Så er det tid til nyt på bloggen… J

Gammel nyhed

Faktisk lidt old news, som I ikke skal snydes for. I uge 32, var der en kæmpe brand i en nærliggende bydel. Heldigvis ingen mistede liv, men mellem 250 og 300 huse var brændt. Et par af de medstuderende (Rasmus og Pia, som vi jo flytter sammen med) tog derud og så tilstanden af byen. Det endte så med at vi tog 8 studerende ud og købte 50 kg ris og små poser (de første to dage sørgede regeringen for dem mht. mad mv., hvorefter de måtte klare sig selv), for at dele ud til nogle af de stakkels mennesker, der i forvejen måske ikke havde alverden og som nu pludselig slet ikke havde noget.

Da vi kommer derud, møder vi en mand som Pia og Rasmus havde talt med, og da vi begynder at dele ris ud og giver ham den første pose, får han helt våde øjne og giver os alle hånden med grådkvalte ord "God bless you all". Jeg prøver at holde tårerne tilbage, og føler det er okay kontrolleret, til jeg vender mig om og ser flere af de andre kæmper lidt også. Vi får dog styr på det, men var en meget rørende og speciel oplevelse. På ca. 2 min bliver der dannet en lang kø med alt for mange mennesker, og det går hurtigt op for os, at risene ikke rækker langt, da køen aldrig bliver mindre - tvært imod. Men som med så meget andet hernede, føler man måske nok at man gør noget, men aldrig helt nok! Vi skal bare huske at vi trods alt fik hjulpet nogen. Noget af det der har sat sig på nethinden, var bl.a. den gravko vi kom om ved, som havde en masse våde tøjstykker der drev af vand, blandet med sod, metal og ugenkendelig genstande. Rundt omkring sad folk og pillede og roede i resterne, som havde det formål, at man fik 8 pesos (ca. 1 kr.) for en vis mængde opsamlet jern/metal/søm. Det skal dog siges, at igen forbløffes jeg over det filippinske sind, for vi mødte så mange smilende og imødekommende folk, trods deres alt for sørgmodige kår, som vi alle blev lidt påvirkede af.

Praktikstedet

Nu har vi jo efterhånden været på Sister Annes Daycare lige godt 14 dage. Der er utrolig mange ting jeg gerne vil dele med jer, men kan umuligt beskrive det for jer uden at lave MANGE sider og tror det i forvejen bliver langt J

Hverdagen går med det såkaldte "childminding"/børnepasning, men derudover har vi mulighed for at komme ud til gadebørnene til "feeding". De er tilknyttet to steder (1. sted tirsdag og torsdag og 2. sted hver dag), men vi skal sige til i god tid hvis der skal laves aktiviteter derude, for at komme før maden og så vil de forberede børnene så de er der. Vi har dog fået afprøvet lidt. Som billederne viser, har vi forsøgt os med snip-snappere, som var et hit J - super fedt med god respons og oplevelser. Efter lidt tid og øvelse fik de fat i teknikken. Det hjælper dog også når nogle af de lidt større børn (niveauet af engelsk veksler meget, men flere af gadebørnene administrerer bedre end dem i childminding). Desuden oplever jeg en større gå-på-mod hos gadebørnene og en anden tilgang og glæde ved tingene. Jeg får fantastiske oplevelser begge steder og flere af børnene har allerede en særlig plads hos en, men der er noget helt særligt ved de gadebørn, som rammer en lige i hjertet! Vil lade billederne tale for sig selv også…

Et af børnene Ryan, kaldet Gigimon, er knap 10 måneder og en lille charmetrold, med en meget indviklet historie. For det første er hans far en ukendt faktor, måske kinesisk, måske filippiner - ingen ved det helt, heller ikke moren. I den før-nævnte brand lyder historien så, at hans mors hus brændte, hvilket resulterede i at drengen ikke blev hentet i nogle dage (det ramte jo vores stakkels pædagog sjæle). De har forsøgt at få os til at tage ham en weekend, da han blev syg og de derfor ikke var så vilde med en overnattende lille dreng weekenden over. Efterfølgende blev hun så meldt til myndighederne, og bedstemoren kom så ind i billedet. Nu er det så lidt rodet, for vi har fået at vide at moren måske slet ikke er den rigtige mor (og nu ikke tør komme fordi hun er bange for at han bliver taget fra ham - om han er en del af en aftale mellem to kvinder vides ikke), og hvordan det så hænger sammen er ganske uklart. Sidste nyt er at han bor hos en af de ansatte og de ikke håber hun kommer og henter ham igen. Vi ved bare at den dreng er for sød til at ingen vil helt kendes ved ham <3 Har lidt en fornemmelse af at der sker meget på Filippinerne som ikke er officielt kendt af systemet!

