Fototekst: Muisca-indianernes ceremoni "temazcal".

Majoriteten tog afsted til fincaen i bjergene torsdag morgen, men jeg havde aftalt med Sebastian, at han skulle ringe mig op, når han tog afsted torsdag aften, så vi kunne vandre derop sammen. Jeg trippede rundt og ventede på telefonopkaldet i 12 timer og sov næsten ikke den nat, men klokken 08 den følgende morgen ringede han og fortalte, at nu var han parat. Nede ved "den centrale indianerfamilies hus" stødte jeg ikke blot på Sebastian men også på "el maestro", som jeg fik en god snak med. Han forklarede mig om Muisca indianernes filosofi, mens han plukkede majs (gule, hvide, røde og sorte) som han ville gå rundt og dele ud til festen . Majs er hellige for indianerne og jeg erfarede senere, ud fra folks reaktioner, at det er en stor ære at modtage disse hellige majs. Forinden afgang skulle vi have morgenmad, som jeg skulle tilberede, saa inden jeg vidste af det, stod jeg og lavede spejlæg til selveste el maestro.

Sebastiastan og jeg påbegyndte vandringen op i bjergene og nåede fincaen efter to timer. Det var ret hårdt og enormt varmt, men Sebastián kæmpede mere end jeg. Da vi ankom blev jeg straks hevet med ned til solkalenderen af Daniela, som med stort arrangement forklarede mig om solkalenderen og om Muisca indianerne. Her er hvad jeg husker (og forstod). Solen står op fra et helt eksakt punkt fire gange årligt, hvilket fejres med fire sol-ceramonier hvoraf ceramonien "Ceremonia Mhusqa de Solsticio" d. 21 december er den mest betydningsfulde. Denne dag er som bekendt årets korteste (med sollys) og er derfor årets sidste dag ifølge sol-kalenderen. (Jeg missede desværre denne morgen-ceramoni, da jeg først nåede fincaen midt på dagen.) Foruden "Fader Sol" er også "Moder Jord" betydningsfyld for indianerne. Man skal passe på - og respekterer jorden og huske på at "jorden er for alle". En anden indianer fortalte mig senere at "alt naturligt giver mening". Man skal ikke blot se tingene omkring én, men virkelig se (og forstå) ens omgivelser. Indianerne tager afstand fra den udbredte stræben efter diverse materielle goder for istedet at stoppe op og søge de naturlige, - indre og spirituelle værdier.

Om aftenen begyndte den første "Temazcal", som er en ceremoni, der renser sjæl og krop. De medvirkende sidder inde i en slags svedehytte: en kuppelformet træhytte tildækket med tæpper, som skal holde på varmen fra de opvarmede sten, der løbende bringes ind i hytten. Senere på aftenen begyndte en anden ceramoni: "Ceramonia de Peyote". De medvirkende sidder i en cirkel, synger, messer og drikker (med en times mellemrum) en medicinsk drik indtil solen står op.

Jeg deltog ikke i ceremonierne men sad rundt om et bål med omkring 20 andre og sang, spillede trommer, drak tricha (hellig majsdrik) og røg tobak. Sebastian, søn af el maestro, var enormt opmærksom på mig og gjorde meget ud af at sætte mig ind i deres skikke. Han gav mig bl.a. en cigar og forklarede mig ritualet for tobaksrygning som medicinsk handling med fokus på positiv tænkning. Man skal holde cigaren i højre hånd (symboliserende solen, mens venstre hånd symboliserer jorden) og med 3 fingre som tegn på treenigheden 1) livet, 2) tankerne og 3) følelserne. Hver gang man indhalerer skal man tænke på noget positivt og i nu og næ skal man ryge på følgende måde: udånde til højre for de nulevende, til venstre for de afdøde, op ad for fader sol og ned ad for moder jord for til sidst at udånde ud i venstrehånd som føres op langs hovedet for at symboliserer at tankerne vendes indad. Når man er færdig med at ryge skal man finde - og efterlade cigaren for foden af - et træ eller en plante hvilket symboliserer genvenden til moder jord. Fem minutter efter at jeg havde fundet et træ og efterladt min (kun halvt røget) cigar prikkede Sebastián mig igen på skulderen og gav mig endnu en cigar. Jeg var noget presset i et split sekund, da man ikke takker nej til en så hellig gestus, men han forklarede heldigvis at jeg kunne gemme cigaren og ryge den når jeg havde lyst.

Dagen efter fik jeg et lift ned af bjerget af en sød familie som bød på frokost i Sogamoso by. Efter et døgn i bjergene under noget primitive forhold, sad jeg på en restaurant og spiste kæmpeburgere med de selv samme indianere. Skørt.

JUL

Siden d. 16 december har hele kvarteret mødtes i den lille kirke til de såkaldte "novenaer". Her bliver der synget, læst højt af Biblen og spist god mad. Det virker umiddelbart som en meget religiøs begivenhed, men for Jaime og Juanita som jeg fulgtes med var den gode mad den primære motivationsfaktor. Og da maden virkelig var himmelsk, gik jeg også med glæde i kirke i disse dage op til jul.

Den 24. december lagde vi julegaverne ud under et stort træ i haven. Midt på dagen spiste vi det store julemåltid hvorefter til-og-fra-kortene blev læst op og gaverne uddelt én efter én. Efter hver oplæsning blev der klappet og råbt "bravo" og hele gaveåbnings-processen var ret sjov - om end noget langtrukket. Da de sidste gaver var uddelt tog Juanita og jeg afsked med selskabet og hoppede på en bus mod Tunja og videre mod faderens finca to timers kørsel fra Sogamoso. Her blev jeg præsenteret for Juanitas familie på farens side før vi endnu engang satte os til at åbne gaver og råbe bravo. Jeg fik i mod alle forventninger både julegaver af Juanitas far, tante og bedsteforældre. Enormt betænktsomt, da jeg hilste på dem alle for første gang denne aften. Kl. 00.00 kørte vi alle over til en nærliggende lille by, hvor der var musik i gaderne. Her nåede vi igennem diverse dansestilarter før vi igen vendte snuden hjem omkring kl. 02.00. Det var en super hyggelig og sjov afslutning på en rigtig god, spændende og anderledes - men også svær - juleaften. Det er svært at være væk hjemmefra i en så traditionsrig tid som julen nu en gang er.

Jeg har nu kun én dag tilbage i Sogamoso før jeg påbegynder rejsens næste kapitel. Jeg glæder mig til at bo med Camilas familie i Bucaramanga men det bliver enormt hårdt at skulle sige farvel til familien i Sogamoso. Ikke mindst til Juanita, Piedad og Tomás.