Velkommen til hvad der bliver mit sidste indlæg fra Kapstaden (i denne omgang, i al fald).

Klodset pige i Kapstaden kort fortalt: Jeg har holdt jul. Jeg har været på Mzoli's. Jeg har spist en steak med fingrene. Jeg er startet på specialiseringsrapport. Jeg har drømt, at der kravlede snegle på min næse. Jeg har taget en beslutning. Jeg har talt dagene. Jeg har holdt nytår. Jeg er startet på arbejde. Jeg har haft det underligt. Jeg har tannet. Jeg er blevet lettere brændt. Jeg har shoppet. Jeg har glædet mig. Jeg har haft feriehjerne og ikke rigtig gidet arbejde mere. Jeg har haft min sidste dag på børnehjemmet.

Det har været jul. Det har været sært. Jeg holdt julen sammen med en flok andre danskere, og den bar præg af hele verden. Det blev sammenskudsgilde, hvor alle skulle tage en ret med fra et eller andet land, så den bød både på ris a la mande, Enchilladas, Køfde, Tzasiki og risengrød. En blandet, men lækker ret. Vi hørte julesange, foldede stjerner, spillede pakkespil, drak øl og vin, hyggede os og savnede familiens skød helt vanvittigt meget. Det er min første jul uden min kære familie. Fødselsdag er gjort før, og kan nemmere arrangeres på en anden dag, men julen. Det var underligt. Jeg modtog heldigvis opdateringer fra hele familien derhjemme, og det var utrolig rart. Samtidig med at jeg på en måde ville ønske, at jeg bare var taget hjem med samme fly som Stine, så jeg sad i Fjellerad og hyggede med dem jeg kært. Sådan gik det ikke, og jeg må tage revanche næste år. Det er okay, og det var da heller ikke så meget mad, gaver og træ jeg savnede. Det var sådan set bare en god hyggeaften med min familie. Det får jeg heldigvis snart mulighed for. Efter aftenens strabadser sad jeg alligevel med en lille følelse af jul, da et stykke konfekt med amarulla og daim ramte mine smagsløg og min mave sagde til mig, at den for længe siden var fyldt op.

Jeg har været på Mzolis. Ja, ja den er god med dig Lotte Larsen, men hvad pokker er det nu? Jo, det skal jeg fortælle jer. Mzolis er en begivenhed, der finder sted hver Søndag. Det er i en township, men pg.a. den overmængde af mennesker og i særdeleshed også turister, der befinder sig på stedet er man sikker, så længe man ikke bevæger sig på eventyr. Det gør man selvfølgelig ikke, for man er trods alt fornuftig. Det er festlig musik, det er glade mennesker, det er alkohol og kød i lange baner. Det er kød fra den lokale slagter, det er stegt af folk der arbejder på Mzolis og serveret på et selvvalgt tidspunkt i løbet af dagen. Ja, jeg sagde dagen. Det er en dagsfest, som åbner kl. 10 om morgenen og slutter omkring kl. 18 om aftenen. Alle ved at søndagsdruk er farligt, og Mzolis er bestemt ikke nogen undtagelse. Jeg blev altså fuld. Meget fuld! Der var varmt og jeg dansede svedig rundt til lækker afrikansk house musik med en steak i den ene hånd og en drink i den anden. Ja, for man skal ikke misforstå konceptet med kød! Der kommer en balje med steak og pølser stegt i en lækker, men ret stærk marinade. Ingen tallerken, intet bestik, bare rå naller og kød. Enhver vikings drøm og med fuldebrillerne på er alle danskeres viking vel kravlet udenpå tøjet. Intet mindre end fantastisk. En fed oplevelse, som endnu engang endte med, at jeg havde siddet lidt for længe og savlet ned af min egen trøje og mest af alt lignet en der burde være blevet hjemme.