Små-aktiviteter i praktikken:

Indtil videre har vi forsøgt os med bl.a. bowling (vandflasker med vand samt en halvpunkteret basketbold), sugerør klippet i små stykker til halskæde og armbånd, boggy-woogie, alle mine kyllinger kom hjem).

En dag var vores praktiksted midtpunkt for et socialiseringsprojekt blandt områdets børn. Her fik vi en forsmag på organiseringen på Filippinerne (ca. 40 børn placeret på stole, hvor de bare ventede og ventede på at nogle skolebørn skulle komme med mad, drikke og lidt såkaldte "aktiviteter", men som alt andet trak det ud i ca. 1½ time og synes børnene holdt sig godt!). Til sidst da der blev tilstrækkelig meget uro, spurgte vi om vi skulle gøre noget, og det blev meget vel modtaget J Vi forsøgte os med noget stop-dans, boogie-woogie og andet tosseri! Hende den ansatte vi snakkede med var MEGETtaknemmelig: "Thank God you are here". Man kunne mærke at ens tilstedeværelse gjorde en forskel, hvilket betyder meget. Dog kom vi rigtig på prøve, da de fleste ansatte valgte at krybe i børnenes kravlegård, mens vi skulle styre de tonsende børn!! En rigtig udfordring… Men det er jo en OPLEVELSE det hele J

De mennesker jeg skal flytte sammen J

-Helene Nedergaard Frederiksen (fra min klasse)

-Catrine Claire Christensen (fra min klasse)

-Maj Næsby Pedersen (fra parallelklasse)

-Pia Bøttern (kærestekonen fra Århus)

-Rasmus Bahnsen (kærestemanden fra Århus)

Vi flytter jo som nævnt her d. 30. august til pool, træningsfaciliteter, mere plads og ikke mindst bedre internet. Der skal nok komme en mappe med mit nuværende sted, samt den nye bolig J Alt sammen har sin charme og fordele/ulemper! Kan dog mærke at det er den rigtige beslutning at flytte, så begynder at glæde mig. Selvom der bliver ting at savne her på Grillen og Chillen.

Det bliver dog godt at få et større værelse, og man kan komme til at lufte ud på værelset (vi har mange myg og andre kravl vi frygter der kravler ind…). Vi har osse været syge på samme tid og siden på skift efter at den første baktusse ramte, når vi ligger 3 på ca. 20 kvm plus badeværelse er det svært at undgå. Håber snart at være helt på toppen til både eventyr og arbejde JJ

Synes også lige det er på tide med et lille blandet album fra Around Cebu (byen, hygge og ja..). Så tag lige og kig lidt på den også… J

Ellers går hverdagene jo raskt frem og vi har jo passeret 1 måned, hvilket er helt uforståeligt. Praktikken er hård, selvom en arbejdsdag hernede ofte er på 3½ - 4 timer. Man er helt kvæstet og mange tanker og følelser. Ellers har tiden de sidste dage gået med læringsmålene til skolen, får shoppet lidt i de to kæmpe Malls og spiser lidt lækkert indimellem på de mange forskellige spisesteder. Det mest hyggelig hernede, er når man får en taxachauffør som rigtig er interesseret i at snakke og de pludre løs om alt og ingenting - om DK, religion, sammenligning med Miss Denmark da en hev en avis frem fra en konkurrence og påpegede vores skønhed :D og indimellem er det på deres bedste gebrokne engelsk, men så fedt mange prøver ( og med gennemsnitspris på ca. 5-6 kroner, så kommer jeg ALDRIG i taxa hjemme igen… høhø). Vi håber på at kunne få set lidt af selve Cebu City og vores nærområde her de nærmeste dage, og se lidt af den lokale mylder og charme. I weekenden venter der vist endnu en lille bytur og noget sight-seeing, det vil jeg se lidt frem til! J

Der kommer snart et separat blogindlæg omkring vores weekendtur til Moalboal samt nye lækre billeder - en ren paradis tur! JJ

Det var vidst en ordentlig smøre om alt og ingenting, håber ikke det blev for kedeligt! ;)

KRAM