Profile
Blog
Photos
Videos
Gutter, guttinder og det der er værre. Endnu engang bydes i velkommen til min hverdagsbeskrivelse fra Kapstaden, hvor jeg nu har befundet mig i over 3 måneder!
Kapstaden kort fortalt: Jeg har været til Color Run. Jeg har spist en knap så god is. Jeg har smadret skærmen på min Iphone. Jeg har været til vinsmagning. Jeg er blevet vækket kl. 8 en lørdag morgen ved, at der fløj to fugle rundt inde i vores stue. Jeg har oplevet en dag med 34 grader. Jeg har fået en gratis sandpeeling på en meget vindfyldt strand. Jeg har oplevet et fald i kvaliteten af avokado. Jeg kom til at købe peanutbutter. Jeg er så mega glad for mit arbejde. Jeg er spændt, fordi verdens bedste Stine kommer i aften!
Jeg har før fortalt at jeg har været oppe på Table Mountain, men sidst tog jeg derop med cable cart. Jeg har nu været oppe på Table Mountain endnu engang, men i stedet for at glide stille og roligt derop i cable cart, trodsede jeg den hårde natur og hikede i to timer op af bjerget. Ja, ja, jeg ved hvad i tænker "Det kan du skuda ikke? Du har jo ingen kondi? Ingen muskler? Ingenting!?". Men kære venner, det kunne jeg faktisk godt! Det var hårdt, og jeg er glad for at solen ikke skinnede mere end den gjorde den dag, for så var jeg nok dejset om på halvvejen. Det er en sti opad bjerget som er bygget af sten. Der er tit langt op fra den ene sten til den anden, og der er ikke mange flade stykker på ruten. Der blev da også holdt en del pauser undervejs, både pga. en af de andres astma, og fordi at nogen havde bildt mig ind at vi skulle med cable cart derop af. Så jeg troppede op uden at have spist frokost, uden at medbringe vand, og bestemt ikke med det bedste vandretøj. Derfor fik jeg et par svimmelture undervejs, og var lige nødt til at sætte mig ned og få pusten. Men efter at have modtaget lidt tørret mango og tørret sveden af panden endnu engang ramte jeg toppen. Det var smukt, det var hårdt, og det var det hele værd. Da vi kom op på bjerget var der desværre meget overskyet og koldt. Vi havde svært ved at orienterer os om, hvor vi skulle gå hen for at tage cable cart ned, og min krop gik lidt ned. Jeg begyndte desværre at ryste og det føltes som om mit hoved ville eksplodere ud gennem mine ører. Om det var kulden på toppen, manglen på mad eller den hårde fysiske tur, jeg havde udsat mig selv for, har jeg ingen anelse om. Men efter at have siddet på Cafeen på toppen og fået en sukkerfyldt cola og et stykke chokolade fandt min krop tilbage til sin normale tilstand og kun trætheden sad tilbage i mig. Fortryder jeg at have gjort det? Bestemt ikke! Jeg er meget glad og nærmest stolt over at have vandret op af et af verden syv vidundere.
Jeg har været til Color Run! En ting jeg altid har ønsket mig. Og det var super sjovt! Vi var 5 piger afsted, som mødtes ved stadion kl. 08:30 lørdag morgen, og jeg kan da afsløre at det ikke var alle der havde sovet lige meget. Nå men der står vi altså, i vores hvide Color Run t-shirt, med høj solskin og på jagt efter vand og kaffe. Efter at have fået et skud koffein gik jagten ind på det farvede majsmel, som skal kastes til højre og venstre og efter at have fået fat i det, ja så gik krigen stille og roligt i gang, og der blev kastet farverigt pulver til den store guldmedalje. Løbet blev skudt i gang. Stemningen var høj, musikken spillede og af en tidlig lørdag morgen at være, var det helt fantastisk. Da vi stod og ventede på vores tur til at komme afsted, mærkede jeg pludselig en lille hånd børste på min trøje. Jeg nåede lige at tænke "Hvem fanden er det, og hvad tror de lige de har gang i?", da jeg kigger ned og får øje på en meget koncentreret dreng med dykkerbriller i panden, som står og forsøger at børste pulveret af min trøje. Jeg smiler til ham og siger, at det bliver en lang dag, hvis han skal gå og fjerne pulver for alle. Han forsøger senere at børste pulver væk fra en af de andres bryst, hvilket hun ikke så helt tryg ud ved, men vi er ret sikre på at han har Autisme Spektrum Syndrom og desuden er så ung, at han ikke forstår det. Han var super sød, og synes at det var meget sjovt, da vi sprøjtede lidt pulver på ham og hans trøje. Det var super hyggeligt, at se så mange familier der var taget til det sammen. Jeg er sikker på, at det i Danmark nemt kunne gå op i bajere. Men da det er ulovligt at drikke på gaden i Sydafrika, var det bare super hyggeligt og sjovt. Undervejs på ruten blev man mødt at nogle farvestationer, hvor der stod folk og kastede en farve på dig. Først grøn, så blå, derefter rød og inden afslutningen gul. Efter afslutningen var der en stor scene og en masse mennesker stod klar. Der blev talt ned 5, 4, 3, 2, 1.. Og herefter kom the final color. Det var så flot. En masse mennesker samlet, der kaster farver ud i luften. Det skal siges, at der ikke var meget run over os, og at vi gik rundt og snakkede. Men det var en super dejlig oplevelse, og bestemt noget jeg godt kunne finde på at gøre, hvis jeg får chancen igen!
