Søndag d. 8. august 2010 (Sofie)

"Zzzzzzzz"

I dag skulle vi stå tidligt op, da vi skulle på den længe ventede tur ind til centrum. Vi bor ca. 40 min. fra centrum, så vi skulle ikke spilde dagen med at sove længe. Så op med os og af sted mod stationen efter en hurtig morgenmad.

Vi har smugkigget lidt på metrokortet og ja det er en stor forvirring! Men vi satte vores lid til at Kyoko kunne finde vej og fulgte, som to små børn i hælende efter deres mor, efter hende. Allerede ved billetsystemet kom den japanske teknik ind over. Normale papirs billetter, problemer med at tælle zoner og alt muligt andet, som vi kender fra en normal dansk banegård - nej nej japanerne har selvfølgelig et meget smartere system. Vi købte et slags visitkort med en sum penge på, så hver gang man så går ind på perronen eller forlader den, så "tjekker" min ind og ud med kortet. Således indlæses det hvor man stiger på toget og hvor man stiger af igen, og der trækkes så et beløb fra kortet. Meget smart og simpelt system, DSB!

Efter nogen på- og afstigninger i forskellige tog, og 50 min. kørsel ankom vi til "Tokyo Edo Museum", som er en kæmpe stor flot bygning. Her vandrede vi så rundt i tre timers tid, hvor Esben og jeg hurtigt konkluderede, at museer bare ikke er interessante, men ren tvang! Og Esbens mor synes heller ikke at se ud til at kunne finde interessen til at skulle læse alle skiltene, men nu var vi der og så tvang vi os selv igennem. Apropos skilte, så står ALT herovre med de famøse japanske tegn og hver gang der er oversat noget til engelsk, fylder den engelske oversætning kun en brøkdel af de japanske tegn. Så der er sikkert nogle steder, hvor vi som udlændinge kun får den meget korte version.

Efter museumsbesøget, som i øvrigt handlede om Edo-tiden og hele Tokyos historie, tog vi op på øverste etage (8. etage) for at spise på den japanske restaurant som hører til dette museum. Her bestilte vi begge Tempra (ligesom maden vi fik i går aftes) og skuffelsen i Esbens mors øjne blev tydelig. Hun ville gerne, at vi havde prøvet noget andet, men lysten til at springe ud i en vild japansk ret var ikke lige så stor der.
Efter maden tog vi ind til centrum, centrum som i det virkelige centrum af Tokyo i centrum af Japan! Så nu var vi der endelig med japanere overalt på stationen og de tårnhøje bygninger var overalt. Vi blev enige om, at hvis man ikke ønsker at se sit barn mere, kan man bare slippe dets hånd på stationen, og vupti - væk for altid! Vi gik lidt væk fra stationen ned på kongefamiliens palads. Her var en stor plads med fred og ro med skiftevis grønt græs og grus. Det må være der de laver alt deres Thaithi og andet gøgl! Efter at have gået rundt et stykke tid, gik vi (meget tiltrængt) ind på en lille hyggelig cafe tæt på stationen.

Bedst som vi døsede lidt hen på cafeen og var mere end klar til at vende snuden hjemad igen, tog Kyoko os med ind en bygning, som må være japanernes helligdom nr. 1. Nemlig en 5 etagers bygning kun med elektronik varer. Det var japansk! Lyd/larmniveauet var så højt, at sundhedsstyrelsen ikke vil kunne måle det pga. diverse medarbejdere som råbte i megafoner, tv'er som drønede derudaf med forskellige kanaler, små dimser som kunne forskellige lyde osv., osv., osv… Esben stoppede op ved det første og det bedste kamera og begyndte at fumle med det, men efter han kiggede op og rundt i butikken og så de tusindvis af andre kameraer som var til salg lagde han det ned igen og vi gik videre. Så der skal vi helt sikkert ind igen.

Derefter gik turen hjemad og vi lagde os ind for at nappe lidt og fordøje dagens store oplevelser.