THE FINAL COUNTDOWN

Nu er der ingen tid tilbage, og har stadig SÅ mange ting jer gerne vil gøre, fortælle, vise og se. Men har indset at alting så småt skal afsluttes og så vender jeg snuden hjem til en masse dejlige mennesker, som forhåbentlig venter spændt på mig. Det har været et sandt eventyr og en fabelagtig oplevelse jeg altid vil have med mig. Har ikke et sekund fortrudt det valg jeg tog for snart 6 måneder siden (og hold da så magle hvor kan tiden flyve når man har det godt!). Har desværre ikke fået brugt bloggen så meget på det sidste, for har oplevet og lavet så meget. Derfor er det her en lille opsamler, om man vil, og derfor slet ikke så uddybet som de andre - men har brug for at få det ned på skrift alligevel. De der stadig tålmodigt læser med, kan få flere detaljer og billeder når jeg er hjemme igen :)

Kort og godt i punkter:

Rasmus' 25 års fødselsdag

Ja det var jo en dag, hvor der var dømt kanel til vores skønne Hr. Bahnsen (selvom Pia og Rasmus jo mener det er en åndssvag nordjysk tradition, men vi var da ligeglade). Frygter nu kun mere og mere min egen 25 års fødselsdag, som venter nærmest lige om hjørnet. Det kanel stinker jo og bliver siddende - et værre griseri! :) Men han blev dog også hygget om med lækkert morgenbord og masser af gaver! Ellers så vi solen gå ned over Cebu City på byens højeste punkt TOP! Kvalitetstid med dejlige mennesker på bedste vis.

Skywalk

Vi har faktisk set Cebu fra luften mere end en gang. Vi valgte osse at tage et lille smut op på 37. etage (- og ja skulle hilse og sige at det er laaaangt oppe) og vandre rundt på Crown Regency Hotels yderside, mens der skulle poseres fra både den ene og anden vinkel - kun holdt af en gul snor/line skulle man læne sig ud over kanten, ned på en glasplade og ellers bare smile! BY NIGHT oplevelse!

Zoo

Har flere eksempler på at filippinsk dyrevelfærd ikke er i top og deres syn på dyr er væsentlig anderledes end vores, hvilket man har skullet vænne sig til (er ikke lykkes…). Der er dog organisationer (fx IRO), som sætter ind overfor nogle af staklerne. Men bare for at opleve det, så har de fleste været i en zoo i Cebu, som har været en blandet fornøjelse. Et lille sted med blandet vildt og "tamt" - fra løve, aber til labrador hunde. Flere dyr er blevet overtaget fra dumme mennesker der ikke kunne håndtere deres "kæledyr". Desværre har vi af flere omgange fået forskellige forklaringer og historier på de her dyr, hvilket nok bekræfter at forholdene ikke er optimale. Men igen er det en del af kulturen her, og oplever det derfor som en øjenåbner, en tankevækker og oplevelse fra Filippinerne jeg kan tage med hjem.

Kinesisk kirkegård

Der er flere typer kirkegårde, det er min opfattelse at nogle er mere makabre end andre. Der er sågar steder hvor der frit ligger knogler i bunker. Den jeg har været på med Maj var en finere en af slagsen (da den er kinesisk), men stadig meget speciel oplevelse. Folk bor i og ved gravsteder med deres potter, pander og vasketøj, børn der bliver undervist i bibelcitater, musik, liv og sang rundt omkring. folk har skabt sig liv og hverdag i og ovenpå grave, og lever præcis som alle andre små familier på gaden - hilser, smiler, råber "picture, picture" efter en osv. Surrealistisk, foruroligende og på samme tid dybt fascinerende at se.

