Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har vi været på gorillatracking!! Vi blev hentet 5.30 og kørte mod regnskoven. Turen derop var op af små snoede veje op ad bjerget, så når man kiggede ud var der meeeget langt ned J Havde så meget kriller i maven!
Da vi ankom til startpunktet omkring kl. 07.00 blev vi modtaget af den mand der skulle følge os ud i junglen. Han fortalte om gorillaerne og briefede os om hvordan vores trekking skulle forløbe og hvordan vi skulle agere når vi fandt gorillaerne. Han virkede meget erfaren. Halvdelen af hans ansigt var et ar og hans ene øje hang. Man kunne ikke lade være med at tænke om det mon var en gorilla der havde haft fat i ham ;) Det fik vi dog ikke spurgt om.
Vi blev fulgt ind i regnskoven omkring kl. 08. Selvom der er helt stille er der alligevel sådan en lækker lyd i junglen af cikader, fugle og hvad der ellers måtte bevæge sig. Forrest gik to mænd med macheter som huggede i den meget tæt bevoksede regnskov, for at lave en sti til os og bagerst gik en mand med et gevær. Just in case?
Vores guide gik med en walkie-talkie og kommunikerede med to trackere som de havde sendt ind i junglen på forhånd for at spore gorillaerne. Hvordan de så fortæller hvor de er henne er mig ubegribeligt, eftersom det er en kæmpe tætbevokset regnskov, men vi fandt dem jo J Vi fik at vide at nu var vi tæt på og pludselig lå der en kæmpe silverback gorilla foran os! 5 meter fra os. Den lå bare og kiggede på os. Jeg tror alle holdt vejret undtagen den! Efter vi havde siddet helt hypnotiseret i hvad der havde udviklet sig til en stirrekonkurrence bevægede vi os videre ind i junglen og kort tid efter mødte vi gorilla nummer 2. Den sprang frem imod os og virkede truende, så jeg blev vildt forskrækket og sprang tilbage - som vi netop havde fået at vide at vi ikke skulle gøre ;) Men adrenalinen pumpede så meget rundt i blodet.
Da nummer 2 gorilla havde accepteret vores tilstedeværelse og vi også havde vænnet os til at være tæt på dem, kom der flere og flere gorillaer til. Mens vi gik igennem junglen sprang de rundt over hovedet på en, løb ved siden af en og nogle krydsede pludselig stien hvor vi gik. Der var en gorilla der stoppede op og kiggede på os og vi fik at vide vi bare skulle stå stille. Så daskede den til en af pigerne sådan lidt undersøgende indtil den fortsætte sin færd. Det var så vildt!
På et tidspunkt sad vi med 2 gorillaer og holdte en lille drikkepause (for hold nu op, hvor var det hårdt op og ned af bjergskråninger i tæt bevokset jungle over og under træer) og ligepludselig kom der en ENORM silverback frem. Vores guide sad helt stille og sagde "Nobody moves now" og det var der heller ikke en sjæl der gjorde. Den store flotte og stolte silverback gik langsomt igennem flokken mens den studerede os indtil den slog sig ned lidt længere nede i junglen. Verden stod HELT stille i de 10-15 sekunder der føltes som meget længere tid. Fuldstændig surrealistisk!
Vores guide sagde vi skulle være lidt ekstra forsigtige for tiden fordi de havde unger og derfor bliver de nemmere aggressive over ens tilstedeværelse. Men som timerne gik kom vi tættere og tættere på og der var mange gange hvor jeg ikke stod mere end 1-2 meter væk fra en gorilla. Det kunne ikke blive meget federe end det!
Vi var fuldstændig ekstatiske og udmattede ovenpå den vilde oplevelse da vi kom tilbage til startpunktet! Her spiste vi frokost og fik vejret igen - Det er virkelig hårdt at følge med gorillaer hvis nogen skulle være i tvivl! ;) Efter frokost gik turen videre til Lake Bunyonyi, som er en af Ugandas eneste badesøer og som, på trods af sin størrelse, er fremhævet i bøgerne for de utroligt smukke naturomgivelser. Og bøgerne levede i den grad op til sine beskrivelser! Det var et lille paradis vi blev sejlet ud til! Fantastisk smuk sejltur forbi den ene ø efter den anden. Og den ø vi boede på var helt fantastisk, så smukt og så rolig en atmosfære langt ude i ingenting og badene er udendørs J Billederne kan ikke engang beskrive hvor fedt et sted det var, men det var helt fantastisk flot og vi har allerede booket plads derude til om 3 uger, hvor vi skal ud og nyde naturen, ro i kano, læse bøger, slappe af og kigge på fugle. Bunyonyi betyder "place with many small birds" og der var så mange fine fugle i alle regnbuens farver! Se billeder af stedet! J
- comments