Profile
Blog
Photos
Videos
Igler! Disse blodsugende små bæster - tigerigler - er også en del af det vilde dyreliv i Sabah på Borneo - og en naturlig sidegevinst når man begiver sig ind i regnskoven; så lange bukser, tilknappede langærmede skjorter og iglesokker som snørers til lige under knæet er en del af udstyret ved gåturene i junglens underskov - og tiltrods for alle forholdsregler finder de små sataner vej for et måltid - for hænder og hoved er ikke tildækket. Da Heidi pludseligt havde en af de små snyltere siddende sugende i hånden, var det ikke kun de naturlige dyrelyde som kunne høres i skoven ved søen den formiddag. Og selv efter endt gåtur i skoven i sikkerhed på værelset i lodgen skal man ikke vide sig sikker, for de følger med ind på tøjet - og man får pludseligt uventet besøg når man mindst venter det; i en - tror man - privat stund på toilettet!
Vi tog d. 22. oktober 2013 på tur sammen med søstrene Lily og Florie fra Frankrig, Simon fra England og Niek fra Holland fra vores hostel i Sandakan til Bilit ved Kinabatangan Floden længere mod syd - 3 dage/2 nætter med vores erklærede mål at se Borneos vilde 'Pygmæ Elefant', selvfølgelig sammen med meget mere af det vilde dyreliv.
Kinabatangan Floden er Malaysias anden længste flod, med sin længde på 560 kilometer fra sit udspring i bjergene til udløbet i Suluhavet. Floden er kendt for en utrolig varierende flora og fauna, og det sted på Borneo med det mest kompakte dyreliv, hvor dyrearter som er enestående for Borneo findes. Meget af regnskoven på den øverste del af floden er ødelagt af skovning og palmeolieplantager, men den nedre del - hvori Bilit ligger - er meget af den millionår gamle regnskov bevaret og står nu under statens beskyttelse, for at forhindre at mere skov fældes og plantagerne spreder sig ud til floden.
Da vi ankom til vores lodge på flodbredden hen på eftermiddagen, fik vi at vide, at elefanterne var observeret i området - og vi måske var heldige at de var at finde ved bredden længere oppe af floden senere.
Vi havde en planlagt en sejltur senere i eftermiddagsskumringen - hvor vi første gang skulle på jagt efter det rige dyreliv.
Da vi sejlede afsted op ad floden, spredte den umiskendelige lugt af jungle sig fra regnskoven på begge sider. Vi sejlede hele flokken af sted i en lille motordrevet båd, alle iført redningsveste - selv om de ikke ville være til meget nytte hvis vi faldt i vandet i nærheden af flodens krokodiller, som kan blive op til 6 meter lange.
Med udsigten til måske at kunne finde de sjældne elefanter langs floden, sejlede vores bådmand os målrettet mod det sted de var observeret dagen forinden. Vi sejlede i ca. 45 minutter og passerede blindt forbi flere forskellige aber på vores vej op ad floden - dem skulle vi nok nå at se på et andet tidspunkt, nu handlede det om de unikke små elefanter på Borneo!
Da vi sejlede ind til bredden, hvor elefanterne var set dagen før, var skoven stille og kun fodsporene i mudret vidnede om, at der havde gået en flok - her lå vi stille et stykke tid, tålmodigt ventende i stilhed.
Pludseligt blev regnskovens lave lyde brudt af en lyd; skingret som en rusten trompet med en dyb efterlang, kom fra den tætte jungle - elefanter! ...Men lyden kom inde fra skoven et stykke derfra, så vi vendte båden og sejlede efter lyden - og der, mellem grene og blade midt i det grønne ved flodbredden var der pludseligt et par øjne i et gråt hoved, som gumlende stod og så ud på os. Vi drev med strømmen, og lidt længere nede stod en helt familie - helt blotlagte i en lysning ned til vandet, så vi nærmede os med lav motorgang til vi ramte bredden og lå lige nedenfor flokken, som ufortrødent fortsatte deres grønne måltid.
Vi havde allerede samme eftermiddag som vi var ankommet nået vores største mål - Borneo's Pygmæ Elefanter gik dovent omkring lige foran os, 3-4 meter fra båden!
