værelset med os, hvor vi var indbegrebet af paranoia. Mænd snakkede udenfor, hundene gøede som sindsyge og panikken spredte sig drastisk. Dog tog vi os sammen til at hænge myggenet op, hvorefter Kathrine stadig var i panik. Men sove skulle vi, hvilket gik glimrende for Sanne, men Kathrine faldt først i søvn klokken fire ved at tælle får. Hun kom til fyrre. Meget præcist J