23. april 2012
Naar jeg ikke har vaeret saa flittig til at opdatere min blog paa det seneste, skyldes det i hoejere grad, at jeg ikke har haft saa meget at skrive om, end at jeg har haft for travlt til at besoege en internet-cafe. For oejeblikket er jeg endt paa en cafe i Pokhara, regnen styrter ned udenfor og tordenvejret brager, saa jeg foretraekker at blive her et par timer, og saa kan det oven i koebet vaere, at der kommer et nyt blog-indlaeg ud af det.
Regn burde vaere usaedvanligt i Pokhara paa denne aarstid, monsunen starter foerst om en maaneds tid, men i loebet af de sidste 2-3 aar er et regnskyl i loebet af eftermiddagen blevet mere og mere almindeligt. Her behoever folk ikke engang at laese aviserne for at vide med sikkerhed at klimaforandringer er en realitet...

Efter Annapurna-trekket tog jeg tilbage til Kathmandu for at se min kaere mor og deltage i en konference om "stability, democracy and rights". Det var ikke helt let at komme direkte fra Annapurnas imponerende hoejder til en konference-hal i Kathmandu, ikke desto mindre saerdeles interessant - det af det, som jeg forstod i hvert fald.
Jeg er ikke sikker paa, hvad jeg helt konkret tog med derfra - udover en fornyet passion for udvikling i Nepal. Anyway er jeg sikker paa, at det hjaelper at laese oplaggene fra konferencen, naar jeg faar tid.
Mindst lige saa tankevaekkende som selve konferencen var min mors reaktion paa den aabenlyse fattigdom, der eksisterer i Kathmandu. Det gik op for mig, hvor hurtigt man vaenner sig til at se fattigdommen og accepterer den saa meget, at jeg naesten ikke taenker over den mere. Aerligt talt var jeg faktisk overrasket over over, hvor lidt ekstrem fattigdom jeg moeder i Nepal - i hvert fald saa laenge man holder sig naer de store turist-centre: Kathmandu, Pokhara og sikkert ogsaa Chitwan.
Som foelge af min nye passion for udvikling i Nepal, har jeg koebt en bog - "Anthropology og Bhudism and Hinduism" med henblik paa at forstaa kulturelle forhindringer for en social udvikling mod stoerre social lighed.
Jeg er endda begyndt at laese i den, og hvor utroligt det end lyder, nyder jeg faktisk at laese akademisk litteratur igen - ikke mindst fordi jeg har masser af tid og utvivlsomt ser klog ud, naar jeg sidder paa min yndlings "North Field Cafe" i Thamel og streger ud og tager noter. Og det er mere eller mindre mindre saadan jeg faar min tid til at gaa i Kathmandu - slaeber mig op til min Garden Restaurant i loebet af formiddagen, spiser morgenmad med en saerdeles anstaendig kaffe og chiller resten af dagen der med mine boeger og refill-kaffe. Det var paa denne cafe jeg moedte to unge indere for en 5-6 dage siden. De var paa vej til Psytrance-festival i Pokhara og var rejst hele vejen fra det centrale Indien til Nepal alene for denne "Universal Religion"-festival. Jeg havde som sagt ikke bedrevet noget saerligt i de sidste 4-5 dage, havde ingen planer for weekenden, saa jeg koebte en billet og tog bussen tilbage til Pokhara naeste dag. Jeg havde tydelgivis ingen ide om, hvad jeg gik ind til, og det var lidt af et kulturchok for mig at ankomme til et imponerende luksus-resort med store groenne graesplaener, velpassede bede og smaa soer, placeret udenfor Pokhara og totalt isoleret fra resten af Nepal.
Det tog mig en dags tid, foer jeg havde vaennet mig til den vestlige festival-bobbel med vestlige priser, vestlige festival outfits og ikke mindst det utraettelige psytrance-craziness, der brager ud fra den farverige scene midt paa den store festival-plaene.
Mine to indiske venner, om allervenligst havde tilbudt mig en plads i deres telt, havde selvfoelgelig valgt at slaa teltet op lige foran den store scene. Det er fint, naar man sidder i telt-aabningen med udsigt over hele festen - men naar man skal forsoege sig med lidt soevn, opdager man, at jorden ryster i takt med bassen, saa det bliver umuligt at abstrahere fra musikken.

Efter festivallen tog jeg en ekstra dag i Pokhara for at kaste mig ud i et mindre hike til Sarangkot paa toppen af en af de bakker, der omgiver Pokhara. Efterhaanden som jeg naermer mig toppen, svaever flere og flere paraglidere med drager i staerke farver omkring mig. Da jeg holder pause ved en restaurant taet paa toppen, kan jeg ikke dy mig for at spoerge restaurant-ejeren om prisen for en saadan flyvetur, han lover mig en special price og en halv time senere bliver jeg samlet op af en jeep, som koerer mig resten af vejen til toppen. Paragliding viser sig at vaere en helt igennem stille of rolig, ufarlig aktivitet, som vi svaever rundt i cirkler over Pokhara. Efter 20 min spoerger min pilot mig, om jeg er til rollercoasting, og jeg er klar paa at give det en chance. Jeg gaar ud fra, at min pilot havde styr paa, hvordan vi kom ned, for det var for vildt og for hurtigt til at jeg kunne registrere, hvad der skete.
Alligevel endte flyveturen i en sikker landing kun en halv times tid foer stormen broed ud over Pokhara.