Kære folk, som stadig bruger tid på at læse om min hverdag i Kapstaden: Velkommen til! Der er sket meget siden sidst, så bered jer på en lang smøre om alverdens ting.

Klodset pige i Kapstaden kort fortalt: Stine er kommet! Jeg har endnu engang bevæget mig op af Table Mountain. Jeg har spist alt for meget slik. Jeg har haft fødselsdag. Jeg har været på Robben Island. Jeg har haft min hidtil psykisk hårdeste dag på børnehjemmet. Jeg har modtaget en sød pakke hjemmefra mine søde forældre. Jeg har modtaget en sjov pakke hjemmefra min storebror. Jeg har holdt fest i vores lejlighed. Jeg har været på shark safari. Jeg har været på en restaurant, der hedder The African Cafe. Jeg er i gang med min måneds ferie fra mit praktiksted. Jeg har været på Roadtrip. Jeg har kørt bil i Sydafrika. Jeg tager snart afsted på en 17-dages tur rundt i Sydafrika.

Sidst i hørte fra mig var på dagen, hvor min søde veninde Stine ankom til Kapstaden. Det vil sige at lige nu, i dette øjeblik har jeg besøg af en sød pige hele vejen fra Danmark. Og jeg må sige jer: Det er helt fantastisk.

Jeg har også spenderet min fødselsdag udenlands. Det foregik Søndag d. 16 November, hvor jeg fyldte hele 24 år. Lidt underligt, at være så langt fra familiens skød, hvor jeg jo plejer at fejre denne begivenhed, men jeg blev mere rolig, da jeg modtog en besked med dertilhørende billede med teksten "Vi spiser fødselsdagskage på din dag, du er velkommen, hvis du ikke har andet for." Det er godt, at vide at de ikke bliver snydt for kage, bare fordi jeg ikke er hjemme. Min søde veninde havde også medbragt pakke fra mine kære forældre og storebror, og det varmede også mit hjerte og bragte smil på læben. Min fødselsdagsfejring startede allerede Torsdag d. 13, hvor Stine landede i lufthavnen og fortsatte helt indtil Lørdag, hvor der blev holdt fest i vores lejlighed. Jeg lover jer for, at man kan blive godt bedugget på min sin fødselsdag, selv i Kapstaden. Det er en kort beskrivelse, af en god aften da det er begrænset, hvor meget af aftenen jeg egentlig husker. Der blev sunget kl. 12, der blev drukket en helvedes masse Sangria, og det fortsatte i byen til langt ud på natten. Og dagen efter, ja der havde jeg hovedpine!

Og endnu engang skal det handle om Table Mountain! For selvom jeg har bevæget mig op af vidunderet og nydt udsigten fra toppen, ja så har min kære veninde jo ikke. Så som det søde menneske jeg er, indvilger jeg i at fylde rygsækken med vand, tage vandreskoene på og vade op af bjerget endnu engang. Solen skinner og efter et kvarters vandring kan Stine godt se, hvorfor jeg gerne vil tage Cable Cart ned igen. Hun var ellers klar på, at vi skulle gå begge veje, og troede ikke på mine formaninger om, at det var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde til. Så jeg endte med at sige at den beslutning, måtte vi tage deroppe. Det er stadig en smuk og overvældende tur op af bjerget, men da vi var nået over halvvejs op af bjerget blev vi overrasket af en kraftig vind, og det var dermed ikke helt ufarligt at kravle rundt på stenene. Men vi fortsatte. Vi skulle til toppen. Vi skulle op til cafeen på toppen, og have lidt nærring inden turen stod på Cable Cart ned. Da vi er 20 min. Fra toppen får vi af vide at Cable Cart har lukket pga. for meget vind, og vi har her vandret opad i en time og tre kvarter. Vi beslutter os for at fortsætte mod toppen og få lidt at spise, inden vi vandrer ned igen. Vi fortsætter og vinden trækker i os. Vi er trætte og udmattede over tanken om, at vi er nødsaget til at gå hele vejen ned igen. Vi fortsætter og da vi er 10 min fra toppen, fortæller en mand os, at alt på toppen har lukket. At der er så meget vind, at de har lukket det hele ned. En meget nedslående oplysning at få, og vi står der, med sveden haglende ud af panden og den kolde vind piskende i ansigtet. Fryser jeg eller har jeg det varmt? Det er den slags, man bliver syg af! Vi snakker lidt frem og tilbage, og beslutter os for at nå toppen alligevel, for Stine har jo ikke været der endnu. Vi rammer toppen, det er fantastisk, det er en sejr at nå derop, lige indtil man nærmest bliver blæst omkuld og kommer i tanke om, at man er nødt til at gå hele vejen ned igen. Vi er løbet tør for vand og snacks, og skyerne er begyndt at samle sig omkring os. Vi sidder og slapper af i 20 min og sætter derefter kursen nedad igen. Så kravlende i kulde og med ømme knæ, går turen ned. Det er hårdt. Vi beklager os. Og efter 3 stive timer med følelsen af at blive blæst omkuld hvert øjeblik rammer vi bunden og turen går hjem mod vores lejlighed. Vi er trætte og udmattede og jeg vil hellere gå op af bjerget tre gange end jeg vil gå ned en! Jeg har ondt i benene og især mine knæ i næsten en uge efter. Av for en tur.

