Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag den 10. august 2010 (Esben)
"De to små moser"
Der var engang to små moser som var taget af sted til japanermandens land. På deres rejse dertil skulle de nå 3 steder. Første sted var Hamburg! På vejen her til kom de to moser på deres første prøvelse og deres tålmodighed blev sat på en stor prøve. Den store onde lastbil-mand havde spærret deres vej for at de ikke ville kunne nå frem. Men de to små moser kom, med deres snilde og list, forbi og kom endelig til Hamburg. Næste sted på rejsen var Dubai. For at komme her til skulle de to små moser krydse både land og hav og uden hjælp fra de syv smukke stewardesser var det aldrig lykkedes dem. Fra Dubai gik rejsen gennem skyer, regn og blæst for at komme til japanermandens land og til den store by Tokyo. De to små moser var ilde tilredt da de kom til Tokyo, men lige da de to små moser var begyndt at svinde ind til to små pytter blev de taget med af den smukke unge Japanske prinsesse, Yasuko. Hun var kendt af alle hvor end man kom hen og kunne tale alle verdens sprog. ¨
Den smukke prinsesse gav dem mad og vand og gav dem husly hos hendes gode ven Kyoko. Kyoko var en gammel, dog smuk dame som var meget klog og meget frisk. Her kunne de to små moser bo indtil de atter kunne begive sig videre på rejsen.
Der gik timer, der gik dage ja der gik en hele syv dage, hvor de to små moser var helt alene hos Kyoko. Kyoko havde imens beriget dem med mad og drikke og viden omkring dette sted de var kommet til, før de atter var friske til at de kunne klare sig selv.
Og i dag var dagen hvor de to små moser tog af sted ud i det store Japanerland på helt egen hånd. De to små moser pakkede den store bog (turen går til Japan) og alle de gode ting de havde fået af Kyoko og afsted var de mod store oplevelser og farlige eventyr.
Nå det var vist nok eventyr!
Vi tog altså i dag på tur for os selv. Vi var lidt trætte af at blive opvartet hele tiden og hele tiden være så høflige. Sofie var lidt bekymret for om vi nu kunne finde ud af det her kæmpe tognet, men vi skulle bare af sted. Først tog vi med tog til Ikebukuru hvor vi fik lidt middagsmad (Italiensk) og derefter tog vi toget videre til Shinagawa hvor vi endte i "Epson Aqua Stadium". Før vi kom til indgangen var der de første 5 personer til at byde os velkommen og til at vise os vej. Der var nok på arbejde kan man vist godt sige.
Vi kom ind og kom til et kæmpe akvarium med en masse farverige fisk. Det var da meget flot. Vi kom så til et skilt hvor der stod "Dolfinpool". Herinde sad der 500 mennesker klar til at se delfinshow, så vi satte os ved siden af og det endte med at være en rigtig sjov oplevelse.
Vi tog herefter igen med tog til Ikebukuru hvor vi så på kameraer i en 8 etagers elektronikbygning. Vi fik lidt at spise og vendte så igen snuden hjem mod Kyoko.
Her hjemme kom vi til den glædelige overraskelse, nemlig Kyokos, på ingen måde engelsktalende, bror. Han havde et USB med og sagde: "Internet!". Jeg pluggede stikket i computeren, trykkede på setup og nu sidder Sofie og jeg med trådløst net og "nørder" igen på facen! Sweet!
En dejlig dag med eventyr og internet. I morgen tager vi i sommerhus med Yasuko og derefter på tur i det nordlige Japan. Er tilbage i Tokyo den 25.
- comments
Moster Dejligt af høre at I er kommet godt frem. Glæder mig til at høre endnu mere om de 2 små moser. Knus moster