Profile
Blog
Photos
Videos
13. juli
Kl. 04.30 stoppede bussen endnu en gang som ved de andre pauser vi havde holdt undervejs. Men da der ikke var behov for toiletbesøg valgte vi at læne os tilbage og lukke øjnene. Da klokken blev 06.00 vågnede vi igen. Vi undrede os over ikke at være kommet videre, men Julie skulle på toilet og gik udenfor. Da hun kom tilbage havde hun løst gåden, og kunne berette at det var en lang pause, hvor chauffør og det meste af bussen var gået ind for at sove. Men nææææh.. Vi fandt ud af at det var endestationen. Vi fik fat i taskerne i en fart, en taxi og kørte mod et hotel i Manila, hvor vi skulle have et par timers søvn inden vi skulle regne ud hvordan vi skulle komme videre til Boracay.
Kl. 10.00 vågnede vi igen og fandt et sted vi havde fået anbefalet at købe billetter. De blev købt og vi fik hævet flere møgpenge. Hvilket i øvrigt ikke var let.
Vi tog en taxi til lufthavnen, hvor vi var i alt for god tid. Da det blev tid til check-in, afleverede vi billetter, fik vejet taskerne og blev bedt om at betale for 22kg overvægt, på trods af at vi havde fået at vide at vi tilsammen kunne havde 44kg med i flyet, da vi købte billetten. Lige inden kogepunktet fik vi dog at vide at det var okay, og vi ikke behøvede at betale for det, så vi gik lykkelige videre.
Efter en lille time i propelflyver landede vi i Kalibo, hvorfra vi skulle med bus til den båd som sejlede til Boracay. I lufthavnen blev vi opsøgt af en rar dame som hjalp os resten af vejen. Vores skepsis i starten var ikke berettiget, for siden hen har vi ikke mødt andet end rare og venlige mennesker på Boracay.
Senere på aftenen ankom vi til Station 3 på den vestlige side af Boracay og fandt et hotel. Efter det gik vi en kort tur på stranden og fik fiskebuffet med udsigt over havet.
14. juli
Kl. 08.30 vågnede vi og frøs, men der var ikke lige stemning for at skulle ud af poserne endnu, så vi fik styr på vores aircondition og snuppede en time ekstra. Uden at have nogle planer for dagen fandt vi et lækkert sted med god morgenmad og regnede med at bruge resten af dagen på at nyde den fantastiske strand med sand som flormelis og det varmeste og klareste vand længe oplevet. Det gjorde vi så, men besluttede hurtigt at der skulle ske noget mere og vi fik arrangeret dykning dagen efter og snorkling dagen efter det. Så var programmet ligesom lagt og vi brugte resten af dagen på paragliding og sjaaw på vandscooter. Begge dele var super fedt, men paragliding var nu det sjoveste. Der var god vind og vi forsøgte så godt vi kunne, at overbevise os selv om at det var okay udstyret sagde faretruende lyde og knuden på det lange reb helt sikkert var stram nok selvom den så lidt tvivlsom ud. Helt klart en ting der kan anbefales at prøve. Bagefter var der dømt total pjatrøv på vandscooter. Jeg(Casper) vidste at det var sjovt at rive til den i svingene og give den fuld spade, men med fare for at ryge af, især med de bølger der var, så nævnte det for Julie for sjov, da hun nok ville synes at det var for vildt. Eneste kommentar var: "Nå.. Må man da ikke det her…?). så sådan blev det og utroligt nok røg vi ikke af, selvom Julie næsten hang efter vandscooteren i min redningsvest flere gange :) Derefter gik vi tilbage til den anden side af stranden mod hotellet. Langs stranden ligger alverdens butikker og boder hovedsageligt bestående af de samme souvenirs, men enkelte steder er det muligt at finde noget mere unikt og vi fik købt to håndlavede træmasker og hilst hr. Nielsson som selvfølgelig var en abe der boede hos manden. Henover aftenen stødte vi på et dansk par som vi har mødt et par gange før og aftalte at mødes til cupcakes/cocktails dagen efter. Så var det ellers bare hjem på hotellet og få sovet så vi var klar til dykning dagen efter.
15. juli
Det blev en tidlig morgen da vi havde besluttet os for at finde nyt hotel den dag. Derfor skulle vi nå at pakke, finde et nyt hotel og spise morgenmad inden vi skulle være klar ved Crystal Diving 9.30. Der var i forvejen ikke meget tid at gøre med, men det forhindrede os dog ikke i trække den liiiidt længere i posen selvfølgelig med det resultat at vi måtte okse af sted med alle vores tasker mod det nye hotel og indhalere vores morgenmad. Ingen grund til panik - vi nåede det hele og på Boracay er der alligevel ikke så mange der går op i om man kommer for sent alligevel.
