Profile
Blog
Photos
Videos
Borneo er kæmpe stor - verdens 3. største ø, som dækker et areal på størrelse med Frankrig og Tyskland tilsammen - og er delt mellem tre lande: Brunei, Indonesien og Malaysia (staterne Sarawak og Sabah).
Vi kan selv sagt kun nå at se en flig af denne kæmpe store ø, og har koncentreret os om den malaysiske del. Og afstandene er store, så for at spare tid fløj vi fra Kuching til vores næste mål på Borneos nordlige østkyst; Sandakan i Sabah. Da der ikke går direkte fly mellem de to byer, tog vi et stop og en overnatning i Sabah's hovedstad 'Kota Kinabalu' - en lidet charmerende by, som fremstår som en helt anden verden i forhold til Kuching's fred og ro, og tilbagelænede atmosfære, som vi er blevet så glade for.
Kota Kinabalu er en "ung" by, da byen under 2. verdenskrig blev sønderbombet af de allierede styrker i et angreb på besætterne fra Japan - og der er stort set ikke levnet nogle bygninger fra før krigen. Her synes i forhold til Kuching mere rådt mellem de slidte betonblokke - og med langt flere mennesker og meget mere trafik. Her mødte vi også første gang på Borneo gadetiggere.
Ulempen ved at ankomme til et nyt sted med fly og dumpe ned fra himmelen - til forskel fra transport over landjord; i bus, båd eller tog - er at ens indre kompas kommer ud af balance, og man skal lige bruge den første tid på at finde verdenshjørnerne. Fordelen er selvsagt, at man kan tilbagelægge store afstande på kort tid - og det er forholdsvist billigt at flyve i Sydøstasien.
Sandakan var vores bestemmelsessted i Sabah - som udgangspunkt for at se endnu mere af Borneos vilde dyreliv helt tæt på, hovedsageligt havskildpadder i nationalparken 'Turtle Islands Park' ('Taman Pulau Penyu'), som består af tre øer; Pulau Selingan, Pulau Bakkungaan Kecil og Pulau Gulisaan - hvortil der kun gives besøgstilladelse til Selingan, hvor parkens hovedkontor findes.
Alle råd (i bøger og på internet) tilsiger, at turen til Pulau Selingan bestilles måneder i forvejen. Der er på øen et maksimalt besøgstal på 50 personer pr. nat, inkl. eventuelt lokalguider. Men da vi først 5 dage forinden i Kuching var blevet bekendt med stedet, og havde bestemt os for, at vores rejse skulle gå denne vej, kunne vi ikke andet end at krydse fingre for, at vi kunne få plads på øen når vi nåede Sandakan.
Det første vi gjorde efter at være ankommet med fly til Sandakan, og sat vores tasker på guesthouse'et, var at gå til molen, lidt udenfor byen, hvor 'Crystal Quest' har sit kontor - 'Crystal Quest', som administrerer nationalparkens besøg, og som sælger pladser på øen videre til de forskellige turagenter i Sabah.
Helt fantastisk var der plads til os den næste dag - d. 19. oktober 2013 - med afgang fra molen med båden kl. 9:30! ...og til en brøkdel af prisen ved turagenterne.
Pulau Selingan - Turtle Island - ligger i Sulu havet mellem Borneo og det sydlige Phillipinerne. Ca. 40 km - og 1 times bådtur - nord for Sandakan.
Øen er meget lille, og man går den let rundt. Helt flad med kolospalmer og kridhvidt sand.
Nationalparken 'Turtle Islands Park', er blandt verdens 9 største æglægningsteder for den grønne havskildpadde, og året rundt begiver hunskildpadder sig hver nat op på de tre øers strande, for at grave huller og efterfølgende lægge sine henved 100 æg - inden de med en asen og massen kravler tilbage til havet. Det er hårdt arbejde at lægge skildpaddeæg - havskildpadder er nu engang bygget til et liv under havets overflade.
