Så kom påsken også til Australien. De sidste to uger har stået i påskens tegn, og det hele startede i sidste uge, hvor vi igen var alene på farmen. Mandag og tirsdag var der blevet uddelt klare instrukser til Simon, mens Sarah havde disse dage fri på grund af polo i weekenden. Meredith var søndag aften kørt mod Sydney, mens Chris kørte derned tidlig mandag morgen med bagagen fuld eller i hvert fald fire heste bagi. Deres datter, Alexandra, kaldet Xannie, var nemlig blevet udtaget til New South Wales' 'pre-pro'-team, som ugen igennem skulle trænes/ses an af NSW's træner. En form for træning for unge talenter. Ja, så derfor var der ikke mange heste tilbage til Sarah, og ugen ud stod derfor på knap så spændende opgaver såsom at spraye ukrudtet rundt på farmen (en endeløs opgave!). Simon fik til opgave at rydde et rum i et lille anneks op ad huset, hvor det ene af rummene er blevet i stand sat, mens dette skulle ha' en kærlig hånd! Rummet har været brugt til at opbevare/lave ost før i tiden, da hver mursten er rykket en halv gang uden mørstel imellem, så rummet ventileres. Mellemrummene er dog fyldt ud med cement i dag, men mere er der ikke gjort ved rummet. Derfor gik de første par dage da også med en spand vand, en børste og en god gang knofedt, så diverse urenheder kunne komme af igen. Der skulle en højtryksrenser og en gang stærke kemikalier til at få det hele ned, men fredag eftermiddag lykkedes det med hjælp fra Meredith, som igen var hjemme. Vi fik tidlig weekend, "da det jo er påske", som Chris sagde og spurgte videre, om vi ikke ville komme ned og spise med om aftenen, når nu hele familien var hjemme.

Vi havde mødt Mack og Fitz, men datteren Xannie mødte vi for første gang denne aften, hvor Mr. Bowman, Chris' far, også var til stede. Ham har Simon hilst på mange gange i hans utallige forbipasserende køreture ved huset i byen - uden at standse og komme ind. En ting Simon og Chris har grint af mange gange, men Chris siger, at det er fordi, han ikke vil stoppe os i at arbejde, så hellere køre forbi og vinke igennem ruderne. Sådan er livet som pensionist, siger Chris! Menuen stod på friturestegte blæksprutteringe med pommes frites og salat, så Simon spiste rigeligt, mens Sarah forsøgte at gøre ligeså. Det var dog ikke let, når man ikke kan tåle bløddyr, hvilket hun senere om natten fik at tåle. På trods af det var det endnu en hyggelig aften i The Bowman's selskab!

Weekenden stod igen på polo, hvor vi for første gang skulle opleve Chris spille polo. Lørdag var hele familien taget med ud og se det, men det var ikke meget vi så til dem, da de alle for ud og skulle snakke med venner. At Chris spillede fremfor Mack hjalp dog ikke på resultatet, så holdet kunne inkassere deres tredje nederlag i streg. På trods af dette var Chris ellevild over hestenes form, og Sarah fik igen stor ros for hendes arbejde. Søndag var det kun Sarah, Simon og Chris som tog afsted, så Chris gav middagsmad på polobanens 'restaurant'. Eller ja, vi fik serveret bøffer og pølser i et skur opad banen. Men hyggeligt var det, og endnu en gang fik vi prøvet den australske 'barbie' (barbecue). Chris fortalte, at de i dag skulle møde det ubesejrede hold, som havde profspillere fra Ellerston (rigmanden), så det så ikke godt ud for holdet. Vi fik hestene klar og kampen gik i gang. Og hvilken kamp! Det er den mest spændende polokamp vi har set til dato, og begge hold fulgtes ad pointmæssigt. Chris spillede super godt, men desværre var det ikke nok. Til sidst fik de andre et slags 'straffespark' på grund af en dum fejl, og kampen endte derfor 8-7 efter fjerde og sidste chukka.

