Lille sludder for en sladder (=har alt for mange ting, fordi det er for længe siden jeg har skrevet blog-indlæg)

Prøver virkelig at forholde mig til at det er knap 4 måneder siden jeg forlod DK. Selvom det føles som en evighed siden, så er det hele alligevel gået så stærkt! Det er umuligt at forklare, men som om tiden er fløjet af sted, men det er SÅ lang tid siden vi tog afsked i lufthavnen. Dog er det alt sammen på den positive måde og ELSKER at være her <3. Er ved at panikke over, at jeg kan se enden på praktikken og hele opholdet her - total ambivalens når man jo selvfølgelig savner ting og dejlige mennesker i DK på samme tid! Men det her land har jo alt for meget at byde på…

"Pludselig" er der dog 100 skolesager der skal på plads, deadlines der skal nås, ting der skal overvejes og diskuteres, skrives, mailes, billeder der skal arrangeres, blog der skal skrives osv. Problemet er så bare at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte - min logiske løsning og det min hjerne og krop vælger at gøre instinktivt, er bare slet ikke at få lavet noget som helst! SMART, men yderst lidt produktivt! (Heldigvis formår jeg jo som regel at få gjort noget trods alt - lille noget til mine lærer og andre forventningsfulde mennesker! ;P)

Besøg hjemmefra

Efterhånden er der besøg hjemmefra konstant eller med overlap, men med 45 studerende (plus/minus), ja så er det vel egentlig ikke så mærkeligt - og mange får desuden mere end et besøg. D. 9. oktober skulle jeg så endelig et smut i international arrivals for at hente min paps og IngeMarie (første og eneste meget glædelige besøg hjemmefra - hvilket dog passer mig vældig godt i forhold til tid og overskud til at skulle agere "vært", selvom jeg inden afrejse ville have ALT og ALLE med herned, hehe…).

Catrine og Helene var med i lufthavnen for at få overblik over hvor man kunne hente folk og finde mine kære gæster i mængden. Jeg havde ikke helt kunne mærke spændingen dagene før deres ankomst, men ventetiden derude blev mere og mere uudholdelig, mens jeg stod og spejdede efter en høj hvid (sikkert forvirret og træt) mand med en lille (sikkert lige så fortumlet) kvinde ved siden af sig. Efter laaaaang tids venten spottede jeg/vi dem og kunne mærke glædestårer presse på og fik endelig lov til (man måtte stå og vente på den anden side af ankomsthallen, for senere at gå ned til en guide for at tilkendegive hvem man skulle hente, før man kom ud af en låge) i bedste film stil med tøserne i hælene at halv-løbe dem i møde :)

Det har været en lang proces mentalt at skulle forberede sig på et dejligt gensyn med nogen fra det trygge og vante DK. Har været hårdt at blive revet ud af sin hverdag på Fili, og hårdt i sidste ende igen at sige på gensyn til dem. Har helt klart været det hele værd og ville ikke være foruden at have delt det med dem. Har gerne ville vise dem alt, men på 12 dage kan man bare ikke nå rundt om 3 måneders oplevelser. Desuden havde jeg glemt tilvænningsprocessen en smule; jet-lag, trafik kaos, varmen, krejler-genet, opmærksomheden og de ihærdige filippinere (alt sammen en stor mundfuld fra et knap så berejst par, men synes de klarede det godt!).

Af oplevelser fik vi:

-en delfin-bådtur (bedre end min første tur, lucky us)

-hvid sandstrand og himmelblåt vand

-set og prøvet hængebro, den lille tarsier (denne gang i et reservat, hvilket gjorde det til en meget bedre oplevelse), sommerfuglefarm, set og rørt ved en kæmpe pyton i en lille mini-dyrepark, chocolate hills, kirke…

-spillet en masse spil (eller jeg fik tabt en masse spil hvert fald)

-jet-ski (tror nok vi var seje)

-hygget i bedste familie-stil med alt det der hører til!!

