Gutter og guttinder, jeg har nu befundet mig i Kapstaden i over 2 måneder. Og er faktisk allerede hjemme om 3 måneder og 3 uger. Tiden flyver og jeg kan næsten ikke følge med! Om en måned og 6 dage kommer en helt fantastisk veninde ned og besøger mig, og når hun tager hjem, har jeg kun 1 måned tilbage i dette fantastiske paradis. Jeg siger jer - at tage afsted på denne rejse er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Får i chancen - Grib den! Nå, men for at komme godt igang med dette blogindlæg, skal vi lige have den:

Klodset pige i Kapstaden kort fortalt: Jeg har haft MANGE fugle flyvende om hovedet. Jeg har taget en turistbus. Jeg har holdt en weekend UDEN at drikke mig fuld. Jeg har været til en rugby kamp. Jeg har været til Braai. Jeg har købt nye bøger. Jeg er stolt over udviklingen af mine løbe skills. Jeg har sendt postkort. Jeg er blevet ret vild med cappuccino. Jeg tæller dagene til min søde veninde kommer på besøg. Jeg har fået af vide at jeg har 'beautiful eyes' flere gange end jeg kan huske. Jeg har været til festival. Jeg har købt nye bøger.

Hverdagen er begyndt at tage sit indtog. Jeg er ligesom begyndt at falde ind i en hverdagsrytme, som jeg føler mig tilpas i, men også hvor alt ikke er ligeså spændende som i den første fase af opholdet. Når man har kørt og gået den samme strækning et vidst antal gange, så virker den pludselig ikke så spændende som den gjorde den første uges tid, hvor alt var nyt og jeg stadig var i tvivl om, hvor jeg skulle stå af. Misforstå mig ikke, fridagene går stadig med mange nye og spændende oplevelser, og jeg kan stadig blive helt overvældet over at kigge ud af vinduet og se silhuetten af to store og smukke bjerge der bevæger sig op i landskabet. Men jeg kan godt mærke, at den fase hvor alting er nyt og spændende er et overstået kapitel. Om det er en god eller dårlig ting, kan diskuteres, men det er nok uundgåeligt, når jeg befinder mig så lang tid det samme sted, med den samme hverdagsrytme. Stadig vil jeg dele lidt af de nye oplevelser, som ikke er blevet hverdagstrivielle.

Jeg har været med turistbus. Simpelthen. På trods af at jeg hårdhudet hævder, at jeg ikke er turist. Man er ikke turist, når man bliver i den samme by i 6 måneder. Gennemrejsende? Måske. Midlertidig beboer? ja, ja. På ude bane? Bestemt! Men ikke turist. Nå, men det var blevet lørdag, og vi var nogle stykker der manglede noget at lave, og hvad er løsningen? Det er at tage en turistbus, som kører en ud til mange af de ting, man gerne vil se. Egentlig var planen med at tage turistbussen, at komme ud til noget der hedder Hout Bay, hvorfra der er bådture til Seal Island, som skulle være et paradis for rigtig mange sæler. De andre blev dog fristet af et andet sted på ruten og fik overtalt mig til at tage med. "World of birds" hed det. Nu sidder der måske nogen som kender mig og læser med, og som har set mig fare op og stampe i jorden som en anden tosse på mine ture hen over Nytorv for at få duerne til at forsvinde. Og der blev da også udstødt et par hvin og adrenalinen begyndte da også at pumpe, mens jeg gik rundt inde i forskellige bure, med forskellige fugle flyvende i alle retninger. Der var rigtig mange flotte farver og specielle fugle, som de andre fik taget en masse billeder af, mens jeg gik lidt panikken rundt og følte mig ret intimideret af store fugle med store næb, som ikke gav en f*** for at jeg skulle forbi dem. Men som bare stod og tronede midt på stien, og bestemt mente at det var mig der skulle passe på, og ikke dem. Spørg om det hjalp på mit i forvejen dårlige indtryk af de kræ. Men da den klodsede pige fik øje på forskellige høns, jamen så var det jo næsten som at være hjemme i de kære forældres hønsegård, og frem kom kammeraet for at tage billeder til faderen. Af både afrikanske kamphøns, almindelige høns og små vakler. Så her går jeg blandt sjældne og smukke fugle, og ender med at blive lidt for imponeret over almindelige høns. Jeg er ret sikker på, at de andre to syntes at jeg var en sær snegl... Men, men, men mine kære venner, der var ikke kun fugle. Der var også små søde aber, og i den forbindelse var der også et rum med aber over det hele. Nysgerrige aber, som ville kravle ned i din taske og tage alle dine ting, hvis de kunne få lov. Søde aber som endte med at sidde på mig, på trods af min i starten lidt tvivlsomme tilgang til dem. Jeg havde jo lige været i nærkontakt med flaksende flyvende fugle, men efter at have en lille abefyr til at kravle op i min hånd og skrue charmen på, jamen så var jeg solgt. Jeg ville gerne have en abe med hjem. Jeg fandt som sagt også en, der gerne ville med mig, men dyrepasseren sagde nej. Jeg tog min afsked med min nye ven og gik derfra. Vi fortsatte vores tur i turist bussen og ramte herefter Hout Bay, hvor vi fik af vide, at sidste afgang til Seal Island var gået. Øv, så må det blive en anden dag. Til gengæld så vi en mand fodre sæler fra molen. Det virkede meget til at det var noget han havde gjort før, da sælen nærmest adlød manden. "No, you first take it, when I say yes!" og hvad gør sælen? Den venter tålmodigt på at manden siger yes, før den hopper op og tager fisken fra hans mund.