Badgers - sports and dining pub

En lille tirsdags tradition for os i vores lejlighed, en god undskyldning for at hygge i godt selskab med en god kold San Miguel. En engelsk pub, som har valgt at støtte vores foundation (Rise Above som vi arbejder under hernede), ved at lave en pub quiz, som foregår på engelsk (støtter vores sproglige egenskaber - ekstra plus om man vil J). Man skal give minimum 50 pesos for at være med - svarende til 6-8 Dkr. Vi var mere faste gænger og indimellem kom der flere af de danske studerende, ellers konkurrerede vi med garvede gamle gutter, som tæskede os godt og grundigt, stort set hver gang - men vi var der jo også mest i den gode sags tjeneste (host host). Noget jeg helt sikkert vil savne fra min hverdag - team Bottomless for the win (eller…) :) Efter sådan en aften med et par øl, så gik turen ofte forbi den kære McD, hvilket var lige så kær en tradition i vores lejlighed!

Lossepladsen

Det må lyde tosset for folk hjemme, at man ville bruge en formiddag på en losseplads (som ja i varme og solskin ikke afgiver de bedste aromaer). Vi var med Flemming, som er lederen af vores foundation, da man ikke selv må tage derud. Han er kendt i området og kunne derfor guide os rundt! Der er 5 steder i Cebu som er toppet op med skrald i mængder og bjerge som er umuligt at beskrive eller fange med kamera desværre, og I vil ikke kunne tro det. Det her var så et af stederne. Mellem bunkerne af skidt bor mennesker i små huse bygget af og på skrald. Da vi gik rundt og hilste på de smilende og imødekommende voksne og børn, kunne vi mærke jorden give sig under vores fødder, og Flemming fortalte at det var flere meter skrald vi vandrede rundt på. Må være lidt mærkelig når jeg kan kalde det en utrolig smuk, men dog også meget surrealistisk fornemmelse, som er svær at sætte ord på.

Hospitalsbesøg

Jeg vil vove at påstå at ingen vil kunne sætte sig ind i det fuldstændig forskruede system der er på Filippinerne ift. hospitaler og lægehjælp, med mindre man har været et smut derude (og selv der er det skrækkelig svært at forklare), og det kan jeg prale med i stor stil at jeg har - kan flere af os uheldige danskere. Hvis det ikke var en selv, var det en af børnene eller en af de studerende. Har selv været der pga. en formodet bronkitis, lungebetændelse alla et eller andet, som jeg fik noget antibiotika imod (hvilket er løsningen til ALT hernede) og en masse andet. Tænker nu om det var mine strepsils og en uge i sengen som hjalp mig over min; hvad det nu var (efter røntgen og grundig undersøgelse, da de hørte jeg havde forsikring - dejligt at de er grundige, men svært at komme udenom at de kan tjene penge på ens dårlige helbred, hvilket skaber skepsis). Man var advaret hjemmefra mod hellere at blive tjekket for ofte, nok derfor mange har været et smut forbi privathospitalet Chong Hua (dyrere men god af filippinsk standard).

Der har været diverse uheld i danskergruppen, men der har været to større tilfælde. To blev ramt af dengue - hvilket jeg var meget bekymret for, da det kommer fra dengue MYGGEN, og myg bare eeeeelsker mig og mit blod. Det kaldes også bone-break-fever, som indikerer at det i slemme tilfældes føles som om knogler og ben knuses i kroppen. Maj som jeg har boet med var en af de uheldige. Hun blev bl.a. ildrød over hele kroppen, høj feber, frøs og kroppen blev helt svag, ingen appetit mv. Så hun blev indlagt med drop og vi tog skifteholdi nogle timer om dagen. Efter godt et par uger var hun frisk igen efter en hård omgang for alle (lige i juledagene hvor der var pres på - ja timing er jo alting), og tid og væske er åbenbart det eneste at gøre mod dengue. Vi fik dog at vide at når man er i vores alder og ellers frisk, så er dengue ikke livsfarligt, som for andre grupper. Men efter at have set Maj, så håber jeg ikke nogen behøver at gennemleve det. Men de to der blev ramt, havde meget forskellige sygdomsforløb, så kan være forskellige symptomer og grader.