Den specielle underart af den asiatiske elefant, som kun findes her på Borneo, adskiller sig fra sine brødre ved at være langt mindre - op til 1,7 meter over ryggen - med længere hale og større øre. Først i 2003 blev det ved dna undersøgelser fastslået, at disse elefanter er sin egen art, og har været adskilt fra de øvrige asiatiske elefanter i ca. 300.000 år. Borneo pygmæ elefant findes i Sabah, og i mindre antal syd for grænsen nordligt i den indonesiske del af Borneo 'Kalimantan'. Der findes kun ca. 2.000 fritlevende individer tilbage i naturen.
Da elefanterne efter nogen tid blev trætte af at kigge på os, vendte de sig om og forsvandt stille ind i vildnisset. Mørket trængte sig på, og vi havde overskredet tiden for vores 2 timers eftermiddagscruise på Kinabatangan floden - på vej tilbage til vores lodge spottede vi bl.a. de enestående næseaber, makak aber og en masse forskellige fugle.
Efter en sen aftensmad, var det tid til nattrekking. Chili og Heidi blev på lodgen - dels fordi det var blevet sent, men også fordi vi var kommet afsted uden lange bukser (watch out for leeches!) - Heidi havde kneeckers på, så dem lånte jeg, og sammen med iglestrømperne fik jeg dækket mine ben - til stor morskab for hele gruppen, men det var mørkt og dyrene er ligeglad med hvordan man ser ud. Og ingen i gruppen var nu smart klædt på grundet frygten for igler...
På turen ind i den mørke regnskov lyste vi vores vej med vores medbragte lommelygter, og ført af den lokale guide passerede vi forbi flere fugle som sad stille på grenene over vores hoveder og sov, bl.a. flere arter isfugle samt edderkopper, kæmpe-tusindeben mm. Men nattejagten i skoven gik hovedsageligt efter den sjældne spøgelsesabe - 'Western Tarsier' - som kun er aktiv om natten. En lille behåret fyr med kæmpe store øjne - ca. 13 cm høj, klassificeret som abe. 'Western Tarsier' findes kun på Borneo og det sydlige Sumatra. Vores guide havde ikke set den de sidste 4 måneder, så chancerne var ikke store.
Men der var den pludseligt i lokalguiden lyskegle - stirrende på os, blændet af lyset eller bare ligeglad. Den fortsatte sin jagt på mad ufortrødent hoppende fra træ til træ med kængurulignende spring, og vi fulgte den i gennem mørket så stille vi nu kunne i skovbunden.
Næste morgen d. 23. oktober havde vi en tidlig bådtur på floden kl. 6, og turen gik ad samme vej som den eftermiddagen dagen før, men denne gang kunne vi i langsommere tempo udforske flodbrederne og dyrelivet i trætoppene - og i morgendisen over floden, blev den en ny oplevelse og et andet landskab.
Efter en flot morgentur på floden ventede der en varm morgenmad på lodgen.
Da det blev tid til dagtrekking i junglen hen på formiddagen, var det Heidis tur til en dans med iglerne - og en svedig gåtur på 2 timer i den varme underskov med tårnhøj luftfugtighed, mens Chili og jeg slappede af på lodgen.
På eftermiddagens bådtur på Kinabatangan sejlede vi den anden vej ned ad floden - i et andet sceneri - og her var vi heldige at se en vild orangutang bygge rede i toppen af et højt træ ud til floden.
Desuden så vi hundredevis af aber i træerne; 'langhalede makak', 'grisehale makak', 'silverleaf abe' og den for Borneo enestående 'næseabe'.
Næseaben - der når en højde på ca. 75 cm, med en hale på ca. 65 cm og vejer op til 21 kg - lever kun i Borneo's regnskove og mangrovesumpe.
Det mest karakteristiske træk ved næseaben er, som navnet antyder, den lange og hængende næse som voksne hanner får.
Den har også opsvulmede maver som følge af deres specielle fordøjelsessystem, der udleder en stor mængde gas. Aben med det utrolig menneskelige udtryk er stærkt udryddelsestruet, og der lever blot ca. 7.000 individer i naturen.
Vi returnerede morgen efter til Sandakan og vores hostel - og fulgtes med Simon og Niek til et hotel udenfor byen, med pool, spafaciliteter og en lille rutchebane. Og vi forkælede os selv med en velfortjent afslappende eftermiddag, inden vi gik den lange vej tilbage til vores hostel ved havnefronten til en aften i fællesrummet med pizza leveret fra Pizza Hut og kolde øl.
- comments