Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har igen overlevet to uger i Australiens outback! Eller … Vi har det stadig super godt her i Scone. De sidste par uger er gået med at gøre de forskellige projekter færdige (i hvert fald begynde at gøre dem færdige), og så er den årlige hestefestival for alvor sat i gang. Sidste uge startede med et par dage uden rindende vand i hanerne, da pumpen var gået i stykker - for pokker hvor har vi lært at værdsætte det uendelige vand i hanerne, vi har der hjemme. Den første del af ugen gik med at gøre rummet i annekset færdigt, mens den sidste del blev brugt inde ved huset i byen. Håndværkerne er nemlig ved at være færdige, så det skulle vi også være, mente Chris. Der blev derfor sat hegn op i baghaven, så de to grunde kunne adskilles, og foran blev der spredt muld og plantet træer. Sarah arbejdede hele ugen med de seks poloheste, dog med undtagelse af Juke, som i weekenden var gået hen og blevet halt efter to chukkas begge dage.
Weekenden fik vi igen til at gå i poloklubben, som denne gang var vært ved en todages konkurrence. Denne gang var det helt nye hold og kun fire af slagsen, så en kamp lørdag og en kamp søndag til at afgøre det. Chris var kommet på det røde hold, som talte to andre mænd og en yngre kvinde. De skulle møde det sort/røde hold, som havde nogle ret gode spillere. Det var en ensidig affære, ikke på grund af Chris' eller de andre mænds indsats, som knoklede rø*** ud af bukserne. Den yngre kvinde var en 'groom' (staldpige) fra USA, som til daglig arbejder for en af de rigere mænd i området. Hun havde åbenbart fået lov til at ride med, og det kan også godt være, at hun er god til polo, men det var ikke det vi så den dag. Hun rørte ikke bolden en eneste gang og lignende mere en dommer end en spiller. Kampen endte 7-3 og Chris scorede endda to mål, men det hjalp dog ikke på hans humør, da kampen var færdig. Vi skulle bare hjem. Han var en mand af få ord, indtil vi kom ind i bilen og kørte hjemad. Her fik den kvindelige spiller en ordenligt opsang, og ja, det var lige før, han ikke gad spille næste dag, for det var jo bare 'bulls***'! Sådan har vi ikke set ham før, men værre var det dog ikke end, at han stillede op næste dag. Her skulle de spille på en mixet hold af helt unge og ældre spillere, så det foregik ikke i fuld galop. Chris' hold trak sejren hjem, så at den kvindelige spiller heller ikke bidrog denne gang, var ikke så slemt. Begge dage havde for første gang fundet de lange bukser og jakker frem, da der kun var omkring de 12 grader. Det var noget af en forskel fra de 25 grader vi havde haft ugen igennem! Søndag var hestefestivalen i Scone gået i gang med Bushmans Challenge, som er en åben konkurrence, hvor det gælder om at fange og ride en brumby (australsk vildhest). Endvidere skulle de sko en hest, 'whipcracking' (pisk) og fange en kalv med lasso. Vi missede desværre dette, da polokampene var blevet rykket en del, og så var det bare hundekoldt. Det hjalp dog lidt, at Sarah fredag havde lavet en stor portion kold kartoffelsalat, som lørdag blev nydt med gode, danske frikadeller - Mmm!
Denne uge har der igen været koldt. Om dagen har der været 16-18 grader, mens der om natten er helt ned til 6 grader. Vi har derfor fået tændt den ene lille radiator op i den lille hytte, så vi kan holde varmen om aften/natten. Ugen startede, hvor vi slap, så Simon og Chris tog igen ind til byen, hvor huset skulle gøres færdigt. Det endte dog med, at det kun var nogle enkelte ting, der blev færdiggjort, så der er stadig et stykke vej endnu. Simon troede efter sidste uges arbejde i rummet, at det nu var færdigt, men Meredith havde fået den idé, at gulvet i rummet da lige skulle slibes ned. Dejligt projekt med en lille båndsliber og ømme knæ/ryg. Det gjorde dog en så stor forskel, at rummet ved siden af, som egentlig var færdigt, nu også skal have samme tur. Ved huset i byen var de i gang med at lave indkørsel, så her kunne vi ikke få meget lavet, og vi kørte derfor videre over til en anden vej i nabokvarteret, hvor de også ejer en grund. Grunden har de fået delt op i to, så der på den ene ligger det oprindelige hus, mens den anden bare er et stort græsareal. Hvad der skal ske, ved de ikke helt endnu, men hegnet kunne jo godt sættes op. Sarah var med inde og hjælpe tirsdag, hvor hele dagen gik med, at Chris svejsede plader på stolperne, mens vi ordnede græsarealet. Onsdag stod den igen på heste for Sarah, som for første gang fik en tur på datterens 'dressurhest' Captain. Den skal rides op, da hun skal starte et militarystævne om nogle uger. Det betyder at Sarah nu også skal til at springe på polobanen, hvilket hun i den grad ser frem til. Resten af ugen gik med at ordne hegnet på den anden vej og ellers slibe gulvet i de to rum for Simons vedkomne, mens Sarah hyggede sig med hestene, som nu er blevet et heldagsarbejde med otte heste at tage sig af.
Fredag middag kørte Chris og Meredith afsted til Sydney, hvor sønnen Mack holdte en form for fest, så vi var igen alene på farmen. Det var ikke helt så slemt, da hestefestivalen i Scone for alvor startede om lørdagen. Klokken 11 stod vi klar på hovedgaden, som i anledningen var blevet spærret af, så de mange heste, mennesker og biler kunne komme rundt. Et af festivalens hovedevents er nemlig paraden, hvor det meste af Scones hestefolk er repræsenteret. Sikke en oplevelse. Bagefter fulgte vi den store flok af mennesker ned til White Park, som afholdte Scone Rodeo 2014. Dette rodeo var året forinden blevet kåret til Australiens bedste, så vi glædede os utrolig meget. Der var både smedekonkurrence og et utal af forskellige discipliner på hest, så vi tilbragte hele eftermiddagen og aftenen med derinde. Hvis I lige nu forestiller Jer en stor forsamling mennesker iklædt støvler, cowboybukser, skjorter i bukserne, store hvide cowboyhatte, en øl i hånden og countrymusik i baggrunden, så er det sådan set helt korrekt. Vi er nok heller ikke de typiske gæster til sådan et arrangement, men så har vi da oplevet vaskeægte australske cowboys! Det var utrolig sjovt at se de forskellige typer konkurrencer, som blandt andet talte tyrekalvwrestling, barrelrace, hesterodeo og ja selvfølgelig tyrerodeo. Kanon fed oplevelse, som vi nok ikke var kommet til, hvis vi ikke var kommet til at arbejde i Scone. Søndag stod bare på afslapning, så vi igen er klar til næste weekend, hvor sæsonens sidste polostævne finder sted.
- comments
Mette Så sidder vi herhjemme og nyder er 12 grader ..... Og det regner helt godt for tiden. Men godt med en delle, utroligt hvad man kan savne hjemmefra. Havde det på samme måde jeg da jeg var i udlandet. På lørdag er der jo guldbryllup herhjemme ved de grå. Hils Sarah. Knus fra mette