Nu har jeg før været lidt inde på kulturforskelle, og kan dermed ikke huske om, jeg har fortalt om menneskerne i Cape Town. Men lige meget hvad kommer der lidt mere. Som ærkedansker, som rynker brynene og undres, hvis fremmede taler til mig på gaden. Som typen der tænker "Hvad vil du mig?", hvis nogle jeg ikke kender, siger hej til mig, er det noget af en omvæltning at befinde sig her. Her bliver man nærmest dagligt mødt af mennesker man ikke kender, som vil vide, hvor man er fra? Hvad man laver her? Hvem man er? Eller bare gerne vil sige hej og godmorgen. Det er egentlig et utrolig hyggeligt og åbent folkefærd, men det tager lige lidt tid at vænne sig til. Dette gør også at man nemmere kommer i snak med andre mennesker, og denne åbenhed gør det også langt nemmere at få et netværk og lære de lokale at kende. Så når man fortæller Sydafrikanere, at hvis de i Danmark var gået op og snakket til en fremmed på gaden, ville personen sikkert blive en smule intimideret, og ikke helt forstå, hvad der foregik, så synes de at vi lyder som nogle sære snegle. Det er vi måske også med vores meget reserverede kultur?
Så har jeg spenderet en hel dag med at være på vinsmagning. Sydafrika laver rigtig meget rigtig lækker vin, og i området Stellenbosch ligger der mange vinfarme, hvor man for en skilling kan komme ind og smage. Vores lokale mand Tony kom dermed kørende i hans minibus og 11 alkoholglade danskere drager dermed ud i landskabet, klar til at smage noget vin. Vi starter på Vergehoegd, hvor den primært står på smagning af rødvin. De første to glas er dog henholdsvis rose og hvidvin, og allerede efter glas nummer to kan jeg mærke vinen gå direkte i hjernen på mig. Derfor tænker jeg ved mig selv "hold da op, det bliver en lang dag", og udbryder højt "Er det et problem, hvis man allerede kan mærke det nu? ". Jeg er heldigvis ikke den eneste der allerede kan mærke, at det virker, og efter smagen af 9 forskellige vine, vandrer vi igen ud mod bilen og jeg føler mig allerede godt på vej mod beruselse. En ærkedansker ville da aldrig spytte god vin ud! Så jeg drak. Og drak. Og drak. Mange af vinfarmende ligger i utrolig smukke omgivelser, og det var super hyggeligt. Men med ca. 34 grader og en promille på meget har jeg ikke helt styr på om vi besøgte 4 eller 5 vinfarme? På trods af dette fik vi den geniale ide at efter vinsmagning, da vi ramte Cape Town kl. 19 om aftenen, skulle vi da i byen. Så det gjorde vi. Og vin blev til øl. Og øl blev til shots. Og da kl. ramte et havde jeg siddet lidt for længe og lignet en der var lammet fra halsen og ned. Så jeg tog hjem og sov hele vejen indtil en dunkende vin-brandert-hovedpine vækkede mig lørdag morgen. Eller det vil sige, jeg blev faktisk ikke vækket af min hovedpine, men derimod et stort brag inde fra stuen, og en roomie der ved siden af mig udbryder ordene "Lotte, jeg tror, der er en fugl inde i stuen". Så med voldsom ondt i hovedet begynder adrenalinen at pumpe rundt i kroppen på mig, og frygten samler sig i mit ansigt. Anne får bakset det baskende dyr ud af lejligheden og jeg er lysvågen. Det har altid været en frygt i Danmark, at jeg en dag ville komme hjem og der ville være en due på mit soveværelse, pga. mine store vinduer og fugletræet lige udenfor, og nu skete det. Jeg falder stille og roligt til ro igen, og Anne rejser sig for at få vand. Jeg hører et hvin fra stuen og ordene "Ej Lotte, der er en mere!". Anne søger tilflugt på badeværelset og adrenalinen kickstarter hele mit tømmermænds ramte korpus endnu engang. Tømmemænds ramte Kasper bliver vores redningsmand, og med irritation i stemmen og et fordømmende "Er i bange for dem eller hvad sker der?" får han jaget bæstet ud, og jeg er nu mere vågen en nogensinde før. Så der lå jeg. I min seng. Med dunkende ond i hovedet. Skræmt som aldrig før. Sikke et godmorgen og modtage.