Efter 30 års konserveringsarbejde i nationalparken, belønnes arbejdet ved, at de for hvert år får flere og flere "landinger" og æglægninger, da havskildpadder altid vender hjem til fødestranden for, at lægge deres æg. I 2012 nåede alene Pulau Selingan hele 7.032 reder, hvorfra æggene blev samlet sammen for udrugning i beskyttede indhegninger, og de nyudklækkede skildpaddeunger blev efterfølgende sendt ud på deres farefulde færd. Selv ved konserveringsarbejdet bliver kun ca. 3-4 pct. af ungerne voksne - og kan i en alder af 25-35 år begynde at yngle.
Vi ankom til øen kl. 9:30 - mørbanket efter en bådtur, hvor speedbåden sprang på bølgetoppene henover havet. Og efter instrukser om reglerne på øen; spisetider, snorkelsteder samt om hvor vi kunne bevæge os rundt og hvornår, var det tid til at kaste os ud i det blå blå hav omkring tropeøen - snorkling på koralrevet i det lave vand.
Over alt på øen ses sporene af foregående afteners landinger og æglægninger, som sporene af enlige traktordæk, hvor skildpadderne har mavet sig frem.
Under frokosten i hovedkontorets kantine, kom Chili ind udefra og fortalt at der var skildpaddebabyer i en af de små indhegninger - og ganske rigtigt var der tre små livlige unger.
Jeg fik senere på eftermiddagen stukket de tre unger i hånden med besked på hurtigt men forsigtigt, at bringe dem ned til stranden, og sætte dem ud i havet - efter at have gjort en af parkens rangere opmærksom på ungerne der stadig lå i deres lille indhegning. De tre var åbenbart fra en tidligere rede, og var røget med ved indsamlingen af nylagte æg - og var derfor udklækket før sine brødre og søstre i indhegningen.
Chili og Heidi befandt sig desværre på den anden side af øen - og uventet med hænderne fulde af de små sprællende skabninger, kunne jeg ikke nå at hente dem.
Senere bar Chili en enlig nyudklækket unge til havet - vi fandt den forvildet bag hegnet til udrugningsområdet, med retning mod havet, til trods for at den ikke kunne se det blå, men ført af sit instinkt. Da vi trådte ud i sandet i solen, og havets brusen gik i ørene på os, sprællede den lille fyr som aldrig før i Chili's hænder. Da Chili satte den ned i sandet tumlede den direkte mod vandet. Efter den første dukkert, stak den hovedet op for en indånding - og det var som om den kiggede op på os og takkede for hjælpen, inden den dykkede igen og hurtigt forsvandt i det store hav.
Turens egentlige attraktion - de æglæggende skildpaddehunner - ville starte engang efter mørkets frembrud, når den første hun "landede" på øen - så vi sad i kantinen efter aftensmaden, i uvished om hvor længe vi måtte vente. Pludselig lidt i kl. 21 blev vi kaldt til af parkens rangere, og vi gik i samlet flok med de andre besøgende ud på i mørket.
Under fuldmånen som lyste gennem skyerne lå en stor tung hun som i trance, lydløst igang med æglægningen - alt imens vi så til, og en ranger samlede æggene hen ad vejen. Kæmpeflagermus sværmede over vores hoveder.
Fra reden blev æggene hurtigt bragt til udklækningsområdet, hvor de 70 nylagte æg omhyggeligt blev gravet ned i 65-70 cm dybde, i række med de foregående afteners æg.
Sidste step i konserveringsarbejdet på øen er, at sende de nyklækkede skildpadder afsted - og efter at de nyindsamlede æg var trygt genbegravet, gik vi tilbage til stranden hvor 59 unger blev sluppet fri - og tumlende, baskende og rullende nåede vandet i lyset fra månen samt rangerens lommelygte.
Næste morgen stod vi tidligt op - båden til fastlandet gik kl. 7. På vores gåtur til morgenmad i kantinen, lavede vi en afstikker til stranden, hvor vi lige nåede at se en stor ung hun forlade sandet, ud i vandet og fortsætte sin mavende kamp ud i havet over korallerne i lavvandet - efter for første gang, at have lagt æg på sin fødestrand i sandet ovenfor i den tidlige morgentime.
- comments