THE FINAL COUNTDOWN 2 - FABELAGTIGE FILIPPINERNE

-LAST CRAZY TRIPS AND "LAZY" DAYS…

Dette er det ultimative sidste indlæg der vil komme her fra mit Fili-eventyr. Ville ønske jeg kunne sige at jeg vender tilbage, for lige nu er det en tanke der ligger meget nær, men ved det aldrig vil blive det samme. Det filippinske sind vil blive uhyre savnet, men verden er stor og jeg må se hvad der ellers gemmer sig derude!! Det her ½ år har vækket min rejselyst, som har ligget og luret i flere år, og ved nu jeg kan klare det. Jeg kan mærke at flere eventyr venter og håber at jeg kan få nogle af dem realiseret.

Ud over at have set Cebu, været på Malapasqua, MoalBoal, Mactan og Bohol, så har vi den sidste måned også været omkring nogle af de andre smukke og fantastiske steder som Filippinerne byder på.

Manila - (for anden gang) 26.-29. december

Vi har igennem hele opholdet været virkelig heldige at møde nogle yderst praktiske, venlige og hjælpsomme folk. Da vi indtog Manila til John Mayer koncerten i oktober, havde vi fået en kontakt til en fyr, som viste sig at være yderst belejligt bekendtskab. Eller det vil sige at efter Helene havde skrevet frem og tilbage med ham endte det med rabat på overnatning og en gratis nat på en luksus hotel i en finere del af Manila, kaldet Makati. Han og hans familie har kontakter rundt i Manila, og selvom vi bestemt ikke ville nasse eller presse os på, så insisterede han. Om det så handler om, at der er noget prestige i at have hvide venner, om at imponere eller almindelig venlighed, er fuldstændig ligegyldigt, for vi endte med at få nogle fede fili-venner i ham og hans venner.

Det var en helt anden oplevelse end første gang, da der sidst var total kaos i forhold til planer, trafik og muligheder. Nu så vi en smukkere side af byen og fik oplevet den mere velhavende del af filippiner-folket. Vi fik mødt nogle af ham fyrens (Miguel) venner og blev præsenteret for en masse mennesker og et par kendte filippinere (hvilket de jo sagtens kunne have snydt os med, da vi jo kender nada filippinske celebrities). Modsat i vores dagligdag, følte vi at vi sprogmæssigt og humormæssigt var mere på lige fod, da de beherskede engelsk lige så godt, om end ikke bedre end os. Vi kunne køre på den ellers ret danske sarkasme og sorte form for humor. De havde deres egne store biler (de har dog kæmpet for at nå dertil hvor de er, og ikke bare børn af heldige forældre) og kunne vise og fortælle en masse om en ret anderledes side af den filippinske kultur end vi normalt har set og oplevet. Det har givet en bedre helhed og større overordnet billede af Filippinerne, at have fået lidt af det hele med. Vi fik prøvet lidt high society clubs, deres stam beer-ping-pong bar, lokale specialiteter, fx sisig (The common -- and original -- ingredients for 'sisig' are parts of pig's head (snout, cheeks, and ears of pig), chicken liver and heart, and pork skin crisp. The dish is typically served on a sizzling plate - og ja det vidste jeg ikke da jeg spiste det, men smagte lidt af bacon!!!) og vi udvekslede traditioner, viden og sammenlignede vores kulturer. Vi kom selvfølgelig i nogle af deres kæmpe Malls og fik shoppet det vi nu havde plads til (eller ja, vi måtte købe to ekstra tasker da vi havde undervurderet vores bagage og selvfølgelig de nye indkøb). Vi fik ikke lov til at betale eller bestemme meget selv i de par dage. Vi havde vores helt egne personlige "passere" med, som vidste lige hvad der skulle ske - og alligevel ikke. Igen blev vi konfronteret med filippinernes dårlige evne til at planlægge og holde tid, men da de brugte tid og feriedage på os, valgte vi at tage det med et smil (når de var der hvert fald, hehe) og tage det for den oplevelse det var J

Boracay - 29. december-4. januar

Helt hjemmefra havde vi leget med ideen om at holde nytår på Boracay, da vi havde hørt at det skulle være en fest-ø, og hvilken bedre anledning. Vi havde håbet flere ville hoppe med på ideen, men mange var rejst videre ud i verden, andre til DK og nogle stykker blev i Cebu. Men da det også er ret dyrt at tage dertil i peak-season og vi ikke havde lang tid tilbage i Cebu, så var der mange overvejelser. Det endte dog med at Maj, Helene og jeg tog af sted i forlængelse med Manila, og kunne mødes med Catrine og Kenneth, og endnu en af de danske studerende, som også var af sted med sin kæreste på Boracay. Desuden viste det sig af vores Manila-venner havde syntes det var så stor fornøjelse, og vi havde snakket om, at det kunne være skægt at feste sammen på Boracay. Så i deres brandert af vores sidste fest, fik de aftalt billetter. Så det blev til lidt ekstra fest og hyggeligt samvær med drengene, som også var der med flere af deres venner og veninder.

