Endnu engang byder jeg Goddag og Velkommen til en hverdagsfortælling fra Kapstaden, og endnu engang bliver det sparket i gang med Kapstaden kort fortalt.

Klodset pige i Kapstaden kort fortalt: Det er blevet forår. Jeg har købt nyt tøj. Jeg har læst de to bøger, jeg tog med færdige. Jeg har fået sol, og har i øjeblikket solbriller på, selv når jeg ikke har solbriller på. Jeg får ros på mit praktiksted. Jeg har været ude og se en township. Jeg har bestilt billetter til en musik festival i starten af Oktober, hvor jeg ikke kender nogen af de kunstnere der spiller. Jeg har set en smuk solnedgang. Min ene sko er ved at gå i stykker. Jeg har spist mange avokadoer. Jeg har været til yoga. Jeg er desværre begyndt at få ondt i min handicappede hånd igen. Jeg har været på toppen af Table Mountain. Jeg har været pinlig fototurist. Jeg har været nødt til at spørge om vej ud af et supermarked (#Klodsetpige23).

Ja, okay, jeg beklager, for nu kommer der lige lidt pral. Jeg har snakket med min praktikvejleder, som fortæller mig at det er det bedst nedskrevne engelsk hun har set fra en studerende (#stoltpige23). Derudover spørger hun mig, om jeg monstro er en af dem, der har et ret højt gennemsnit hjemme i Danmark, fordi hun syntes det så meget velovervejet ud og den måde det var skrevet på virkede meget engageret. Det kan jeg jo kun smile af og tage som et stort kompliment. Så som i nok kan forstå på det hele, går det godt på mit praktiksted. Det faste staff har også lukket mig ind i hulen, og jeg behøvede ikke engang at spise skovsneglen (go go Zappa). Bl.a. blev jeg, som den eneste frivillige trukket til side og blev informeret om, at der kom et nyt barn samme dag. En lille baby bliver senere bragt til børnehjemmet. Bare et spædbarn og allerede fjernet fra sin mor, og kan nu se frem til at starten af hendes liv skal leves på et børnehjem, og hvem ved hvor lang tid i fremtiden hun kan se frem til at bo på børnehjem? Det er frustrerende at tænke på. Det er uhyggeligt at tænke på, at folk sætter børn i verden, uden at overveje om de kan tage sig af dem. Det gør sku en vred og ked af det, at tænke på at et nyt liv bliver bragt til verden, og allerede meget hurtigt ender det på en institution, hvor barnet ikke får alt den opmærksomhed, som det fortjener og har brug for så tidligt i dets liv, fordi der også er 14 andre børn, som man skal tage sig af. Men sådan er virkeligheden for mange af børnene på børnehjemmet.

Derudover har jeg været på town ship tour med en guide, der virkede mere som om han skulle vise sig frem og vise, hvor mange mennesker han kendte, end egentlig at fortælle os om stedet og dets historie. Det første der slog mig i townshippen var at der var rigtig mange folk på gaden. Rigtig mange mennesker bevægede sig rundt udenfor og lavede et og andet. Og efter at have set, hvor de bor, kan man godt forstå at de hellere vil være udendørs. Jeg blev pludselig ramt af en varm og vammel lugt af brændt kød, og kigger til siden og stirre direkte ind i øjnene på et afhugget fårehoved med tungen hængende ud af munden. Lidt forskrækket tager jeg et skridt baglens, og ser en dame brænde et af hovederne og tage kødet af det. Det er åbenbart en delikatesse Vi fik lov at komme ind i nogle forskellige hjem og se hvordan de boede. Der er ikke meget plads, og de bor 2 familier i et lille rum, som er mindre end mit soveværelse derhjemme. Det er barske kår. De har vand og strøm, hvilket er bedre end de hjem jeg så da jeg tog min rejse til Kirgisistan. Det er 'det offentlige' der bestemmer, hvilke familier der skal bo sammen på den trange plads. Det første vi var inde i var 2 plans murstensbygninger, hvor familierne havde et lille fælles område, hvori den fælles vandhane, de skulle dele er i. Derudover var der 3-4 værelser, hvor der bor 2 familier i hver og et fælles toilet. Forestil dig at skulle bo 8 mennesker i et værelse på hvad? 15 kvm? Hende vi snakkede med, fortalte os at børnene tit var nødt til at sove på gulvet, når de blev større, fordi der simpelthen ikke var plads andre steder. Ifølge 'det offentlige' er deres næste mål for dem der bor sådan, at de får 2 værelser til hver familie. Så gik vi igennem et område med lidt større pænere huse, som blev kaldt townshippens Beverly Hills. Her bor familier, som kommer fra townshippen, men som har klaret sig godt jobmæssigt. Vi fik at vide, at dem der boede der, ikke havde lyst til at forlade townshippen, fordi der er et fantastisk fællesskab og ikke nogen, der ser ned på andre. Vi endte turen ude ved nogle skurbygninger. Her bor også mange familier, og også her har de vand og strøm. Dog er deres bygninger ikke tætte, så når det blæser og regner udenfor, så blæser og regner det altså også indenfor. Når der er varmt udenfor er der ulideligt indenfor, og det samme når der er koldt. Også her er pladsen trang. Det er vildt at man kan bo sådan. Men det kan man selvfølgelig blive nødt til. Næste skridt for dem der bor i skurbygninger, er at komme ind i murstensbyggerierne.

