Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa
Jeg håber at alt går godt i Denmark.
Det går godt her i Kenya. Jeg har lagt billeder op fra vores tur på camel camp og vores safari i Samburu i weekenden. Vi havde en rigtig god tur til camel camp, selvom vejret ikke var det bedste.
I sidste weekend var vi med den britiske kirurg og hans kone i Samburu Nationalpark på safari. Det var en helt fantastisk tur. Vejret var perfekt, vi så en masse flotte dyr og vi havde det så sjovt sammen med kirurgen og hans kone. De er det hyggeligste ægtepar. Begge over 70 år, men især kirurgen er ikke til at slå ud. Han elsker simpelthen eventyr. Jo større et mudderhul han får lov at køre igennem med 4hjulstræk jo bedre er det. Og at der er løver, elefanter og bøfler i området kan ikke nødvendigvis holde ham tilbage fra at gå ud af bilen for at få et bedre billede af en krokodille (det er ham der tog billedet af krokodillen. Jeg gav ham mit kamera fordi jeg ikke turde stå ud af bilen). Det er næsten et mirakel at han har klaret sig så længe i Kenya! Ham og hans kone har været her i Afrika i kortere eller længere tid de sidste 11 år, så han har da en vis erfaring.
På hospitalet er jeg nu startet i klinikken for HIV/AIDS pt. som jeg faktisk synes er ret spændende. Der er selvfølgelig mange virkelig tragiske historier, men medicinen til behandling af HIV er gratis vha. sponsorer og jeg synes faktisk de gør et kæmpe arbejde. I morgen skal jeg med ud i nogle små landsbyer der ligger så langt fra vores by at patienterne ikke selv har mulighed for at komme med ind på hospitalet. Jeg er meget spændt på hvordan det bliver.
Ellers har vi også fået besøg af en medicinstuderende fra New Zealand. Hun skal være på hospitalet i 6 uger og jeg er ret spændt på hvordan det er at bo sammen med hende. hun har sit eget værelse, men køkken og stue hvor vi opholder os hele tiden er fælles. Hun virker heldigvis sød, så det skal nok gå.
Nu vil jeg smutte igen. Hils omkring og jeg glæder mig til at høre mere hjemmefra. Der har været lidt tomt i min indbakke på det sidste :-)
Knus Lise
- comments