Når man er i Sydafrika, kan man ikke komme udenom Mandela, som har haft og stadig har en stor indflydelse på landet. Derfor kan man heller ikke komme udenom et besøg på Robben Island, hvor Mandela og en masse andre sad fanget pga. deres offentlige ytringer om utilfredshed med apartheid styret. Så Stine og jeg tager til Waterfront og køber en færgebillet og gør os klar til en tur på Robben island. Vi sejler i ca. en halv time og bliver herefter smidt ind i nogle busser, hvor en guide fortæller os om øen og historier om de forskellige bygninger som findes her, og hvad de har været brugt til. Øen har tidligere fungeret som et helt lille samfund, hvor man smed spedalske over, da man stadig troede at det smittede. Det var meget spændende at høre om, men det blev også meget turistet. Der var ikke så meget plads til at gå rundt og udforske selv, sådan som vi havde regnet med. Efter busturen blev vi sat af ved fængslet, hvor de politiske fanger blev holdt indespærret, og her blev vi mødt at en mand, som selv har siddet i fængslet i 5 år, og som skulle vise os rundt. Vi kommer ind i de store celler, som man har valgt at indrette med store farverige bannere. Her havde jeg nok håbet lidt på, at de var holdt i den originale stil, så man fik et lidt bedre billede af, hvordan folk havde levet dengang. Igen fik man ikke rigtig fornemmelsen af, hvordan det egentlig havde været, som man f.eks. gør, når man besøger koncentrationslejre. Vores guide fortalte os en masse spændende historier og havde selvfølgelig en masse viden om stedet og hvordan det var at være der. Bl.a. fik vi af vide, at de politiske fanger var mere overvågede og fik værre behandling end de alm. Fanger, som sad inde for tyveri, mord og voldtægt. Til sidst blev vi taget forbi Mandelas celle, som egentlig ligner alle de andre celler, den eneste forskel er at det er her, folk tager billeder, og det er her man har efterladt et par ting inde i cellen. Alt i alt en meget fin oplevelse, men jeg havde måske håbet på lidt mere autentisk.

