Nu har jeg afholdt min sidste uges "ferie" i Zambia, og i morgen starter jeg på mit arbejde som idrætslærer på en skole hernede. Der er dog sket rigtig meget i min ferie, hvor jeg har været med ude ved de fattige områder for at opleve "det rigtige Afrika".

Mandag startede dog med et besøg på politistationen hernede for at anmelde overfaldet. Det var en lidt spøjs oplevelse og noget helt andet i forhold til det danske politi. Da vi vil anmelde episoden, bliver jeg bl.a. spurgt om, hvor overfaldsmanden bor, og hvor mange gange han har overfaldet mig - Hvis jeg vidste sådan nogle ting, så tror jeg måske, at jeg havde angivet personen og ja, jeg anmelder sådanne ting efter "blot" et overfald/røveri, men det er åbenbart ikke kotumen i Zambia. Hernede kræver det åbenbart lidt selvhjælp, hvis man gerne vil have gjort noget ved sådanne sager....TIA!

Tirsdag prøvede jeg så at opleve det virkelig fattige Zambia. Jeg var sammen med Anitha, Peder og Mia ude ved noget, der hedder Agabe, hvor Lifeline (organisationen, hvor Mia og Anitha arbejder) altså har "adopteret" dette område og hjælper dem med lifeskill-træning. Mia og jeg tog os af de små børn, som Lifeline havde adopteret i projektetk. Disse børn er alle født med hiv/aids eller tuberkolose, og ingen af dem kan derfor regne med at blive særlig mange år. Børnene skal jo stadigvæk have indhold i livet, så vores job var at prøve at lære disse børn tallene fra 1-10 på engelsk - en udfordring der virker meget simpel for os derhjemme, men når man aldrig har gjort det før i en alder af 5-7 år, så er det ikke bare ligetil, hvis man ikke går i skole. Det var utroligt spændende men også skræmmende på en måde. Man kan tydeligt se på børnenes hud og hår, at de har sygdomme.

Der har selvfølgelig også været fodboldtræning i dene uge! Denne onsdag var Simon og jeg inviteret ud til et academy, hvor der var fyrre drenge, fem bolde og en træner! Det er altså en større udfordring at sætte en rigtig god træning op for disse drenge, når man er vant til, at man nærmest har flere bolde end spillere i Danmark! Men det gik rigtig fint, og træningen forløb som planlagt. Det fede ved at være fodboldtræner i Zambia er, at disse drenge er engageret på en helt ande måde end i Danmark. I Danmark er det hygge og sjov, visse spillere tager ikke træningen alvorligt, og det sociale aspekt fylder enormt meget. Hernede vender det 180 grader. Drengene vil det her! Det er deres måde at fylde en hverdag ud på. De går op i det med liv og sjæl, mens de kæmper for at blive bedre fodboldspillere. I Zambia bliver man forøvrigt også talt til som "Coach" og ikke bare "Jonas". Der er autoritet over det, og hvis man vover at lave uro eller snakke, mens træneren forklarer, så er det normalt med en straf på eksempelvis 20 armbøjninger. Der er kort sagt ikke så meget pis og papir over det, men man kan samtidig se, hvor glade drengene er for fodbolden, hvilket blot gør træningerne bedre endnu.

Resten af ugen har egentlig været ret afslappende og kan mere anses som egentlig ferie. Der har ikke været den store action udover, at jeg har været med ude for at høre Peder fortælle om drømme og visioner. Det er noget af det, der bliver arbejdet meget med hernede og er en stor del af denne lifeskill-træning, hvor vi prøver at fortælle og lære de unge mennesker, at det er okay at skille sig ud, hvis det er på en positiv måde. Du bliver nødt til at have en drøm i livet, for hvad skal ellers motivere dig til at kæmpe dig ud af fattigdommen? Vores lifeskill-træning går altså i høj grad ud på at skabe positive mønsterbrydere. Vi har været ude at grille med et par danskere både torsdag og fredag. Det er rigtig hyggeligt, så man også hører, hvad andre danskere laver hernede. Både dem som er her frivlligt, og dem der bor her permanent. Der er bl.a. danskere som Samuel og Maja, der har deres egen banan-plantage, andre har en farm med køer, også er der folk som Peder og Anitha, hvor Peder er project director, og Anitha er sygeplejerske i Lifeline.

Et af de mere "vestlige" ting, der er foregået hernede, var natten mellem lørdag og søndag. Simon og jeg skulle egentlig have været på en tur til en kæmpe sø ved navn Sulton Lake, men da denne blev aflyst, besluttede Simon, Peder og jeg os for at have en gamer-night. Vi satte os altså til at grille med Mia og Anitha til aftensmadstid og satte os derefter fra 21-tiden om aftenen til 6-tiden om morgenen bag ved skærmen for ikke at lave andet end at spille Football Manager. Et virkelig hyggeligt afbræk fra en hverdag, der ellers er præget meget af den zambianske kultur.

I morgen (tirsdag) begynder jeg så på Nsansa, som er den skole, hvor jeg skal være idrætslærer. Jeg glæder mig virkelig meget, da dette bliver mit faste arbejde hver dag, indtil jeg skal hjem! Mine hverdage hernede bliver altså virkelig lange, da jeg starter kl. 8 hver morgen ved Nsansa og er hjemme ved 17-18 tiden hver aften, da jeg mandag og fredag skal være fodboldtræner for Nsansas skolehold efter skoletid, tirsdag og torsdag samt enkelte lørdage skal være fodboldtræner ved Isubilo, og onsdag skal jeg så selv træne med fodboldholdet Gomes.

Der skulle altså være rig mulighed for at dyrke en masse sport og endda komme i rigtig god form! Jeg glæder mig hvert fald, og jeg håber, at I glæder jer til om en uges tid at høre om, hvordan jeg er startet på mit "arbejde"

Ha' det godt!