Men held i uheld har det vist sig, at vores besøg på hospitalet har lønnet sig, da vi har haft nogle af vores børn fra daycaren med til læge. Her har vi haft et par dygtige eksperter som gerne har villet imponere og vise deres gode hjerter og støtte vores initiativer - hvilket har udmøntet sig i en gratis operation, tjeck-up og konsultation. Vi har derfor sparet en hel del penge, og selvom der har været penge at spare på det offentlige frem for det private hospital, så har det været en dyr omgang (tak til dem hjemmefra som har villet støtte og hjælpe). Men mange af deres problemer er uendelige og hygiejnen, miljøet og deres mentalitet vil gøre at det er en skrue uden ende. Men jeg føler vi trods alt har gjort en lille forskel. Om ikke andet for den familie, hvis dreng fik en operation for en byld ved øjet. Det er en hæmsko i det her land, at selv den mindste slange, ilt, indlæggelse, medicin koster og mange familier har ikke råd til selv de mindste beløb på det offentlige hospital (meget ynkelige bud på et sterilt helbredsmiljø - flere folk i én seng, mange mennesker i et rum, alle mulige tilfælde blandet med hinanden, gammelt udstyr der ligner noget fra en gammel film osv.). Og så går alting SÅ langsomt og de vil skaffe penge hvor de kan. Der er dog mulighed for fattige familier at søge rabat hos et social office, men stadig en pengemaskine. Derfor ser man mange triste og sølle tilfælde på selv at reparerer sår, skader mv.

Juleafslutning/arbejde

Vores mini-farvel i såvel daycaren som feeding var i dagene 16.-18. december, hvilket kun har givet mig en forsmag på hvor hårdt det endelige farvel bliver. Til feeding har en af lærerne sagt til mig at børnene ofte spørger efter os "when are the white girls coming", og i daycaren siger vores mamita, at vi er et af de hold som har gjort mest for børnene og nogle lidt anderledes ting - hvilket virkelig gør det fantastisk, men også endnu hårdere. Til feeding har vi desuden de sidste gange fået tegninger og endda et brev af et af de større børn, som skriver: "I love you", og har skrevet vores navne, at vi er smukke og de savner os - hvilket jo varmer vores bløde hjerter! SKØNNE BØRN! <3 De har så lidt, men giver så meget…

Vi valgte begge steder at give gaver i julen, hvilket i daycaren var en udsøgt fornøjelse at se deres ansigter. Og som ekstra underholdning fik vi vores foundations årlige puppet show til at komme ud. Selvom børnene ikke forstod så meget af det engelske, var de vældig opslugte, men ikke så meget som af kagen og gaverne. Desværre var det en anden oplevelse til feeding. Deres fest var arrangeret af pre-schoolen som styrer grunden derude og var mest for skolebørnene efter min opfattelse, men vores gadebørn var også inviteret. Men det vil sige børn + forældre = mange mange mennesker. Vi havde spurgt om antallet og de havde sagt ca. 60 børn, hvilket vi jo til daglige slet ikke har på en gang. Det var et stort uorganiseret kaos (som ikke længere overrasker, da struktur, planer og kontrol ikke er filippinernes ekspertise som sagt). Gadebørn blev lukket ude fra porten, underholdningen var hovedsagligt for skolebørnene og deres forældre, og der var ikke plads til at vi kunne gøre vores eget. Vi havde på forhånd ikke kunne vide noget, da de ikke kunne give os besked hvad dagen ville bestå af. Og som ofte før, så besvarer de spørgsmål, med spørgsmål i stedet for svar. Da vi til sidst bare vil give børnene gaver og får dem linet op, er de knap 70, så vi ender med at stå og sortere hvilke vi før har set (men efter udskiftning, fravær, tilkomst mv. så har vi set mange ansigter på kort tid), og det var fuldstændig ulideligt, for vi var ikke enige og kunne slet ikke vurdere 100%. Efter de havde modtaget en gave, blev de lukket udenfor porten, for at arrangørerne kunne det styre det (eller med vores øjne, så var de ikke til besvær indenfor, og vi kan så kun håbe de fik mad senere som lovet). Vi fik derfor hverken givet gaver til alle, leget eller set dem pakke op, så vi gik lidt lettere betuttet derfra. Vi fik set enkelte hygge udenfor med deres gaver, og ville ønske jeg bare kunne nyde det gode i den dag, men overskyggede at jeg ikke havde kontrol og kunne ikke slippe at vi skulle vælge børn til og fra. Men i mangel på bedre ideer, blev det en lidt frustrerende dag, selvom jeg i bund og grund tror børnene nød de 3 timer vi sad blandt dem, mens vi sad og ventede på de andre lavede sjov. Det er som om de kan stille sig tilfreds med bare at være i ens selskab.

