Profile
Blog
Photos
Videos
Hen hvor pebret det gror... Og den hjemmebrændte riswhisky flyder!
"Vil I opleve det mest autentiske? ...hvor langhuset ikke er for turisternes skyld - men for beboernes - hvor der ingen moderne teknologi og faciliteter er, og hvor beboerne bor, lever og arbejder som de har gjort altid, så tag til Batang Ai".
Vi havde fundet en lille turagent - Ooo Haa Tours - på 1. sal lidt gemt væk på en lille sidegade til Jalan Bazar, havnefronten i Kuching. Og efter at være blevet budt hjerteligt indenfor og blevet præsenteret for alle husets racekatte - til Chili's store begejstring - måtte vi afbryde for, at spørge indtil hvad de havde at tilbyde.
Det autentiske var lige det vi ledte efter - nu var vi kommet så langt, og vi havde tiden til det, så vi bookede et besøg på 3 dage/2 nætter hos Iban-folket ved Batang Ai søen, ude i junglen ca. 300 km fra Kuching, og lokalguiden Joe på 28 ville tage os med til langhuset 'Nanga Ukom Engkari'. Joe som selv er Iban - men fra et andet hus og familie - skulle fungere som vores guide, chauffør, kok, tolk...
På vejen til langhuset ville vi gøre stop ved Semenggoh Orang Utan Rehabilitation Centre.
8. oktober 2013
Vi forlod vores guesthouse i Kuching kl. 8:00, hvor Joe samlede os op - efter først at have check'et ud og overladt vores rygsække for opbevaring. Aftenen før havde vi købt en ekstra lille rygsæk så vi kunne have en lettere bagage med; myggebalsam, et håndklæde, skiftetøj, kamera, tandbørste, sæbe, toiletpapir...
Dagens første stop: Semenggoh Orang Utan Rehabilitation Centre.
Rehabiliteringscentret har dagligt åbent 2 timer - ved morgenfodringen kl. 9-10 og ved eftermiddagsfodring kl 13-14. På centret findes i alt 27 orangutanger som lever frit i områdets jungle. I denne tid hvor det er frugtsæson bevæger orangutangerne sig længere og længere ind i junglen hvor de uden problemer selv finder mad - derfor blev vi orienteret ved ankomsten til centret, at der ingen garanti er for at se orangutanger, specielt i denne tid. Dagen før havde de på centret ikke set en eneste orangutang. Med det in mente gik vi de ca. 200 meter ind i skoven til fodreplatformen - vi glædede os blot over at de tidligere skadede eller fangeholdte orangutanger har tilbageerobret en vild tilværelse.
Vi ventede ved fodringsplatformen i stilhed sammen med en større flok besøgende i ca. 20 minutter, uden en orangutang i sigte - vi kunne høre parkens rangere kalde rundt om i skoven i forsøget på at tiltrække dem.
Pludselig begyndte skoven at bevæge sig langt ude, og vi kunne se trætoppene vugge - en mor med sin unge nærmede sig for at indkassere en snack. 5-10 minutter efter begyndte skoven igen at gynge og en lille flok kom frem i trætoppene fra junglens krat; en større han, en mor med unge samt en ung han.
Efter en times tid hvor vi nød orangutangerne i træerne, fik vi venligt besked på at forlade fordringplatformen igen, så orangutangerne igen kunne få fred og ro. Da vi nåede parkeringspladsen sad der endnu en orangutang-mor med sin unge i et af træerne, og vi kunne komme helt tæt på.
Vi var heldige - vi fik senere at vide ved mødet med en anden lokalguide fra Ooo Haa Tours, som havde besøgt centret dagen efter, at de om eftermiddagen ingen orangutanger havde mødt - og at de dagen efter heller ikke havde været heldige.
Det var en stor oplevelse at se de fantastiske skabninger i deres rette element!
På vejen videre mod vores bestemmelsested gjorde vi holdt ved et lokalt marked i byen Serian, og Joe indkøbte vores mad til dagene i langhuset; frisk fisk, kylling og svinekød, sammen med grøntsager og frugt - (de friske pythonslanger lod han heldigvis ligge)...
Hen omkring kl. 16 nåede vi hvor vejen stopper, og søen Batang Ai begynder. Og ved søens bred lå en traditionel Iban langbåd - med påhængsmotor - og ventede på os. Ved båden hilste vi første gang på vores vært for de næste 2 nætter; høvding Guyu, som også skulle sejle os den sidste vej over søen og op ad floden.
