Velkommen til endnu engang. Jeg har fra d. 5-22 december været på en 17 dages tur rundt i Sydafrika, og det er det dette blogindlæg kommer til at handle om.

Klodset pige Kapstaden kort fortalt: Jeg har været på 17-dages tur. Jeg har været i Kruiger National Park. Jeg har været fuld. Jeg har set mange dyr. Jeg har været i Joburg. Jeg har været på mange museer. Jeg har hygget mig. Jeg har kørt lange ture i bus. Jeg har hoppet ud fra en bro. Jeg har badet i et vandfald. Jeg har reddet på en hest. Jeg har nydt naturen. Jeg er blevet forbrændt i nakken. Jeg har fået et nyt kaldenavn (fugleungen, more on that later). Jeg har oplevet et menneske, der helt i ramme alvor snakkede om "the alleged apartheid" og at så mange døde, der jo heller ikke under holocaust. Jeg har vandret. Jeg har rejst. Jeg har nydt.

Okay, en lidt anderledes form for blogindlæg end hidtil. Hvor jeg før blot har valgt at ridse forskellige oplevelser op hulter til bulter, og ikke i nogen form for kronologisk rækkefølge, er jeg nødt til denne gang at lave en dag til dag beskrivelse, for ellers kan jeg ikke finde hoved og hale i de sidste 17-dages mange oplevelser. Det bliver langt, og ikke altid lige spændende, så hold tungen lige i munden.

Dag 1:

Det føles som flere måneder siden, at jeg stod op kl. kvart i 04:00 om natten, for at pakke de sidste ting sammen og tage ud i lufthavnen. Jeg havde dagen før forsøgt, at fylde strøm op til lejligheden, men fik beskeden, at systemet var nede og jeg måtte komme tilbage senere. Men da jeg kom derned senere virkede det stadig ikke. Så jeg stod op, midt om natten, groggy og velvidende om at strømmen var kritisk lav. Smadret, fordi jeg kun havde sovet 3½ time, flot Lotte. Taskerne var pakket og vi skulle bare lige friskes op, have lidt vand i ansigtet, lidt deo på også ellers afsted. Og mens man så står der, på badeværelset kl. lort om morgenen og forsøger at putte et lille lag mascara på sine øjenvipper, så man ikke ligner et lig, så går strømmen. Det giver et sus igennem hele lejligheden, og jeg har pt. Kun mascara på mit ene øje. I nærmest sovende tilstand får jeg gjort mig færdig, og i det buldrende mørke kan jeg hverken se om, jeg har glemt noget, eller om jeg på mit andet øje har ramt mascara ud i hele ansigtet. Men af sted kommer vi, ned og finder en taxa mod lufthavnen. Flyveturen går fra Cape Town til Johannesborg og flyet flyver kl. 06:30. Der flyves. En let og ukompliceret 2 timers flyvetur, som ender op i at vi bliver hentet i lufthavnen i Joburg af vores guide Tony, og vores chauffør Herbie. Herefter går turen mod Timbavati lodge, som ligger oppe omrking Kruiger National Park. En omkring 500 km. Lang køretur, som resulterer i at den trætte og klodsede pige ligger sig ned på busgulvet og går i koma. Der bliver simpelthen sovet igennem og selvom vi stopper et par gange og folk vader omkring, for at komme ud af bussen, så vågnes der ikke. Et godt sovehjerte er placeret i den klodsede piges indre. Dog vågner jeg lidt op til sidst, og når at se en smuk køretur igennem bjerglandskab med udsigt til store flotte vandfald. Vi ankommer til Timbavati lodge omkring kl. 18:00 om aftenen og er trætte og klar på at blive indlogerede og slappe af. Energien stiger lidt da vi ser hytterne. Her er utrolig smuk natur og de sødeste flotte små hytter malet med afrikanske mønstre. Vi får at vide, at vi skal dele grunden med giraffer, aber, vildsvin, fugleliv og mange andre, fordi stedet ligger så tæt på Kruiger, som det gør. Det giver kriller i maven og stemningen bliver høj! Aftensmaden serveres kl. 19:30 ved poolen, og er utrolig lækker! Vi snakker lidt og hygger, men går forholdsvis tidligt til køjs.

Dag 2:

