Profile
Blog
Photos
Videos
4. august
Da vi ikke ligefrem kan prale af at have været A-mennesker på vores eventyr, men snarere først vågner rigtigt sidst på eftermiddagen, var vi noget så utilfredse da vækkeuret ringede 05:45. Der var selvfølgelig ikke andet at gøre end at stå op og få fundet en taxa ud til lufthavnen i en fart. Det gik da også smertefrit og vi var i lufthavnen lidt før end planlagt. Vores fly var dog ikke kommet på tavlen endnu, men en rar dame forsikrede os om, at det var fordi det først ville komme på to timer før afgang og der var jo ti minutter til. Mens vi sad der og ventede, gik den grufulde sandhed dog op for Casper, der dog efter omstændighederne fik præcenteret katastrofen på en rigtig fin måde:
Casper: "Vil du høre noget sjovt?"
Meget træt Julle: "Hvad?"
Casper: "Det er 08.50 PM vi skal flyve - Det er vel egentlig først i aften er det ikke???"
Der sad jeg så, stadig så meget i søvnen at jeg ikke var nået til at blive morgensur endnu, og bad til Gud det bedste jeg har lært, at det helt sikkert måtte være en MEGET dårlig joke og at jeg da selvfølgelig ikke var stået op så tidligt kun for igen at være strandet i Singapore! Ak nej, Gud havde travlt den morgen og min bøn blev ikke hørt! Så sad vi der i Singapore lufthavn, med alle vore talenter (eller mangel på samme), og overvejede hvad søren vi dog skulle lave de næste 12 timer inden vi skulle befinde os i lufthavnen igen.
Vi besluttede os for, som en start, at få vores tasker opbevaret i lufthavnen og så måtte vi se om vi kunne finde en Starbucks vi kunne få en lille lur ligesom sidst. Efter taskerne var blevet sikkert afleveret regnede vi lidt på det og hvis vi var en smule dygtige kunne vi slippe for at hæve penge og dermed betale dobbeltgebyr. Så vi tog toget mod det storcenter (som var ualmindeligt meget stort) vi havde siddet ved og sovet sidst. Det var hurtigt fundet og efter at havde læst i blade og fået morgenmad på ikke bare én kaffebar men to var der stadig uendelig lang tid til vi skulle være i lufthavnen. Vi ville egentlig have været ved stranden eller cyklet rundt på deres cykelruter ved vandet, men det øsede ned så vi måtte finde på indendørsaktiviteter resten af ventetiden. Efter at have vandret lidt rundt mellem butikkerne og spist frokost, var vi dog så heldige at opdage at der var en biograf. Vi var derfor inde og se en meget sjov film der hedder Horrible bosses, som helt klart kan anbefales til andre der søger et godt grin.
Da filmen var slut var der lige tid til aftensmad inden vi skulle med toget tilbage til lufthavnen, hvor taskemanden ikke kunne finde vores taske, men det kunne vi da heldigvis selv så helt galt gik det da ikke.
Vi kom da også med flyet og landede i Manila godt trætte omkring halv et om natten. Der var dog ikke helt udsigt til en seng endnu, for vi havde besluttet at vi bestemt ikke skulle snydes og betale 3-dobbeltpris for en lufthavnstaxa når vi bare kunne gå ud på gaden og tage en almindelig taxa. Det var dog lidt lettere sagt end gjort for den første udgang vi fandt, havde de spærret af og da vi var nået hele vejen op i den ene ende var udgangen selvfølgelig i den anden, men ud kom vi og vi fik en taxa. Første stop var det hotel hvor vi havde efterladt vores backpacks. Her var det heldigvis en ny mand der havde vagten, så vi skulle af med 50 møgpenge pr. dag og ikke pr. dag pr. taske. Vi havde dog besluttet at vi hellere ville sove et andet sted der var bedre og billigere, så da vi havde fået vores tasker var det ud og lede efter en ny taxa mod det andet hotel. Klokken var efterhånden halv tre og vi skulle op og med et fly mod Palawan næste morgen så vi hoppede lige på hovedet i seng.
5. august
Det var bestemt ikke flytider vi var eksperter i de dage, for da vi nåede den rare dame i Manila lufthavn næste morgen fik vi at vide, at de lige havde kaldt final call på vores afgang da vi kom ind i lufthavnen. Vi fik dog at vide, at der ville være en afgang senere på eftermiddagen, hvor vi måske kunne komme med, hvis vi gik hen til en anden skranke og benyttede os af vores ret til rebooking. Så vi tøffede over til næste skranke og efter laaaaang tids venten blev vi fortalt, at vi ikke kunne komme med flyet om eftermiddagen og at vi desuden skulle gå til en anden skranke igen. Det gjorde vi så og trak nummer 61 hvor de var nået til nummer 41. Da vi begge var blevet noget stille og var godt trætte satte Casper sig til at læse mens jeg satte mig pænt og ventede. Da det endelig blev min tur viste det sig, at vi godt kunne rebooke og komme med flyet om eftermiddagen, men at det ville koste det sammen, som vi havde betalt for returbilletterne. Så jeg bookede en ny afgang tidligt næste morgen og måtte hoste op med 500 danske kroner. Hovsa…
Resten af dagen var vi begge noget ærgerlige over ikke at befinde os på en lækker sandstrand og var derfor naturligt nok noget stille. Vi benyttede derfor den ekstra tid til at skrive blog, gå tur og se film.
