Profile
Blog
Photos
Videos
12.juli
Klokken 06.40 ringede vækkeuret - NOT. Julles telefon havde valgt at selvdestruere natte over, så endnu en gang kom vi for sent op. Vi skyndte os at pakke vores stadigvæk våde, og senere ildelugtende, tøj. Heldigvis havde vi sørget for at planlægge morgenmad og vidste hvad vi skulle have. Menukortet har været en del af bordpynten på restauranten, for alt det vi kunne tænke os kunne de ikke tænke sig at lave. Så vi endte med mango i tern, mango på glas, og omelet med mango og ost og mango…
Lidt forsinket troppede vi op på det aftalte sted, hvor vi mødtes med Alfredo, som skulle guide os igennem turen. Vi gik en halv time i lækkert vejr og med skøn udsigt, før vi kom til indgangen til grotterne. Turen startede selvfølgelig med endnu flere trapper….. for enden af alle trapperne blev lyset til turen arrangeret i en noget speciel lampe der efter sigende spreder lyset bedre. Herefter skulle vi over hvide klippesten der var meget glatte, hvilket var en smule trist eftersom beboerne (flagermus) havde skidt over det hele. Da vi begge var kommet sikkert over de mange sten var det tid til at smide skoene og tage resten af turen på bare fødder. Klippestenene i resten af grotten havde en overflade som sandpapir så man kunne stå fast uden problemer både op- og nedad. Starten var nem men længere nede skulle vi frem ved hjælp af reb og gennem en noget smal passage hvor Casper nær havde sat sig fast, men det gik. Til sidst var vi 180 meter under jorden. Der var utrolig flot og der blev taget en masse billeder med kameraet som vores rare guide passede på for os, hvilket nok var meget godt eftersom han var noget mere sikker på fødderne end vi var. Da vi kom op fra grotten igen gik vi ned og så en begravelseshule med en masse kister stablet på hinanden. Kisterne var i gammel tid lavet af udhulede træstammer, som kom i hulerne eller hejst op og hængt på klippevægge. Kisterne var meget korte, men guiden fortalte at folk dengang var meget små og blev lagt i fosterstilling så de var klar til deres næste liv. Stadig virkede de nu utrolig små. På de nederste kister var der lagt sten på låget, da nogle turister åbenbart mener det er i orden at åbne og tage en lille souvenir med sig hjem, og det er derfor kun få steder man kan få lov til at komme helt tæt på kisterne nu.
Da vi kom tilbage til Sagada fik vi aftensmad og tog derefter bussen til Baugio. Fra Buagio havde vi fået at vide at der gik busser hele dagen. Da vi ankom kl. 19 viste det sig dog at det næste bus til Manila først gik kl. 00.00. Vi planlagde at få noget mad og bruge tiden på at shoppe, men kort efter vi kom lukkede hele byen og vi måtte tage til takke med elendig mad under tidspres. Heldigvis fandt vi noget internet og var underholdt et par timer. Senere kom vi på bussen og kørte mod Manila. Efterhånden følte vi os som erfarne brugere af den offentlige transport, og mod forventning var det kun de lokale, som blev køresyge. De uheldige episoder startede allerede i flyet på vej til Manila, hvor en dame foran os brugte det meste af turen med hovedet i en papirpose. Næste gang var turen til Sagada, hvor en lille pige kastede ris mm. Udover sig selv og samtlige i nærheden af hende. Turen fra Buagio bød på flere overraskelser. En meget gammel dame foran os havde sovet meget af turen, vågnede så og mente at det var tid til kaste op. Heldigvis nåede en ung fyr ved siden af hende lige nøjagtig at åbne vinduet(tak fordi det var en meget gammel bus med vinduer, som kan åbnes). Heldigvis satte hende foran den gamle dame ikke i gang, selvom hun faretruende længe havde siddet med en pose. Den sidste(indtil nu), var så venlig at stige ud af bussen og kastede op i stride strømme.
- comments