Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er min tid snart forbi her i Zambia. Der er kun to en halv uge tilbage, og det må derfor være på tide med endnu en opdatering
Det startede i onsdags, som nok var en de mest produktive dage rent sportsligt hernede. Det hele startede på Nsansa, hvor jeg fik løbet utrolig meget, mens jeg havde idræt med eleverne. Pigerne spiller et spil, der hedder rounders, der ligner baseball en del. Der er fire baser, også skal man nå at løbe 13 runder uden at blive ramt af bolden, som det andet hold har. Man skal altså løbe hurtigt og strategisk - det er bare ekstra hårdt, når man er læreren, som er ekstra sjov at ramme!
Onsdag var en rigtig god dag. Dagen sluttede nemlig med, udover styrketræningen, at vi spiste sammen med Mwashi familien sammen med Peder og Anitha. Der var dukket en bekendt zambianer op ved Mwashi familien med en truck fyldt op med fisk direkte fra søen af! Sådan nogle skulle vi da helt klart have på grillen, også var der dømt hygge med grillet fisk, nshima og hyggelig fællesspisning.
Samtidig startede vi denne onsdag med vores nye fodbo ldprojekt. Det gik for sig i Nkwashi, hvor der dukkede 40 drenge op. Disse 40 drenge startede opvarmningen op et kvarter før, at træningen skulle begynde, uden nogen havde bedt dem om det. Vi har altså endelig mødt et sted i Ndola, hvor de unge drenge virkelig er commitede til fodbolden, er seriøse og udviser enorm stor selvdisciplin. Det var uden tvivl en oplevelse rent fodboldmæssigt hernede, og det har kun været en fornøjelse at være der igen i fredags og i dag. Vi skal altså være i dette område hver onsdag og fredag de sidste uger.
Lørdag er jeg dog tilbage ved de zambianske tilstande. Isubilo drengene skal spille kamp, og da jeg endelig har tid denne lørdag, så vil jeg selvfølgelig se dem spille. Drengene møder op nogenlunde til tiden, de sidste kun en halv time for sent, og jeg forbereder mig på at se en god kamp. Der sker dog imidlertidig det, at vi intet hører fra det andet hold, der simpelthen ikke dukker op. Træneren fra holdet kommer dog to timer efter, at holdet skulle være kommet for at spørge, om vi kan udsætte kampen til om eftermiddagen. Problemet er dog, at der om eftermiddagen er landskamp mellem Zambia og Libyen, og det derfor er ulovligt ifølge fodboldforbundet at spille kampe på dette tidspunkt. Det, samt at drengene selvfølgelig ville se kampen, gjorde, at vi gav træneren en times frist, hvor han sagde, at det kunne de sagtens nå. Skete der noget? Ikke det mindste, vi så ikke træneren igen, og vi fik tildelt de tre point. En sørgelig tendens, der dog ikke er helt uvant i Zambia.
Lørdag aften er der dog igen hygge. Samuel og Maja, der er to danskere, der har en bananplantage hernede, inviterer til en stor fest med masser af mennesker. Vi kører derud og starter hyggen med et spil krocket, der dog hurtigt viser sig at være et decideret elendigt spil. Det kører ikke helt, men der er masser af god snak, god musik og sidst men ikke mindst - kolde øl! Der bliver samtidig fyret op for grillen, så jeg altså nu også har prøvet at spise Mpala og krokodille. Der sker dog noget pudsigt i løbet af aftenen. Pludselig midt ude i den zambianske bush ved Samuel og Maja, møder jeg en anden gut, der hedder Jonas! En hyggelig gut, der viser sig at være en tysk tømrer på 19 år, der jo så er hernede for at bygge huse. Det er første gang, at jeg møder en anden person, der har så smukt et navn hernede...Det bliver dog værre endnu, for det viser sig, at ved den tyske familie, som Jonas bor ved, der har de en søn, der også hedder Jonas. Vi står altså pludselig to tyskere og mig som dansker midt i den zambianske bush og alle hedder Jonas. Jeg tør vædde med, at det ikke er sket mange gange før!
Udover fodboldprojektet og den daglige gang er der dog ikke sket andet nyt i Ndola. Det skulle da lige være landskampen, der blot bekræfter denne uge som en uge i fællesskabets og hyggens tegn. I går (tirsdag) havde Danmark jo, som de fleste nok ved, en rigtig vigtig EM-kval kamp mod Portugal. Minsandten om den ikke blev vist live på zambiansk tv! Den skulle vi selvfølgelig se sammen med Peder og Anitha. Igen får vi fat på nogle gode fisk, samtidig med at vi hyrer Brian (en af Mwashi brødrene) til at lave nshima til os. Peder og jeg står for grillningen af de gode fisk, og Anitha har endda bagt kage, fordi Brian har fødselsdag. Aftenen går altså med rigtig god mad, flere kolde øl og en landskamp, der er den bedste set i nyere tid!
Resten af ugen kører videre med Nsansa om eftermiddagen og fodboldprojektet om eftermiddagen. Fredag sker det heldige dog, at vi en sidste gang kører afsted til Sunken Lake for at være der fra fredag til lørdag. Endnu en vild start på en weekend, der kun kan blive god. Ovenikøbet får vi besøg fra torsdag-søndag, da en af Simons veninder kommer herned et par dage for at være ved os et par dage og dernæst ved en veninde, som også er hernede. Der bliver altså også i den næste uge godt gang i sporten, fodbold og hyggen. Det er med at nyde det, når jeg nu snart skal hjem igen!
- comments



Hans Henrik Bakkensen krocket man er da ikke en dårlig taber ??