Det har gået vildt for sig mens Stine har været her! Vi stod Onsdag morgen op kl. kvart i 4 om natten, for at blive hentet i en bus og kørt to timer ud til havet, hvor man bliver klemt ned i en våddragt, proppet ned i et bur, og her får man så ellers lov til at komme helt tæt på en great white shark! Tænk at man vil udsætte sig selv for det? Men det gjorde vi altså. Vi ankom til Gansbaai, hvor 24 mennesker bliver sat op på en lille båd, som jeg ved første øjekast synes var meget tæt på et hajbefængt farvand. Vi sejler i et kvarter og båder stopper op. Den kører frem og tilbage, og jeg er på dette tidspunkt meget glad for at jeg har indtaget en søsygepille. Jeg bruger et godt stykke tid på at få klemt mit korpus ned i en våddragt, som en mand har valgt ud til mig, ved blot at kigge på mig og gætte min størrelse, og på dette tidspunkt kunne jeg godt ønske, at jeg havde brugt lidt mere tid i fitness centeret. Men der står jeg altså. I min bikini og forsøger at klemme mine blege stænger og mave ned i denne her våddragt. Et ømt øjeblik. Det lykkedes dog og jeg kigger ud over vandet, og opdager hvilken turistfælde jeg er havnet i. Jeg kan tælle op 8 både, fyldt op med blegfede turister, som ligesom jeg har betalt for at komme helt tæt på havets store dræbermaskine. Et lettere ubehageligt syn. Og mens jeg står der, og væmmedes lidt over denne turistattraktion råber en af mændene på båden, at den første haj har vist sig, og efter at have fået et syn af vidunderet glemmer jeg helt hvilket turistområde jeg har bevæget mig ind i. Vi er nr. 2 hold, der skal ned i buret, og kan dermed se, hvor i buret man IKKE skal stå. Da det er her et kæmpemæssigt fiskehoved bliver trukket ind over folks hoveder, så gammelt fiskeaffald lander i deres hår, og det bliver herefter kastet ud igen, for at tiltrække de store bæster. Jeg bliver sænket ned i noget meget koldt vand, og tænker lynhurtigt, at her kan jeg ikke holde ud at være særlig længe. Men efter at manden med fiskehovedet over os råber "Friend, Down, rigth!!" og de andre der var længere mod højre får et close up af den farlige fætter, så varmede kroppen lidt op. Vi er i buret i lang tid, og jeg kan ikke se en eneste haj. Skuffelsen begynder langsomt at brede sig, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Heldigvis så råber manden "Friend, down, left!" og her ser jeg fætteren helt tæt på. Faktisk to gange og anden gang med åben mund, mod det klamme fiskehoved. Adrenalinen pumper og oplevelsen er lige pludselig det hele værd! Jeg får set udyrene helt tæt på og set hvordan de nærmest kaster sig over fiskekadavret og må indrømme at det er en ret vild oplevelse, som jeg er glad for at jeg tog.

Stine og jeg har også været ude og spise på mange lækre steder. Et af dem er noget, der hedder The African Cafe. Et egentlig meget turistet sted, men som vi blev enige om, er det også tit de gode steder, der opnår den form for omdømme. Vi kommer ind i et rum, som er flot dekoreret med farverige vægmalerier. Vi bliver mødt af en tjener i autentisk afrikansk tøj, som byder os velkommen og fortæller os om konceptet. Man får en masse forskellige afrikanske retter, og kan bestille mere af det man bedst kan lide, og prisen på maden bliver aldrig højere lige meget, hvor meget du bestiller. Det er altså et koncept enhver rigtig nordjyde kan forstå. Det er en god måde at få smagt en masse forskelligt afrikansk mad, når man som Stine har begrænset tid. Og fedt for mig, fordi jeg kan spise til jeg sprækker. Det var super hyggeligt, og noget jeg klart kan anbefale, hvis man en dag befinder sig i Cape Town. Jeg blev malet i ansigtet og rullede hjem fra stedet. Mæt og glad.

Sidst men bestemt ikke mindst, har vi været ude på roadtrip. Og nu tænker dem, der kender både Stine og jeg nok "ÅH NEJ! Én af de to? Kørende i Sydafrika!?", hvor man vel og mærket køre i den forkerte side af vejen! Men ja, ja, jeg tog kampen op og vi får lejet en lille fin Kia Picanto. Planen er at tage ud på noget der hedder Garden Route, som er en fed rute hen over sydafrikas sydlige kyst, og med en masse fede byer og oplevelser undervejs. Bilen bliver efter lidt forvirring og renden frem og tilbage efter pas og det rigtige kreditkort overladt i vores varetægt. Jeg har lidt startproblemer med at finde koblingspunktet, og er ved at åbne min højre dør hver gang jeg skal skifte gear. Men det går stille og roligt derudaf. Indtil der sker en lille fejll. En lille fejl, hvor jeg måske fejlbedømmer min placering på vejen. En lille fejl, hvor billisten ved siden af mig ikke er vant til tossede turister, som plejer at kører i den anden side af vejen. En lille fejl, som koster Kiaens venstre sidespejl (#Klodstepige23). Og til mine kære forældre, som nu sidder og ryster på hovedet og tænker "Lotte dog!" vil jeg bare gerne sige, at jeg er okay, der skete heldigvis ikke mere, og bilen ved siden af mig kørte videre i fuld fart. Nå, men en lettere ærgerlig start, og noget jeg allerede bliver mobbet med. Lotte dog ..

