Profile
Blog
Photos
Videos
JUL OG NYTÅR I SYDNEY
Dagene fra d. 20. december til d. 24. december gik med planlægning og indkøb til juleaften, en strandtur samt gensyn og hygge med alle de dejlige mennesker der stadig befandt sig i Sydney. Dejlige dage der blot gik alt for hurtigt! Pludselig var det JULEAFTEN! Juhuuu! Men hvor var det vildt at fejre jul i solskin og med 30 grader. Vi kom ikke helt i julestemning, men vi havde en rigtig hyggelig dag, bortset fra lidt hjemve når man tænkte på dem derhjemme og familie-julehygge. Men med dejlige mennesker, knus og opkald fra skype kom vi alligevel godt igennem aftenen.
Inden den store middag tog drengene til Bondi for at surfe, mens pigerne hyggede hjemme med te og cookies. Kort efter middag begyndte folk at komme og vi rykkede ud i solen i haven og nød julegodter i form af pebernødder, brunkager, jødekager og marcipan som Tenna havde bagt. MUMS hvor var det lækkert!
Julemiddagen bestod af and og flæskesteg, brune, hvide og franske kartofler, brun sovs (med kulør og ribsgele hentet en time væk!), rødkål, en æble-avokado-asparges salat og selvfølgelig hjemmelavet risalamande til dessert. Uhmm hvor det smagte. Sovsen havde været to dage undervejs, da de blev nødt til at lave andefonden selv. Guf. Risalamanden havde en lidt sjov bismag da deres fløde smager lidt specielt hernede, men vi forsøgte at kamuflere det med en masse vaniljesukker! Der blev to store skåle risalamande. Ann-Sofie og Mie gemte mandlen i den ene skål, men en eller anden havde tygget mandlen, for da skålen var tom var der ingen der havde fundet den. Vi sad længe og råbte af hinanden fordi vi troede der var en der lavede sjov og sad og gemte på den, men ingen gav sig til kende. Så en ny mandel måtte gemmes i den lille smule risalamande der var tilbage i skål 2 og så fik alle en lille klat. Rasmus var så heldig og finde mandlen. Han var ellevild da han selv havde været med til at købemandel gaven og var stor fan af den. En Hotdog maskine bestående af et højt glas hvor man kan koge pølser i og en stang hvor man kan varme brødene på. Et must have i ethvert køkken!
Bagefter skulle der danses om juletræ. Da de fleste juletræer hernede er af plastik havde vi bestemt os for at danse omkring et af træerne ude i haven. Træet havde fået en lille smule julepynt og pakkerne var blevet gemt under det. Simpelthen så fint. Vi var 18 mennesker og vi kunne lige danne en kæde omkring træet. Da det var blevet mørkt og vi ikke var så stærke i julesalmerne, måtte Kasper ind i midten og synge for, da han og Tenna havde medbragt et lille sanghæfte. Det kunne næsten ikke undgås at der spredte sig en lille smule julestemning da vi gik der i mørket og sang "det kimer nu til julefest". Tyskeren der også var blevet inviteret med til vores fest, syntes vist vi var lidt mærkelig. Til slut blev der sunget "nu det jul igen" rundt i haven, hvilket Mies billige flipflops desværre ikke kunne holde til.
Så var det tid til gaverne. Vi havde hver trukket en person som vi skulle købe gave til, så alle fik en. Mads fik et mini bordtennis-sæt i træ fra Kasper og Mie fik et fint læderarmbånd fra Søren. Mads havde så købt gave til en der hedder Christina (kunstige negle med det australske flag, en boksende kængurubamse samt en dansk bog som vi havde læst) og Mie havde købt gave til tyskeren (et mindpuzzle i træ, som han vist ikke helt vidste hvad han skulle stille op med).
Lidt længere nede i haven var der vild trommefest med hvad der lød som indisk musik. De larmede en del, så hen på aftenen ankom politiet og sagde at de skulle lukke ned. Og så kunne de da lige så godt tage alle festerne når nu de var der, så vi og tyskerne der bor ved siden af Ann-Sofie og som også holdt julefest fik også besked på at skrue ned. Måske fordi de små børn jo står tidligt op d. 25. december og så ikke kunne sove for larmen. Så pakkespil blev uden terninger men med kort der fortalte om man skulle tage eller give en gave til enten venstre, højre eller overfor eller om gaverne skulle rotere til den ene eller anden side (alle startede så ud med to gaver hver).
