Blog d. 2.03.2010

En helt almindelig dag på operationsgangen i Maua.

Jeg har i den sidste tid gået og tænkt på hvordan jeg mon bedst kunne forklare hvordan tingende fungerer her i Kenya og hvordan jeg bedst kan forklare hvorfor vi på hverdagsaftener ofte er så trætte at vi falder fuldstændigt sammen. Som regel kommer jeg bare frem til at alting bare er SÅ anderledes, men det er lidt som om at det ikke helt forklarer situationen.

Jeg er ikke kommet frem til nogen fantastisk løsning, men jeg vil prøve at forklare det ud fra en, for kenyanere, ganske almindelig hændelse, på en ganske almindelig mandag.

Jeg har lagt et billede ind af mig der står og syr et sår sammen på operationsstuen, og listet alle de punkter der gør denne situation anderledes og overvældende for mig, men som for alle de andre er helt almindelig.

1)Jeg står og syr et pangasår. En panga er en slags macheter, der flittigt bruges mod venner og bekendte.

2)Det er faktisk mandens bror der har slået ham med en panga. Der er ingen medfølgende historie om hvorfor, men det er givetvis et slagsmål relateret til det lokale narkotika mirra.

3)Såret er så dybt at der er en stor revne i kraniet, men det er meget almindeligt så det er da ikke en hindring for at den unge medicinstuderende kan få lov til at øve sig i at sy.

4)Læg mærke til min flotte OP-hat, som i virkeligheden er et skoovertræk, men der var ikke flere almindelige operationshatte, og så må man jo være kreativ.

5)At mundbindet (som selvfølgelig skal bruges flere gange) sidder under næsen er ikke en fejl. Det skyldes at der altid er mellem 25 og 30 grader på stuen hvilket simpelthen er ulideligt varm hvis man ikke kan få ordentlig luft.

6)Der var ikke mere suturmateriale i den ønskede størrelse så jeg var nødt til at bruge en nål der egentlig var for stor.

7)Og sidst men ikke mindst, -billedet er taget da jeg er næsten færdig med at sy. De første mange sting blev sat i lyset af en lommelygte holdt af anæstesisygeplejersken. Strømmen var gået så operationsstuen blev fuldstændig sort da jeg lige var klar til at gå i gang med at sy.

Og dette er absolut hverdag her. De andre ser intet overraskende i at det er nødvendigt altid at have en lommelygte på operationsstuen, at der ikke er mere sutur i størrelse 3.0, at der ikke er flere op-hatte, at der er ekstremt varmt på stuen osv. osv. Der er bare så mange detaljer i den oplevelse der gør at jeg aldrig kommer til at stå i en lignende situation hjemme i Danmark.

Og operationsgangen er bestemt ikke det eneste der er anderledes. På kirurgisk møder jeg det ene tilfælde efter det andet hvor jeg er ved at tabe både næse og mund. Selvom jeg prøver er det simpelthen umuligt for mig at skjule min overraskelse over en mand med en pil gennem øjet, en 16årig pige der er blevet gift som 10-årig og nu har fået tæsk af sin mand, en dreng med et 10x10 cm stort hul i maven med åbning direkte ind til tarmene og meget mere.

Hver morgen skal vi overveje om vi skal skynde os i bad mens der stadig er vand eller om man skal satse på at der også er vand senere, og vi skal huske at overveje hvilket toilet der har den største chance for at kunne skylde ud.

Vi skal tage hensyn til hvornår der er strøm i forbindelse med madlavning, og bevæger vi os ud i byen skal vi regne med en hel hale af børn der råber "mzungu" ("hvid") eller "hello, how are you" mens kvinder og mænd i alle aldre kommer hen for at snakke med, og hilse på de spændende nye hvide mennesker i byen.

Alt dette er egentlig bare et forsøg på at forklare hvordan vores hverdag fra mindste detalje er fuldstændig forskellig fra det vi er vant til, uden at vi egentlig er rigtigt i stand til at gøre rede for hvad det er der er så overvældende.

Jeg må dog tilføje at selvom alting er overvældende, vildt og anderledes, så har vi det rigtig godt. Vi kan sagtens grine af alle de 1000 små episoder i hverdagen, hvor vi bliver mindet om at "this is Afrika" og det er absolut en stor del af oplevelsen som vi ikke ville undvære. Udover de mange crazy oplevelser er dagene også fyldt med en masse sjov, glæde og oplevelser hvor man virkelig kan sige at man har gjort en forskel i nogle menneskers liv.

Jeg håber at dette har givet en lille smule mening at læse, og at det kan give et lille billede af hvordan dagens mange små og store udfordringer kan tage al ens energi på dage der i realiteten foregår fra 8-17 hvor vi er på hospitalet.

Så må jeg en anden dag forsøge at beskrive alle de kulturelle og sproglige udfordringer vi også arbejder med.

Jeg håber at alle har det godt i Danmark, og glæder mig til at høre mere nyt hjemmefraJ

Knus Lise