Der har også været nytår. Et nytår i Cape Town. Men et nytår føles som et nytår alle steder i verden, tror jeg. Der blev pyntet op og holdt fest i vores lejlighed. Efter lidt stress med bordplads, stoleplads, tallerken og bestik mangel og mange andre ting lykkedes det da, at samle 14 danskere til nytår i vores beskedne lejlighed. Igen sammenskudsgilde, hvor nogle stod for forret, andre hovedret, nogle dessert og de sidste pynt og velkomstdrinks og selvfølgelig oprydning. Vi fik lækker mad, lækre drinks og hyggede os over medbragte selskabslege. Klokken blev 12, der blev skålet, der blev krammet og der blev festet. Det fortsatte i byen. Det var kaos. Der var mennesker over det hele, og den klodsede pige var faktisk ved, at være træt. Så da singlepigerne begyndte at gå på rov valgte denne singlepige at vende snuden hjemad og gå i seng. Klokken havde alligevel sneget sig hen på 5 og jeg var klar på søvn. Jeg havde lige lagt mit tunge, trætte hoved på hovedpuden, da min telefon ringede. "Lotte, kan det passe at min nøgle ligger hos jer? Jeg står foran hoveddøren og har åbenbart ikke fået den med?" Ja, jeg fandt den og overvejede et sekund, at lade som om jeg ikke kunne finde den, så jeg kunne få lov til at sove. Men det gjorde jeg ikke. 40 minutters vågentid længere og nøglen var afhentet, penge til taxa var udlånt og jeg var klar til at sove. En fed nytårsaften, men lidt en nytårsaften, som alle andre, hvor man ofte får kørt festen op i sit hoved også er den måske bare ikke helt så fed som forventet. Men jeg hyggede mig, jeg havde det godt, men også denne dag savnede jeg mine kære venner hjemmefra mit kære Aalborg!

Jeg er startet på arbejde igen. Jeg har taget hul på de sidste 3 uger og ved ikke hvordan jeg har det med det. På den ene side er det fedt at være tilbage på arbejde og jeg nyder både børnene og mine kollegaer, på den anden side vil jeg hellere ligge på stranden eller shoppe mine sidste rand væk. Jeg er splittet omkring næsten alt, hvad jeg foretager mig, fordi tiden er så knap. Børnene er stadig søde, men jeg kan godt mærke, at noget er anderledes. Om det er at have været på ferie og få en masse individuel opmærksomhed og pludselig skulle være en del af en gruppe igen, eller om det er fordi jeg har været væk og de derfor er usikre på mig og min stabilitet kan jeg ikke rigtig finde frem til. Måske en blanding? Det er i hvert fald både specielt og spændende. Jeg har også haft min sidste dag på arbejde. Det var underligt, det var fyldt med følelser og søde ord og en stor klump i halsen, da jeg forlod stedet, staffet og børnene. Et halvt år af mit liv har jeg arbejdet her, og været omgivet af disse søde mennesker, og nu er det slut.

Så hvad render jeg egentlig og har brugt min Januar på? jamen jeg nyder egentlig bare den sidste tid. Heldigvis er der ikke meget jeg skal nå. Jeg går ligesom rundt i en bobbel med ondt i maven, og om det er spænding og glædelse omkring det at skulle hjem eller om det er sorg og forfærdelse over at skulle forlade det her sted, det er jeg ikke helt klar over, men en ting er sikkert: Det er en meget speciel følelse. Det er en mærkelig tid, jeg går I møde. Det er en mærkelig tid, jeg er i gang med. Jeg er nu så langt i mit rejseforløb, at jeg faktisk kan se enden. En ende som jeg ikke ved, om jeg skal byde velkommen med åbne arme, eller forsøge at undgå og ikke tænke på. Jeg er der, hvor jeg faktisk er begyndt at kunne lave realistiske aftaler, om at mødes med folk derhjemme. Samtidig er jeg der, hvor tiden render ud fra mig her, og dagene bliver færre og færre, og jeg derfor føler jeg har travlt og tid til at slappe af på én og samme tid. Det er en sær følelse af på den ene side, at være spændt og fyldt med glæde over at skulle hjem, og på den anden side være helt ulykkelig og ikke vide, hvordan jeg kommer til at have det, eller hvor meget jeg kan overskue, når jeg rammer Danmark. Det er en følelse af at vide at jeg i det sidste halve år har oplevet så meget. En følelse af at, der ikke er sket de store ændringer derhjemme, og alligevel vide at det overhovedet ikke er det samme. Det er en underlig følelse. Men der er ikke længe til d. 28, hvor jeg træder ud i kulden i Aalborg lufthavn. Jeg er splittet, og ved ikke helt, hvordan jeg skal have det, og hvordan jeg skal forhold mig. Vi ses snart. 4 dage.. Hold da op..