Nå, men ved hjælp af GPS og kvindelig intuition (nok mest GPS) fandt vi ud af byen og fandt motorvejen. Den første dag gik turen til Cape Point og dermed også Kap det gode håb. Et utrolig smukt natursyn. En lækker gåtur i dejligt vejr og bare ren hygge med en sød veninde. Boybands spillede ud af højtalerne, good vibes og bare lykke. Vi kørte rundt i naturreservatet og blev overrasket af et par bavianer, der havde valgt at holde stop midt ude på vejen. Derefter gik turen mod Simons town og Boulders Beach, som er en strand, hvor man kan tage hen og se de afrikanske pingviner chille rundt. Utrolig hyggeligt og super sødt, dog med en lugt af fisk. Stine var sulten og derfor måske ikke helt så begejstret som jeg selv. For som dyreelsker er det jo vigtigt at snakke med dyrene og som pædagog er det vigtigt at anerkende, så samtlige pingviner fik lige et "Hej basse!" eller "Heeij Mulle!" med på vejen. Nogle vil måske mene at det ser lidt tosset ud at den klodsede pige står der på gangstien og råber "HEJ BASSE!" efter en lille fyr med habbit på, og jeg fik da også et par undrende blikke med på vejen, ikke mindst af min kære veninde, men jeg lover jer, at jeg havde en fest! Men klokken er mange, og jeg er taget til fange, og vi skal nu finde ud af, hvor langt vi kan køre hen mod Garden Route inden det bliver mørkt, og altså hvilken backpacker vi skal ringe til, for at få et værelse. Vi ender med at sætte os fast på Hermanus og kører derudaf. 2½ times køretur med boybands og barmfagre kvinder blæsende ud af højtalerne og vi befinder os i Hermanus, hvor den klodsede pige nu skal til at parkere den lille Kia på en meget smal plads. Jeg ender med at gå i stå 3 gange og bakke ud igen 2 gange, mens en flok unge knægte står på førstesalen og glor ud af vinduet på den klodsede piges ret ynkelige forsøg. Jeg får bilen klemt ind på pladsen, og opdager her, at der absolut ikke er plads til at min kære veninde kan komme ud af bilen. Akavet. Pinligt. Øv. Jeg klemmer mig ud af bilen, efterfulgt af min veninde, som er nødsaget til at klatre hen over gearet og ud af den samme side som mig. Jeg bliver mødt af en flok unge knægte som hånligt klapper af mine ynkelige parkeringsskills. Akavet. Pinligt. Øv. Vi kommer ind på stedet og bliver mødt af en fyr, som er lige rigeligt nok i hopla! Han viser os vores værelse og kommer med et par upassende jokes undervejs til to trætte piger. Vi bruger aftenen på at spille pool og hygge på backpackers. Vi falder i snak med nogle tyskere og går tidligt i seng. Næste morgen står den på "light breakfast", som egentlig bare er meget hvid toast, med meget fedtholdigt smør og marmelade - Godmorgen Hermanus! Vi sætter os ind i bilen og kører mod Mosselbay.