6. august
Alarmen satte i gang 05.15 og med fare for at komme for sent endnu engang væltede vi direkte ud af sengen og af sted. På vej ud af hotellet skulle vi lige have forklaret den rare mand, at der nu var to tasker han skulle opbevare og ikke én, men at den ene var i 9 dage og den anden i 8. Han var enten noget mere træt end vi var, (hvis muligt), eller også var han bare ikke den mest snedige gut bag disken, for det tog pænt lang tid for ham at forstå, at han så var nødt til at lave en kvittering mere. Det lykkedes dog til sidst og vi kom i en taxa mod lufthavnen. Desværre var vi lidt uheldige med chaufføren denne gang da han hostede og spruttede som var han ved at dø og så havde han ingen anelse om hvad vej han skulle, så vi kørte i ring og betalte næsten dobbelt af hvad det havde kostet os dagen i forvejen. Når man ikke kan betale med helt lige penge, men fx giver en 20'er for meget har chaufførerne fået den fikse ide, ikke at give byttepengene tilbage, men bare "gå ud fra" at det er drikkepenge. Eftersom vi havde betalt rigeligt for turen allerede insisterede Casper dog på, at han hostede op med resten, men det tog da lige tre forsøg for chaufføren at regne det rigtige beløb ud inden vi kunne komme videre.
Da vi kom frem til lufthavnen denne gang var køen til check in dejlig kort, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke nødvendigvis var fordi de arbejdede hurtigt. Vi havde 3 hold foran os, men alligevel stod vi i køen i næsten en time før det blev vores tur. Heldigvis var der lidt underholdning i form af en helt ny strandløve. En ung gut med damehat, lyserøde sko og en trøje der var så nedringet at man næsten kunne se navlen var havnet i køen ved siden af os. Han skulle også til Palawan og efter jeg og samtlige andre havde undret os over det sære syn vågnede Casper op og udbrød: "Jamen nej! Hvad er det dog han er kommet til at tage på?!". Det så dog ikke ud som om det var et uheld og det var til stor morskab for filippinerne i køen, der som altid bare grinte og pegede. Da vi endelig kom op i flyet nåede vi nærmest ikke at sætte os før vi begge var faldet i søvn. Vi følte begge vi bare lige havde lukket øjnene og undrede os over, hvorfor vi dog ikke var lettet endnu, men da vi kiggede ud viste det sig, at vi havde sovet fra det hele og snart skulle lande igen..
Da vi landede på Palawan ville vi finde en bus mod en lille by El Nido hvor der skulle være helt fantastiske strande. I selve lufthavnen vrimlede det med mennesker der ville leje os en privat minibus med aircondition til kun 12.000 møgpenge! Mega dyrt ellers…. så vi satte kursen ud mod møgcyklerne og håbede de kunne fragte os til busstationen. Desværre er det lavet så snedigt, at man lander i en by der hedder Puerto Princesa efter de sidste morgenbusser er kørt mod El Nido, men chaufføren af vores møgcykel forklarede, at vi for 1400 pesos kunne dele en minibus med andre, i stedet for at finde et sted at overnatte og vente til dagen efter. Eftersom der ikke rigtig er noget at lave i Puerto Princesa og vi ville spare næsten 4 timer i transporttid sagde vi ja tak. Selvom minibusserne er bedre og hurtigere kneb det nu alligevel lidt med benpladsen, men da vi så en af de busser man ellers kunne have kørt med, var vi glade for vores minibus. Turen til El Nido tog næsten 6 timer på snoede og hullede veje, men det var nu ikke værre end at man kunne få sig en lille lur alligevel.
Fremme ved busstationen i El Nido (et skur) fandt vi en fin lille hytte ned ved vandet, hvor vi faktisk blev boende til vi skulle hjem igen. Der var utrolig flot, men man skulle på terrassen for at have udsigten til vandet, sagde damen med et lidt skuffet ansigtsudtryk. Det gjorde dog ikke os noget og hun sagde vi kunne flytte til en anden hytte med endnu bedre udsigt når den blev ledig om et par dage. Så sådan blev det og vi sluttede dagen af med aftensmad og en slentretur langs stranden.
- comments