Endnu en uge er gået, og vi nyder tiden fuldt ud. Da vi kom tilbage til hostlet var børnene lykkelige og udtrykte, hvor meget de havde savnet os. Aftenen stod på kortspil og ren råhygge. Som tiden går får børnene virkelig en større og større plads i vores hjerter, og vi elsker simpelthen at tilbringe vores tid sammen med sådanne smilende og livsglade væsener.

Morgenen efter blev vi vækket af børn, der åbnede vores vinduer udefra. De havde det største smil på deres læber og var ikke iført deres skoleuniform, hvilket vi undrede os en smule over. Men i tøjet med os, så vi kunne være klar til endnu en spændende dag på skolen. Efterfølgende blev vi fortalt af hoppende og dansende børn, at der var "holiday", hvilket betød endnu en fridag. Fridagen opstod, eftersom Nepal efter vores oplevelse er et meget strikende land. Hvis regeringen fremsætter nogle lovforslag, som befolkningen ikke synes om, opstår der straks en strike, og alt lukkes ned. Selv en taxa er svær at finde. Det kan fx være en hævelse af gaspriserne, som forårsager sådan en strike, og den stopper først, når lovforslaget ændres eller fjernes. Anyway, vi valgte at bruge vores fridag på at tage på café, hvorefter vi fik vist et kæmpe stort shoppingcenter af Bipin (en nepalesisk ven). Her gik det op for os, hvor meget billigere selv mærkevarer er hernede, men vi holdte os tilbage og købte ingenting.

Tilbage på hostlet modtog børnene os igen med åbne arme og glædesfyldte ansigter. Det viste sig, at striken fortsatte dagen efter, og vi besluttede derfor at finde flere af de store shoppingcentre som eftersigende skulle ligge lige ved siden af hinanden. Vi havde nemlig tøjkrise! Nogle dage før havde vi fået vasket vores tøj, men det kom tilbage mere beskidt, end da vi afleverede det. Skuffende! Så der blev købt vans og converse til ingen penge samt trøjer og kjoler. Man kan sige, at vores shoppinglyst blev plejet!

Tirsdag var det skoletid, og det var helt underligt at være tilbage til hverdagen igen efter så mange fridage. Dog stoppede hverdagen hurtigt, og onsdag var der igen strike, så vi smuttede ind til midtbyen, hvor vi tilfældigvis mødte Elizabeth og Katrine, som også arbejdede på skolen tidligere. Vi besluttede os for at spise sammen og endte med at dele to flasker vin. Egentligt var det meningen, at vi skulle tilbage til hostlet samme aften, men lod os rive med af stemningen og ringede derfor til vores kontaktperson og meddelte, at vi ville blive i byen og komme tilbage til hostlet tidligt næste morgen.

Afsted på "Tom & Jerrys", og vi hyggede os helt vildt med kortspil, pool og ikke mindst gammelt dansk musik! Vi ønskede en specifik sang, som gav fuldstændig mening for os den aften, eftersom vores aften i byen var utrolig spontan. "Hvor skal vi sove i nat?". Vi havde ingen anelse, men bare en idé om, at vi ville møde op på et hotel midt om natten og spørge efter et værelse. Den situation gjorde virkelig, at vi følte, at vi levede i nuet!

Pigerne introducerede os for en midaldrende dansk mand, der arbejder for Dansk Lærerforening og derfor har et projekt kørnede i Nepal. Han var den sjoveste gut, og da barerne lukkede inviterede han os hjem på hans hotel sammen med pigerne, en nepalesisk fyr og en mand, der mindede os så meget om Ole Henriksen, at vi havde svært ved at holde masken. På hotellet rippede vi hans minibar (selvfølgelig med hans tilladelse!), og den iskolde cola var uvurderlig! Men sove der skulle vi altså ikke! Derfor fulgte vi med Elizabeth og Katrine til deres hotel, hvor det lykkedes os at få et værelse midt om natten på trods af en alt for træt receptionist. Dog havde han et service-gen, der sagde spar to! Pigerne var sultne og kunne vælge lige, hvad de havde lyst til på menukortet, og så blev køkkenet åbnet klokken fem om morgenen blot for deres skyld. Det var ikke sket i Danmark!

Da vi vågnede næste morgen, var der stadig strike, men vi besluttede os for at tage sammen med pigerne ud på hostlet, eftersom de gerne ville sige hej til børnene endnu en gang. Igen blev vi mødt af jublende børn! Og specielt en var lykkeligere end andre, eftersom det var hans fødselsdag. Vi sang danske fødselsdagssange og havde købt nogle små gaver, der skabte en enorm glæde. Dagen var ligeledes store vaskedag. Alle tredive børn skulle have et bad, som bestod af en kold spand, men til vores store glæde blev de på samme tid skrubbet. Dog gik det endnu mere op for os, hvor primitivt de egentligt lever. Senere på dagen gik hele hostlet fælles over på skolen, hvor en skolebus ventede på dem. Og vi var med! Der blev sunget sange i største lejrskole stil, og børnene så ud til at glæde sig helt vildt. Busturen mundende ud i halvanden times meditation, hvor børnene ligeledes blev velsignet.

I dag fredag er en skolefridag, eftersom det ifølge deres kalender er den sidste fredag i måneden. Børnene på hostlet har derfor mulighed for at komme hjem, og at se udtrykkene i deres ansigter, når de fortæller om det, er ubeskriveligt! En lille dreng ved navn Dorsi (eller taxi, som vi kalder ham) fortalte, at hans far ville komme, og hans øjne lyste op, mens han forklarede, at de skulle spise momo. Momo kan sammenlignes lidt med det forhold, danskere har til spaghetti bolognese. Når de er på restaurant, kigger de altid hele menukortet igennem, men ender alligevel med at bestille momo. Og man forstår dem godt! Vi prøvede det en aften, og det er utroligt lækkert.

Senere på dagen skal vi mødes med Katrine og Elizabeth, hvor vi skal spise og sige ordentligt farvel til dem, eftersom de rejser til Sydamerika på søndag. Rigtig dårlig timing! En kæmpe festival starter nemlig søndag, og vi glæder os helt vildt til at opleve det. Alt i alt har vi det skide fedt og nyder virkelig at rejse!