Vi mødtes kl. 09.30 på det aftalte sted med Andrew og Chris, som skulle være vores guider for dagen. Chris var for nylig blevet instruktør og var med for at få nogle dyk på bagen. Vi blev placeret foran en Mac Book i et lokale, hvor vi skulle se en kort film om dykning. Heldigvis var der danske undertekster, så vi forstod det vi skulle og kunne da også svare på de spørgsmål vi skulle efterfølgende. Derefter skulle vi træne i pool, så vi fik vores grej på og hoppede i. Det var tilsyneladende ikke gået helt så hurtigt som Andrew havde håbet på(der var bl.a. nogle problemer med at finde lokale vi kunne se film i), for da vi var klar i poolen, fandt vi ud af at klokken var lidt over elleve. Vi vidste at båden vi skulle med, sejlede klokken tolv, så vi havde en lille time til at lære at dykke, fjerne vand fra dykkerbrillerne, udtage mundstykket og gøre brug af hinandens alternative luftkilder. Alt sammen under vandet. Derudover skulle al udstyret selvfølgelig af og vi skulle gå ned til båden. Det lykkedes dog, godt nok med vand i næsen og klor i øjnene. Vi følte os, på trods af våddragter og div. udstyr, dog ikke helt som erfarne dykkere, så det var med sommerfugle i maven vi skulle ud i bølgerne og ned i dybet. På vej mod stedet vi skulle dykke, så vi to havskildpadder. Vi så desuden også en under dykningen. Det skal lige siges at vores instruktør kun havde set én på et halvt år og en anden lokal instruktør, som har fungeret som guide på stedet, ikke havde set en eneste i de 10 måneder han havde været her.
Vi kom frem til dykkerstedet og de andre som var med båden hoppede i før vi begyndte at tage vores udstyr på. Vi fik vores på og fandt ud af at vi skulle hoppe baglæns i, hvilket vi ikke rigtig fik nogen instruks i. Det gik dog også og pludselig lå vi i lidt mere livligt vand end vi var vant til i poolen. Vi kom under vandet og fulgte et reb til bunden. Efter utallige propper i ørerne og mindst ligeså mange udligninger, nåede vi bunden som var ca. 5-8m nede(det dybeste vi kom, var ca. 12). Efter lidt besvær med at finde den rette mængde luft i vores BCD, for at kunne holde sig nogenlunde stillestående i vandet, svømmede vi hen over bunden med koraller og fisk. Der var god sigtbarhed men vi svømmede naturligvis tæt sammen. Andrew forrest og Chris, som holdte øje med os begge bagved. Både Chris og jeg havde lige kigget på hinanden og Julie, da han hele tiden var meget opmærksom på om vi var ok. Et splitsekund efter, eller mindre, var Julie pist væk. Cris og jeg kiggede spørgende på hinanden, da vi begge havde kigget op og omkring os. Jeg ved ikke hvad signalet for PANIK er på dykkersprog, men jeg var ikke i tvivl om at det var hvad der var, da jeg så Chris i øjnene, alt imens Andrew ikke havde lagt mærke til noget og fortsatte fremad. Chris svømmede som med en torpedo i røven den vej vi var kommet fra og pludselig var både Casper og Julie alene i underverdenen. Heldigvis fik jeg indhentet Andrew og gjort opmærksom på at vi altså manglede et par stykker, så vi flød mod toppen, hvor Julie havde valgt at tage en lille ufrivillig pause. Hun var gået til vejrs ved et uheld og kunne ikke komme ned igen. Efter der var styr på udstyret og det hele igen(så meget som der nu kunne blive), dykkede vi igen og Chris åndende lettet op da han fandt os alle på bunden igen. Turen kunne fortsætte, denne gang med Julie i kort snor :) Vi så bl.a. koraller, alverdens fisk, en søslange og endnu en havskildpadde!! Andrew som svømmede lidt foran os andre rendte også på en såkaldt "Trigger Fish". Navnet giver god mening, når man ser hvor aggressiv en fisk det er og den endte da også med at prøve at tage en luns af Andrew. Heldigvis havde han våddragt på og kunne nøjes med et stort rødt mærke. Billigt sluppet, når man efterfølgende hører om en nylig episode, hvor en "Trigger Fish" havde taget en ordentlig luns af en dykkers pande, som efterfølgende skulle syes. Da der begyndte at være en ende på ilten steg vi op igen, fik fat i båden og sejlede mod land igen. Alt i alt en spændende tur, med mere drama og oplevelser end man havde turdet håbe på.
