Profile
Blog
Photos
Videos
9. juli
Vi ankom til Banaue lidt i otte om morgenen efter 11 mega kolde timer i en bus med en chauffør der så ud som om han kunne falde i søvn hvert sekund. Den sidste del af turen var med rigtig flot udsigt på snoede veje oppe i bjergene hvor bussen fik fuld gas. Vi blev sat af lidt inden Banaue by, hvor man kunne tage en tricykel eller en jeepney til selve "centrum". Vi forsøgte på bedste vis at ligne nogle man ikke kunne snyde, som vi fik bud på hjemme fra, til det viste sig at det faktisk var gratis at køre med det sidste stykke.
Vi boede på Green view hotel hvor der var en kanon udsigt ud over byen og risterrasserne, super flot og busturen blev hurtigt glemt. Da vi ikke havde sovet meget mere end en times tid skyndte vi os at bestille en toast med noget meget tvivlsomt pålæg og gik i seng. Efter 7 timer vågnede vi op til dåd og forsøgte at planlægge de næste dages forløb. Der var ikke noget bedre at tage sig til, da det begynder at regne lidt over middag i bjergene på den årstid.
Vi faldt dog i snak med de tre danske piger fra bussen, der tydeligvis er blevet snydt en hel del mere end os, hvilket selvfølgelig passede os ret godt. Vi blev enige om at det nok egentlig var et malaria-område, så vi besluttede os, lidt sent, at prøve det der malariapille. Hen på eftermiddagen gik vi en tur i mega regnvejr over en lang faldefærdig bro 20 meter over en flod. Det lader ikke til de lokale gider regn, så vi havde det for os selv, men blev dog overvåget nøje.
Senere på eftermiddagen faldt vi i snak med et par tyske fyre som anbefalede at bo et bestemt sted i Batad, hvor man bor som de "indfødte" gjorde i gammel tid. Hen imod aftenen, hvor vi stadigvæk ikke havde planlagt noget, var vi heldige at en af de lokale strikkede hele ruten sammen for os, så vi kunne hoppe i seng.
10. juli
Tidligt/for sent op(det viser sig senere at blive en dårlig vane) og med Tricykel mod første stop mod Batad -The Junction,. Our man, Samuel(Someone, troede vi i starten. I øvrigt en rutineret ung mand, som på trods af at have en gammel Honda TMX 155 med hjemmelavet sidevogn, klarede at få os frem over kratre i - og sten på vejen). Han smed os af hos en meget lille dame uden fortænder med en lille butik med håndlavede sager, hvor vi købte halskæder der skulle betyde "held og lykke" og træfigurer af deres risgud. - vi fik i øvrigt lov at låne vandrepinde til turen af den søde dame.
Eftersom alle havde fortalt at Batad ligger i en dal, undrede vi os da det blev ved med at gå opad. Men opad kom vi og efter ca. halvanden time var vi ved "The Saddle" (hvor de dovne vælger at køre op). Herfra begyndte det til gengæld at gå nedad. Undervejs mødte vi et par, som gik lidt forskudt, hvor især kvinden så meeeget presset ud. Det gav i vores øjne ikke mening… før vi skulle samme vej dagen efter.
BUM og så var der ikke mere vej. Det viste sig at der havde været et sten/jord-skred umiddelbart før vi kom på et stykke af stien. Taknemmelige for at det ikke var endt i hovedet på os, kravlede vi henover og videre.
Efter to en halv times vandring i fantastiske omgivelser nåede vi frem til Ramon´s, hvor vi skulle overnatte. Vi blev modtaget af hans flinke fætter, som fra første øjeblik snakkede løs og ville guide os til vandfaldet og over rismarkerne. "Ka´ selv, vil selv", skreg Julie, så sådan blev det.
