Profile
Blog
Photos
Videos
Ja, tiden går i den grad ligeså stærkt i Australien såvel som i Danmark! Vi er nu færdige med den anden arbejdsuge på polofarmen i Scone, og det føles som om, at vi lige er fløjet ind … Om to dage er det nu en måned siden vi rejste fra Danmark! Men når man har det godt, går tiden som regel også hurtigt :-)
Ja, godt og godt. Det har været en travl og meget dramatisk uge, vi nu er færdige med. Ugen startede for Sarahs vedkomne med beskeden om, at når man motionerer poloheste, så motionerer man gerne 3 eller 4 på samme tid. Man rider én og fører op til 3 heste ved siden af i trækketog. Chris mente dog, at det ville være okay blot at have en enkelt på slæb, når det nu var første gang. Det gik over al forventning og det var tydeligt at mærke, at det var noget de havde prøvet før. Så det var jo ingen sag! Eftermiddagen blev brugt på at rydde op i det sadelrum, hvor Chris opbevarer sine stævneting. Det er efterhånden længe siden, at polosæsonen sluttede, så det var noget af en opgave, for en pige der er hunderæd for edderkopper! Fy for dælan. Tirsdag, onsdag og torsdag blev alle heste redet individuelt. Chris havde lidt svært ved at finde på opgaver, der ikke involverede hestene, så planen om at føre hestene mens man rider, blev droppet før vi overhovedet kom i gang. Surt for den godt ømme krop! Familiens 110 anguskøer går frit rundt på hele ejendommen, og det indebærer, at de tit og ofte også er at finde inde på polobanen. De, især kalvene, er meget nysgerrige, så når man rider rundt på banen følger de som regel efter. Hvis man vender hesten mod dem spæner de væk så hurtigt de kan for så at følge efter igen, når man vender ryggen til dem. Det er simpelthen så sjovt, at jeg ind i mellem er ved at falde af hesten af grin, og jeg kan heller ikke lade være med at grine, når jeg fortæller Simon om det. Han griner heldigvis også - men om det er MED eller AF mig vides ikke.
Simon derimod stod op mandag morgen og regnede med, at ugen skulle byde på endnu mere slæben grus omkring huset i byen. Det var dog ikke tilfældet, da han blev sat i gang med at slå græsset i de fire små folde langs den 500 meter lange indkørsel. Om en uges tid kommer Chris og Merediths mindste dreng, Fitz, og deres rugbyhold fra skolen i Sydney forbi, da de skal til et stævne fire timer på den anden side af Scone og så kan de tage et stop her på vejen. Chris vil gerne have, at hele ejendommen ser tip top ud, når skolen kommer forbi. Derfor gik tirsdagen med at opstamme/trimme de 100 nye træer, så de igen lignede træer og ikke buske. Onsdagen startede klokken 07:00 i stedet for 07:45, da de to køkkener i duplex'et i byen skulle færdiggøres. 10 timer senere stod de begge klar, og en træt Simon kunne tage bilen hjem og holde fyraften. Torsdag gik halvdelen af dagen i byen, hvor græsset skulle trimmes på flere af deres ejendomme, mens den anden halvdel gik med at opstamme deres gamle træer i indkørslen.
Tirsdag aften var vi inviteret ned og spise hos Chris og Meredith, og vi var lidt nervøse for, hvad årsagen til dette var. Gjorde vi ikke arbejdet godt nok, eller var der ikke råd til os alligevel - ja, tankerne var rigtigt kommet i gang hos os. Klokken 19:00 stod vi foran huset - men det var tomt. Vi blev helt bekymrede for, om vi havde misforstået det, men 10 minutter senere kom de to biler drønende op til huset, og de kom begge undskyldende ud og fortalte, at tiden var løbet fra dem. Ved hjælp af lidt klargjort salat i pose, en færdiglavet kartoffelsalat og en hurtig omgang kyllingeschnitzler, fik vi hurtigt sat mad på bordet - det var super lækkert. Efter maden snakkede vi lidt om Danmark, som de begge var meget interesserede i at høre om. Vi forklarede bl.a. om vi vores fantastiske æ, ø og å, som Chris grinede noget af. De spurgte også ind til, om vi lærte engelsk i skolen, hvilket vi svarede ja til, hvortil Chris så spurgte om det talte sprog i Danmark så var dansk eller engelsk til stor morskab for os. Vi gik hurtigt fra den nervøse fornemmelse vi havde inden, da det var ret tydeligt, at de egentlig bare gerne ville have vores selskab. Vi blev efter maden både tilbudt is, chokolade og the med mælk - og godt og vel to timer senere, var vi på vej hjem efter en rigtig hyggelig aften!