Vi var så på en af de smukkeste strande med en masse muligheder for fest, vandsport, aktiviteter og solskoldning. Men men men, så ville lykken at der skulle ramme et uvejr i nærheden som påvirkede vejret på Boracay. D. 31. var den eneste dag med sol, hvor det efter en olieret massage og 1 time i solen lykkedes os at blive godt røde til årets nytårsbilleder. Ellers var det voldsom blæst, vådt og gråt meget af tiden, så blev ikke helt det vi havde håbet. Stedet havde så meget potentiale, men desværre fik vi ikke udnyttet det pga. vejrforholdene. Men er ikke mange der kan prale med at have fejret nytåret hoppende i en vandkant, mens fyrværkeriet fra bådene og stranden lyser det azur-blå vand op helt. Alt imens man står med sin veninde i hånden og en kold San Miguel i den anden og der er råb, musik og glade mennesker overalt (ja 23.53 går det op for os at vi ingen champagne har - hvilket vores filippinske venner slet ikke forstod var et must - og da den eneste vi kunne finde var til den nette sum af 9000 pesos, som er knap 1200 kr. så sprang vi liiiige over og nøjedes med det næst bedste J = SAN MIGUEL LIGHT).

Palawan - 8.-15. januar

Dette del-indlæg blev skrevet i Helenes og min seng på ret dyre El Nido Beach Hotel med udsigt ud over BLÅT vand, klipper, sejlbåde og badende folk. Med sand i sengen og på gulvet, bikinier og håndklæder til tørre og aftersun og rod på sengebordet. Palawan er utrolig smukt og den sidste glimt af paradis der kunne opleves før flyveren gik mod DK (selvfølgelig med stop i Cebu og nogle dages afslutning der). Vi valgte at gøre det lidt luksus tøse hygge. Desværre var vejrguderne igen en smule på tværs, men heldigvis med mere moderat sol og blå himmel og muligt at være uden at fryse om aftenen (ja vi nåede jo nok ned på 25 grader på Boracay/Manila, så det var jo på med en cardigan - hehe Danmark blev temmelig kold fornøjelse!!)

Maj havde veninde på besøg de sidste par uger, som vi var lidt sammen med her på Palawan. Derudover fik vi vores afgang til at passe med to andre piger, Ellen og Birgitte, som vi ellers ikke havde snakket så meget med gennem praktikopholdet. Dem de har boet med rejste til DK den dag vi drog mod Palawan og var super sjovt at få nyt input. Da de rejste videre mod Coron for at dykke, fik Helene og jeg nogle kvalitetsdage alene, hvilket var hyggeligt J Hun er den jeg har tilbragt flest timer med, så en dejlig afslutning af få med hende! Trods lidt sygdom, fik vi nydt morgenmad på terrassen, morgenbadning, sol og snakket om hele forløbet, vores oplevelser og turen generelt.

Turen til selve El Nido er lidt turbulent. Man lander i lufthavnen i Puerto Princesa (her tog vi to overnatninger, lidt solbadning og en tur ud til Underground River), hvorefter man skal køre i omkring 6 timer på seriøst skiftende vejforhold (huller, grusveje, bjergSVING i konstant zigzag - og nogle filippinere kører bare bedre end andre). Vi valgte at bestille en van til 6000 pesos som var et godt tilbud da normalprisen er 10.000. Ellers er det muligt at tage en offentlig transport til 700 pesos pr. mand. Men vi havde hørt fra flere at det var en meget hård tur, og valgte derfor privat van. Hjemad blev samme løsning til 5000, da vi fik rabat ved at bruge den samme kontakt. Det var en noget dyre, men noget mere overskuelig løsning - dog det hele værd også hvis man vil have lidt søvn på turen. Sammenlignet med Boracay, var det en noget mere chill'ern-stemning, færre mennesker og mindre lækre spisesteder, men dertil er omgivelserne så også fuldstændig fantastiske. Der var mange bådeture ud til lagoon'er, snorkling, kajak, cliff-climbing osv. Naturen var uden sammenligning.

Har set nogle af de smukkeste strande, den flotteste natur, mødt de dejligste og mest uforglemmelige mennesker, festet på stranden, i vandet, på roof-top, på barer og diskoteker som aldrig før, fløjet og sejlet mere end jeg nogensinde har gjort (og er ellers ikke lige mine favorit måder at komme rundt på), snorklet i farverig rev og set de mærkeligste fisk, set delfiner og aber, ziplinet - og kunne fortsætte. Har været forelsket i det filippinske liv og ville aldrig gøre det om.

