I aften skal jeg have aftenvagt for første gang. Det glæder jeg mig helt vildt meget til! Derfor har jeg bare været hjemme i formiddag hvor jeg vaskede tøj i ca. 100 år. Det kræver altså træning at vaske i hånden, men rent blev det J Imens jeg vaskede ude i gården sad jeg og observerede min værtsmor og hendes to døtre. Hver dag gør pigerne deres mor klar til at tage på arbejde ved at ordne hendes hår, pudse hendes sko og give hende sko på. Hun ser så nydelig ud når hun tager afsted! De virker til at nyde tiden med hinanden ligegyldigt hvad de foretager sig. Her er altid sådan en god stemning J

Inden arbejde tog jeg ind til byen på Edirisa (det førnævnte Hostel) for at spise frokost sammen med pigerne der havde fået fri. Det er simpelthen det hyggeligste sted, der er sådan en rigtig "backpacker-stemning" hvor folk bare falder i snak med hinanden, foreslår steder at se/ting at lave osv. Jeg tror jeg kommer til at bruge meget tid derinde.

Den evige "mzungo mzungo" sang fortsætter og i dag på vej til hospitalet blev jeg filmet af nogle afrikanske drenge, som fulgte efter mig som om jeg var en eller anden sjælden fugl. Det er seriøst mærkeligt.

Aftenvagt var en hel anden verden en dagvagt. Der var SÅ meget gang i den! Vi havde været der i ca. 5 min før første fødsel blev skudt i gang. Altså det kan jo slet ikke beskrives, hvordan det foregår på et afrikansk hospital. De fødende kvinder ligger på hver sin briks (med deres eget medbragte lagen - naturligvis) og føder på stribe, med et badeforhæng som sjældent er trukket for imellem hver seng. Og de får absolut intet smertestillende eller "hjælp" udover lige når barnet skal fødes.

Den første fødsel jeg var med til, var meget kritisk og barnet var meget tæt på at dø fordi fødslen tog for lang tid og moderen ikke havde flere kræfter. Det var en meget voldsom oplevelse og jeg fik et chock da den lille blå dreng kom helt livløs ud. Det skulle gå MEGET stærkt med at få liv i ham og få suget væske ud af ham osv. For at holde øje med ham og sørge for at han blev stimuleret og ikke faldt hen gik jeg og vuggede ham i en time indtil han var stabil. Jeg tror de afrikanske sygeplejersker synes det var meget mærkeligt at jeg holdte ham og de grinede lidt af det. Når de tager imod børn ligger de dem bare hen på et bord, hvor de ofte ligger i mange timer før de bliver lagt hos moderen. Mødrene virker også ret uinteresserede i deres børn, hvad køn det er osv. Det er virkelig en anden verden!

Efterfølgende var det bare en lang aften af fødsler og kejsersnit, hold da op hvor har jeg set meget og så har jeg lært at sige "push" på Lukinga ;) Hehe. Og hvor er afrikanske kvinder hardcore! De føder bare uden noget og uden at sige en lyd nærmest? Sygeplejerskerne skærer i dem, uden noget som helst smertestillende? Og de skriger ikke? Jeg må da indrømme at jeg liiiige måtte have hovedet ned mellem benene et par gange ;) hehe. Men det gik! Der var én afrikansk kvinde der jamrede sig og hende grinede de alle sammen lidt hånligt af. Jeg snakkede med en sygeplejerske om dette og hun svarede noget i retning af "En kvinde har selv bestemt om hun vil have et barn - så skal hun ikke klage når det kommer". Jeg tager hatten af for deres smertetærskel og priser mig lykkelig for ikke at være fødende afrikansk kvinde!

Midt i aftenvagten, hvor vi var i gang med at sy en kvinde efter fødsel og en anden fødsel netop var gået i gang, så gik strømmen. Og når den går er der M Ø R K T! Man havde lidt en følelse af "Ej, sker det her seriøst?". Det er simpelthen så skørt, strømmen kan sgu da ikke bare gå på et hospital midt i en fødsel! "Ej hallo kan I ikke lige tænde igen, vi var faktisk lige i gang med noget" har man lyst til at sige, men der er bare ikke noget at gøre andet end at vente og krydse fingre for at det snart kommer igen. Oftest når strømmen går er det i hele byen. Så sygeplejerskerne fandt efterhånden deres telefoner frem og begyndte at lyse med dem. Så der stod vi og tog imod babyer i bælgragende mørke. Det var den mest surrealistiske oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

Da vagten var forbi sad jeg en halv time og vuggede den pige jeg netop havde taget imod (nu hvor hun bare var blevet lagt på bordet) mens jeg ventede på chaufføren der skulle køre mig hjem. Jeg sad og tænkte over hvilket liv hun mod havde i møde. Gad vide hvordan hun bliver? Hvad hun skal hedde? Og tænk hvis hun blev opfostret i DK hvor anerledes et liv hun dog ville få. Det er bare så anerledes en verden de børn skal leve i og man ønsker dem jo et eller andet sted et bedre liv. Men man ved jo ikke hvordan de får det, så der er ikke andet at gøre end at håbe på det bedste når mødrene kommer og tager dem fra bordet når de bliver udskrevet.

Turen hjem var som sædvanlig crowded (hvad havde jeg dog forestillet mig?) og vi sad alt for mange mennesker i en bil mens chaufføren SUSEDE ud i mørket ud af små snørklede veje. Jeg er glad for at jeg ikke skulle gå hjem, for det er godt nok mørkt og uhyggeligt udenfor når strømmen er gået alle vegne. Men blev bragt hjem i sikkerhed ovenpå en lang og udfordrende dag :)