Alarmen ringer kl. 06:15, og jeg snoozer indtil jeg står op kl. 07:00. Stine stresser rundt og siger, at vi skal skynde os. Mit trætte sind lader sig ikke køre op, mens jeg står i badet og drømmer mig tilbage til min seng. Jeg vågner lidt mere op da vi mødes af en lækker morgenmadsbuffet, hvor er afrikansk mama står og steger æg og bacon på bestilling. To spejlede, en skive toast, en amerikansk pandekage med nutella, 3 skiver ananas, et glas juice og en kop kaffe senere er jeg ved at være klar til at tage imod, hvad dagen har at bringe. Det skal måske nævnes, at aftenen før også gik med at drikke et par bajere, og at det da også kan være grundlag for min trætte uoplagte krop. Turen går til Blyde River Canyon, som er verdens 3. største Canyon. Den står på bådtur, og manden på båden fortæller, at det også er den grønneste Canyon. Det er smukt, og det er vildt, at sidde der i båden og se floden foran sig og bjergene strække sig op på hver side. Man føler sig pludselig en kende lille. Landskabet strækker sig videre og jeg ser pludselig alle rejse sig fra deres pladser og gå forrest hen på den lille båd. Der peges og råbes og jeg kan ikke se, hvad der peges på. Jeg følger med, og får at vide, at der fremme i vandet er flodheste, men jeg kan ikke se nogen. Vi kommer tættere på, og der ligger de minsandten også, med kun øjnene og et lille stykke af hovedet over vandet ligger de og lurer på os. Der bliver taget billeder, og jeg forsøger også, men sådan et flodhest er satanedme et dumt dyr at tage billeder af. Så kom da op af det vand, så vi kan se dig basse! Vi kommer tættere på, og kan her se en stor han sende os et skummelt blik, og derefter tror jeg nok turen går videre. De er ikke for sjov sådan nogen flodheste. Vi sejler lidt mere rundt og nyder naturen, inden turen går tilbage til bussen og vi kører videre til en lille landsby. Da vi kommer til landsbyen, bliver vi mødt af en masse børn, som kommer løbende mod os. Vi spiller lidt fodbold med dem og de virker til at synes, at det er super sjovt. Derefter bliver der spillet en underlig form for høvdingebold, som ligeså godt kunne hedde "Skyd danskeren ned!". Byens børn står på den ene side og vores guide står på den anden side og hvor står vi danskere? I midten! Og meningen er simpelthen, at ramme danskerne, og den sidste dansker der står, har vundet. Det fortsætter i noget tid, og i kan nok godt regne ud, at jeg ikke vandt. Vi får at vide, at vi skal til at videre og alle 14 danskere + de 3 nordmænd kravler endnu engang ind i bussen. Turen går nu til en lille Shangaan village, som ligger tæt på den lodge, hvor vi bor. Vi møder en "spådame", og nogle af de andre får spået deres fremtid. vi bliver vidst rundt i byen, hvor folk bor meget primitivt. Det er uden bekymringer, det er med dyr på grunden, det er bare hyggeligt, men det minder meget om den landsby vi lige har besøgt, og nogle stykker af os, er så småt ved at være mættede af indtryk. Vi går videre til landsbyens lokale bar, men er stadig et par stykker, som har mere behov for at slappe af og være lidt alene. Det er meget, at være 17 mennesker sammen hele tiden og samtidig blive mødt af en masse nye indtryk. 4 af os får vist vejen tilbage til lodgen og går ind i vores hytter og slapper af indtil aftensmaden. Stine og jeg falder i søvn, og kommer en smule for sent til aftensmaden, men vi får spist, og kort tid efter ryger vi på hovedet i seng!

Dag 3:

Vi skal i kirke i dag. Her er nogle af os måske en smule skeptiske og tænker "åh dog!". Vi bliver kørt af sted. Det skal foregå i den første landsby vi besøgte dagen før. Musikken brager ud af højtalerne og folk vinker glædeligt til os, mens vi kører igennem landsbyen. Der bliver parkeret udenfor en større bygning uden tag. Eller det vil sige, fire mure, hvori der er huller til døre og vinduer, men disse huller er ikke fyldt ud med andet en luft. Vi går ind i "bygningen" og ser at den er opdelt, og at der nederst er et lille rum med tag. Musikken brager ud fra rummet, og vi får at vide at det er kirken. Vi kommer ind i det lille rum, som er pyntet med grønt stof. Der sidder en mand ved et lille keyboard og spiller og synger i en mikrofon. Folk står op foran bænke og klapper og griner. Vi placerer os på stole ude i siden og midt på gulvet er der et bart stykke gulv. Vi bliver budt velkommen, og får at vide, at her i kirken må man gøre, hvad man vil. Det er et frirum. Vil man danse, gør man det, vil man græde, gør man det, vil man grine, gør man det. Der startes ud med en sang, hvor der bliver danset løs. Vi bliver hevet med op og stemningen stiger. Man kan ikke lade være med at lade sig rive med. Der er så meget glæde, og så meget fest, at man ikke kan andet end at smile og danse med. For ligeså meget som vi smiler af dem og tager billeder og filmer deres kultur, ligeså meget griner de af os, og tager billeder af os. Efter et par danse, ændres stemningen i kirken lidt, samtidig med at sproget gør det. Vi forstår ikke, hvad der bliver sagt, og det er nu det mere religiøse begynder. Vi går udenfor sammen med børnene og leger. Der bliver lavet hinkerude i sandet, der bliver spillet dødbold, der bliver lavet sanglege, som de præsenterer os for, der bliver flettet hår, leget fange og meget, meget mere. Jeg hygger mig, og har på fornemmelsen, at det samme gør børnene. De unge piger tager billeder og poser, som jeg aldrig har set før! Det er ikke særlig diskret og jeg bliver revet fra den enes arm til den andens, indtil jeg endelig får sat mig ned, og slipper ud af modellernes greb, for jeg står jo bare med det samme stive smil på alle billederne. Efter at have leget med børnene i lang tid, får vi at vide at vi skal komme ind i kirken og sige farvel, så det gør vi og derefter bevæger vi os endnu engang ud i bussen. Turen går nu mod Moholoholo rehabiliteringscenter, men der går ikke længe, får vi får at vide, at det har lukket om søndagen. Turen går mod lodgen, hvor den skal stå på hygge og afslapning. Det er eftermiddag, og danskerne har ikke noget på programmet og hvad sker der så? Der går alkohol i den! Vi starter med en øl over en omgang ropeskipping, som den klodsede pige for resten er ret dårlig til. Ofte bliver jeg fanget mellem to reb, også står man der. Men jeg lærte dog at springe ind, selvom der er to tov på en gang, og det må man sige at den klodsede pige, var lidt stolt af. Herefter fortsætter den aktive øldrikning med at Mona lærer os nogle dansetrin og her bliver der grint meget af ens egne stive led og lemmer, for det er som om, at ens krop bare ikke gør helt det samme, som der bliver vidst af den erfarne danser. Øldrikningen fortsætter og vi havner i poolen til et spil "fodbold". Det udvikler sig til et voldsomt spil, hvor flere får hudafskrabninger og blå mærker, men det opdages først langt langt senere, for lige nu er kroppen fuld af alkohol og hygger sig bare. Øldrikkeriet og poolspillet fortsætter til langt ud på natten, og vi har det for fedt!

