Livet på Medicinsk afdeling Så er første uge gået på medicinsk, og her gik jeg og troede at der efterhånden skulle meget til for at overraske eller overvælde mig, men det lykkedes alligevel at få et nyt kulturchok. Godt nok i mindre målestok end da jeg startede på kirurgisk, men alligevel stort nok til at jeg de fleste aftener har været dødtræt og helt ør i hovedet af de mange nye indtryk. Et par eksempler: Der har været utroligt mange pt. i koma på afdelingen. Ofte pga. meningitis, evt. i kombination med HIV, men også diabetes og enkelte af helt ukendte årsager. Da der ikke findes intensivafsnit eller respiratorer på sygehuset ligger de bare i sengen og kæmper for at trække vejret. En kamp de fleste af dem taber efter kort tid. Et andet eksempel kan jeg simpelthen ikke lade være med at grine af. Under stuegang kommer vi til en dame med hjertesvigt. Røntgenbilledet viste et hjerte på størrelse med en fodbold og hun var ret dårlig. Mens vi står ved sengen sætter hun sig op, men bliver tydeligt dårligere og er ved at besvime. Og hvad gør så den clinical officer, clinical officer intern og de to sygeplejersker der står ved siden af sengen???? De løber selvfølgelig alle sammen ud for at hente handsker! Den eneste der bliver stående ved siden er sengen er mig, der lige pludselig står alene med en pt. der er besvimet og hastigt på vej ud over sengekanten og har direkte kurs mod betongulvet. Heldigvis ser the clinical officer sig tilbage og kommer mig (og den besvimede dame) til undsætning. Da sygeplejerskerne kommer tilbage (nu forsvarligt iført handsker) er krisen overstået og vi har fået bakset damen tilbage i seng. En af dem har oven i købet den frækhed at sige til mig at jeg burde tage handsker på inden jeg rører ved patienten. Jeg kunne næsten ikke tro at jeg hørte rigtigt, men jo, man skulle jo passe på sig selv. I princippet er jeg enig, men pt. havde ingen åbne sår eller andre åbenlyse smittefarlige ting på sig, så i dette tilfælde synes jeg alligevel det var bedst at tage chancen. Ellers ville de selvfølgelig have haft brug for handskerne når hun lå på cementen med et kraniebrud. Onsdag havde jeg en rigtig øv-dag. Der var ikke nogen læge på afdelingen så hele stuegang blev klaret af the clinical officer, c.o.intern og mig. Heldigvis, da jeg kom hjem og var lidt træt af det hele, kom Katrine tilbage fra receptionen med en pakke til mig. Jubii  Katrine ærgrer sig sådan over at hun ikke havde et kamera da hun viste mig pakken, men sværger i hvert fald at hun aldrig vil glemme mit ansigtsudtryk og mine begejstrede hop rundt i køkkenet. Og glæden blev bestemt ikke mindre da jeg så at pakken indeholdt både lakrids, en god film og ikke mindst breve og tegninger hjemmefra. Så nu sidder vi i vores fine stue som ikke længere bare er pyntet med gækkebrev, børnekalender og 3x emballage efter malariabehandlinger, men nu også med børnetegninger og breve hjemmefra. Så kan et pigehjerte i Kenya ikke ønske sig mere! :-) Glæden blev ikke mindre da den britiske kirurg kom og fortalte mig, at ham og konen vil tage os med til Samburu Nationalpark i weekenden efter påske. Samburu er den 3. eller 4. største nationalpark i Kenya med masser spændende vilde dyr. Ikke helt så mange stor katte som i Masai Mara hvor vi var på safari sidst, men til gengæld med gode muligheder for at se næsehorn og meget andet. Det glæder vi os rigtig meget til. Ikke mindst til at tilbringe en weekend med det sejeste ældre ægtepar man kan forestille sig. Eksempelvis er David 72 år, men stadig var han så begejstret da jeg fortalte ham om min tur med søværnet til Grønland at han mente at hvis ham bare havde været nogle få år yngre ville han selv tage ud at sejle med et krigsskib. I øvrigt er han også så begejstret for historien om Grønland at han nu har fortalt store dele af hospitalspersonalet om min tur med krigsskib. Og historierne bliver bestemt ikke dårligere med hans fantastiske fortælleevner. Ikke at han fortæller noget der ikke passer. Alting bliver bare mere farverigt og lige en tand mere dramatisk når han med klassisk britisk accent fortæller om at blive hevet op med helikopter af et to grader varmt hav, hvor man ligger med en utæt tørdragt. Hold da op, det blev godt nok et langt indlæg, men I må jo bare springe over de kedelige dele. I påsken skal vi til Nanyuki Camel Camp. Vi ved ikke helt hvad det går ud på udover at ride på kameler, men vi har fået at vide at det er sjovt at være der, så det glæder vi os til. Håber alt går godt i DK. Knus Lise