De sidste par dage har jeg desværre ligget syg. Lidt antiklimiaks når man endelig er kommet til Kabale, men sådan går det. Jeg er startet på mit hjemmebragte antibiotika og det virker efterhånden J
Men det er ikke sjovt at være syg og have kvalme i afrika! Alle ved jo at ens smagsløg kan ændre sig lidt når man bliver syg, man har kun lyst til noget bestemt mad og drikke og ikke så meget af det. Vandet her smager som sagt af røg fordi de koger det før man kan drikke det og det er IKKE fedt når man er syg. Indtil videre er det ellers også gået fint med at spise den afrikanske mad men absolut ikke når man er syg! Dette viste sig da vi for første gang skulle spise aftensmad med familien. Vi havde spurgt et par dage om vi ikke nok kunne spise sammen fordi det kunne være hyggeligt. Og den aften vi så endelig skal spise med dem, serverer de det mest uappetitlige mad længe. Det var noget gedekød, noget gedefond/suppe og udkogte bønner og ris. Den der balje med gedefond/supe blev sat lige foran mig så alle dampene stod lige op i næsen på mig. Jeg vil huske det som mit livs kamp for ikke at kaste op! Haha. Jeg sad virkelig med tårer i øjnene og måtte holde en pause hver gang jeg sank en lille mundfuld og var hele tiden parat til at løbe hvis det nu skulle gå galt. Og selvom det var så svært at holde det i sig, var det alligevel så komisk når man kiggede over på de andre piger der på samme måde sad og kæmpede alt hvad de kunne for at prøve at synke uden at smage for meget på det og skylle efter med 3 glas røg-vand. FY for en skefuld siger jeg bare! Men sjovt var det da ;)

Nå, men I dag var første dag på sygehuset . Vi skulle gå/klatre derop som tager lidt over en halv time i raskt tempo og hold nu op en flot udsigt! Det er simpelthen en skøn tur at gå der i morgensol/tåge, selvom man næsten ikke har mere luft når man når til toppen. Der er en fantastisk udsigt fra hospitalet af, det er virkelig bjerg-idyl!
Jeg er startet på Maternity Ward, hvor jeg skal være de første to uger. Hold nu op en vild oplevelse! Altså for det første er bygningerne lavet ligesom vi ville bygge en stald i Danmark. Det lignede virkelig et sted hvor man opbevarede dyr, men her var det bare gravide kvinder. Udenfor afdelingen var der en kødrand af mennesker der sad i kø og ventede på at komme ind på afdelingen. I Uganda er det jo sådan at de pårørende "flytter ind" på hospitalet med patienten, for at hjælpe med mad og bad, da det ikke er noget personalet tager sig af. Så hvad de ikke havde med af rullekufferter, madresser, mad, radio osv mens de sad og ventede på at deres gravide pårørende kunne komme til. Det er så fjernt fra den virkelighed vi kender!

Da vi kom ind (i stalden) var det et stort virvar af pårørende, patienter og en masse forskelligfarvede uniformer. Der var gule, brune, blå, hvide og lyserøde uniformer, som vi senere fandt ud af indikerer ens rang alt efter hvor langt man er i uddannelsen. Det er åbenbart kun læger der går med hvide kitler, så selvom vi udtrykkeligt fortalte at vi var sygeplejersker, blev vi konstant forvekslet med læger.
Vi skulle gå stuegang med lægen da vi kom og det var noget af et kulturchok! Han var meget ubehagelig og upassende overfor patienterne. F.eks. da vi nåede til seng 5 spurgte han os "Hvordan er denne kvinde anerledes fra de andre kvinder?". Vi stod og tænkte lidt over om hun mon havde fået et anerledes kejsersnit eller noget i den dur. Han svarede "Hun er grim. Og så er hun heller ikke glad. Se hun smiler ikke". Super ubehageligt! Sådan fortsatte det meste af stuegangen hvor han generelt var hvad jeg vil kalde en kæmpe idiot! J Men han har helt sikkert en meget høj og magtfuld position, så ingen siger ham imod. Der er i Uganda ca. 5 læger pr. 100.000 indbyggere (i Danmark er der 338). Så lægerne er sjældne og dem respekterer man nomatter what.
Gudskelov tror jeg ikke vi skal følges med ham, men med nogle rigtig søde jordmødre vi mødte senere på dagen inden vi skulle hjem. Ellers kunne det godt blive en udfordring ikke at sige noget til den læge.

Til vores introduktion fik vi ordret at vide "this is about surviving". Vi kunne altså godt indstille os på at der ikke er tid til at gå og nusse om patienterne, men at det er en hurtig "fødefabrik", hvor de hurtigt skal ind og føde og så ud igen - forhåbentlig begge i live, men det er ikke altid.
Som tidligere nævnt ligger patienterne ofte to i en seng, men fordi dette hospital ikke er så stort så sker det også at patienterne ligger på gulvet så man skal lige passe på hvor man træder. Og så er der en FÆL lugt på afdelingen, fordi mange patienter ikke bliver vasket og der er fyldt med fluer over det hele.

I dag var der 3 kvinder med veer, men ingen fødsler mens vi var der. Det bliver spændende og skræmmende første gang jeg skal være med til en. Pheew J

Da vi fik fri gik vi ned i byen og fandt det der mindede mest om en pizza. Det var fantastisk med det første "almindelige mad" efter 14 dage med bønner, ris og kål.