Jeg har også begivet mig ud i Kirstenbosch garden. Det er en stor "national park", som er fyldt med en masse smukke blomster og planteliv. Efter en tur i et ret hipsterpræget område i Observatory gik turen altså på gåture og hyggesnak i smukke omgivelser. Det var en super hyggelig dag, hvor der var mulighed for at få lidt mere luft og komme ud fra byens larm og støj. Misforstå mig ikke, jeg er vild med byen og alt dens liv, men som en pige, der er opvokset på landet med luft i manken, er det utrolig rart og frit at komme lidt væk fra bylivet og ud i naturen.
Arbejdet går stadig super godt, og jeg er så glad for at være på projektet. Den seneste tid har jeg bl.a. været med til noget, som de kalder "Adopt a child day". Det er en kæmpe stor picnic, hvor alle børnene er med, og man har ansvaret for et barn hele dagen. Det vil sige, at det er dit barn for dagen. Dermed skal man selvfølgelig sørge for at barnet får mad og drikke og bliver skiftet i løbet af dagen. Jeg fik en sød lille purk, som ofte ligger på gulvet og ruller rundt og sparker med benene. Min lille purk sov en stor del af dagen, men var også ude og bade, og virkede rigtig glad og tilfreds. Det var en utrolig dejlig oplevelse, og både børn og voksne så virkelig ud til at nyde dagen. Jeg har derudover været nødt til at tage fri en fredag, og dermed mødt ind en onsdag, hvor de frivillige normalt ikke er på arbejde for at få timerne til at gå op, og for at vise, at jeg ikke bare tager fri fordi, det vil jeg hellere. Det blev der også lagt mærke til af det faste personale og jeg følte mig endnu engang accepteret som en del af det faste staff, og ikke bare som en frivillig, og det er en utrolig rar følelse, at de anerkender mig som god og stabil medarbejder.
Sidst men absolut ikke mindst vil jeg bare gerne sige, at I aften kl. 22:35 lander jordens dejligste Stine i Cape Town og skal spendere de næste 5½ uger sammen med mig. Jeg har set frem til denne dag siden jeg tog af sted og kan slet ikke beskrive, hvor sød jeg synes hun er over at komme og besøge mig. Jeg lover, at der bliver en voldsom masse at fortælle om, men om det først blive om 5½ uger i hører fra mig igen, må tiden vise. Det er dog også lidt skræmmende, at hun allerede kommer nu, fordi når hun forlader mig igen lige før jul, så er der kun én måned til jeg lander i Aalborg lufthavn. Tiden flyver, og jeg kan ikke følge med.
- comments
Susanne Bøgh Hej Lotte! Endnu engang tak, fordi du deler dine oplevelser med os herhjemme
Emil Årg hvor ville jeg gerne bestige Table Mountain! Men det må nok vente lidt. Sjov historie med fuglene, det alligevel noget der bliver ved med at forfølge dig, hehe. Håber du får vist din veninde rundt, nu er du trods alt 3/4 års lokal-kendt!
Emil Og man skulle tro jeg kunne finde ud af matematik - Håbløst! 1/4* År selvfølgelige