Vi lå meget lavt i vandet efter at have pakket båden med vores medbragte bagage, vand og indkøbte madvarer og vi var blevet forsynet med redningsveste for en sikkerhedsskyld. Heldigvis viste vejret sig fra sin bedste side: ingen vind og dermed ingen bølger, og tørvejr.
Efter en times sejlads gennem landskabet, forbi et par andre langhuse nåede vi langhuset 'Nanga Ukom', hvor vi skulle bo de næste par dage.
Idet vi nærmede os huset og så omgivelserne kom vi for første gang til, at tænke over hvilke toiletfaciliteter der ventede os (så meget for at søge det mest autentiske), og vi blev glædeligt overrasket da vi blev vist indenfor i vores rum, hvor der var installeret europæisk toilet - godt nok uden træk og slip, så vi måtte fylde en spand vand til at skylle. Og installeret ud over siden af huset spartansk afskærmet med bambusrafter, og med junglen spirende ind i sprækker og huller. Endda med bruser med forfriskende vand fra floden.
Vores rum fungerede som delvist fælleskøkken for langhusets fællesveranda, hvor der blev lavet kaffe og te, og vores mad blev lavet over åben ild. Her indtog vi vores måltider og til nat blev der opredt med en madras og myggenet.
Flere gange holdt høvdingen og hans assistent med flere, "møde" på gulvet i "køkkenet" i vores rum... Og vi blev hver gang budt til at sidde med, med de glas af riswhisky og risvin det indebærer.
Langhuset er et stort hus opført i træplanker og bambus, løftet over jorden på træpæle.
Husets centrale plads er en gennemgående veranda (på Iban; ruai), hvor der arbejdes og hvor beboerne slapper af, har socialt sammenværd - børnene leger og hundene bevæger sig frit rundt.
Langs verandaen findes hver families eget rum/hus, hvor de sover, tilbereder mad, spiser - har deres privatliv.
Når børnene bliver store og flytter hjemmefra, eller der flytter nye familier ind, bygges der til huset i længden - så huset med tiden bliver længere og længere.
I huset 'Nanga Ukom' bor der i øjeblikket 32 familier - 158 personer indskrevet på listen hængt op på verandaen, ved siden af arbejdsplaner, mødereferater og organisationsdiagram over hirakiret i huset. Børn i skolealderen kommer hjem hver fredag til weekend - i ugen går de i skole lang vej fra huset, så de må overnatte på skolen.
Flere af husets voksne familiemedlemmer arbejder i byen og kommer hjem til højtider, eller når der skal hjælpes til med f.eks. tilplantning af husets rismarker.
I huset er der ikke mange som kan engelsk - f.eks. kunne vores vært Matu kun tale lidt engelsk, og hans kone slet ikke - så vi kommunikerede med hjælp af smil, håndtegn, tolkning fra vores guide Joe - og et klap på låret i ny og næ fra de ældre herrer.
Når den sproglige barriere blev for stor og tavsheden blev for lang kunne vi samles om tobak og et par flasker hjemmebrændt riswhisky - og høvdingen lærte hurtigt vores 'skål', og vi ditto deres 'Ooo haa'.
Vores værtfamilie var høvdingen selv og hans familie - og vi føler os meget heldige at have været gæst ved deres hus. Høvding Guyu - med kælenavnet Matu - på 32 år, hans kone på 29 år og deres to sønner på 5 og 6 år, som begge endnu bor hjemme. Parret har desuden to døtre på 8 og 10 år, som bor ude på skole, og som kommer hjem til weekend.
Matu havde overtaget hvervet som høvding efter sin far, som var afgået ved døden for et par år siden. Titlen som høvding indebære et job som langhusets borgmester og dommer ved uoverensstemmelser blandt husets beboere.
Iban-folket anses som Borneos oprindelige befolkning, og findes hovedsageligt i den malaysiske delstat Sarawak, men også i mindre grad i malaysiske Sabah samt i en del af den indonesiske del af Borneo.
Iban er den største stamme i Sarawak - og udgør ca. 30 pct. af Sarawak's samlede befolkning. Andelen af Iban-folk som stadig bor traditionelt i langhuse bliver mindre, mens mange bor og arbejder i byerne. Flere langhuse tættere på byerne er moderniserede - måske opført i beton, med indlagt el og vand.
Iban-folket er de tidligere frygtede hovedjægere fra Borneo.
Efter at have installeret os i vores rum, blev vi endnu engang budt velkommen af Matu og hans kone med te på familiens flettede måtter på gulvet på fællesverandaen.