Når man bor tre mennesker sammen kan det være svært at få tid alene i lejligheden. Og efter at være blevet spurgt om, der var noget bestemt mad jeg savnede hjemmefra, et spørgsmål jeg kunne svare nej til, begyndte jeg alligevel at overveje, hvad derhjemmefra jeg egentlig savner mest. Selvfølgelig savner jeg mest de mennesker jeg holder af, men hvis vi nu tænker i andre baner, tror jeg faktisk at noget af det jeg savner mest, er bare at ligge alene i min seng med en god film eller et lækkert stykke musik og bare slappe af og være mig selv. Ikke fordi jeg aldrig er alene hjemme, men det er ikke helt det samme. Derfor må man finde alternative metoder til at finde ro og være alene. Jeg har personligt brugt mange timer på at side i den lokale park og nyde naturen, høre musik, kigge på mennesker eller bare lukke mig ind i mig selv og have noget tid med mine egne tanker. Jeg har også fundet mig til rette på små lokale caféer, hvor jeg nyder en cappuccino og via stedets wifi får udnyttet min sportify konto. Det er jo desværre sådan at data i Sydafrika er ret dyrt, så man tænker lidt mere over, hvilke apps man bruger, og hvor meget data de bruger. Men når jeg sidder på de små lokale bliver deres wifi glædeligt brugt til at lade tankerne vandre til rar musik. Selvom man i det offentlige rum jo befinder sig blandt en masse andre mennesker, får man virkelig at mærke, at man godt kan hvile i sig selv og bare nyde at være alene, selvom der er andre omkring en. Det er ikke helt det samme, som at have en hel dag i sengen med film og total afslapning, men man finder sine små frirum andre steder.

Mit praktiksted har afholdt deres "Annual dance", som jeg selvfølgelig deltog i. Det var en form for fundraiser, hvor overskuddet går til børnehjemmet. Der var en tombola, hvor man kunne betale 5 rand (2,5 kr.) også poppe balloner, for at se om man havde vundet noget. Jeg vandt en flaske vin og fik 3 nitter. Men igen går pengene til et godt formål. Jeg sad sammen med en masse frivillige og drak vin og hyggede, samtidig med at en DJ spillede op og de ældre folk i forsamlingen dansede på livet løs. Det var utrolig sjovt, og fedt at få lov at tale med sine kollegaer i et andet forum og om nogle andre ting, end dem der foregår i hverdagen. Jeg bliver også inddraget mere og mere i hvad der sker med børnene og deres baggrund i hverdagen, og jeg tror det er fordi at de kan mærke på mig, at jeg viser interesse og igen har en lidt anden tilgang end den almindelige frivillig. Det er fedt at mærke, at fordi jeg er der så lang tid, møder engageret op hver dag og selv melder mig til at varetage forskellige opgaver, bliver jeg mere og mere anset som en del af det faste staff. Sådan skal det jo også gerne være, når man er ude i sin tredje praktik, men der er forskel på at være derhjemme, hvor der kun er studerende og være her, hvor størstedelen består af frivillige fra rundt omkring i verden. De frivillige er måske ikke altid er så engagerede omkring selve arbejdet, men bruger det som en "nem" måde at komme til et fremmed land.

Sommeren er så småt begyndt at komme til Kapstaden og shortsene er kommet frem. Det betyder også at jeg har spenderet en del af min tid på diverse strande. Jeg er som tidligere fortalt vild med at befinde mig nær vandet, og når man samtidig mærker sandet mellem sine tæer og bliver opvarmet af en dejlig afrikansk sol, jamen så kan man næsten ikke ønske sig mere. Dog er vandet altid koldt, så det kan være lidt svært at komme ud og få hovedet under, men når solen skinner nok, kommer det helt naturligt, at man skal ud og køles ned. Vi er kommet meget på en strand der hedder "Clifton Beach". Det er en strand, der ved hjælp af klipper og sten er delt op i 4 mindre strande, og hvor der derfor sjældent er vind. Vi går altid på 4th beach, som også siges at være den mest populære. Strandene har forskellige kendetegn f.eks. er strand nr. 2 alment kendt som en strand for homoseksuelle fyre, så der kan vi ikke rigtig få overtalt drengene til at tage ned. På trods af at den afrikanske sol er begyndt at skinne ned på mig, er det ikke meget tan jeg har fået oprettet endnu. Jeg er stadig en meget bleg dansker, men det håber jeg at få rettet op på i løbet af de næste 4 måneder.

