Onsdag den 4. august (Esben)

De japanske Moser - Turen går til Japan

Udgave 1 - første oplæg (mod pinde og små mennesker)

På det aftalte tidspunkt, 13.00, står jeg klar i lufthavnen i Hamburg. Omkring 13.30 ankommer Sofie med sin tre man høje familie i hælende. Vi får så småt stilet os i kø til at checke ind, vi får udleveret vores boardingpas og vores i alt 60kg bagage sendt afsted. Og med vores mødre i nakken gik det hele som det skulle!

Klokken 15.30 lettede flyet mod Dubai og de første seks timer i luften gik i gang, men med et flyselskab som Emirates var det ikke et problem. Søde stewardesser, god mad, behagelige sæder til mine nu ellers lidt lange ben og selvfølgelig et entertainmentcenter lige foran øjnene på en.Vi landede omkring 23.30 lokal tid i Dubai, hvor vi blev ramt af den 45 grader varme luft da vi steg ud af flyet. Her havde vi knap fire timer inden flyet fløj mod Tokyo, Japan klokken 03.30. Denne flyvetur var lidt længere og varede omkring ni en halv time. Vi landede altså i Tokyo klokken 18.00 og skulle igennem de sædvanlige tjek, men denne gang med fingeraftryk og billede. Vi fik fat i bagage kom i gennem "Customs" hvor vi fik forklaret at vi skulle være i Japan i fire en halv måned for at undervise i gymnastik - Det forstod han nok ikke!?Nu kom vi til det mest spændende på turen, nemlig "Arrival lobby". Vi spurgte os selv: "Gad vide om der er nogen til at hente os?". Men der var selvfølgelig styr på det, for vores dansktalende kontaktperson Yasuko stod med danske flag og var klar til at tage imod os. Det var stadigvæk lidt spændende nu, for vi havde faktisk ingen ide om hvor vi nu skulle hen og hvad der skulle ske. Men vi gik høfligt efter Yasuko ud til bilen og prøvede at vende os til den fugtige luft og de 32 grader. Yasuko var nu alligevel så sød at fortælle, at vi skulle have lidt at spise og at vi så ville blive kørt hen til vores åbenbart fælles værtsfamilie ca. halvanden time væk. Mig ind på forsædet og Sofie om bag i og så kørte vi af sted. Der gik dog ikke længe før man døsede hen og lavede de kendte "Headbangings bevægelser" mod ruden fordi man ikke rigtig kunne holde hovedet oppe længere eller øjnene åbne.Efter lidt at spise på en lidt kommerciel restaurant endte vi hos Kyoko, vores Japanske værts mor i den nordvestlige udkant af Tokyo. Hun har gået på Ollerup i 75-76 sammen med Uffe Strandby, taler udmærket engelsk og virker rigtig sød. Vi blev indkvarteret i Stue-spisestue-køkken-toilet-sove rummet hvor der så fint var redt og til Sofie og mig. Sengen til mig havde hun lavet lidt længere ved hjælp af en skammel, da hun havde hørt jeg var lidt høj, og det var nok godt hun havde gjort det! Vi fik snakket lidt, udlevet lidt forskellige kort og ordbøger og så var det ellers på hovedet i seng efter en lang rejse på omkring 30 timer.