-og sikkert flere skønne ting jeg er kommet til at springe over, men som vi deler gennem billeder og i minder :)

Håber I havde nogle lige så dejlige og skjønne dage som mig: paps og IngeMarie, TAKKER <3

Praktikken:

Vi har efter aftale med vores mamita Leah, været på et såkaldt hjemmebesøg (= et kig rundt i "husene" i et lille tætpakket kvarter bestående af de generelle små Fili-hjem), hvor det var en chokker at se på så tæt hold hvordan vores børns familier bor. Selv på trods af at vi havde en forestilling om standarden. Det var en hel speciel oplevelse at komme så tæt på de lokale, så tæt at man følte man overtrådte deres personlige og private sfære. Men så venlige, smilende og imødekommende folk (ved godt jeg har nævnt det flere gange) skal man lede længe efter. Desværre har man nu et klarer billede af hvorfor børnene vi passer hører til den fattige kategori.

Vi var nogen stykker der d.? deltog i Best Igan day (sponsor dag)gennem vores praktiksted i samarbejde med det sted Pia arbejder (skole for udviklingshæmmede voksne/unge). Kort fortalt er oktober "childrens month" og så sker der forskellige aktiviteter. Man blev denne dag så sponsor for et barn for et meget lille sum penge (knap 20 kr. - adgang il strand og vand), hvor man skulle sørge for mad, drikke og underholdning. Normalt har vores praktiksted været i SM-Mall, men af flere årsager endte det i år med en tur til stranden - hvilket var et kæmpe hit, men også en udfordring for nogle af de børn som var i helt nye og uvante omgivelser. Det var en FED oplevelse at se børnene så glade og aktive, men på samme tid en påmindelse om at de ikke (som MANGE andre på stranden) tilbragte en dag i familiens tegn.

Som en unode og dårlig vane her i det fremmede, så kommer man nogle gange til at kommentere folks udseende eller opførsel (ingen forstår jo en alligevel - OG DOG…). Med på dagen var nogle andre frivillige, heriblandt en særdeles veltrænet fyr, af filippinsk udseende. Vi undrede os højlydt over hvad ham og hans kammerat lavede på stedet og smed et par kommentarer til hinanden i løbet af formiddagen - ja selvfølgelig blandt andet om hans udseende. Pia valgte så (efter en samtale mellem Pia, Rasmus og "bøffen" som blev hans kælenavn) at afsløre at manden var halvt svensker. Som de fleste nok ved, så er dansk ikke helt fremmede i svenske ører, så måske vi blev lidt små og forsøgte at holde lav profil resten af dagen :) Måske kan vi så småt begynde at fnise over uheldet nu, meeeen kan garantere at vi var et par stykker som havde gravet os dybt ned i et lille bitte hul!

Møde med Sister Anne

Så fik vi vores lille uformelle møde med Sister Anne. Det var rart endeligt at få en stille og rolig snak med hende. I de to første måneder næsten var hun jo i Irland og vi har set hende relativt lidt i daycaren. Det har været specielt da de tidligere studerende har omtalt hende (som jeg vist før har nævnt) meget godt! Vi har ventet på muligheden for at få opbygget noget med hende. Såvel til Best Igan Day, men også til mødet mødte vi en dybt taknemmelig og engageret ældre dame, som delte vores glæde og passion til at hjælpe de dejlige unger!!

Hun fortalte lystigt om hele oprindelsen af Sister Annes Daycare, om hendes historie, hvordan det hele kører rundt osv. Man fik et helt andet billede af hende og hele arbejdet samt forståelse for hendes manglende tilstedeværelse. Men derudover blev vi klogere på at der er mulighed for at støtte stedet efter vi er stoppet i januar, med hendes administration af pengene - bl.a. separat konto til skolegang og lignende. Vi har ikke styr på detaljerne, men stoler på at hun kan finde en løsning, så pengene ikke forsvinder i et sort hul!! Det er SÅ svært at skulle tage herfra og efterlade ½ års arbejde i uvished og løse fremtidsudsigter, men med Sister Anne bliver det en anelse lettere at tage afsked med stedet!

December bliver spændende her på Filippinerne, for de snakker om arrangementer, fester og andre begivenheder. Så selvom der er en masse ting jeg glipper hjemme i år, så får jeg jo en masse andre ting, som sikkert bliver det hele værd! Vi håber på at kunne give børnene en lille fest (både dem til feeding og i daycaren) med lidt godter, juleklip og gaver, så vi håber på at få lidt økonomisk støtte hjemmefra, så det kan blive muligt at gøre lidt specielt for nogen der har så lidt!

Nu orker I vist ikke læse alligevel, så vil gemme noget til næste indlæg, selvom der altid kan tilføjes noget selvfølgelig :) Så hæng endelig på…