Efter vi havde fået vores diplomer var det tid til frokost hvorefter vi landede vi i vores bambus liggestole ved vandet og fik en velfortjent morfar. Senere på aftenen mødtes vi med det danske par (Mick og Mette) til drinks og røverhistorier.
16. juli
Vi havde glædet os meget til denne dag for det var den første hvor vi ikke skulle op og på et bestemt tidspunkt og havde planer om en god lang nats søvn og så ellers bare tage resten af dagen på rutinen. Det lykkedes desværre bare ikke da Casper midt om natten farer op og med en smule panik i stemmen erklærer at der helt 100 % kravler dyr på ham. Jeg (Julle) blev noget irriteret over at blive vækket midt om natten, men svarede meget pædagogisk at så måtte han jo lette sin bagdel helt op i den anden ende af værelset og få tændt noget lys. Da jeg ikke lige havde regnet med at der rent faktisk var noget, blev ret så overrasket da en panikslagen kakerlak piler fra det ene sengehjørne op mod mig. Allerede der var jeg trængt op i en krog og det er noget så besværligt at flygte med hele kroppen i en lagenpose. Jeg gjorde dog mit allerbedste forsøg og kom i et rullende flyvhop ud af sengen uden nærkontakt med vores nye husdyr. Vi kiggede på hinanden og det var tydeligt at vi begge tænkte "WHAT THE F….. gør vi lige med den der!". Så vi fik fløjtet kampen i gang mellem Casper og kakerlakken, men der gik heldigvis ikke længe før han havde outsmarted kakerlakken og den sad på gulvet fanget I et glas. Noget skeptiske forsøgte vi at falde i søvn igen men det var ikke nemt da der var mega varmt og Casper i søvne blev ved at rulle væk fra kakerlakglasset hvilket resulterede i mast Julle der da hun faldt i søvn kvitterede med at give Casper et ordentligt spark bagi.
Efter en frygtelig nats søvn med insektbid og blå mærker, vågnede vi til lyden af vækkeuret, snoozede det og var igen for sent på den! Efter hurtig morgenmad, mødtes vi lidt forpustede(og for sent) med René, som havde arrangeret Island Hopping og snorkling. VI kom på båden og sejlede først til Crystal Cave Island og herefter til Crocodile Island, hvor vi snorklede fra båden. Vi havde brød med, så det vrimlede med fisk i alle størrelser og farver. Intet mindre end fantastisk når vandet og vejret ikke kan blive bedre:) Herefter sejlede vi videre til en strand på den modsatte side af øen. Vi besluttede os for at spise frokost der, da det virkede som et hyggeligt sted. Men umiddelbart efter vi havde bestilt mad blev vi mildest talt overfaldet af både lokale mænd og kvinder.. og en den, som ikke helt havde bestemt sig for hvad den helst ville være. På grænsen til at miste appetitten over de mange mennesker og den nærmest falske venlighed, med bordet fuldt af diverse ragelse (og enkelte fine ting), besluttede Julie at købe et armbånd og vi kunne igen være i fred.. troede vi! For da maden kom på bordet, var Julie nødt til at vifte en flue væk. En ting man ALDRIG må gøre på de kanter, for det resulterede i at den søde ladyboy stod med et hjemmelavet piskeris af en pind og en iturevet plasticpose og viftede os i hovedet igennem hele måltidet. Til gengæld var det en lækker krabbe vi fik. Efter turen gik vi tilbage til "vores" side af øen, hvor vi fik aftensmad og forsøgte at bestilte billet videre til Cebu tirsdagen efter. Det skulle dog vise sig at være lettere sagt end gjort eftersom vi måtte 3 steder hen for at finde en vej væk fra øen uden at ruinere os selv. Det viste sig at hvis vi ville flyve direkte var der enten fuld booket næsten en uge frem eller også ville det koste os 6400 møgpenge pr person, hvilket vi selv syntes var for meget, men ville vi have haft de dyre billetter virkede det også til at være et problem. Kvinden bage disken nævnte nemlig prisen efterfulgt af et "but that's too much". Så vi måtte lede videre. Heldigvis lykkedes det et af de næste steder at få en ret fin pris. Det kostede os godt nok 6 timer i bus, men det er jo kun en lille hyggetur i forhold til de 11 vi kørte tidligere så vi sagde pænt tak.