Heldigvis kom der en pause i regnen umiddelbart efter vi havde spist frokost, så vi gik af sted. Spændende er det at gå på en 20cm bred stensti (Stykket som adskiller terrasserne fra hinanden). Især når de er glatte og der kun er mulighed for enten at falde til den ene side og få et mudderbad, eller falde til den anden, få et mudderbad OG slå sig fra det to meter høje fald. Vi farede selvfølgelig vild, men fik hjælp af endnu en rar gammel dame(Hun havde hverken tænder eller tæer), men vi kom på rette vej og efter adskillige trappetrin, HØJE trappetrin, kom vi frem til vandfaldet. Det var super flot og turen værd, og efter at være blevet bevidste om badefaciliteterne i byen, hoppede vi i.
Efter aftensmad, stod den på hygge med de andre gæster og tre lokale rundt om et lille bål. Det specielle ved Ramon´s er at man sover i hytter hævet over jorden og lavet på gammeldags vis. Efter aftenens røverhistorier om bålet, fandt vi ud af at de er designet sådan, da man er bedre beskyttet for fjender. I gammel tid var det nærmest en landsbyhobby at stjæle hoveder fra nabobyer. Egentlig havde man kun brug for kæben, til at tromme med, men man har sandsynligvis valgt at gå all-in.
Alt i alt er det helt klart en tur og et sted, som kan anbefales. Især fordi man "rejser tilbage i tiden" og det er uden tvivl herfra risterrasserne skal opleves.
11. juli
Dagen startede med at vi kom for sent op. Igen.. Vi fik en hurtig morgenmad og var klar på opstigningen mod The Saddle. Eftersom vores tur til og fra vandfaldet var gået som smurt var vi blevet en smule kålhøgen, men vi blev klogere. Pludselig var der meget mere forståelse for den stakkels dame vi havde mødt dagen forinden, men vi fik overhalet de tyske gæster der skulle samme vej og så var der kun én vej frem og det var op. Turen var hård men der var dog luft tilbage til at sende et par forbandelser afsted mod de høje trappetrin.
Da vi langt om længe nåede frem til The Saddle var turen ned ren hygge. Vi fik hentet vores ting hos den gamle dame og returneret de lånte vandrepinde inden Samuel kom flyvende på sin Honda. Vejen tilbage til "hotellet" virkede noget længere end dagen forinden og vi kæmpede os gennem mudderhuller, dynamitsprængninger og jordskred.
Da vi endelig kom tilbage var der lige tid til en hurtig frokost inden vi skulle finde bussen mod Bontoc hvor vi skulle med jeepney videre til Sagada. I bussen faldt vi i snak med et par fra Polen der gav os et tip til hvor vi kunne få billige flybilletter når vi skulle videre mod syd. Turen var bumlet ad snoede veje op og ned ad bjerge og et enkelt punkteret dæk fik vi da også. Bahala na som de jo siger her. Der blev sat et nyt og større dæk på der lød som om det var ved at skrue sig selv af i samtlige sving resten af vejen. I Bontoc blev vi enige om at vi hellere måtte få hævet nogle møgpenge og vi blev glade for at se at vi selv kunne vælge beløbet som skulle udbetales.. men snydt igen! Vi måtte selv vælge ja, men kun op til 4.000. Vi fik hævet og snuppede næste jeepney mod Sagada. Det var ikke ligefrem en behagelig tur da vejene er dårlige og det gamle skrummel af en jeepney larmer som en traktor. Det forhindrede dog ikke de lokale i at få sig en lur, mens vi andre havde travlt med at holde fast.
Da vi ankom til Sagada fandt vi et hotel, hos en rar mand, som ville hjælpe os med at få tørret vores hjemmevaskede håndvaskevasketøj. En hurtig gang aftensmad, så vi kunne komme tidligt i seng og op til tiden, da vi havde planlagt "caving" fra morgenstunden. I seng kom vi da også, men det blev ikke til meget søvn. I Sagada spiser man desværre ikke hunde, for der har mindst været en million hunde, som havde besluttet sig for at hyle hele natten igennem.
- comments