December

Travl, men spændende måned med mange gøremål og arrangementer.

Må takke den kære Rasmus Bahnsen for total overblik og overskud d. 24. da han som über-chef organiserede en sand dansk julemiddag til 12 mennesker (vi var os 6 fra lejligheden plus Kenneth, Catrines kæreste, nogle af de andre studerende plus venner). Det var der det hele: brun sovs, steg (en lille erstatnings kylling i tilfælde af mangel), brunede kartofler, ris a la mande og alt det andet. Vi havde endda nydt godt af en julefrokost for os 6 tosser i lejligheden inden med hjemmelavet karrysalat, rugbrød, æg, makrel, varm dåseleverpostej med bacon - namme nam :) Vores plastik juletræ gemte på gode gaver, både fra vores nissevenner og indbyrdes, og blev sunget og danset i bedste dansker stil! Vi havde fået sendt sanghæfter og godter ned, så vi led bestemt ingen nød. Kl. 24 blev der skudt fyrværkeri af, som vi så fra taget af lejlighedskomplekset, hvorefter vi drak vin og øl og åd os endnu mere mætte i juleslik - flere ting sendt til os fra DK. Hen af kl. 5 trissede vi i seng efter en yderst vellykket og dejlig juleaften (som trods alt selvfølgelig manglede nogle elementer som disneys juleshow og samvær med familien).

Desværre kom dagen også hvor vores kære lejlighed på Tancor skulle tages afsked fra. D. 25. flyttede 4 af os vores ting ned på et værelse på grillen, men kunne ikke helt opgive det. Tancor har virkelig fungeret som mit hjem, og er virkelig kommet til at holde af de mennesker der har fuldt med. Pia og Rasmus skulle videre ud i verden, og natten mellem d.25. og 26. var lang. Vi hyggede sidste aften, så film, snakkede, byttede billeder og spiste rester fra juleaften. Ingen ville gå i seng, for vi viste det var tid til afsked. Lyder lidt mærkeligt efter så kort tid, men vidste det ville blive alt for hårdt. Maj, Helene og jeg skulle tidligt om morgen d. 26. drage mod Manila og de to dejlige århusianere var så skønne, at de kom tøffende ud med morgenhår og små søvnige øjne (og de er ellers et par sovetryner) og gik med ned til porten. Her mod min vilje i en alt for lang krammer kom den første tåre pressende og måtte give efter for de våde øjne. Efter en befippet vagt og taxi chauffør havde puttet tingene i bilen, måtte vi vinke til vores dejlige roomier og køre af sted. Vi sad alle 3 og tudet i bilen og først da vi nåede ud til hovedvejen, fik vores chauffør nervøst fremstammet og spurgt, hvor vi skulle hen (hernede har vi erfaret at tåre gør dem ilde til mode og ofte reagerer anderledes end os) og vi måtte grine-græde lidt af hele situationen. Heldigvis har vi stadig kontakt og glæder mig til at se folk hjemme i Danmark, for ved at det ikke var en endelig afsked!! <3

Filippinerne har været et hjem for mig, mere end jeg kunne turde håbe på og forestille mig. Er glad for jeg har haft et par tætte venner med som tryg base, men har mødt en masse dejlige og søde mennesker, som jeg glæder mig til at se igen! Selv det engelske sprog har overtaget og overrasket mig. Har flere gange oplevet at jeg tænker og dagdrømmer på engelsk og en klassiker at man ikke kan finde det danske ord for noget, men kun det engelske. Må være tegn på jeg er faldet til og resultatet af at have været i miljøet længe :) Men er nu stadig mange ting i DK som jeg savner og ser frem til om en god uge at bringes sammen med igen. Men vil se tilbage på det halve år der gil med glæde, tårer og smil.

Thats all folks…

Bedste hilsner fra en overvældet Charlotte