Mens vi så os lidt omkring blev der tændt op i bålstedet i vores rum - og aftensmaden blev tilberedt.
Efter at have indtaget et overdådigt måltid sammen med familien på gulvet i vores rum, blev der gjort klar til den officielle velkomst på verandaen, med traditionel dans - med os som aktive deltagere, og riswhisky til mændene og risvin til kvinderne.
Vi overrakte høvdingen vores medbragte gave - pakker med kager, nok så der var til alle familier - og pakkerne blev hurtigt fordelt i 32 bunker, hvorefter hver familie hentede deres andel. ...mere riswhisky og socialt sammenværd - Chili og Heidi sagde godnat, hvorefter herrerne blev tilbage for at ryge og drikke: socialt sammenværd som kan udøves på tværs af kulturer og forskelligt sprog.
Huset har en generator for besøgenes skyld, som tændes nogle timer når mørket falder på - når den slukkes igen for natten og den pumpene lyd stopper, starter junglens larm - cikaderne skriger, frøer kvækker, et egern (...eller noget) løber på taget.... Og alt er bælgmørkt.
9. oktober 2013
Om morgenen - tidligt! - galer hannerne om kap over, under og fra siderne så vi vågnede før det var blevet helt lyst.
Efter morgenmad, drog vi ud for dagens program. Matu vidste os vej gennem husets "køkkenhave" - junglen - hvor de finder det meste af deres grønt, medicin og frugter, og hvor de går på jagt - videre forbi deres nytilplantede rismarker og pebre-plantager. Vi fik smagt på forskellige friske ting fra junglen, tygget på sukkerrør - men vi lod Matu selv få proteinbomben fra de levende larver...
Vi trekkede gennem junglen via floden til vores frokoststed, mens vi fiskede med net.
I en lysning ved floden indtog vi en fantastisk frokost tilberedt over bål og i bambusrør, sammen med familien, selvfølgelig inklusiv riswhiskey og -vin - kun forstyret af en stor slange som ud af det blå sprang ned fra trækronerne over os - den blev hurtigt jaget væk med stenkast.
Efter frokost skiftede vejret pludseligt, og himlen åbnede for sluserne, mens vi vi fik en forfriskende dukkert ved et vandfald.
Lige så hurtigt som regnen begyndte, lige så hurtigt skinnende solen igen fra en skyfri himmel, og vi gik os tørre på turen tilbage gennem junglen til båden, som sejlede os tilbage til langhuset.
...efter lidt afslapning var der igen "møde" i køkkenet inkl. snack af resterne fra frokosten og riswhisky, mens aftensmaden blev tilberedt.
Senere var der underholdning for tre nye hold gæster som var ankommet til huset om eftermiddagen. Grundet de flere gæster var der en del mere uro i forhold til aftenen før, og det havde været en lang dag og Chili sad næsten sovende, så Heidi og Chili gik til ro, mens jeg blev budt til at sidde med ved høvdingens måtte.
De nye gæster forsvandt hurtigt ind på deres rum, og roen i huset indfandt sig igen - og selskabet ved høvding Matu blev siddende til efter midnat med nygrillet rokke, og riswhisky og tobak, samt en snak om forskellen mellem livet i langhus og Sarawak kontra Danmark.
10. august 2013
Næste morgen var vi flere i huset som var ramt af gårsdagens sammenværd - og efter Iban-skik og -brug måtte der endnu et par glas hjemmebrændt til som opkvikker ved "morgenmødet" i køkkenet - og det er jo uhøfligt at afslå en indbydelse.
Efter morgenmad fik vi en opvisning i hanekamp, og en introduktion i at skyde med pusterør, som Iban-folket traditionelt har brugt til jagt.
Forsynet med et par håndarbejder fra huset og en flaske riswhisky til 6 ringgit (ca. 10 danske kroner) var det tid til at sige farvel, og vi blev sejlet tilbage ned ad floden og over søen til vores bil, med efterfølgende 4 timers kørsel til Kuching.
At blive budt så hjerteligt velkommen med ønsket om at vi gjorde deres langhus til vores 2. hjem var en stor oplevelse. Og da vi sagde farvel til Matu og hans familie, og flere andre beboere sagde vi farvel til et helt hus af nye venner - med ønsket om at vi skulle komme igen og tage vores familie med.
Selv om omgivelserne har været meget primitive, har vi slet ikke følt det sådan - vi er blevet forkælet med fantastisk mad, utroligt venlige mennesker og en helt speciel oplevelse for livet.
- comments