Profile
Blog
Photos
Videos
UNDERVISNING ELLER HJERNEVASK?
Aldrig har jeg modtaget en så intensiv undervisning, som jeg gør nu! Det strider imod ALT, hvad jeg tidligere har lært eller hørt om i forbindelse med indlæring. Hvor meget man kan konsumere er slet ikke et tema, man beskæftiger sig med på Escuela La Democracia! Alt mit inaktive spansk bliver sat i spil konstant - og jeg nyder disse maraton lignende seancer til fulde - selvom jeg indimellem bare syntes, at min hjerne er én stor karrusel.
Jeg tror, at kunsten ligger i, at man i denne én til én relation bliver så tryg og "trættet" på én og samme tid, at man giver slip på alle hæmninger og bare prøver, det bedste man kan. Allerede her på min 3. dag, har jeg haft en enorm progression. Spørgsmål, svar, forklaringer, gode råd - en hvilken som helst bold bliver grebet i luften og ført til dørs og jeg bliver hold grundigt fast i alle mine svagheder med repetitioner - om og om igen!
Lige nu er jeg i fuld gang med antonymer. Høj-lav, sort-hvid, snavset-ren - og der er mange af dem! Yessika arbejder på at udvide mit ordforråd - samtidig med alt det andet. Og i denne proces har hun taget et stort spil kort med til formålet. Dem jeg ikke kan, bliver repeteret … næ, nej … ikke med enkelte ord, men med fulde sætninger. Og dem jeg IKKE husker, bliver lagt til side og taget frem igen og igen. Der ligger en pæn stak til mig i morgen! (Jeg får lavet lidt lektier; men ikke så meget, som jeg egentlig skulle!!)
Skoledagen starter klokken 8 - sharp - hvor jeg går op på førstesalen sammen med Yessika. Her sætter vi os på hver sin side af et lille bord - lige op til et stort vindue med den flotteste udsigt over vulkanerne. Jeg skynder mig straks at eliminere enhver tanke om, at jeg bruger oceaner af tid til at nyde den. Det gør jeg IKKE - for jeg sidder med min opmærksomhed - 110 % koncentreret - rettet mod Yessika og undervisningsmateriale, der - udover de omtalte kort - er blanke, rosafarvede A4 ark. Det er vores fælles tavle - eller rettere: Yessikas tavle, som jeg bliver holdt i ånde med - for jeg sidder selv med en blok, så jeg kan notere mine egne forklaringer på et sprog, jeg er sikker på at kunne forstå!
Som jeg skrev sidst, prøvede jeg at lave en pause efter en time; men det forehavende er opgivet! Hun slipper mig ikke førend klokken er 10.30 - hvor klokken ringer. Den ringer igen kl. 11 - og så fortsætter vi indtil klokken er 13.
Der er 2 andre spansk studerende på skolen. De er engelsktalende. Den første dag, fortalte den ene af dem (jeg kender end ikke deres navne!!) at han i begyndelsen troede, at det ville være helt umuligt for ham, at modtage en så langvarig og koncentreret undervisning i den udstrækning vi får. Jeg er nået frem til, at han nok har forsøgt at berolige mig - for i dag - i pausen, forsøgte jeg - på engelsk - vi havde jo pause - at få nogle råd om, hvor jeg - hurtigt - kunne købe et lille mellemmåltid. Jeg bliver jo sulten og kan ikke vente indtil efter kl. 13. Og tænk - det er umuligt at indhøste bare et enkelt svar på engelsk … så i hælene på ham ude på gaden snakkede han bare videre på spansk!
Dagens høst: Jeg kan næsten ikke begribe, at JEG - Anna (som jeg hedder hér!) i løbet af én skoledag har fået vendt og sammenlignet en masse kontraster og forskelle (antonymer i praksis!!) mellem danske og guatemalanske skolesystemer, samfund, arbejdsforhold - hvor samtalerne nu har ført os hen - for derefter at vende, planlægge og beslutte en lang række af aktiviteter, jeg ønsker at deltage i hér (når jeg har fri!) - PÅ SPANSK!!
- comments
Knus fra Helle Hej Anna For en i h..... hvor er du bare den sejeste jeg kender. Jeg ville simpelhen dø af skræk, men jeg håber de allesammen er søde ved dig. Du bliver dygtig og vi må simpelhen lave et 6 ugers kursus i - hvor langt man kan rykke sig ved at blive holdt fast. Herfra er alt jo det samme og vores udfordringerne kommer jo slet aldrig på højde med dit. det virker nærmest som om der slet ikke er noget at fortælle fra Danmark. Vejret er klart og dejligt, men ellers er alt det samme. Glæder mig til at læse din næste historie og det skal jeg igang med nu...
Ann Dasseville Hej Helle ... Tak for din søde hilsen!! Ja, der er bestemt inspiration at hente hér - vi må sgu' tilbyde dansk undervisning til nogle af vores indvandrere!! Nå, nej ... måske ikke lige dét, du havde i tankerne. Og jeg lover dig - alle er bare så søde og omsorgsfulde! Hav det super godt og hils omkring dig. Knus fra Guatemala
Yessika Yo pienso que es un lavado de cerebro algunas veces!
Ann Si Yessika, pero un bueno lavado - gracias para ti!