Mandag og tirsdag havde Sarah fri igen, mens Simon nu skulle i gang med loftet i rummet. Efter en god omgang sandpapir fik loftet en gang lak, og hold da op en forskel det gjorde. Næst efter var det væggenes tur som fik en god omgang primer, så det nu var et helt andet rum at gå ind i. Sarah kunne dog ikke affinde sig med 'bare' at holde fri, så da Chris og Mack fik indfanget samtlige køer i 'hesteboksene' var Sarah også at finde dernede. Chris havde nemlig bestemt sig for at sælge alle kalvene fra, da kødprisen efter de sidste ugers regnfulde vejr var steget meget. Alle køerne skulle først sorteres i kalve og køer og dernæst i kvie- og tyrekalve - det er noget af et job med så mange køer på et sted! Det lykkedes dog og Chris fik kørt fem læs med femten kalve i hver afsted til markedet i Scone. Æv æv, nu er alle de sjove kalve væk - vi har i mellemtiden fået to helt nye, små kalve. De er næsten ligeså sjove! Tirsdag var det kun Sarah, Simon og Chris på farmen, da børnene og Meredith skulle til Ellerston, hvor der tirsdag og onsdag var polotræning for unge med professionelle spillere fra hele Australien 'købt' ind til dette. Vi kørte alle tre til byen, hvor det sidste af hegnet i forhaven blev sat op. Sarah der egentlig bare skulle have været med for selskabets skyld, fik hurtigt opgaver derinde. Simon fik resten af ugen til at gå i rummet, hvor både døren, karmen og fodlisterne har fået en ny omgang maling, så det hele bare skinner. Det er dog ikke færdigt endnu, så mon ikke noget af næste uge også kommer til at gå med det. Sarah har fået tre nye heste at arbejde med; en ung, uerfaren hoppe, som (forhåbentlig) skal til at være polohest, en ældre polohoppe samt Xannies hest, som hun bruger til en form for military - så den kan både bruges til spring og dressur! Det skal nok blive sjovt.

Weekenden brugte vi igen på polobanerne i Gundy, og nu gjaldt det finalerne. Vi kørte afsted klokken 7:45, da Xannie skulle spille en træningskamp klokken 9. Det var en kamp for unge talenter/unge heste, så de kunne få noget rutine. Chris spillede klokken 11:30, så klokken 12:30 var vi klar til at tage hjem, men han havde selvfølgelig glemt, at han skulle være 'timekeeper' i den efterfølgende kamp. Vi havde spist morgenmad klokken 6:30 og ingen madpakker med, så maverne var tomme og humøret derefter. Heldigvis var det også tilfældet for Chris, eller han var i hvert fald sulten, så på vej hjem stoppede vi da lige på Mackers (McDonalds). Dét var lige, hvad vi trængte til. Så fik vi også prøvet australsk Mackers! Desværre tabte Chris og holdet kampen, så de skulle i taberfinalerne søndag. Vi skulle igen tidligt op, da Xannie igen skulle spille træningskamp klokken 9, men denne gang havde vi smurt en madpakke - just in case. Og det var da vist heldigt nok - Chris havde nemlig besluttet sig for, at vi skulle blive og se finalerne færdig. Tre kampe af en times varighed hver - han gav dog også frokost igen, så det var helt ok. Finalen blev vundet af det grå hold fra Ellerston, som Chris' hold mødt i 8-7-kampen sidste weekend, så det var en helt okay indsats. Vi var hjemme igen klokken fem om eftermiddagen og efter DST (Daylight Saving Time) endte forrige weekend, er det allerede ved at være mørkt ved den tid. Vi var sultne, så vi skyndte os med at få aftensmaden over, men da vi skulle have vandet til risene over, kom der ikke noget vand ud af vandhanen. Det samme gjaldt for de andre haner i huset, så vi fik tilkaldt Chris, som i mørket kunne konstatere, at pumpen under huset var i stykker. Dejligt! Vi fik koblet en vandslange til en af vandtankene ved huset, så vi fik vand, men ikke med særlig meget tryk. Sådan er det at bo på landet! :-)

Og nå ja, hvis man har hang til store maskiner, så er det her stedet! Som skrevet ligger huset ud til hovedvejen, hvor vi har set utallige store særtransporter. De to kulminer i området får ofte nye maskiner og den eneste vej dertil er ude på New England Highway, som vi bor op ad. Der kører dagligt lastbiler med diverse gravemaskiner forbi, men nogle gange ser vi også de helt store maskiner! Den anden dag, mens Simon og Chris var i byen, kom først politiet kørende, dernæst to følgebiler, efterfulgt af ikke mindre end to lastbiler, som trak en stor anhænger med en kæmpe et-eller-andet på. De to lastbiler var sat sammen med en form for stang, så de udnyttede begges trækkraft. Selve anhængeren havde syv aksler, to foran og fem bagpå med hver otte hjul på tværs af anhængeren - altså 56 hjul under maskinen. Et imponerende syn! Chris spurgte også ind til vores lastbiler derhjemme, hvortil jeg svarede, at de ikke er ligeså seje som hernede - vi har kun flade næser, mens australiernes ligner de gode gamle amerikanere. Den typiske lastbiltransport hernede består også af to anhængere - den første sat på trækkeren, ligesom i Danmark, men denne har så endnu et 'anhug', hvor der kan sættes endnu en anhænger på. Det er normalen hernede, mens der ude vestpå kører disse 'roadtrains', hvor de ikke bare har to anhængere på, men ofte fem eller seks sat sammen. Forestil hvor mange pavilloner, der kunne komme afsted på én gang! :-)