Dag 4:

Klokken er kvart i 5 om morgenen. Jeg skal stå op nu. Alt i min krop skriger om at få lov til, at blive liggende i sengen. Mine lægmuskler er ved at slå mig ihjel, fordi de kramper hele tiden. Min krop gør ondt. Mit hoved gør ondt. Men jeg skal op nu. Jeg får mig slæbt op af sengen. Jeg har taget et bad i går, da jeg kom ned i hytten. Mit hår er stadig vådt. Hvorfor drikker jeg? Dagen står på safari. Jeg har aldrig i mit liv haft så røde øjne som lige nu. Jeg har dykket med åbne øjne og fået 3 timers søvn. De skriger for at undgå lyset. To safari jeeps skal vi deles op i. Den ene, som jeg befinder mig i, er drukvognen. Det vil sige, os der dagen før drak lidt for meget, og kom lidt for sent i seng, og den anden består af de fornuftige. Drukvognen har det fedt. Vi skal være på safari hele dagen, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan få øje på nogle dyr med mine røde øjne. Heldigvis har vi en chauffør, som er voldsomt god til at spotte dyr. Naturen er smuk og vi ser alle mulige dyr: Elefanter, giraffer, impalaer, vildsvin, næsehorn, ørne, strudse, sjakaler, flodheste, gnuer, kudoer, osv. Men det er ikke mange kattedyr, vi ser. Faktisk ingen. Til gengæld har flodhestene hørt efter og er kravlet op af vandet. Det er vildt, at være så tæt på dyrene, mens de bare chiller rundt, men må indrømme at de sku var lidt kedelige. Vi får at vide af vores guide, at det er den værste dag, han nogensinde har haft i Kruiger, og det er starten på et uheldigt mønster, som kommer til at præge "The first time tour". Naturen var smuk, og på trods af trætheden, tror jeg at jeg er den eneste i drukvognen, som ikke sover på noget tidspunkt. Vi er tilbage på lodgen kl. 17:30, og det er lige før vi så flere dyr på vejen tilbage mod lodgen udenfor parken, end inde i parken. Aftensmad og meget tidligt i seng!

Dag 5:

Igen vågner jeg og føler mig groggy og lidt rundforvirret. Det må være en del af min daglige rutine efterhånden. Men denne gang fordi jeg har sovet i alt for mange timer. Jeg får alligevel kastet mig ud i et bad og op til den morgenmadsbuffet, som altid er en fornøjelse, men også et sted, hvor man skal være varsom, hvis man ikke har lyst til at tage på. Pandekager, peanutbutter, kakao og nutella, der er mange fristelser. Anyway, jeg får spist og herefter går turen mod Moholoholo, hvor vi skulle have været den anden dag. Det er et rehabiliteringscenter for dyr, som er blevet forgiftet, skudt eller på andre måder skadet i naturen og i særdeleshed Kruiger National Park. Vi bliver mødt af en guide, som er meget passioneret omkring sit job, er en god fortæller og har mange historier om de forskellige dyr. Til mit held starter vi i afdelingen med fugle. Store fugle. Rovfugle. Med store næb og store kløer, som kan gøre langt mere skade end bare at kratte mine øjne ud. Nogle af dem kan dræbe en hel hjort. Pulsen stiger. Jeg trækker mig lidt bag de andre. Jeg trøster mig ved, at vi står udenfor burene. De flakser ikke omkring mig. Jeg er sikker. Troede jeg. Pludselig åbnes døren ind til et bur og vi bliver bedt om, at gå ind i et stort bur. Jeg følger modvilligt med og finder mig selv stående i midten af et kæmpe stort bur, med fugle til alle sidder. Jeg føler de kigger sultent på mig, men får at vide, at det er noget pjat. De sidder heldigvis stille, beroliger jeg mig selv. Jeg ender faktisk med at nusse en af fuglene på hovedet, og er voldsomt stolt af mig selv. Jeg kan klare alt, tænker jeg. Jeg er to meter højere! Indtil! Der bliver åbnet op indtil et andet bur, og vi bliver sendt ind til store glubske gribbe! Pulsen stiger endnu engang, mens jeg ser de andre indvilge i at en kæmpemæssig grib lander på deres arm og spiser kød ud af hånden på dem. Her kan jeg ikke være med. Halen er mellem benene og jeg bakker ud. Vi ser herefter løver, geparder, leoparder, hyæner og en masse andre dyr, og det er herligt. Det vejer ligesom op på skuffelsen over Kruiger og vi er høje over denne oplevelse. Det er sjovt, det er flot og det er fantastisk! Herefter går turen på panorama scenic drive, hvor man skulle have kunnet se ud over Blyde River Canyon. Men igen er vores "first time tour" i gang, og vejret er derfor imod os. Det er overskyet og det regner. Vi kan absolut ikke se noget. Vi kører til en lille by, hvor vi knap nok når ud af bussen før en gadesælger står og vil have os til at købe macadamian nuts. Jeg vader ind på restauranten og søger ly for regn og sælgere. Vi spiser. Vi går lidt rundt i byen og kører derefter tilbage til lodgen, hvor vejret har klaret lidt op. Her finder nogle af de mere aktive på en crossfit-inspireret træning, som også jeg deltager i med sveden haglende af mig. Hvad skal vi kære danskere bruge aftenen på? Jeg hører, at baren har åben? Skål!

