Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg hjemvendt fra Burma, og kan nu tjekke både det og Phang Nga turen af på listen. SKØNT endelig at have begge dele overstået.
For at starte med Phang Nga, så gik det faktisk over mine forventninger. Jeg var så heldig at have en bus med kun 16 på som alle var danske - lykke! Og det gik faktisk godt hele dagen, glemte ikke noget og havde glade gæster hele dagen som oven i købet roste mig da jeg lettet kunne sætte dem af :) Så jeg var glad og frygter nu ikke helt så meget hvis jeg bliver nødt til at køre den igen, selvom jeg ikke håber det bliver nødvendigt! Det eneste minus jeg ellers kan nævne var, at det program vi altid uddeler ved starten af turen har et kort over hele sejlturen. Og det skal altså siges at vi har brugt dette kort i mange sæsoner uden nogensinde at høre noget, men jeg havde selvfølgelig én spørgejørgen på min bus som også fandt ud af at kortet var tegnet forkert! Rimeligt pinligt, men der var jo ikke så meget at gøre ind at love at gå hjem og ændre det. Typisk at gæst nr. mange tusind som opdager dette lige er på min bus, men som sagt var han altså ellers glad så jeg skal ikke klage (mere).
Turen op til Burma gik egentligt fint, bortset fra at paskontrollen i første omgang ikke fik stemplet mit pas, så efter båden var sejlet ud (over mod Burma grænsen) måtte den sejle tilbage så jeg kunne springe i land og få mit stempel! Og nåh ja, vi blev også stoppet af militæret på vej derop, en af dem sænkede sin maskin pistol en smule, åbnede døren og steg ind i vores bus. NATIONALITY skreg han på en mindre venlig måde! Danish fik jeg fremstammet men det var åbenbart kun de mørke på bussen han var interesseret i, og kun deres pas der blev tjekket. Rimeligt racistisk men vi slap da alle igennem!
Men vi kom da frem til Burma og så har jeg også fået set lidt at Myanmar. I køen til paskontrollen derovre var der lidt skummelt. Flere fattige burmesere forsøgte at sælge os hash eller "every other drug" som de sagde, og min sidemand i bussen (en franskmand som så lidt slidt ud) stak dem 100 baht og fik så en liter whisky stukket i tasken i stedet. Det skulle vise sig at være en handling der gjorde hjemrejsen mindre behagelig...
Efter 1½ time af den 6 timers lange hjemrejse var flasken tom og min sidemand stank mildest talt af sprit. Jeg har aldrig mødt nogle der kunne hælde i sig på den måde! To Australske fyre og en engelsk pige som jeg havde snakket lidt med på turen gjorde den store fejl at begynde at tale med ham. Så gik han helt i selvsving og skiftede hele tiden i forskellige "faser". Fase 1: han troede han var dracula og gjorde sin stemme helt mørk og hæs imens han løftede armene truende over mig og sagde at jeg skulle skynde mig at spise et sidste måltid inden han skulle suge mit blod ud... Fase 2: nu var han en farlig farlig bjørn der ejede os alle i skoven... Fase 3: historien om hans bedstemor og hans had til hans fædreland Frankrig. Og på denne måde fortsat det altså hele vejen hjem, slap kun for ham på de utallige tissestop han krævede, da han ellers sagde at han ville tisse på os i bussen! Og jeg tror faktisk at han mente det, og det gjorde vores chauffør åbenbart også.
Så nu er jeg bare glad for at være hjemme igen, og eftersom der kun er lidt over 2 måneder til jeg tager hjem behøver jeg ikke frygte flere visa runs med ham i hvert fald!
Nu er det vidst tid til lidt filmafslapning, føler egentligt jeg trænger til et bad eftersom der var meget beskidt i Burma og en klam stank i bussen, men vi har desværre ikke vand idag. Gud hvor der egentligt er meget jeg glæder mig til at vende hjem til i gode gamle Danmark!
- comments
mor Dejligt for dig at have det overstået. Og endnu en gang må læren vel være at det meste af det man frygter aldrig bliver til noget, eller i hvert fald ikke nær så slemt som frygtet. Og dejligt at der alligevel er ting du glæder dig til at komme hjem til i gode gamle Danmark. Og til april er det vel næsten FORÅR... Knus fra mor