Profile
Blog
Photos
Videos
Første update
Afrejse og Manila
5-6. juli
Først skulle vi flyve med British Airways (klokken 17). Vi skulle flyve 1 time og 45 minutter og gennem 3 meget pressede måltider afsluttet med isdessert. Det kan være de flyver så dårligt at de bliver nødt til at distrahere passagererne med uendelige mængder mad, men man må sige at det virkede.
Dernæst havde vi to strækninger af 7 og 9 timer med Etihad Airways. Inden de letter lyder en mareridt-fremkaldende, måske halv-brunstig mandestemme. Formegentlig en bøn om at flyet skulle blive i luften. Om ikke andet var der igen som turde lade være med at folde hænderne. Trætte, utålmodige og meget sammenkrøllede, landede vi langt om længe i Manila Airport, hvor vi overgik os selv og forholdsvis hurtigt fandt ud. Derefter gjaldt det om at finde en taxi i en fart, så vi kunne komme i køjen. Efter at blevet taget økonomisk i røven af taxi-chaufføren(undskyld Pernille), steg vi ud til et mildest talt utiltrækkende "hotel", hvor vi blev budt velkommen af Hr. Kakkelak. Efter at have hørt rygter om at de udskiller en lugt som tiltrækker andre kakkelakker, hvis man leger hoppe-dans på den, valgte vi at forskåne deres kæledyr. Værelset var nok ikke noget, der ville kunne få nogen i verden til at juble, men der var da en seng og en ventilator og en… nej det var det:)
7. juli
Morgenmad - Omelet med fyld. En sikker vinder da det har været varmet, men er dog ikke det man har mest lyst til med temperatur på 30grader. Efter det stod det på en hurtig lur indtil vi blev vækket af en ordentlig byge. Efter et Iskoldt bad( det viser sig senere at være standard på disse kanter), valgte vi at gå et smut med fuld oppakning ind til Manila Centrum - da Manila jo ikke er en særlig stor by og vi havde masser af gåpåmod, virkede det som det eneste rigtige. Det var det bestemt også - lige indtil vi endte i slummens slum, hvor man ikke føler sig voldsomt velkommen. Efter adskillige stirrende blikke og efter at have set en, formegentlig, fyldt kiste(som i dødskiste!), valgte vi at vende om og besluttede os i stedet for at tage en taxi. Vi endte naturligvis i en hvid(ikke så pålidelig taxi), men vi blev da kørt til Rizal Park i centrum.
Rizal Park var mildest talt en skuffelse. LÅRT, sagt på godt jysk. Set i bakspejlet er det egentlig et dejligt sted, men det siger vel mere om Manila end parken. Burgeren vi fik serveret i parken, var heller ikke anbefalelsesværdig, men Gå-væk-prut-pillerne gav pludselig mening:)
Den dag så vi kun 4 andre hvide mennesker, hvoraf to af dem tydeligvis var der for at få mere en oplevelsen med hjem(læs købekone). Samme dag fik vi bekræftet at jeg altså ER Brad Pitt og Julie bliver kaldt for moar(mom) - Casper har senere regnet ud at de siger ma'em.
De store centre, som ligger i Manila, kan til gengæld godt anbefales, da det for det meste er billigt og det er hjemlig standard. Men med store centre kommer stor forvirring, og det må man sige der var.
I jagten på et hotel tog vi en cykeltaxi. På trods af den meget lille mand med de meget tynde ben, kom vi frem og uden at blive voldsomt snydt. Resten af aftenen stod bl.a. på aftensmad, Uno og gåtur. Casper havde sørget for film på computeren, det dejlige menneske synes han selv.. Lige til det viser sig at han liiiige mangler at hente en lille ting før de fine film kan afspilles og net det var der jo altså ikke....
8. juli
Vækkeuret ringede allerede kl. 08.00, men det blev hurtigt ændret til 11 i stedet. Vi havde besluttet os for at tage længere nordpå i Manila for at se seværdigheder og kl. 21 tage en bus mod Banaue. Igen med cykeltaxi, som denne gang var en knøs, der prøvede at tage røven på os. (Han kunne ikke finde vej og tog så sin ven med, som også skulle betales i overflod af møgpenge. Men det blev der ikke noget af!). Resten af dagen skulle blive ligeså lidt spændende som den oplevelse. Fortet var i hvert fald ikke noget at råbe hurra for og da vi besluttede at krydse floden, som går igennem Manila, mødte vi endnu en gang slum. Heldigvis sendte gud et tegn, i form af en kæmpe regnbyge, så vi krydsede floden endnu engang. Vi fandt et center, hvor vi handlede og spiste på en "restaurant". Lækker smoothie. Knap så lækker dunst af toilet fra køkkenet!
Vi var nødt til at krydse floden endnu engang, da busselskabet vi skulle med lå der. Vi valgte denne gang at tage en cykeltaxi, for at slippe for gå-turen og til dels slummen. Billetter blev købt og vi hoppede ombord på bussen, hvor vi hørt dansk for første gang siden vi tog fra DK.
Billedet er ikke fra Manila - Billeder bliver uploaded når vi er i nærheden af en ordentlig internet-forbindelse.
- comments