Profile
Blog
Photos
Videos
Fototekst: El Maestros ældste søn - muiscagruppens tilholdssted i bjergene nær Sogamoso.
Ultra kort update
Jeg fortsætter den chill dagsrytme i Sogamoso og min krop tager overraskende godt imod daglig fitness efter alt for mange måneder uden fysisk aktivitet. Jeg er lidt træt af ikke at kunne være med til at fejre mine studenter-venner og sender et stort og varmt tillykke-med-huen kram fra Colombia.
Med muisca indianerne på bjerget igen
For et halvt år siden, den 21. december, var jeg med til at "fejre nytår" med en gruppe hyggelige mennesker som går op i muisca(indianer)filosofien. Siden hen har jeg holdt kontakten med nogle af de unge fra gruppen samt besøgt "el maestro", "abuela amor" og deres store hyggelige hippiefamilie. Lørdag morgen ringede en af mine venner og spurgte om jeg ville med op på bjerget for endnu en gang at fejre solens skifte. Så et par timer senere satte el Maestro og jeg kursen mod deres tilholdssted på en af de mange bjergtoppe som omgiver Sogamoso by. Det havde sin charme at vandre derop for 6 måneder siden, men det var bestemt også interessant at få et lift af el Maestro denne gang. Vi havde ikke kørt længe, før han spurgte mig om jeg kunne lide tobak. Istedet for at svare "nej, jeg ryger ikke" tog jeg mig selv i at svare: "ikke helt vildt goldt". hvad er det for et svar?! Han spurgte videre om det ville irritere mig, hvis han tændte en cigar. Det gjorde det selvfølgelig ikke, så resten af vejen sad jeg og nød duften af stærk, sød tobak imens jeg blev belært om kvalitetsforskellen mellem cubansk og colombiansk tobak.
Efter bare en halv times kørsel nåede vi deres tilhørssted under de fire årlige solskifte-fejringer. Stedet består af et lille lerhus, et murstenshus/=rum , en bålplads og et toilet (et hul i jorden omgivet af 3 lave lervægge og en trædør hvis brædder kunne være placeret tættere.)
Til min overraskelse blev vi kun mødt af el Maestros ældste søn, hans kone og deres knap et-årige pige. De er begge kunstnere og bor her oppe for en stund, for i ro og mag at kunne male og hækle. Efter halvanden time dukkede der en håndfuld op, som var kommet hertil i Jeep. (Her i blandt var der en tysk pige, som snakkede flydende dansk. Hvad er oddsene!) Først da månen stod klart på himlen kunne vi høre de første glade råb, trommeslåen og fløjten nede fra. Kort tid efter ankom de første og da hele den vandrende flok havde slået sig til os, talte vi omkring 25 personer. Vi fik hurtigt tændt op for bålet og fundet trommerne frem og resten af aftenen blev der sunget, spillet og fortalt diverse historier og myter.
For et halvt år siden blev jeg instrueret i ritualet for tobaksrygning og frygtede at jeg endnu en gang skulle kæmpe mig igennem en (vel og mærke hellig) cigar, men til mit held havde de ikke fået cigarene med herop denne gang. Det var el Maestros ældste søn tydeligvis utilfreds med da han hovedrystende påpegede: "hvad er en solhvervs-ceremoni uden tobak?!"
I løbet af hele aftenen blev jeg altså kun budt på én cigar, der gik på omgang - samt et omgangs-æble. Vær så god at tage en bid af æblet og send det videre til din sidemand. ALT bliver virkelig delt i denne noget så hyggelige flok. Nå ja, så blev jeg også budt på tobak der skulle sniffes, men der måtte jeg uhøftligt sige nej tak til den ellers så hellige tobak.
Ligesom vi alle har forskellige tanker har de forskellige jordområder også forskellige tanker og tobakken kan - ud over at rense ud og hjælpe med at vende dine tanker indad - også fungere som kommunikationsmiddel mellem personer og jordområder samt mellem to personer. I forlængelse af denne interessante opfattelse af tobakkens kunnen, blev der med et glimt i øjet sagt, at hvis bare folk kunne forstå dette behøvedes vi hverken mobiltelefoner eller internettet.
Jeg havde medbragt et telt men hverken liggeunderlag eller sovepose, så jeg lånte et meget tyndt liggeunderlag af el maestros søn og indgik en win-win aftale med den tyske pige om, at vi delte hendes sovepose imod at hende og hendes kusine kunne sove i mit telt. Så selvom jeg fra start var ved godt mod, gik det hurtigt op for mig at det var noget koldere end jeg husker det fra sidste gang. Og ikke nok med at jeg lå og rystede af kulde, så havde jeg forfærdeligt ondt i maven og kvalme. Jeg lå og var så ynkelig at tårene trillede ned af kinderne på mig. Slet ikke sjovt. Men nat blev da til dag og jeg formåede endda at sove et par timer. Efter morgenmaden pakkede vi teltet sammen og jeg fik et lift ned af bjerget af familien med Jeepen.
Hyggelig frokostsammenkomst på finca
Jeg var altså allerede hjemme igen kl. 11 søndag og nåede med til en kanon hyggelig frokostsammenkomst med både Jaimes og Tatins familie hos nogle fællesvenner, som bor på en finca med køer, heste, hunde og katte. Det var en så dejlig "sidste søndag" alene med min sogamoso familie. - Og ja, jeg er en torsk, at jeg tænker så meget over, at tiden her er ved at være gået, men jeg kan ikke lade vær'. Heldigvis tyder meget på at det sidste kapitel bliver det bedste.
- comments