Dag 6:

Efter 4 dage med en skyfyldt himmel titter solen nu endelig frem og varmer mig. Selvfølgelig på dagen, hvor vi skal køre i 6 timer. Flot sol, meget flot! Nå, men vi kører af sted kl. 10, kursen går mod Johannesborg og vi får at vide, at vi er fremme ca. kl. 16-17. Jeg tager en dyb indånding og synes allerede det virker som lang tid, så lader jeg min dovne krop falde til gulvet og ligger mig til at sove i bussens midtergang. Der ligger jeg så, i dyb søvn, og bliver vækket af lyden af utilfredshed. Jeg spørger fra min gulvplads, hvad der foregår og får at vide, at der er en vejspærring, så vi er nødt til at køre en anden vej. Det sætter os et lille stykke tid tilbage og jeg kan mærke, hvordan alt i min krop skriger for ikke at bruge mere tid end højst nødvendigt. Træthed, tømmermænd og transport er tre t'er, som IKKE er gode for hinanden! Nå men vi kommer videre. Jeg falder lidt til ro igen. Vi er på rette kurs. Vi kører lidt videre og hører pludselig en ubehagelig lyd. Vi bliver kørt ind på en tankstation, hvor bussen bliver undersøgt. Her sidder vi så i tre kvarter, med sveden haglende af os og alkoholen stadig boblende rundt i kroppen. Vi får besked på, at sætte os ind i bussen og gør det med tanken om, at vi nu endelig skal videre. Men der bliver vi snydt. Der føler jeg mig narret. Chaufføren og guiden fortæller mig, at vi er nødt til at køre hele vejen tilbage til start, for at købe en ny benzinpumpe, fordi den gamle er ved at sætte af, og de tør ikke køre videre op i bjergene med den. Jeg mærker, hvordan hele min krop pludselig føles tungere. Vi kører tilbage. Jeg er ved, at gå ud af mit gode skind. Vi bliver sat af på et spisested, mens de kører hen for at finde en ny pumpe. Vi spiser. Pumpen er købt, men ikke sat ind i bilen. Hvad? Ja, de har købt en ny pumpe, men da den gamle kørte så fint tilbage, prøver de med den indtil den går i stykker, også kan den blive skiftet ud med den nye. Kaos køretur. "Vi er der omkring kl. 22.". Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig, at dagen skulle gå. Videre, videre, videre. Små pauser og kørsel. Det er ved, at være aften. Vi er tæt på Johannesburg og skal ind på en tankstation og have noget mad. Der er klam junk burger snask, som jeg i denne situation overhovedet ikke har lyst til. Jeg får det dårligt ved tanken. Jeg vader rundt på tanken og kigger på en slatten sandwich i køledisken, men får kuldegysninger ved tanken om, hvor længe den mon har ligget der? Så er en klam nogenlunde "frisk"-lavet burger vel bedre? Jeg stiller mig i kø til at bestille. Efter 1½ minut går strømmen og jeg kan mærke, at jeg næsten ikke kan klare mere modgang. Strømmen vender hurtigt tilbage og jeg forsøger, at danne mig et overblik over de forskellige burgere. Da strømmen er gået og vendt tilbage for 3. gang, og jeg stadig føler, at der er lang tid til, det er min tur til at bestille, kan jeg ikke overskue det mere. Jeg kan ikke være med, og jeg bevæger mig ud af køen. Jeg bevæger tilbage mod tankmaden og hører, mens strømmen går endnu engang, vores guide sige "orh this f***ing country man!", okay, så det er vidst ikke kun mig, der er træt af hele situationen. Jeg køber og spiser min klamme tank sandwich og forsøger ikke at tænke på, hvornår den er lavet. Ud i bussen igen og videre, nu vil vi bare gerne frem! Det begynder at lyne og tordne og det er faktisk rigtig smukt. Jeg sidder og kigger ud i mørket og ser himlen lyse op af de store lyn, og føler vibrationerne fra buldrende torden. Vi ankommer til backpacker stedet kl. 23, og her skal vi sove på dorms. Det har Stine og jeg ikke den store lyst til, specielt ikke ovenpå dagens køretur, så vi booker os ind på et private room, og glæder os til at komme i seng. Men glæden er kortvarig. Vi kommer ind på et meget lille og ret beskidt værelse. Her er ikke hyggeligt, her er ikke lækkert, her er klamt og fugtigt. På dette tidspunkt er jeg dog så træt, at jeg ikke orker snakke om, hvor klamt jeg synes det er, jeg skal bare sove! Stine er så træt, at hun gerne vil klage over, hvor klamt det er og derfor går vi lidt skævt af hinanden. Indtil vi ser lagenerne. Jeg har aldrig set et så beskidt lagen i mit liv. Det er fyldt med store pletter i forskellige farver, og det ligner mest af alt at en eller anden fyr har hygget sig gevaldig meget. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Vi henter ejeren, som er meget flov, og viser os ind på et andet værelse.. hvor lagenerne også er klamme! "Hele gruppen får den første aften gratis, for det er da simpelthen for pinligt det her!". Vi trækker på dorms og siger GODNAT! Åh, og lige en sidste ting, den nye pumpe kom ikke i brug på hele turen.

Dag 7:

Vi er trætte ovenpå gårdsdagens lange køretur. De to dage vi har i Johannesburg kommer til at gå med museer og en masse historisk indblik i, hvad der egentlig foregik under apartheid. Utrolig spændende, men også lettere tungt stof, når man fra morgenstunden er træt. Vi starter med at køre hen til Mandelas hus, her får vi en lille historie om familien og den måde de boede på og derefter får vi lov til at gå rundt indeni huset. Jeg får lidt den samme følelse, som jeg fik på Robben island. Man har fjernet autentiteten. Det er blevet for opstillet og museumsagtigt, og man får ikke oplevelsen af at nogen nogensinde har boet i huset. Med en lidt flad fornemmelse fortsætter vi til Pietersens museum. Pietersen var en 13 årig dreng, som blev skudt under en fredelig skoledemonstration, hvor unge elever demonstrerede mod at lære sproget afrikaans. Her åbnede regeringen, politiet, soldaterne, you name it, åben ild mod flokken af unge mennesker. Pietersen var den yngste og vidst også den første, der blev skudt. Museet har meget fokus på det der skete lige omkring denne demonstration, og her får jeg det dårligt af at være. Vi kommer udenfor og der ligger en masse sten med navne på. Navne på børn og unge der døde under optøjerne i denne periode. Der ligger alt for mange sten. Det er næsten ikke til at bære. Der kører videoer på skærmene, der viser hvordan sorte bliver smidt ud af deres huse, fordi der her skal være et 'hvidt kvarter'. Jeg ser hvordan de ikke kun bliver tvunget ud af deres egne huse, men også blive tvunget til selv at hive dem ned. Det gør ondt. Jeg forstår slet ikke alt den ondskab. At et billede siger mere end 1.000 ord er helt korrekt, og det mærker man især på dette museum, som er fyldt med hjerteskærende billeder. Med tungt hjerte går jeg ud fra museet igen. Det er en hård dag, og vi sætter herefter kurs mod apartheid museet. Når man køber billet til apartheid museet står der på billetten om du er non-white eller white, og når du går ind på museet er der to opdelte indgange. En god måde at vise på, at alting var opdelt. Vi ser pas fra dengang og hvordan man karakteriserede folk efter deres race. Hvordan det fremgår af ens pas, hvilket gruppe du hører med til. vi får at vide, at man godt kunne ændre sin race. Man kan f.eks. godt gå fra coloured til hvid, og det gøres ved at kigge på slægt, hudfarve også noget de kalder pencil testen, hvilket jeg først troede, var en dårlig joke, for det lyder som noget taget ud af en gammel tegnefilm. Man tager en blyant, stikker den ind i håret, beder personen rykke hovedet fra side til side, og hvis blyanten ikke falder ud, så er du coloured eller sort. Vi ser en tavle over, hvilke befolkningsgrupper der ændrede til en anden race, og hvor mange af hver, og essensen af det hele bliver, at ingen sorte blev hvide, og ingen hvide blev sorte. Det er en hård historie. Vi ser videoer af vanvittige udsagn fra endnu mere vanvittige ledere. Man bliver forarget, man griner, fordi man simpelthen ikke kan fatte, at manden mener, det han siger. "you have misunderstood the concept of apartheid. It is all about being good neighbors." brager det ud fra en af tv-skærmene og manden der siger det, mener virkelig, hvad han siger. Det er grotesk. Vi ser en masse film. Skræmmende film. Voldelige film. Film som bringer tårer frem og film jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Hvordan jeg skal håndtere dem. Efter at have spenderet dagen med en spændende men forfærdelig historie forsøger vi at hygge med brai på backpackers.

Dag 8:

Det bliver endnu engang morgen. i dag skal vi på Voortrecker monument, hvor vi skal høre den hvides mands historie i Sydafrika. Dette skal give et indblik i, hvorfor apartheid kom til landet. Det lyder spændende, men jeg er skeptisk fra start, fordi jeg ikke mener at noget kan retfærdigøre den ondskab, der fandt sted. Vi kører af sted på mortorvejen, jeg har sat mig på forsædet, fordi jeg her kan få lidt ro. Her kan jeg lige side og stene i fred. Jeg kigger tomt ud på vejen, da hele mit system pludselig går i choktilstand. "What the f*** is he doing?" hører jeg mig selv sige, samtidig med at mine øjne ser en lastbil lave en u-vending fra det yderste spor midt ud på f***ing motorvejen! Hvad foregår der? Jeg kan ikke fatte det! Der bliver grint ved siden af mig, og vores chauffør siger "South African driving". Jeg sidder tilbage i chok, og den ro jeg havde fundet, er pludselig væk. Vi kommer til Voortrecker og får en lang og meget spændende historie, som jeg ikke har tænkt mig, at gengive på nuværende tidspunkt. Men kort kan siges, at der har været en masse kolonisering i Sydafrika, og under forhandlinger mellem hollænderne og Koisan-folket valgte koisan kejseren at snyde hollænderne og få de fleste af dem skudt. Herefter ville hollænderne tage hjem, men kvinderne sagde nej og bad dem kæmpe for dette land. De beder en bøn om at få fjenden leveret d. 16 december 1858 (så vidt jeg husker), og da dette rent faktisk sker, og de får myrdet tusindvis af koisan-folk tager de det som om gud har skænket dem dette land, og derfor mente den hvide mand, og nogle mener det stadig, at dette er deres land, fordi gud har skænket det til dem. Herefter kom en ny kirke, hvori der blev indskrevet i dennes bibel at den sorte mand var underdanig til den hvide, og den sorte aldrig måtte komme i den hvides kirke, og hele den dur. Hvis man er opdraget med den logik og med den holdning, og man godt kan se, at man stadig er i undertal, så virker apartheid måske som en ganske fornuftig ide. Det er det ikke, og det kan aldrig retfærdiggøres, men indoktrinering kan gøre meget ved et menneskes syn på verden. Vi kommer op i toppen af monumentet, hvor vi får æren af at kigge 40 meter ned. Jeg får kvalme. Der er meget langt. Det bliver ikke bedre, da jeg hører ordene "gang det her med 5 og du har bungee jump". Jeg får det dårligere og tænker, at det kommer jeg aldrig til at gøre.

Efter museet tager vi på art craft market og jeg bruger for mange penge. Aftenen står på Hobitten i en 40 grader varm biograf! Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om filmen, fordi der er så mega varmt! Men en hyggelig aften alligevel.

Dag 9:

I dag skal vi køre. Hele dagen. Køre, køre, køre. Vi skal køre langt, og vi skal køre meget. Vi skal til Lesotho, som er et lille land, der ligger inden i Sydafrika. Her gælder det simple liv, og jeg glæder mig. Der er ubehagelig høj musik i bussen og der er trætte mennesker, og efter at have kørt i 9 timer er stemningen så småt ved, at være slået ud af os, og det er ikke alle, der snakker lige pænt til hinanden. Lesotho er til gengæld flot, og vi er efter en lang dag fremme. Det hjælper på humøret og alle glemmer lige så stille bussens uenigheder om lydniveauet.