Jeg har derudover været en tur oppe på Table Mountain, hvor jeg har hygget mig som pinlig fototurist, som det kan ses i et af fotoalbumsene. Vi tog en cabel cart derop, og da jeg opdagede at gulvet begyndte at dreje rundt, mens den knirkende vogn bevægede sig stejlt opad kablerne, må jeg indrømme at mine ben rystede lidt under mig. Så går åndsvage tanker gennem hovedet på en, og en smule adrenalin bliver pumpet ud i kroppen. Men jeg overlevede! Ligesom de MANGE andre der tager turen hver eneste dag. Det første der møder os, da vi går ud på bjerget er en betagende udsigt. Der er noget med at stå højt oppe og kigge ud over et smukt stykke land. Det fungerer lidt på samme måde som havet for mig. Det beroliger og jeg kan næsten ikke blive andet end i godt humør, når jeg står højt oppe, tæt på solen, og kan nyde en fantastisk udsigt. Det er ikke fordi, der er så meget andet at lave på Table Mountain end at nyde udsigten og finde store firben og søde dassier (et sødt lille dyr, som lever på bjerget), også selvfølgelig nyde en kaffe fra cafeen på toppen, men stadig vil jeg mene at man sagtens kan bruge en hel dag på bare at sidde og nyde. Bare at være til stede et sted uden bilos og by larm. Det er frit, det er smukt, det er fantastisk.

Det er lidt noget andet, når man tager til fodboldkamp i det store World cup stadium i Cape Town. Vi købte billetter til at komme ind og se Bafana Bafana (Sydafrika) spille mod Nigeria om en plads i semifinalen i den Afrikanske cup. Hvis nogen kan huske da der var fodbold fra Sydafrika, kan i nok også godt huske helvedeshornet - Vuvuzelaen. Jeg har kun en ting at sige, og det er at den er her stadigvæk! Den lever og larmer stadig i bedste velgående. Det var en sjov oplevelse, selvom der var virkelig meget vind og det gjorde det lidt svært, at nyde kampen i fulde drag. Ikke at jeg går op i fodbold, men jeg går op i god stemning, og det må man da indrømme at der er på et fodboldstadium. Det er også en god mulighed for at komme ind i det store stadium, som har en stor plads i billedet af Cape Town. Kampen endte 0-0 og jeg fik af vide at Sydafrika aldrig har slået Nigeria, mens en anden fortalte mig at det Nigerianske hold spillede af helvedes til. Forvirrende? Ja, også i den grad! Men det har jeg nu altid synes at fodbold er.

Derudover er der kommet flere kulturchok fra den offentlige transport, da jeg sidder en helt almindelig morgen på vej til mit praktiksted. Jeg sidder stille og roligt og kigger ud af vinduet, mens bussen brager igennem hovedgaden. Den stopper og en dame kommer ind i bussen. Jeg vender mig og kigger igen ud af vinduet, da noget meget ubehageligt sker for mig. Bussen har masser frie pladser og alligevel vælger den fremmede dame, at sætte sig ved siden af mig. Jeg kigger ud af øjenkrogen på hende, og glaner derefter ned i bussen, hvor jeg ser et væld af frie sæder. Jeg får kigget på hende igen, og hun ligner ikke umiddelbart typen der vil mig noget ondt. Jeg kan mærke pulsen stige og overvejer mit næste skridt. Jeg er utilpas og ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Kort tid efter står damen af bussen. Jeg falder lidt til ro, nu ved jeg idet mindste at hun ikke er en psykopat der følger efter mig for at gøre mig ondt. Men jeg føler mig stadig krænket. Som ærkedansker ved man at den slags er forkert. Man sætter sig ikke ved siden af fremmede i bussen, når der er frie pladser. Det er lidt vildt, for det satte tusind tanker i gang i mit hoved, om hvorfor pokker hun dog kunne finde på at sætte sig der. Men jeg er rolig. Hun er væk. To stop senere træder en ny dame ind i bussen og sætter sig på pladsen ved siden af mig, og jeg mærker endnu engang varmen i mine hænder. Åndsvagt? Ja, det er da fuldstændig hovedløst! Men jeg siger jer, alt i min opvækst og alt i min krop siger mig, at noget er ravruskende galt.

Nu kan det godt være, at jeg siger at alting hernede i Sydafrika er meget billigt, men er i klar over hvad den slags gør ved et menneske? Det får dem til at sætte forbruget op. Det betyder at jeg handler tøj, mad og oplevelser i vildskab. Jeg er derfor ikke sikker på, at jeg kan finde ud af at vende hjem igen, og føle mig som en fattig studerende igen. Men den tid, den sorg. Om 4 måneder og 16 dage er det realiteten, indtil da skal den have alt hvad den kan trække.

Og, Ja, nu her ved afslutningen bliver det sku en smule sentimentalt, for hold da op, hvor er det overvældende med alle de folk der har lyst til at følge med i min beskedne hverdagsbeskrivelse. I skal vide at det varmer mit sind og bringer et stort smil på mine læber. I er sku fantastisk søde hver og én. Og i skal vide, at på trods af at jeg har det helt vildt godt hernede, så savner jeg jer derhjemme og tænker på jer.