Det kører derudaf. Det er en smuk tur hen af N2. Vi kører igennem bjergene. Vi kører næsten på stranden. Vi kører forbi marker med halmballer. Vi kører bare, og det er smukt og det er herligt og det er vind i håret og ud i det blå. Det er luft i håret og det er bare lækkert for en pige, som er opvokset på landet, og som har spenderet de sidste 4 måneder i storbyen. Jeg er vild med det. Vi når mosselbay og tjekker ind på mosselbay backpackers. Et hyggeligt sted, hvor vi får vores eget værelse med eget badeværelse. Noget min kære veninde sætter stor pris på. Det er et lækkert sted med pool, bar og søde mennesker. Stine er forelsket i stedet, og mener at vi skal blive der to nætter. Jeg er ikke overbevidst og siger at hvis vi skal nå at se mere af Garden Route, er vi nødt til at køre videre dagen efter. Stine er absolut ikke enig, men i stedet for at sige det, tilbyder hun mig drinks. Mit svage punkt, min akilleshæl. Hun køber drinks, og hun køber tequila. Den klodsede pige bliver fuld, og kan dermed ikke køre dagen efter, så vi bliver endnu en nat i mosselbay. Aftenen bliver brugt med personalet på backpackers, og det er super hyggeligt. Vi spiller druk-klodsmajor og hører nogle vilde historier. Dagen efter går med at pleje tømmermænd på stranden og få tannet lidt. Derefter en flot gåtur rundt i området og ellers bare en stille og rolig aften omkring poolen inden vi går tidligt i seng.

Vi vågner tidligt og pakker vores ting og spiser morgenmad. Kiaen venter og vi er klar til at køre mod Wilderness. Vejret er gråt og trist og det begynder at regne. Vi kører alligevel og ender i Wilderness omkring kl. 13:15. Vi tjekker ind på et backpackers og går gennem mudderet, ned til byen, hvor vi finder en hyggelig lille restaurant. Stemningen er lidt flad. Vi er trætte. Vejret er dårligt. Vi har lige snakket med biludlejningen, som på trods af vores "Super cover" forsikring og meldingen om at medmindre vi kører ind i et træ, så er vi fuldt forsikret, fortæller os at når vi ikke har nummeret på den anden bil, vil vi være ansvarlige for skaderne. "Kia Picanto sidespejl pris" bliver googlet og jeg falder lidt mere til ro, da jeg ser den danske pris på 1000 kr., og ved at sydafrika kun kan være billigere. Men humøret er stadig trykket og vi bliver enige om at stoppe turen en dag tidligere. Vi tager tilbage på backpackers og siger at vi gerne vil tjekke ud igen pga. vejret. Vi får alle pengene retur og sætter kursen mod Kapstaden. Endnu en god køretur venter og der bliver igen fyret op for musikken. Folk køre som sindsyge og er trætte af min søndagskørsel, men det er ligemeget, for Kiaen kan altså ikke komme hurtigere op af bakkerne. Vi når til Cape Town og her er der kaos. Der er biler over det hele. Alle de veje jeg kender, og gerne vil ind og køre på er lukkede af. Der er åbenbart velgørenhedsløb og jeg kan ikke komme ind til min lejlighed og parkere. Vi kører i cirkler en time. Biludlejningen er lukket og jeg kan først komme hen med bilen dagen efter. Hvad gør man så? Man bruger lang tid på at finde hen til waterfront, hvor man parkere. Derefter går man på mcD og spiser en klam burger. Så betaler man for at gå i biografen, hvor man er ved at falde i søvn og en time inde i filmen går man ud af biografen, for nu er man sikker på, at der ikke er alle de biler inde i midtbyen. Så kører man bilen hjem og hopper på hovedet i seng. Og man er træt. Jeg lover jer for at man er træt. Så man sover godt.

Vi får afleveret bilen, og de sidste par dage er gået med afslapning, tøjvask og pakning. I morgen starter 17 dages turen. En tur som starter i morgen kl. 06:30 med en flyvetur til Johannesburg og derefter bl.a. går til Kruiger National park, Lesotho og Port Elizabeth. En tur jeg har glædet mig som et lille barn til. En tur som bliver fantastisk. En tur som jeg glæder mig til at dele med alle jer!

Derudover er det blevet december og det er gået min næse helt forbi. Man kommer ikke rigtig i julestemning, når termometeret siger 27 grader og solen skinner. Julen går min næse forbi, og det er helt okay. Jeg oplever heldigvis så meget andet, og kan glæde mig til julen 2015. Samt slutningen af Januar, som er uhyggelig tæt på, og som er tidspunktet, hvor mine fødder endnu engang finder deres vej til dansk grund.