Dag 10:

Jeg er glad, fordi jeg skal ud og ride i dag! Ja, jeg har som yngre været ridepige, og som ung savnet det lidt. Så jeg glæder mig. Vi skal på hesteryg ride igennem bjergene, over floder og op til nogle små hytter i bjergene, hvor vi skal overnatte. Helt tæt på naturen. Efter lidt underskrivning af papirer, som siger at det ikke er deres skyld, hvis den klodsede pige kommer til skade, kommer jeg hen og møder min hest. En flot brun satan, som jeg får at vide bærer navnet Airtime. Der er altså ikke meget ringenes herre over det navn. I Sydafrika er airtime det samme som det danske ord taletid. Altså har jeg fået en hest med navnet taletid. Fedt. Nå, jeg får svinget mig op på dyret og af sted det går. Vi går i rækker ned af vejen, men jeg kan godt mærke at den kære Airtime forsøger at trække udenom de andre heste. Han er ikke helt tilfreds med hans placering i rækken, og jeg finder hurtigt ud af at denne hest vil være forrest. At denne hest faktisk lægger ørene helt tilbage og skuler efter andre heste, hvis de forsøger at komme op på siden. Så på min tur igennem bjergene er jeg altid forrest, lige efter guiden selvfølgelig. En hest er et vanvittigt dyr, og jeg er super imponeret over nogle af de steder de kunne finde fodfæste. Nærmest lodret op og ned af bjerge, på sten, klipper, mudder, you name it, de trækker lige igennem det. Floder med stærk strøm? No problem. Det var sindsygt. Det var flot. Det var bare mega fedt. Det er terapi for sjælen og det er ren afslapning og glæde. Efter 7 timer på hesteryg når vi den lille landsby vi skal sove i. Her er dyr over det hele. Hestene bliver sluppet fri og græsser rundt i området, der er grise, køer, høns, æsler og hunde med hvalpe, som frit boltrer sig i naturen. Det er nærmest poetisk. Der er mad over blus. Jeg spiser tomatsuppe med nudler ud af en dåse og drikker kaffe lavet i en gryde. Det er primitivt, men det er lækkert. De eneste minusser er manglen på lukkede døre og vinduer indtil den hytte vi skal sove, og de lokale mænd, der stiller sig op på række for at glo på os, som om vi er en attraktion i tivoli. Jeg går tidligt i seng og føler en indre ro.

Dag 11:

Jeg vågner tidligt, fordi nogle af de andre snakker om at gå til et vandfald. Jeg beslutter mig for at blive liggende og tage en time mere på øjet. Det varer dog ikke længe, før jeg er nødsaget til at fare ud af hytten. Skræmt. En kæmpemæssig edderkop er placeret på væggen ikke særlig langt væk. En ordentlig motherf***er, som sikkert kan æde mig i en bid, hvis den ville. Jeg får rystet det af mig, og går ind i en af de andre hytter, hvor jeg får at vide, at en af de andre har dræbt en masse store edderkopper dagen før. Hvilken lettelse, tænker jeg og ligger mig ned. Min ny fundne ro varer dog ikke længe, da jeg opdager at to fugle bor oppe i hyttens tag. På den indvendige side. Ikke mere søvn til mig, så jeg rejser mig og går ud og smøre den peanutbutter sandwich, som bliver min morgenmad. Efter lidt tid får folk fundet deres heste, og turen går tilbage til lodgen. Hestene går i rask tempo og jeg tror de ved, at de skal til og hjem. Vi får et par gange sneget os til at ride trav og sågar en lille galop, men vores guider er ikke glade for det. Det er følgeheste, så de følger blot den foran. Det kan blive noget værre rod, hvis man først begynder at galopere og ikke kan finde ud af det, forsikrer manden mig. Jeg kommer med forslaget, at dem der vil og kan galopere jo blot kan trække fra og de andre kan blive tilbage, men mine overtalelsesevner overbeviser ham ikke. Men vi vil så gerne og hestene vil også gerne. Der plages. "Come on. We can just say that I couldn't control the horse, and that you didn't give me permission? The horses want to run as well. Come on!". Først de sidste 400 meter giver manden op og siger, at vi kan trave lidt, men ikke for hurtigt! Så vi traver lidt, og ligeså snart vi er langt nok fremme, får den fuld gas på galop fronten! Jeg hører en mand råbe "stop, stop!" bag mig, men hesten vil så gerne hjem, og jeg vil så gerne galopere. Som en af de andre piger sagde til mig "Det er nemmere at bede om tilgivelse end tilladelse", og vi er nu tilbage på lodgen. Jeg har lyst til at galopere mere!

Der er spaghetti og kødsovs til frokost, og der hygges og snakkes. Jeg er træt nu. Jeg får taget et bad og chiller lidt rundt. Stine og jeg låner en af de andres computer og ser film og serier i hytten. Herefter går jeg ud som et lys. Stine snakker til mig, men jeg kan slet ikke koncentrere mig om, hvad hun siger, og jeg kan endnu mindre koncentrere mig om, at svare hende.

Dag 12:

Vi er stadig i Lesotho! Her er stadig smukt. Vi har inden, vi kom hertil handlet mad ind til de 5 dage, vi skal være her, fordi shopping mulighederne er begrænsede og vi kan allerede nu se, at vi har købt alt for meget mad. I dag står den på en gåtur i området. Vi skal ud til et vandfald. På turen derhen skal vi over en masse floder, og hvor de lidt mere atletiske hopper på sten, tager jeg skoene af, og vader igennem vandet, tager mine sko på igen, for at tage dem af 3 min senere. Det er en langsommelig proces, men jeg stoler ikke på min egen krop, når det handler om at springe på sten. Det har gået galt, så mange gange før. Det er en smuk tur igennem landskabet, og efter ca. 2 timers vandring når vi frem til vandfaldet. Jeg har kun været ved at falde ca. 57 gange, men her er flot. Rigtig flot. Vi går ud og bader i vandfaldet, men jeg bliver ikke særlig længe. Vandet er skide koldt, og den slags er jeg altså ikke så god til. Der bliver hygget og taget billeder og inden vi får set os om er klokken mange og en del af flokken er nødt til at skynde os tilbage. Vi skal nemlig ud på ridetur, hvor vi har fået at vide, at vi gerne må få lov at galopere. Vi begynder derfor en gåtur tilbage til lodgen, og jeg er træt af at tage mine sko af og på hele tiden, så jeg tager risikoen for våde fødder og springer fra sten til sten. Det går overraskende godt. Vi ender med at skulle gå op af et meget stejlt bjerg. Jeg savner en hest til at transportere mig. Solen bager på mig og jeg er lige ved at falde om. Jeg forsøger at holde trop med 3 nordmænd, fjeldaber, folk som er vant til dette terræn, og det er hårdt! Men jeg gør det. Jeg overlever med nød og næppe. Nu står den på ridetur. En hurtig bid mad og tøjskiftning også er vi klar. Vi tager en to timers ridetur, som starter stille og roligt ud med gåtempo oppe i bjergene, men som lige så snart vi kommer ned på vejen tager tempo fra trav til galop og får fuld hammer hele vejen tilbage til lodgen. Vind i håret og en fantastisk fornemmelse i hele kroppen. Det er bare fedt. Jeg kommer tilbage og tager et bad. Jeg bliver oppe ved baren mødt af julesange og glade danskere som klipper julehjerter, folder stjerner og drikker vin. Jeg joiner, og det er skide hyggeligt. Vi synger, vi klipper og vi drikker. Lidt efter lidt bliver jul udskiftet med fuld, og vinen har taget overhånd. Men det er ligemeget, for vi hygger os og har en fest.

Dag 13:

Tømmermænd. Det er som om det er blevet en fast følges ven på denne tur. En vinbrandert, som får mit hoved til at dunke. Dagen i dag står heldigvis på fri leg, så vi kan gøre præcis, hvad vi har lyst til. Mit første ønske er pizza, men det kan jeg desværre ikke få. Jeg ligger mig på græsset, og bliver spurgt om jeg vil med ud og ridde kl. 13. Svaret er ja, men der er heldigvis nogle timer til endnu. Jeg ligger og slapper af på græsset i den bagende sol indtil rideturen. Det er den samme guide som dagen før, og også den samme tur. Men der er noget over det. Der er noget over at sidde på en hest i et smukt landskab og sågar få lov at få farten så højt op som muligt, som er befriende og lækkert. Som minder mig om barndom og glæde. Det er herligt. Jeg elsker det. Mine to timers terapi er overstået. Lidt for hurtigt. Især når jeg ikke har nogen anelse om, hvornår jeg næste gang i mit liv kommer til at sidde på en hest. Jeg tager afsked med dyret og går hen til nogle af de andre. De er på vej i art craft butik lidt længere nede af vejen, og jeg joiner dem, selvom jeg stadig lugter lidt af hest. Jeg køber et par øreringe og vender næsen tilbage til lodgen. Her bliver der endnu engang bare slappet af. Vi beslutter os for, at vi ikke gider og lave aftensmad, men bare vil spise på lodgen. Der er T bone steak i aften. Smilet samles på mine læber. Ej hvor lækkert! Vi slapper af helt indtil vi skal spise og får os et lækkert måltid. Den mad vi har købt, som vi ikke har spist, bliver givet til folk i landsbyen. Vi slapper lidt mere af efter aftensmaden og går derefter ned i hytten, får pakket de fleste ting og derefter går vi i seng.

Dag 14:

Kl. er 4 om morgenen og det er buldrende mørkt. På lodgen er strømmen kun tændt fra kl. 17-22. Men vi skal op og af sted, fordi en af de andre skal nå en bus fra Port Elizabeth, hvor turen går hen i dag. Vi får samlet vores ting sammen, men har ingen anelse om vi har glemt noget. Solen er ikke stået op, så vi kan ikke se en skid. Vi håber tingene er med og vandrer op til bussen. Vi kører og kører og kører, rammer grænsen, får stempel i passet og fortsætter. Turen er lang men uden komplikationer. Vi når endda til Port Elizabeth tidligere end forventet. Vi går en lille tur rundt i området og slapper lidt af på backpacker stedet inden vi skal på casino og spise. Vi finder en græsk restaurant og jeg får noget virkelig lækkert mad.

Dag 15:

I dag skal jeg have frozen yoghurt til morgenmad og jeg har sovet længe! Klamt vil nogen måske mene, men jeg er ligeglad. Det er ikke særlig mange steder i Sydafrika, men det er her i Port Elizabeth, og efter min aftensmad i går var jeg alt for mæt. Så jeg skal have frozen youghurt til morgenmad! Og det fik jeg og jeg skammede mig kun en lille smule. I dag skal vi først køre hen til noget der hedder Zip Line, og bagefter går turen hen til Worlds highest bridge bungee jump, som jeg stadig ikke har besluttet mig for om jeg tør tage. Nå, men det tager jeg stilling til senere. Lige nu står den på køretur. Vi kommer til Zip linning stedet, og bliver proppet i gearet. Det er en slags bane med forskellige længder svævebane, hvor man bliver spændt fast til en wire. Den første tur henover ziplinen er lidt nervepirrende, hvornår skal jeg bremse? Kommer min fod til at ramme det træ? Kan jeg finde ud af at lande ordentligt? Men efter den første tur gik det smertefrit, og det vilde var ligesom gået af det. Det var meget hyggeligt, og i et flot landskab, men bestemt ikke noget, der fik pulsen op. Jeg kigger efterfølgende på Stine og siger "Skal jeg bare gøre det eller hvad?" hun siger "bungee? Ja skuda!" og der var beslutningen taget. Selvom jeg måske stadig ikke helt selv troede på det, var beslutningen dermed taget. Jeg havde sagt det højt. Vi sætter os ind i bussen og kører af sted. Stemningen er spændt og nervøs. Vi når til stedet. Jeg ser en meget, meget høj bro, og kan mærke hvordan jeg pludselig fortryder at have sagt det højt. Det kræver virkelig guts at sige, at det tør man faktisk ikke alligevel, når man står der, og det er guts jeg ikke har. Nu må det gerne bare være overstået. Men, men, men så let slipper jeg ikke. Der er fuldt booket og de har derfor ikke plads til at vi kan bungee i dag. Vores guide blamer "The first time tour" og siger at i de 10 år han har lavet den her tur, har han aldrig oplevet at de var booket op. Nervøsiteten bliver altså ikke udløst, men får lov til at sidde som en stor klump lige i maven på mig. Der bliver booket tid til dagen efter, og vi kører herefter mod Wilderness, stadig med tankerne omkring at skulle springe 216 meter ud fra en bro den næste dag. Jeg kan jo ikke engang lide frit fald i tivoli, jeg synes det er så ubehageligt, så hvorfor pokker er det, jeg gør det her mod mig selv? Vi kommer til Wilderness, spiser pizza og går i seng. Vi har lækre sovepladser med udsigt ud over vandet og herfra siger vi godnat.

