Profile
Blog
Photos
Videos
35 km nord for Kuching fandt vi et resort, hvor vi kunne slappe af i nogle dage i fine omgivelser - og lade alle de mange indtryk fra de sidste mange uger sive ind - efter nogle store oplevelser i Sarawak, Borneo. Stranden er fin, havet er ikke det flotteste med sit brune vand, men her er en fantastisk pool højt placeret på en bjergskråning med kig til havet og til naturen og bjergene som omkranser stedet.
Og det er længe siden vi har kunne svale os i en pool's kølige vand!
Efter turen i langhus returnede vi til Kuching, hvor vi tilbragte endnu et par dage på guesthouse'et på flodpromenaden - dage med afslapning, slentring i byens gader - pause på en cafe - og besøg på Sarawak Museum.
Fra Kuching hankede vi d. 13. oktober 2013 op i rygsækkene, og tog den korte vej til Santubong, og Damai Beach Resort.
Her er ingen by omkring, og priserne på hotellet virker tårnhøje (uden egentlig at være det) efter, at have levet lokalt og på budget så længe - så vi går den korte vej over floden som løber ud i havet, via en lille usikker træbro, til en foodcourt umiddelbart ved siden af resortet. Her indtager vi vores aftensmad i omgivelser vi er blevet så vante med.
Helt at have trukket stikket ud, er måske så meget sagt, da vi ikke kunne stå for områdets mulighed for at se Irrawaddy delfiner. Og vi tog en af dagene ud for at finde dyrene - hvis vi var heldige.
Irrawaddy delfiner er karakteristiske med sin runde afstumpede snude - til forskel fra sine andre artsfæller, som lever på åbent hav. De lever i floder i mangrove og lavvandede havområder, og Santubong området er det bedste sted i Sarawak, at se disse havpattedyr.
Vi så indtil flere individer i flodmundingen, hvor de kom op med en prusten for at trække vejret - svære at fange med kameraets linse!
På turen i mangroven - hvor vi også fik et glimt af saltvandskrokodillerne som kan blive op til 4
meter - besøgte vi desuden en lokal fiskerlandsby på pæle.
Det var dagen hvor muslimer verden over fejrede den årlige pilgrimsrejse til Mekka, og folk var klædt fint på - drengene og herrerne i noget der mest af alt ligner silkepyjamas.
Solen har sat sig i vores hud, og tropevarmen i vores lunger og knogler. Vi siger nu, at der er koldt, og vi fryser, når temperaturen kommer under 30 grader.
Monsunen nærmer sig - her i Sarawak normalt i november, men flere lokale siger til os at den kommer tidligt i år. Og vejret bliver da også mere og mere omskifteligt, med ekstreme ændringer over kort tid. Når solen skinner er det fra en skyfri himmel - og her er stegende hedt. Men pludseligt trækker skyerne sig sammen om bjergtoppene, og vi får et regnskyld uden sidestykke, så himmel og hav står i et - akkompagneret med lyn og torden hen over hovederne på os. Lynet slog den anden dag ned med et brag her på resort'et, så strømmen gik i hytter og lejligheder. ...vi var netop forinden trådt ud af pool'en.
Efter så lang tid på farten, med så mange nye indtryk hele tiden, bliver vi hurtigt rastløse, og 4 overnatninger her er lang tid. Vi har brugt dagene på at planlægge vores videre færd; først til Sabah - den nordlige malaysiske stat på Borneo, og senere videre til Bali i Indonesien, som venter på den anden side af ækvator med endnu flere oplevelser, ny kultur og nyt folk...
- comments