Den første del af ugen har vi haft godt vejr. 30 grader og ikke en sky på himlen. Fredag vågnede vi til lyden af regn - ikke noget voldsomt, men dog uvant for os (man bliver så hurtigt forvent ;) ). Det var dog ikke noget, der kom i vejen for, at Sarah kunne ride hestene, så det gik hun i gang med. Simon skulle ned og hjælpe Chris med at tømme en af boringerne for mudder, så vandstanden i brønden kunne stige. De fik sat to stiger sammen med reb og firet dem ned i den 15 meter dybe brønd, hvor Chris begyndte at fylde spande med mudder, som Simon trak op og tømte. Det var hårdt arbejde! Boringen er lige ved siden af polobanen, hvor Sarah rider hestene. De første to heste bemærkede ingenting, men den tredje (den såkaldte rodeohest) ville dog ikke forbi skuret, hvor Chris og Simon arbejdede. Sarah forsøgte at ride den op, så den kunne se, at der ikke var noget farligt deroppe - hun kaldte endda på Simon, så han kunne komme og hilse, så hesten kunne se, at han ikke var farlig. Han kunne ikke høre, hvad hun sagde for den larmende pumpe i skuret. Det næste han så, var en hest der lå ned med Sarah liggende ved siden af. Spanden med mudderet blev kastet tilbage ned i hullet, og Simon skyndte sig at løbe over til Sarah, som lå på græsset. Hesten var stivnet af skræk, så Sarah havde med et forsigtigt klem forsøgt at få den fremad. Det resulterede i at den gik på bagben i fuld højde, fik overbalance og væltede bagover med Sarah siddende på ryggen. Efter at have sikret sig at fingre, tæer, arme og ben kunne bevæges løb Simon tilbage til Chris, som sad fast i brønden, da stigen var sunket ned i takt med at mudderet blev taget op. Da Chris endelig kom op, ringede han til Meredith som kom kørende ned til Sarah, som stadig lå på jorden med store smerter i ryggen. Sarah kunne dog selv konstatere, at der ikke var nogen brækkede knogler, men at lænden ikke havde haft så godt af at få 600 kg hest ned over sig. Chris og Simon fik ved fælles hjælp lagt Sarah ind på bagsædet af Merediths bil. Tilbage i huset fik hun noget smertestillende, is på lænden og blev ellers beordret i ro. Simon fik resten af dagen fri, så han kunne tage sig af sin handikappede kæreste, som ikke selv kunne gå. Efter et par timer var der en lille forbedring, og sidst på dagen begynde hun så småt at kunne gå lidt rundt ved at støtte sig til stole, borde og sofaer, så vi blev enige om, at vi ville se tiden an og vente med at kontakte en læge. Meredith kom med nogle stærkere piller, som hen på aftenen hjalp så meget, at Sarah fik en, omstændighederne taget i betragtning, forholdsvis god nats søvn.
Lørdag morgen kunne Sarah selv stå op af sengen, så ingen ko på isen denne gang, men stadig en voldsom forskrækkelse for os begge. Op ad formiddagen gik det faktisk så godt, at vi besluttede os for at tage de to arbejdshunde med ud og gå en stille tur rundt på ejendommen for at få lidt bevægelse i ryggen - vejret var super godt igen, så vi kunne jo også lige få taget lidt billeder af det hele! På turen så vi bl.a. nogle ræve og en stor flok kænguruer, som en af hundene jagtede. Turen rundt varede godt og vel to timer, og Sarah klarede sig igennem (Jeg lyder fandme som en anden handikappet, men det er virkelig det mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet!!, red.). I dag søndag har Sarah stadig ondt i ryggen, men hun skal nok komme op på hesten igen.
- comments
Moster Lone Hold op hvor I oplever meget. Men 600 kg. hest over sig kunne du nok godt have undværet Sarah
oldefaster Inger huææææha!!! så passer I på fra nu af!! --godt der ikke skete mere , og så kan det jo kun gå fremad.