Også har jeg faktisk været inde og se mere sport! Igen vil den opmærksomme læser nok tænkte, "Hvem er du? Hvorfor har du gjort det?". Da det ikke er noget, jeg før har været vildt interesseret i. Jeg er typen, der kun gider se en fodboldkamp, hvis der er øl og godt selskab, også skal det gerne være en ret stor kamp, som er på alles læber, men det har aldrig været noget der kunne ophidse mig til at råbe og skrige, som så mange andre jeg kender. Men jeg har simpelthen været til en rugby kamp, hvor Springboks (Sydafrikas hold) spillede mod Australien. Og jeg siger jer, hold da op en stemning og spænding der er i det spil, fremfor at se en fodboldkamp. Der sker noget hele tiden, og det ser så vildt ud med muskuløse mænd, der bare tonser ind i hinanden. Forstod jeg altid reglerne? Langt fra. Men jeg havde en vildt fed oplevelse og Springboks endte med at vinde i sidste øjeblik. Dog endte jeg til at starte med, med at stå lige foran en meget fuld mand, som VIRKELIG gik op i spillet. Han råbte og skreg, skabte sig, bandede højt og endte da også med at få spyttet mig lidt i nakken og ramt mig i baghovedet med sin meget bestemte arm, som ofte blev hævet i protest. Dét var ikke den fedeste oplevelse, selvom der da så var noget og grine af, og hans venner undskyldte mange gange for hans opførsel. Ikke fordi de var meget bedre selv. Men efter at have flyttet mig lidt væk fra dette larmende monstrum, var det faktisk en ganske sjov oplevelse, med vildt god stemning, og jeg vil da ikke udelukke at jeg ikke kommer til flere af den slags. Det hjalp måske også lidt på mit humør, at vi inden havde været til pre-game Braai. Braai er det sydafrikanske udtryk for det vi derhjemme nok ville kalde grillfest eller bbq. Det foregik på en stor udendørs sportsbane, hvor folk havde parkeret deres biler, smækket baggagerummet og trukket en grill ud på græsplænen. Jeg har aldrig set så mange grillpaver samlet på ét sted. Vi var af sted med en masse tyskere, som er på det samme projekt, som nogle af de andre danskere. Og ja, der blev også drukket øl, hvilket jo altid er en god del af enhver sportsevent, for sådan en som mig.

Sidst skrev jeg at jeg havde købt billetter til en festival. Og det har jeg også været. Den stod på "Rocking the daisies" fra fredag til søndag. Det er en ret stor festival i Sydafrika, som foregår på "Cloof wine estate", som vidst er en ret stor vinfarm. Der kom en masse kendte afrikanske bands, men også et par internationale, som et par af jer måske kender. Vi så bl.a. MGMT, Crystal Fighters og Rudimental. Festival i Sydafrika? Det lyder specielt, hva? Men der var faktisk flere gange under festivalen, hvor jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skulle hjem til min lejlighed i Danmark, eller tro jeg så nogle jeg kendte. Festival er meget hjemligt for mig. Vi have købt telte og stole og fik overtalt Tony til at køre os derop og hente os igen. Vi ankommer og jeg ser alle teltene være slået op og bliver mødt af smilende unge mennesker og musik. Vejret var fantastisk og det var faktisk lige før at det var for varmt. Det minder egentlig meget om en dansk festival, bortset fra at folk virker høfligere, knap så fulde og bedre til at rydde op efter dem selv. Man så ikke folk der sad og larmede og drak kl. 10 om morgenen, man så ikke folk der var åbenlyst fulde om dagen, man oplevede ikke at folk brækkede sig eller pissede ligegyldigt hvor du kigger hen, som der ville være på en dansk festival. Vi efterlod endda vores stole og 5 øl udenfor teltet og meget tydeligt når man går forbi, og det var der alt sammen da vi kom tilbage. Det var jeg meget imponeret over. Vi havde hørt en masse om at man skulle passe på sine ting på festivalen og at folk godt kunne have lange naller, men det er lige før jeg følte mig mere tryg for mine ting her, end jeg ville på en festival derhjemme. Der var meget musik jeg ikke kendte, men vi var oppe og høre en masse forskellige bands og meget af det var faktisk rigtig fedt og chilleren. Alt i alt har jeg fra Fredag til Søndag befundet mig i et specielt stadie af lykke. Det var altid for lækkert. MGMT synes jeg dog ikke var så skide imponerende faktisk. Det virkede meget standard og de virkede ikke rigtig som om de gad være der. Crystal Fighters overraskede positivt, og gav den både gas og sang godt. Og hvad angår Rudimental? Så synes jeg bare de er fede. Også live. Og hvem er så lige heldig? Mig! For ved at spinne et hjul vandt jeg en Vans taske, som jeg faktisk synes er ret fed.

Ja, jeg troede egentlig ikke at jeg havde så meget at sige i denne omgang, men det er da alligevel blevet til en del. Jeg håber endnu engang ikke at der sidder nogen derude, som føler at jeg har spildt deres tid med mine mange ord om mine små oplevelser.