Tilbage i Cebu 15.-20. januar

De sidste dage i Cebu blev nogle stressende dage, for med Sinulog (årets begivenhed - kæmpe festival der lukker dele af byen og som alle snakker om måneder før), afskeder i praktikken og det sidste shopping og afslutning. Men selvom Catrine, Helene og jeg havde meget der skulle nås, så nød vi de sidste dage, timer og minutter i Cebu, som har været vores sikre base og hjem i ½ år. Vi havde en plan over de sidste måltider, hvilke spisesteder og butikker der skulle besøges en sidste gang og selvfølgelig skulle der en sidste bytur til på vores Mango Avenue - hvilket indebar karaoke med en kande rød kamikaze (som første nat ude på Filippinerne) og en sidste tur på vores stam diskoteker.

Vi havde samlet flere poser/kilo tøj, sæbe, sko, mad mv. der ikke skulle veje i kufferten hjem, og som blev fordelt mellem familier i nabolaget, praktikken og noget udvalgt til vores store feeding-piger, sager til familien hvis dreng vi fik opereret og en enkelt pose til Lydia (den housemother på arbejde, som vi føler, har gjort det særlig godt i forhold til os og arbejdet) - det var en skøn fornemmelse at give tingene og se deres evig taknemmelige og glade ansigter, og man ville kun ønske, man kunne give til flere. Der er altid folk der har brug for noget, og vi har set folk blive glade for selv de mindste ting, men desværre umuligt at hjælpe alle. Men én glad familie er jo bedre end ingenting - det tog dog noget tid at komme til den kendsgerning, at man ikke kan give en hånd til alle dem der har brug for det (for det er lig med mange!!).

Det var hårdt at tage afsked med vores praktikplads. Stik imod vores forventninger, men selvfølgelig som håbet, holdt de en lille afskeds'fest'. Hver medarbejder havde et par ord til os, og her gik det så galt. Vores leder snakkede om vores engagement, vores 'caring hearts' og vores hengivenhed til børnene og arbejdet. Vi sad alle med tårer i øjnene og da hun sagde "Charlotte, don't cry", ja, så var det ligesom det der skulle til. Vi ville gerne være stærke for børnenes skyld, da de jo ikke har samme forståelse for det, og vi ville ikke gøre nogen utilpasse. Men vi kunne ikke helt kæmpe imod de våde øjne. Børnene var mere optaget af deres frokost end at give de kram'ere vi havde håbet det ville vrimle med, og generelt blev det ikke helt som vi havde drømt om (men hvordan skulle det så også lige foregå, når alt kommer til alt). Men der blev vinket og råbt farvel og et par enkelte knus blev det til! Det var noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort, at gå ud af porten og lukke den bag mig, velvidende den uvisse fremtid for mine fantastiske unger. Sidste dag til feeding var knap så fyldt med tårer, men der var mange følelser i kroppen, da vi efter en fantastisk time med hygge og uddeling af ting, skulle gå en sidste gang gennem kvarteret.

Jeg ser det som tegn på vi har givet en del af os selv, at vi har involveret os følelsesmæssigt i stedet og børnene, og det er jo positivt! Og selvom jeg er glad for at praktikstedet føler vi har givet noget specielt i forhold til tidligere hold, så håber jeg på at alle fremtidige hold giver børnene det bedste de har og kan, for de har virkelig brug for det. Og som jeg har oplevet det, så har det været en helt naturlig proces for mig, og ganske umuligt ikke at gøre. Det er klart at man gerne vil have gjort det bedre end andre, men i sidste ende er det jo alt sammen børnene det handler om - og derfor håber jeg det næste hold er bedre end os! Vi håber på at kunne holde kontakten og hjælpe så vidt muligt på afstand, for måske bliver det muligt at vende tilbage en dag.

Sidder nu i Danmark igen og dvæler ved en tid, som har været en ubeskrivelig oplevelse for mig. Glæder mig til igen at mødes med de folk jeg har delt det hele med, til de forhåbentlig kommende reunions. Selvom det indimellem var rent 'Paradise Hotel', så er der mange elementer jeg vil savne, ved at være så mange studerende og forskellige mennesker samlet på den måde J

Har været fantastisk at se familie, venner og kæreste igen og skal nu til at forholde mig til mit "gamle" liv i Aalborg. Skolen starter snart og skal have mit sidste semester. Føler jeg er kommet rigere hjem, på alle mulige områder, udover bankkontoen selvfølgelig, men det betyder ikke noget i forhold til det jeg har fået for det (håber min bankmand er enig med mig J)!

Det var de sidste ord fra mig… Håber trods de lange indlæg, at det har været spændende læsning! Glad for at have delt mine oplevelser, følelser og tanker, med de interesserede.

SALAMAT.

De bedste FILI-hilsner Charlotte