17 +18. juli
De sidste par dage inden afrejsen videre til Cebu stod på ren afslapning og hygge på stranden hovedsageligt. Vi havde prøvet det vi ville og var efterhånden klar til at komme videre og opleve noget nyt. Den ene dag lykkedes det mig dog at få det dovne kræ til Julie, til at gå med over på den anden side af øen, hvor vi mere eller mindre havde en stor del af stranden for os selv. Det blæste en del på "vores" side af øen den dag. Men det smarte ved Boracay er at hvis der er dårligt vejr på den ene side af øen, så tager du bare til den anden. Her var der da heller ikke en eneste vind og havet, stranden, vejret og Casper var fantastisk!:) Det skal lige siges at dårligt vejr i Fili'ernes øjne er når der er bølger på 10 cm og de synes det trækker en smule.. Det regnede desuden i 5 min om mandagen, så det må have grænset til en naturkatastrofe. Det var i øvrigt mandag at vi fandt ud af at vores hotelejer, som ellers havde været nok så flink, var en ulv i beskidte fåreklæder. En "trigger Fish" på land, hvis mund skulle vaskes med sæbe, for hold op nogle gloser han kunne, når ikke han troede der er nogle turister i nærheden. Det sejlede tilsyneladende lidt på hotellet, men det var heldigvis ikke noget vi mærkede til.
Det skulle blive samme dag vi fandt ud af at spicy hot wings er lig med død og ødelæggelse, når det kommer i munden. Med sveden trillende ned af kinderne, en blødende tunge og vand i øjnene, kæmpede jeg det uspiselige måltid ned.(i hvert fald en stor del af det). Julie hjalp med at spise et helt stykke kylling(tak for hjælpen - not).
Som vi lå der i vores strandstole observerede vi en del vi lige vil dele med jer. For det første er paraplyer tilsyneladende noget enhver filippiner med respekt for sig selv ejer. I norden bruges den hvis det regner og de er nødt til at gå ud (men så har det også bare at være vigtigt!), og længere sydpå bruges paraplyen endnu mere flittigt nemlig i tilfælde af at en enkelt byge skulle snige sig forbi eller bare generelt som ly for solen. Den må jo betragtes som en billigere og større form for strandhat.
Et andet hit og tydeligvis turisternes must have number one er en henna tatovering. Jo større jo bedre og hotellerne er ligefrem begyndt at kræve ekstra betaling for turister der hoppede i henna-fælden! Bare op af lommen med 1000 møgpenge hvis det smittede af på deres sengetøj…
Tre personer der var sten sikre at få øje på hver dag var en mand vi kaldte strandløven, en MEGET gammel dame og ismanden. Strandløven var i en klasse for sig selv, og vi er ret sikre på at han ikke er gået nogens øjne forbi(det vil han med sikkerhed være glad for at høre). En høj gut sidst i fyrrerne, med langt gulligt og krøllet hår. Altid i bar mave og med fløjels-posebukser, der havde gjort selv Aladdin misundelig. Den solbrune rosinhud var efterhånden begyndt at hænge ligeså meget som de gamle bukser, men selvtilliden fejlede ikke noget. Gangarten og attituden mindede mest om en sort rappers, og de store tatoveringer(måske henna) må have været det look de unge gik efter. Han må være Nik og Jays manglende medlem uden at vide det. We love you strandløve:)
Den gamle dame kunne man heller ikke lade være med at lægge mærke til og det var altid med et smil på læben, når vi så hende. Hun har ikke været mere end 150cm høj. Pukkelrygget og med korte hjulben, kom hun trissende med den ene hånd på gelænderet og den anden på stokken. Hun havde små beskidte briller nede på næsen som hun skulede henover. Hendes største kendetegn var den omvendte kasket, som gav hende en del strret-credit. Hun har uden tvivl været mere respekteret end strandløven. Sorry strandløve, we love you anyway :)
Ismænd var der flere af og de kom trissende med deres klokke og råbte op om is. Dog var der en ganske særlig ismand der ikke havde fået anskaffet sig en klokke og derfor i stedet flittigt råbte "open your heart, open your mind, open your wallet". Første gang virkede det en smule flabet, men han var nu ganske rar og begyndte at hilse når vi mødte ham også selvom han ikke havde iskassen på ryggen. Han var tydeligvis også den ismand der havde mest succes så de andre ismænd burde måske overveje at smide klokken i havet og finde på noget sjovere.
- comments