Profile
Blog
Photos
Videos
Blog d. 21/2 2010
Hej alle sammen, jeg håber at alle har det godt på trods af den voldsomme sne i Danmark. Jeg kan helt ærligt sige at jeg ikke er spor misundeligJ
Her er en opdatering fra Maua, og jeg ved helt ærligt ikke rigtigt hvor jeg skal begynde. Der er bare sket så vildt meget på hospitalet i denne uge. Dette bliver sikkert ret langt og kedeligt, så jeg har fuld forståelse for dem der ikke gider læse det hele J.
Jeg er heldigvis ved at vænne mig til at være på kirurgisk afdeling efter en ret svær start. Der er bare så mange frygtelige tilfælde, at jeg midt på ugen ved at overveje om jeg helt skulle opgive at være på kirurgisk. Som skræk-eksempler kan nævnes op til flere nye panga (machete) overfald hver dag, og det er ikke småskrammer de kommer med. Det er kraniebrud, åbne brud på arme og ben, mm. Vi havde en kvinde som havde fået tæsk af sin mand så begge ben var brækket, og nu nægtede han selvfølgelig at betale for hendes behanldling. Derudover en mand der var blevet stenet! Det gav en del brud på arme, ben og kranie. I øvrigt ikke nogen medfølgende historie om hvorfor han var blevet stenet. Og til sidst to mænd der blev indlagt med bidsår lavet af andre mænd! Det er fuldstændigt vanvittigt!
Og til sidst brandsårsafdelingen…Den har jeg ikke helt vænnet mig til endnu. Den er fyldt med små børn, der under leg er faldet ind i moderens madlavningsbål, enkelte kvinder der selv er faldet ind i bålet, og en familie på 3 børn som alle sammen er voldsomt forbrændt. Angiveligt sket ved leg omkring et bål, men jeg tror det er mindst lige så sandsynligt at de er faldet over schæferhunden King (læs: absolut ikke en ulykke). Tilfælde af børnemishandling kan dog ikke straffes i Kenya så under alle omstændigheder forsøger vi at hjælpe børnene med brandsårene og derefter bliver de så sendt hjem igen. Sørgeligt.
Som sagt en masse frygtelige tilfælde, men heldigvis er der også en del gode tilfælde hvor vi rent faktisk kan gøre noget for dem der er kommet til skade. Jeg har assisteret til en del operationer hvor vi har sat forskellige knogler sammen og på plads, lavet en hudtransplantation på en totalt forbrændt arm, og selv syet et øre sammen på en af dem der kom ind med bidsår. I øvrigt ret spøjs oplevelse at sidde og sy et halvt øre sammen fordi en mand havde bidt den anden halvdel af, og pludselig går strømmen, så operationsstuen blev helt sort. Det var simpelthen surrealistisk og komisk.
Alt i alt er jeg dog nu, selvom det måske lyder mærkeligt, ved at blive ret glad for at være på afdelingen. Dette skyldes primært en herlig pensioneret britisk kirurg som hvert år bruger 8 uger på hospitalet og lige nu gør min dag både spændende, udfordrende og ikke mindst ret morsom.
Nå, ikke flere hospitalsoplevelser, vi har desuden været oppe hos et amerikansk par og se film, været med en tysk kvinde i Meru som er den store by her i området, og skal i aften ud og spise på den fineste restaurant her i Maua sammen med nogle af de andre vesterlændinge der opholder sig på hospitalet. Det er rigtig hyggeligt at de inviterer os med til alt muligt, og meget rart at have mulighed for at dele alle vores oplevelser med andre der har været igennem nogenlunde samme kulturchok.
Nu må jeg hellere stoppe inden alle falder helt i søvn (sikkert allerede for sent). I må have det rigtigt godt og huske at skrive til migJ
Knus Lise
- comments