Dag 16:

Det er nu, det sker! Eller det vil sige, det er når vi har kørt halvanden time, at det sker! Jeg står op og kan næsten ikke rigtig spise noget morgenmad, fordi jeg er så nervøs. Nervøs for hvad? Der sker jo ikke noget. Jeg kommer jo ikke til skade. Det er 30 sekunder også er det overstået. Så hvorfor er jeg nervøs og spændt? Jeg ved det ikke. Nok fordi det er så grænseoverskridende en ting at gøre. Nok fordi det strider imod alle menneskelige instinkter at hoppe ud fra en bro. Det er jo derfor det føltes så vildt, fordi kroppen tror den skal dø. Men vi får sat os selv ud i bussen, og gør os klar til at betale penge for at springe ud fra en bro. Nå, men vi kommer derud, bliver vejet og får skrevet vores vægt på hånden med store bogstaver og sprittusch, hvilket nok er forklaringen på, hvorfor alle piger ved bungee stedet går med hænderne i lommerne. Vi bliver proppet i gearet, så de kan hejse os op igen og herefter er vi klar til at gå ud på broen. Vi går i noget der mest af alt kan beskrives som et metalbur, som er spændt under broen. Man kan kigge ned igennem gulvet og se, hvor langt der er ned. En ubehagelig fornemmelse. "Fokuser på den der går foran. Lad være med at kigge ned. Fokuser på den der går foran. f***. Du kiggede ned. Der er langt. Oh s***, der er langt. Not cool, not cool" skriger det inde i hovedet på mig, mens jeg går derude, men ordene der kommer ud af min mund er "ej, så langt er der heller ikke ned. Det er ikke så slemt." Jeg forsøger virkelig at overbevise mig selv, om at det er sandt, men hele mit system ved godt, at jeg lyver. Vi kommer ud på broen og vores navne bliver råbt op. Den første der skal springe er en mand, jeg ikke kender, og det er nr. 2 også. Jeg er nr. 3. Jeg er den første af danskergruppen. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. "Carpe diem" driller de andre mig, mens jeg forsøger at fokusere på musikken og ikke hvordan mit hoved skriger. De begynder at spænde noget omkring mine ben. Jeg synes det sidder ret løst. Jeg er ikke tilfreds, med at føle at det sidder løst. De forklarer mig, at de tæller ned fra fem og når de råber BUNGEE så skal man springe så langt ud man kan med armene ud til siden. Jeg bliver taget ud mod kanten og får at vide at jeg lige nu er "the safest person in the world" og jeg får forklaret, at sådan føltes det virkelig ikke. 5, pulsen er maks høj og jeg forsøger bare at kigge ligeud, 4 jeg får sagt f*** this s*** lidt for mange gange, 3 min hjerne forsikrer mig om at det blot skal overståes, 2 alt går i stå inde i hovedet på mig, 1 f*** det er nu, BUNGEE. Jeg lader mig selv falde ud over. Hele min krop fortryder det lige efter. Jeg falder. Jeg skriger. Jeg får på en eller anden mærkelig måde rullet mig ind i fosterstilling, og det lykkedes mig at holde fosterstillingen i utrolig lang tid af mit fald. Som en fugleunge, der er faldet ud af reden og desperat forsøger at flyve. Som et skræmt pindsvin, der ruller sig sammen til en klump. Så akavet som kun den klodsede pige kan få det til at se ud og for at hædre den kære Buzz Lightyears ord "Jeg flyver ikke, jeg falder med stil!" Det er måske ikke det kønneste spring, det er måske ikke det mest overbevisende spring, men jeg gjorde det og det er fandme badass! Jeg kommer op igen og tænker ved mig selv, at det gør jeg aldrig igen samtidig med at jeg mærker hele min krop pumpe adrenalin ud og hvordan jeg slet ikke kan stå stille. Nu lever jeg virkelig. Det er den vildeste følelse. Om springet var fedt eller ubehageligt er jeg faktisk lidt i tvivl om, men det var vildt og jeg er super glad for at jeg gjorde det. Worlds highest bridge bungee jump - Done! Bring on the next challenge. Jeg er flyvende. Efter alle har sprunget vender vi næsen tilbage mod Wilderness, hvor jeg mødes med Stine. Vi går ud og spiser frokost og hygger os. Herefter står den på afslapning og pakning til morgendagens køretur tilbage til Cape Town.

Dag 17:

Køretur tilbage til Cape Town, som efter min mening blev trukket i langdrag pg.a. for lange pauser. Jeg ville bare gerne hjem, og var ikke i humør til at vente på nogen faktisk. Efter mange timer rammer vi Cape Town, og vi er trætte. Turen er forbi. Vi har oplevet så meget, at vi næsten ikke kan rumme det. Stine tager snart hjem i morgen, og vi sidder med en lidt besynderlig tom fornemmelse. Et par afsnit modern family og derefter på hovedet i seng.

Alt i alt en fantastisk sjov tur med en masse oplevelser, som jeg ikke ville være foruden og med nogle søde mennesker. Alt i alt en meget lang beskrivelse af 17 dage fyldt med oplevelser.