Mie gik i seng da pakkespil gik i gang men sov rigtig dårligt i løbet af natten og fik det rigtig skidt den næste dag. Meget ærgerligt for d. 25. var vi inviteret til australsk jul hos Jeremy (Mads' ven) og hans kones familie. Det meldte vi afbud til om morgenen. Heldigvis skulle det være en stor fest så der var ikke lavet mad specifikt til os som så gik til spilde. Men stadig vildt ærgerligt! Rasmus, Ann-Sofie og Mette var taget til Melbourne om formiddagen d. 25. så vi havde fået lov at låne Ann-Sofies seng, og tror vi trængte til at sove for vi sov hele dagen, bortset fra til frokost, og igen hele natten. SNORK
Nytår foregik ved Balmain, et område lidt uden for Sydney. Her havde vi fundet en park hvor man måtte medbringe sin egen alkohol, hvilket jo var et must nytårsaften. Desværre var det ikke tilladt at medbringe glasflasker, så vi poppede champagnen allerede om morgenen hvor vi sammen med Rasmus, Ann-Sofie og Mette startede dagen med en lækker morgenmad bestående af æg, bacon, beans, hashbrowns og stegte tomater skyllet ned med champagne. Mums en dejlig måde at starte dagen på. Omkring kl. 09.00 tog hele huset fra Ann-Sofies, godt pakkede med lækker mad og et par øl eller to. Det tog næsten to timer at komme til Balmain, da vi lige skulle omkring Coles og købe isterninger til at holde det hele koldt i køletaskerne. Hernede kan man nemlig købe store plastposer med isterninger, hvilket er helt genialt hvis man f.eks. vil nyde kolde drikke i den bagende sol på stranden.
Parken vi havde besluttet os for at tilbringe nytårsaften i viste sig at ligge ned til vandet og lå vildt godt i forhold til Harbour Bridge, hvor der blev skudt fyrværkeri ud fra. Hen af dagen kom der flere og flere danskere til og vi endte nok med at være omkring en 20 stykker. Super hyggelig dag hvor vi dasede på græsset indtil solen gik ned, men også en smule lang når man havde været oppe kl. 06.15 og så skulle holde sig vågen til kl. 24.00! Allerede omkring kl. 21-22 var der et lille fyrværkeri til de børn som ikke kunne holde sig vågne til midnat. Og når vi skriver lille er det selvfølgelig i forhold til fyrværkeriet kl. 24.00, for i forhold til fyrværkeriet som man kan se i Aalborgs gader var det STORT.
Fyrværkeriet kl. 24.00 var det flotteste vi nogensinde havde set! Vi fik pladser helt nede ved vandet og havde den fedeste udsigt. Ud over broen der var oplyst af ild, var der 6 standere i vandet hvorfra der kom nogle ordentlige raketter fra. Så flot og så vildt stort, at alle nytårsskud fra nu af vil blegne. Bagefter gik turen hjemad. Sammen med ca. 4000 andre. Vi og Mette blev væk fra flokken, men fik så sneget os foran i en kæmpe kø til en bus ind mod byen. Bussen sneglede sig af sted i starten, fordi alle, både busser og biler, skulle samme vej, men vi nåede ind til byen hvor vi fik prajet en taxa ud til Ann-Sofie. Mads havde fået sig en god lur i bussen så han var vældig frisk da vi var hjemme igen og løb derfor op til Hungry Jacks (Australsk Burger Kind) og hentede et par menuer til os. De andre kom ca. 1 time efter os. Rasmus, Ann-Sofie og Kristian var gået hele vejen - 7 km på 3 timer. Behøver vi skrive at de var trætte? De nåede lige hjem til dronningens nytårstale som vi hørte via P3 på nettet. DR havde lovet os at vi kunne se den på deres hjemmeside, men det virkede desværre ikke.
Næste dag sov vi dejligt længe og var klar parat til en gang pakning/smid ud seance, da vi havde fået samlet os alt for mange ting. Det blev til et par poser tøj og sager til skraldespanden. Rasmus og Ann-Sofie tog til Cooggee og hyggede sig, mens Mette og vi tog på thairestaurant i Kensington. Om aftenen fik vi steak med kartoffelmos, sovs og majs - en herlig lille afskedsmiddag inden vi skulle forlade Australien efter 5 spændende måneder.
- comments